Jeg blev vækket af et brøl. Det lød som et større dyr, der var blevet skamskudt. Jeg tumlede hen til vinduet og kiggede ned på Enghave Plads. To mænd stod og kæmpede om en flaske. Den ene holdt i strakt arm den anden fra livet, mens han selv tog en slurk.

Klokken var halv syv om morgenen, men der var stadig lys i en kæde af røde, gule, blå og grønne lamper foran Café Darling, bag jordbunker og gravemaskiner. Pladsen var halvt gravet op. To geledder af høje træer var fældet for at gøre plads til en metrostation.

En måge kredsede tavst uden for mit vindue. Den så ud, som om den ville fortælle mig noget. Den fløj i en stor bue over pladsen, inden den hævede sig over tagene og forsvandt mod vest.

Det var et par timer senere, jeg hørte om de nye øer. Jeg havde altid opfattet danmarkskortet som urokkeligt. Noget, man kunne stole på. I hvert fald ude på landet. Der skulle en ny istid til for at lave om på landskabet.

De fynske øer
Men så var der en kollega, der fortalte mig, at der i løbet af de seneste år var dukket en masse nye øer op i de danske farvande. Han havde hørt det i fjernsynet.

»De er helt øde«, sagde han. »Og mange af dem ligger ved Fyn«.

Tanken åd sig ind i mig. Kunne man virkelig stadig i dette hysterisk befærdede land finde steder, som var uberørt af mennesket? Steder uden gravemaskiner og brølende fulderikker?

Kunne man eventuelt få fingre i sin helt egen øde ø?

Nogle af de nye øer skulle være observeret et stykke ud for kysten ved Bogense. Så jeg tog straks til Fyn.

Stenet.  De spæde stumper land nordvest for Bogense består af sand, grus og sten. For at de kan kaldes øer, skal der være mindst en halv meter vand omkring dem, og de skal være bevokset med landplanter. Foto: Niels ChristensenEjendomsmægleren
Der findes flere ejendomsmæglere i Bogense, men jeg kan ikke oplyse, hvilken en jeg opsøgte. Mægleren ville ikke have sit navn i avisen. I øvrigt vidste han ikke meget om disse øer.

»Ingen har spurgt mig om dem før«, sagde han.

»Det var pokkers«, sagde jeg.

Men ejendomsmægleren var alligevel blevet nysgerrig. Han vendte sig mod sin computer og begyndte at undersøge markedet.

»Hmm ... man kan ikke søge efter ’ø til salg’ ... Jeg prøver under helårsgrunde ... Nej, jeg kan ikke se nogen«.

Jeg viste ham på et kort, hvor øerne cirka skulle befinde sig.

»Ville man kunne sælge sådan en ø, hvis den blev sat til salg?«.

»Jo, men prissætningen vil jeg ikke vove at påstå, at jeg kan klare sådan lige på …«.

Han knipsede med fingrene.

»Nej, så må du nok ud og se den først«, sagde jeg. »Du skal vel også vide, hvilket ordvalg du skal bruge for at sælge den. ’Tæt på vandet’ må være sikker?«.

»Den kan vi nok ikke komme helt uden om«, sagde mægleren. »Hvor store er øerne arealmæssigt?«.

»Aner det ikke«, svarede jeg. »Men de skal være lange og krumme. Og så vokser de hele tiden«.

»Det er det, der er skægt … Det ville være det rene liebhaveri at købe sådan en ø, ikke?«.

Jeg nikkede. Det var lige præcis det, det ville være.

Skovrideren
Jeg fik en aftale med en skovrider, som vidste det meste, der var værd at vide om de fynske øer.

Han mødte mig på en parkeringsplads ved Lindø Hoved. I telefonen havde han beklaget, at det desværre ikke var muligt at skaffe en båd til den ekspedition, han ville tage mig med ud på.

Vi var nødt til at vade ud i havet, forklarede han. Det skulle nok gå. Bare jeg tog nogle gamle gummisko på.

Han hed Søren Strandgaard og var ansat i Skov- og Naturstyrelsen på Fyn. En robust mand i en vissengrøn skjorte, knælange shorts, kasket og sportssko. Han bar på en rød rygsæk og havde en kikkert om halsen. I hånden havde han en kæp, der skulle fungere som vandrestok.

Jeg trak i badeshorts og kiggede skeptisk ud over det stålgrå hav.

»Lad os komme af sted«, sagde Søren Strandgaard.

Uden for den slagne vej
Vi plaskede ud i vandet. Der var sandbund, det var lavvande, og vandet gik højst op til knæene. Det gik fint.

Vi fulgte først de orange pæle, der markerede Ebbevejen over til Æbelø, hovedøen i farvandet. Her kunne en traktor køre frem og tilbage. På vejen ud til Æbelø passerede man småøerne Dræet og Æbelø Holm.

Men vi drejede væk fra ruten og styrede nordvest om Dræet. Mod det åbne hav, forekom det mig.

»Nu går vi ud i det vilde?«.

»Ja, nu går vi uden for den slagne vej«, bekræftede Søren Strandgaard.

Det var som at vandre med blylodder om fødderne. I slowmotion. Mod horisonten, gennem blæretang og ålegræs.

Statens ejendom
Jeg tænkte på, om man risikerede at træde på en fjæsing, sådan en fisk, der ville plante sine giftpigge i ens fod, så man måtte ligge her på havbunden og vride sig i en dødskamp.

Men skovrideren trampede ubekymret derudad, mens han fortalte, at han havde haft med øerne at gøre de sidste 20 år.

»Tilhører de nye øer jer, altså staten?«, spurgte jeg.

»Ja, eller de kommer til det. Der er meget ejendomsjura i det her«, sagde han. »Sådan en ø, der dukker op, den har jo ikke et registreret matrikelnummer«.

Så når man opdager en ø, man gerne vil have registreret og ind i systemet, så sender man først en landinspektør ud med noget gps-udstyr for at måle op og positionere. Derefter skal en domstol tilkende staten ejendomsretten.

»Er alle øerne herude registreret?«.

»Nej, ikke dem alle ...«.

Definitionen
Vi trådte i land på Drætlingen, en ø med rundt regnet 12 år på bagen, vest for Dræet. Pludselig var fødderne lette som fjer, og jeg løftede de svuppende gummisko komisk højt i vejret, når jeg gik.

Det var en lang og smal ø kun med lav strandbevoksning. Søren Strandgaard forklarede, hvad der skulle til, for at en ø kunne kaldes en ø.

Der skal være mindst en halv meter vand omkring den ved normal vandstand. Og så skal der være landvegetation.

»Hvilke planter kommer først?«, forhørte jeg mig.

»Det kan være kamille, marehalm, syre, grå bynke eller strandmalurt. Det afhænger lidt af, hvilken frøkilde der er tættest på. Det er det, vi kalder pionerarter ... Og jo længere tid der går, jo flere arter kommer der«.

Typisk en meter vand
Så man kan blandt andet bestemme alderen på øer ved at se, hvor mange plantearter der findes.

»Men det er enormt svært at sige, hvor gammel en ø er. Det er jo ikke en bulldozer, der kører ud og læsser grus af. Det er en lang proces ...«.

»Hvad skal der til, for at der kan opstå nye øer?«, spurgte jeg.

»Jamen, vandet må ikke være for dybt«, svarede skovrideren. »Her er der typisk en meter vand, når det er højest. Det er et dynamisk område, hvor tingene forandres. Der skal være noget materiale, som kommer ind og bliver aflejret. Her kommer det fra nordkysten af Æbelø«.

Materialet er sand, grus og sten. Det føres med af strømmen.

Flydende frø
»Og så lægger det sig i et nulpunkt, et sted, hvor der ikke er kraftig strøm ... Det starter med en knop, og så vokser det langsomt til en krumoddet ø«.

»Er det vinden og fuglene, der fører frøene frem?«.

»Ja, men der er også frø, der transporteres over havet. For eksempel den her rynkerose eller Rosa Rugosa, som jo er en invasiv plante. Den spreder sig faktisk langs kysterne, fordi frøene kan flyde på vandet ...«.

Vi talte os frem til syv plantearter på Drætlingen. Derefter stod vi og studerede et skilt, der forbød færdsel på øen i fuglenes yngletid fra 31. marts til 15. juli. Det her var et paradis for fugle.

Men lige nu kunne vi kun høre dem skrige i det fjerne og træde i deres lort. Vi fortsatte vores vandring gennem havet.

Fare for fjæsinger
»Er der fjæsinger her?«, spurgte jeg, mens jeg spejdede ned i det stadig dybere vand.

Søren Strandgaard grinede.

»Jo, der kunne vel godt forvilde sig en fjæsing herind«, sagde han.

Jeg grinede tilbage og forsøgte at ligne en uforfærdet opdagelsesrejsende.

Skovrideren trak op i sine shorts, men undgik ikke, at de blev våde. Vi var næsten fremme ved den ø, han ville vise mig. Det var den ø ved Fyn, som senest var blevet registreret og matrikuleret. Det skete for cirka to år siden. Den havde endnu ikke fået et navn.

Vadehav.  I 20 år har skovrider Søren Strandgaard holdt øje med øerne omkring Fyn. Foto: Niels ChristensenØdemarken
Mågerne fløj tæt her. De skreg os ned i hovederne. En af dem virkede på en eller anden måde bekendt. Ude på en sandrevle så vi de sorte silhuetter af en flok skarver.

Søren Strandgaard pegede mod havet ud for den vestlige ende af denne buede strimmel land.

»Hov«, sagde han. »Den derovre har jeg ikke set før!«.

Vi skimtede noget, der godt kunne være en ø. Jeg mærkede et sus i maven. En uopdaget ø!

»Lad os tjekke den ud«, sagde jeg.

Vi vadede ud for at se på fænomenet.

»Det er fedt«, udbrød skovrideren, idet vi trådte i land.

»Ja, det er fedt«, sagde jeg.

»Det her er Danmarks eneste ødemark. Der er ikke mange steder, hvor man kan være på naturens egne præmisser … det er der noget storslået i. Der er ingen påvirkning fra mennesker«.

»Det er store ord!«.

Langt fra 'Hokus Krokus'
»Ja, det er det«, medgav Søren Strandgaard. »I dag, hvor man ser ’Hokus Krokus’ i tv, og hvad nu alle de der programmer hedder, hvor man iscenesætter alting ...«.

»Ja, der er et stykke vej til ’Hokus Krokus’«, sagde jeg.

»Der er ingen, der slår streger her. Der er ingen adgangsveje, ingen anløbssteder ... Det svarer til at gå i en afrikansk ørken eller i fjeldene i det nordlige Norge ...«.

Og han blev ved:

»Vil man ud til de her øer, er man nødt til at kigge i en tidevandstabel. Skal man sejle herud, er der nødt til at være højvande. Og hvis man slår sig ned et stykke tid, og det blæser op og bliver ekstremt højvande eller stormflod, ja, så er det altså med at komme væk i en frygtelig fart ...«.

Midt i skabelsesprocessen
Der stod vi så lidt. Godt fire kilometer fra fastlandet. Under en kolossal himmel, der var grå som pap. Midt i en skabelsesproces.

»Når den bliver tyve centimeter højere, vil der begynde at indfinde sig de første planter …«, sagde Søren Strandgaard. »Den går fra at være en grus-sten-sandbanke og til at blive en ø. Det er meget sjovt at stå og se på de udviklingstrin …«.

Der var ikke helt en halv meter vand rundt om denne ø. Der var endnu ingen landplanter. Det kunne godt være, det aldrig ville blive en rigtig ø. Den ville nok vokse sammen med den større ø ved siden af.

Men der var alligevel noget vederkvægende ved at stå på den.

Sørens Ø
Vi vendte tilbage til den noget større, navnløse ø.

»Hvorfor hedder den ikke noget?«, spurgte jeg.

»Man navngiver ikke sådan uden videre øerne ...«, svarede Søren Strandgaard.

»Hvorfor ikke?«.

»Så kunne de jo hedde Sørens Ø alle sammen«.

Jeg spurgte ham, om staten af og til satte nogle af disse øer til salg. Jeg mærkede allerede lidt savl i mundvigen ved tanken om at kunne få skøde på den ø, jeg på en måde netop havde erobret.

Men så gik han i gang med at forklare, at disse aflejrede øer er ret ustabile i forhold til den anden type øer, moræneøerne fra istiden, som typisk er mere end tre meter høje. Nogle gange forsvinder de ligefrem igen i havet. Lige så stille.

Købsmulighederne
»Så hvis man købte sådan en ø, ville det alene være på grund af herlighedsværdien. Man kan sidde og tale om den med sine venner, mens man smager på rødvin«, sagde han. »Det fede ville være, hvis man kunne bygge noget. Men dels skulle gulvet være i hvert fald to en halv meter over vandet. Og dels er det sådan, at de her øer flytter sig. Så det vil nok også være nødvendigt med noget kystsikring …«.

»Så det er lidt af et projekt?«

»Ja … hvis det endelig var, ville det måske være lettere at få sejlet en masse materiale ud og så lave sin egen ø …«.

»Så det er ikke nemt at få sig en ø?«.

»Nej, det er det ikke«.

Ternens hjem
I øvrigt er øerne her en del af et naturreservat. De er hjemsted for ternen, gåsen, skarven, sølvmågen, stormmågen, svartbagen og en del andre fugle. På Æbelø og de andre større øer er der desuden råvildt og en bestand af det krumhornede korsikanske bjergfår, også kaldet muflonen.

»Skal vi begynde at gå tilbage?«, spurgte jeg.

Skovrideren kiggede på uret.

»Det synes jeg«, sagde han.

På vejen tilbage nåede vandet os til skridtet. Vi krydsede denne gang hen over øen Dræet, hvor vi hørte en lærke og fik øje på to hejrer. Pludselig sprang to rådyr op af det høje græs og flygtede i hver sin retning. Over os kredsede mågerne. En af dem strøg i en blød bue hen over mit hoved.