Jeg har aldrig været i Los Angeles. Eller det vil sige: Det har jeg, endda flere gange. Men jeg kan ikke sige, at jeg føler, at jeg har været der.

Alle de obligatoriske attraktioner har jeg besøgt som turist: Hollywood, Beverly Hills, Venice Beach, Pasadena, Malibu, Santa Monica og den slags mere eller mindre mondæne steder. Men mest af alt husker jeg Los Angeles som en gigantisk motorvej, som jeg sejlede rundt på uden at føle, at jeg nåede i havn nogen steder.

LÆS OGSÅ Bøgernes Venedig handler om at fare vild

Det er ikke svært at se, hvad det er ved Los Angeles, som fremkalder denne følelse. Det er manglen på en bykerne, som man kan hægte sin følelse af at have været der op på. Sådan forventer vi automatisk, at en by er bygget op: omkring et midtpunkt, gerne i form af en plads med et menneskemylder og et monument eller en betydningsfuld bygning.

New York har sådan et. Hvor spraglet stedet end er, fungerer Times Square på Manhattan som sådan et midtpunkt, mens Manhattan i sig selv må siges at inkarnere New York. Man behøver ikke at have været i Bronx, Brooklyn, Queens eller på Staten Island for at føle eller kunne sige, at man har været i New York. Manhattan er nok. Det er æblets kerne.

OL i L.A
Men hvor skal man henvende sig i Los Angeles – hvilken bydel eller bykerne skal man besøge for at føle, at man har været der? Jeg ved det ærlig talt ikke. Når jeg har besøgt byen, har jeg altid følt, at jeg strejfede rundt i periferien.

Hvilket jo logisk set ikke kan være sandt, hvis centrum ikke findes – som andet end en ubevidst uindfriet forventning oppe i mit hoved. Det er slet ikke nogen original indsigt. Den alt for tidligt afdøde forfatter og journalist Hans-Jørgen Nielsen skrev engang en vældig læseværdig rejseføljeton til Information (optrykt i bogen ’Verden i stykker’ i 1992) i anledning af de olympiske lege i Los Angeles i 1984, som han overværede med en følelse af omsider at befinde sig i »begivenhedernes centrum«.

Få rækker fra ham sad jo selveste Brooke Shields – hvis nogen husker hende – og Kirk Douglas. Og alligevel måtte Nielsen få sætninger senere konstatere, at der »er ikke noget centrum i så gigantiske begivenheder som disse ligemeget hvor ihærdigt medierne så forsøger at få et smukt sammenhængende epos ud af det«.

Fiktionen ånder liv i byen
Det havde dog ikke kun noget med begivenheden at gøre, men også med byen – ja, og så med den ideologi, som Hans-Jørgen Nielsen på dette tidspunkt var under tiltagende indflydelse af, nemlig postmodernismen.

Om Los Angeles skrev han: »Det er en helt anden by end nogen anden, jeg før har været i. Det er ikke sådan en by med en gammel kerne, hvor forstæderne så ligger omtrent som årringene i et træ. Der er ganske vist en slags city med højhuse og sådan, men ellers er det en mægtig ansamling af mere eller mindre bymæssig bebyggelse på et område af næsten sjællandske dimensioner, holdt sammen af et net af motorveje«, konstaterede Hans-Jørgen Nielsen.

Disse linjer læste jeg få år før, jeg første gang tog Los Angeles i øjesyn. Og jeg kan slet ikke udelukke, at de sætninger har siddet i baghovedet på mig og været med til at forme mit møde med byen. Ja, muligvis er det ligefrem Hans-Jørgen Nielsens ’skyld’, at jeg aldrig har været i Los Angeles? Selv om jeg altså har været det.

LÆS OGSÅSankt Petersborg ånder i litteraturen

Men mere måske i fiktionens virkelighed end den fysiske virkelighed. Det er der, Los Angeles har føltes mest tilstedeværende – på film og i bøger. Og ikke i nogen enkelt bog eller film. For mig er byen ikke filtret sammen med et enkelt hovedværk i hverken det ene eller andet medie.

Asfaltjunglen
Snarere forekommer det mig at være i særlige genrer, at Los Angeles lever og udfolder sig i fineste form.

For det første selvfølgelig i den ’hårdkogte’ krimitradition – og dens sidestykke inden for filmen: film noir – som byen har fostret i kraft af forfattere som Raymond Chandler, James M. Cain og James Ellroy. Især for den første og den sidste er Los Angeles langtfra nogen vilkårlig lokation, men snarere en slags bagvedliggende hovedperson, der portrætteres i serieform.

LÆS OGSÅ San Francisco har en aura af mord og mystik

»Jeg har genopbygget Los Angeles i halvtredserne inde i mit hoved og på papir (…) Jeg levede i det bogstavelige Los Angeles og drømte mit eget private Los Angeles«, har Ellroy fortalt i essayet ’Slemme drenge i flimmerbyen’. Og den traumatiserede Ellroys drømte Los Angeles er bestemt er besøg værd, også selv om det er et mareridt.

Nær en katastrofe
Den anden genre, som Los Angeles lever – og dør – i, er katastrofefiktionen, ’disaster fiction’. Tænk for eksempel på film som ’Blade Runner’ (som forener sci-fi og noir), ’Strange Days’, ’Independence Day’, ’Escape from LA’ og ’Volcano’, hvori Los Angeles befinder sig lige før, under eller efter katastrofen.

I bogen ’Ecology of Fear: Los Angeles and the Imagination of Disaster’ botaniserede byteoretikeren Mike Davis for godt ti år siden de mange forskellige katastrofer, som Los Angeles har været udsat for i bøger og på film, blandt andet jordskælv, oversvømmelser, oprør, brandstorme, atomangreb og invasion af horder fra det ydre eller nære rum, ofte med allegoriske betydninger i retning af det racistiske.

»Ingen by har i fiktion eller film oftere figureret som billedet på en virkelig slem fremtid (eller nutid, for den sags skyld)«, konstaterede han.

Det er i disse to markante genrer, som Los Angeles er epicenter for, at jeg føler, at jeg har været der. Slet ikke, fordi jeg genkender byen i dem, eller fordi de tilbyder sådan et centrum eller overblik, som jeg har savnet på mine visitter. Tværtimod plejer plottet i hårdkogte krimier at være lige så decentreret, som byen er.

Snarere skyldes det nok, at begge genrerne – når de fungerer bedst – er suveræne til at skabe stemninger. De skaber en fortryllelse, som for mig er meget mere Los Angeles end de usammenhængende stumper af en storby, anlagt oven på en motorvej, som jeg har oplevet, når jeg har været der. Uden rigtig at være det.