Hidtil har bestyrelsesformand for Zentropa, Allan Hansen, ikke givet interview om de seneste ugers afsløringer om arbejdsforholdene i filmselskabet. Det gør han nu.
Foto: Martin Bubandt

Hidtil har bestyrelsesformand for Zentropa, Allan Hansen, ikke givet interview om de seneste ugers afsløringer om arbejdsforholdene i filmselskabet. Det gør han nu.

Kultur

Zentropas bestyrelsesformand: »Peter Aalbæk har selv foreslået, at han bliver væk fra Zentropa. Det er en god ide«

Allan Mathson Hansen fastholder, at han har fuld tillid til Zentropa ledelse.

Kultur

Indtil nu har bestyrelsesformanden i Zentropa kun forholdt sig til sagerne om mobbekultur, ydmygelser og sexchikane på Zentropa i helt korte mailudsagn.

Nu indvilger Allan Mathson Hansen, der også er koncerndirektør i Nordisk Film, i at uddybe Zentropas ledelses seneste status om arbejdet med nye retningslinjer for filmselskabet.

Allan Mathson Hansen, hvem har bedt Peter Aalbæk Jensen om at blive hjemme?

»Peter Aalbæk har tilbudt bestyrelsen, at han bliver hjemme, indtil vi har gennemgået en proces med medarbejderne i forhold til at etablere nye retningslinjer og måder at samarbejde på i Zentropa«.

Så det er ikke bestyrelsen eller ledelsen, der har bedt ham om at blive væk?

»Det er det ikke. Det er Peter Aalbæks eget forslag, og det har vi imødekommet og finder, at det er en god ide«.

Ledelsen påtager sig et medansvar for det problematiske arbejdsmiljø, har ledelsen udtalt. Påtager du dig som bestyrelsesformand et personligt ansvar for de sager, vi har dokumenteret om seksuelle ydmygelser og mobning af ansatte?

»Lad mig starte med at sige, at Zentropa er mere end det, som er beskrevet i den seneste tid. Det er en farverig og kontroversiel virksomhed, men de eksempler, der beskriver en usund kultur på Zentropa, har overrasket os. Og det skal der rettes op på, og det bliver der gjort med det samme«.

Du svarede ikke på spørgsmålet: Påtager du dig et ansvar, ligesom ledelsen har gjort?

»Vi i bestyrelsen har ikke opfattet det på den måde, som det bliver beskrevet, og derfor reagerer vi nu. Men bestyrelsen har en tilsynspligt, og vi har alle et ansvar. Og jeg kan kun beklage det beskrevne, og derfor bliver der nu rettet op på det«.

Jeg opfatter ledelsen som kompetent og også handlekraftig, og det er det, jeg forholder jeg mig til

I sidste uge udtalte Zentropas direktør Anders Kjærhauge til Berlingske, at han ville kæmpe for »den politiske ukorrekthed«. Ugen før sagde han til Information om smæk til småtterne: »Jamen, der er blevet skrevet rigtig meget om det i mange år. Så jeg har det lidt sådan: what’s new?«. Politikens dokumentation af seksuelle ydmygelser og mobbekultur ønskede han slet ikke at kommentere, udover at han skrev i en sms, at han ikke selv havde oplevet noget, og at han ikke kunne genkende billedet af Zentropa.

Det er tilsyneladende ikke fremlæggelsen af dokumentation for sexchikane, der har fået ledelsen til at reagere. Hvad er det så?

»Altså, vi prøver nu at komme til bunds i den her sag, og derfor har vi inviteret alle medarbejderne. Jeg kan kun sige, at det er uacceptabelt, at man oplever chikane og mobning i Zentropa, ja, for så vidt i alle virksomheder«.

Men hvad er det, som har gjort, at der blev sat gang i arbejdet med arbejdsmiljøet?

»Det er det samlede omfang af de beskrivelser, I har haft fremme i pressen. Det har overrasket os. Og det har vi taget hånd om nu«.

Mange har vidst, at de her ting foregik på Zentropa. Noget af det foregik på en scene til julefrokosten. Hvordan kan det komme bag på jer (nøgenkonkurrence og opmåling af kønshår, men også smæk som straf har været kendt, red.)?

»Zentropa er mere end det, som er beskrevet. Det er en farverig og kontroversiel virksomhed, og vi har ikke opfattet det på den måde, som det er beskrevet. Derfor reagerer vi nu. Jeg kan kun beklage det beskrevne, og derfor bliver der rettet op på det«.

Det var først, da internationale samarbejdspartnere, altså dem som finansierer Zentropas film, rørte på sig i sidste uge, at ledelsen gjorde noget ved problemerne? Hvorfor det?

»Altså, omverdenens kritik gør naturligvis indtryk, men først og fremmest handler det om, at de forhold, der er beskrevet, er uacceptable, og det er det, der bliver rettet op på uanset hvad«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det virker jo som om, at der skulle et økonomisk incitament til, før I gik ind i en proces for at ændre arbejdskulturen?

»Det handler først og fremmest om at skabe nogle forhold, der er gode for medarbejderne, og en sund kultur, hvor chikane og mobning er uacceptabelt, og det står øverst på vores prioriteringsliste«.

Hvad fortæller det dig som bestyrelsesformand, at direktøren har sået tvivl om alvoren af kvindernes vidnesbyrd?

»Jeg udtaler mig som bestyrelsesformand, og jeg opfatter ledelsen som kompetent og også handlekraftig, og det er det, jeg forholder jeg mig til. Nu er der igangsat en grundig plan både i den seneste uge og også fremadrettet, og det er det, jeg som bestyrelsesformand har været optaget af«.

Oplevede krænkelser

I dag meldte ledelsen ud, at der nu er formuleret et udkast til et sæt reviderede retningslinjer for arbejdsmiljøet på Zentropa. Retningslinjerne vil blive revideret løbende, og bestyrelsen og ledelsen vil gøre status på de igangværende processer i starten af det nye år.

»Zentropa er mere end det, som er beskrevet, og der er mange facetter i en så farverig og kontroversiel virksomhed. Ledelsen har beklaget, og de har heller ikke opfattet det på den måde. Derfor bliver der rettet op på det«.

I pressemeddelelser fra ledelsens tales der konsekvent om »oplevede krænkelser« og i den nye pressemeddelelse nævnes, at man er berørte af »det omfang, sagen har fået i offentligheden«. Ledelsen distancerer sig dermed fra det, som de tidligere ansatte beskriver. Hvad mener du om ledelsens distance til det dokumenterede?

»Jeg tror, at det skal opfattes på den måde, at ledelsen prøver at komme til bunds i det her. Det er det, som optager alle. Det er klart, at den her sag fylder rigtig meget for ledelsen, og de rammer, vi nu har sat op, skal forhåbentlig give arbejdsro til at komme ordentligt igennem det her«.

Vi kommer det nok ikke nærmere

Tror du på, at der er foregået seksuelle ydmygelser, straf og mobning på Zentropa, som vi har dokumenteret?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har ikke opfattet det på den måde og i den kontekst, men som sagt kan man sige, at det samlede omfang af de beskrivelser har overrasket også mig, og det skal der rettes op på, og det bliver gjort med det samme«.

Men jeg skal forstå dig ret: Det kan lyde som om du ikke tror på det?

»Det, som optager mig, er at komme til bunds i den her sag sammen med ledelsen, og det har jeg fuld tillid til, at vi kommer. Vi kommer det nok ikke nærmere«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce