Politikens og hele Danmarks tegner Bo Bojesen er død. Det er et savn, som det har været det, siden han drog ind i et stilfærdigt otium efter 45 år og mere end 7.000 bud på Dagens Tegning i 1992.

Selv om der er gået 14 år uden hans streg i avisen, lever den i vores bevidsthed, ikke kun fordi han jævnligt tålte genoptryk, men også fordi pointen i hans tegninger omslutter så mange af de begivenheder og personer, der ligger fast i vores kollektive hukommelse. Vi husker dem, sådan som han tegnede dem.

Bo Bojesen var et mildt menneske, der blev samfundsrevser i sin helt personlige og originale form. Han kunne se det godmodige i et fejltrin, og han kunne udlevere det til latteren uden vrede. Han kunne gi’ dumpekarakter til en politiker uden at håne personen ihjel. Tragedier af verdensformat trak oftere på medfølelsen end fordømmelsen.

Alligevel var der en kraft i hans lune, som måske funklede lykkeligst, når han spiddede sine landsmænds hellige, almindelige dårskaber som en kritisk humanist. I slægt med Storm P. og de bedste bladtegnere i generationen før ham blev Bo Bojesen et bindeled til modernisterne i genren som Poul Holck og Peder Nyman.

Der var en folkelig bredde i Bo Bojesens udtryk. Han gik klart ind. Det er ikke ensbetydende med, at han ikke også var subtil, men hans spidsfindigheder lå i detaljerne, i hans nærmest antropologiske indsigt i sin samtids mennesker og miljøer. Den lille overdrivelse, der kalder smilet frem – eller det eksplosive grin.

Den billige langside
Var danskerne Bojesens foretrukne modeller, var tyskerne hans yndlingsaversion. Han var født i Åbenrå, og da man engang afkrævede ham en selvbiografi, lød den i sin korte form:

»Ved genforeningen i 1920 kom Åbenrå sammen med det øvrige Sønderjylland hjem til Danmark. Tre år senere kom jeg«.

Boghandlersønnen fra Åbenrå kom til København i 1942 og søgte ind på Arkitektskolen, men dumpede, så han valgte Kunsthåndværkerskolens reklamelinje. I krigens sidste år virkede han som reklametegner, men han fik også nogle tegninger i Mandens Blad, og det må være her, redaktøren af Politikens Magasin, Arne Ungermann, fik øje på talentet.

Bojesens debut i 1946 skulle illustrere Den billige langside ved årets største fodboldbegivenhed, landskampen mod Sverige, men den blev ikke færdig, så den måtte gemmes til landskampen mod Norge fjorten dage senere. Det var et myldrende gruppeportræt af den jævne danske befolkning i det første år efter krigen, tegnet med en præcision og blid ironi, og det blev optakten til det livslange samarbejde med Politiken.

Venstres vikinger
Da Bojesen i 1947 havde tegnet Venstres statsminister Knud Kristensen som vikingekongen Knud den Store, var Venstrevikingernes Saga skabt. Politikerne fik navne som Thorkil Livrem (finansminister Thorkil Kristensen, der påbød nationen at ’spænde livremmen ind’), statsminister Erik Eriksen blev til Erik fra Ringe og senere optrådte justitsminister Helga Pedersen som Helga hin Fagre.

Teksterne var skrevet i pseudo-sagamål af chefredaktør Hakon Stephensen og Bojesen, men efterhånden kunne tegneren selv, og han blev sin egen skarpe og lune tekstforfatter.

Serien holdt sig i 25 år, og konceptet blev videredyrket i Sangforeningen Morgenrøden, hvis figuranter var de sangglade socialdemokrater. Viggo Kampmann og hans regeringsfæller blev indsat i tegneserien Radisernes scenografi, Hilmar Baunsgaard og co. blev westernhelte i Præriens bedste Mænd, og endelig fremstod Anker Jørgensen som Jern-Anker, frit efter Jern Henrik. Schlüter og Nyrup fik ikke deres egne serier, men de fik alligevel, så både hatten og cykelhjelmen passede.

Ved siden af de store politiske linjer har Bo Bojesen fastholdt den danske dagligdags begivenheder, så de fremstår som et unikt, historisk kildemateriale. Han er blevet så udbredt og elsket, fordi han har formuleret vores selvforståelse ved at omslutte begreberne med sin stregkunst fra Amalienborg til Christiania. Typerne er altid korrekte, skrankepaverne, Mallorcaturisterne, klaphattene, luderne, pædagogerne, åndseliten, det nyrige ros og pensionisterne – vi er alle i samme båd. Og kors, hvor den gynger.

Men den synker ikke.

Ser man tilbage på Bo Bojesens kolossale produktion, hvoraf det meste i dag befinder sig på Det Kongelige Bibliotek, oplever man ved siden af hans eminente greb om tidsånden også hans forudseenhed, ikke mindst omkring forurening og fremmedhad. Nogle af hans tegninger fra Blæksprutten – undtagelsesvist i farver – er også mesterværker af satirisk tegnekunst.

Et verdensnavn
For en halv snes år siden satte Hans Hertel sig for at gennemgå mere end 13.000 tegninger fra alle Bojesens virkeområder og sætte dem i glimrende tekstsammenhæng. Det blev til ’Bo Bojesens Danmarkshistorie 1943-94’ og ’Bo Bojesen og den store verden 1945-96’. Bøgerne belyser også den sammenhæng, tegnerens værk er blevet til i, både de pressemæssige forhold han arbejdede under og de aktuelle situationer han reagerede på.

De solgte tilsammen i oplag på 47.000. Det siger noget om Bo Bojesens store popularitet og gennemslagskraft hos sine landsmænd. Ude i verden kender man ham ikke, men Hertel skriver i et af sine forord: »Ligesom Storm P. er Bojesen en eksportvare af internationalt format, lidt af et verdensnavn. Verden har bare ikke opdaget det endnu«.

Hvor fik han det fra, den stilfærdige sønderjyde?

Selv svarede han altid beskedent: »Ved at se mig om«.

Det gjorde han med en detektivs diskretion. Han gik ellers sjældent i marken med tegneblokken, men jeg oplevede at lave en serie om folkelige forlystelser sammen med ham her i bladet engang i 1970’erne. Vi drog til bingo i Malmø for at opleve, hvad det var for en åndelig bevægelse, der var på vej over Sundet, og til Bakkens Hvile, hvor Bo ikke kun leverede tegningerne, men også overskriften til min artikel: »Når bare det rimer på Musse ...«, hviskede han, da vi forlod sangerindepavillonen. Og så var den hjemme.

Ellers forholdt han sig anonym til grænsen af det selvudslettende, og han foretrak at arbejde hjemme i Birkerød hos sin elskede Ingrid, skolekæresten, der blev hans livsledsager.