Margrethe maler billeder og tegner kostumer, skaber scenografier og broderer bispekåber.

Hun er, som alle ved, dronning med kunstneriske ambitioner og løbende aktiviteter, og ved kejserinde Dagmars genbegravelse i Roskilde Domkirke her i slutningen af september havde hun den bedste udsigt til et af sine mange gøremål; et antependium, altså en alterbordsbeklædning, udformet af højrødt klæde med talrige broderier.

Sådan et kongeligt håndteret klæde – en rød klud, om man vil – burde ærligt talt ikke kunne vække til noget, der bare minder om opstandelse, men Margrethes farverige bud på et stykke kirkekunst er ikke desto mindre blevet omdrejningspunktet i en forestilling, der sagtens kunne opføres på et dansk teater.

Første gang den røde klud skaber postyr, er ved dronning Ingrids begravelse i 2000, men også endnu længere tilbage er der ballade med det selv samme stykke tekstil, så hvorfor ikke linde lidt på det kongelige klæde og se nærmere på nogle af de problemer og frustrationer, der gemmer sig underneden – en historie med afsæt i dagens Kronik på side 3 i 3. sektion.

Pinlig fejde
Tilbage i 1977 kan billedvæver Anna Thommesen overdrage sin store udsmykningsopgave til Roskilde Domkirke – en opgave, hun nogle år forinden er blevet udpeget til af Statens Kunstfond i samråd med kirkens menighedsråd, hvor man er vældig begejstret for væverens løsning: en klar og geometrisk komposition i afdæmpede blå og grønne nuancer, som klæder det gotiske kirkerum.

Udsmykningen fremtræder som en helhed med antependium, altertæppe og knæfald, det vil sige rækken af hynder, man knæler på, når man modtager ’Jesu Kristi legeme og blod’ under nadveren. Flere kunstkritikere og billedkunstnere roser og fremhæver den allerede højt estimerede Anna Thommesens udsmykning; der er i det hele taget bred enighed om, at væveren har begået et hovedværk i dansk kirkekunst.

Men hvad ingen havde forestillet sig, og da slet ikke Anna Thommesen, er benhård konkurrence fra en ganske uventet kant. Allerede året efter at væverens udsmykning er kommet smukt på plads, træder ingen ringere end kongehuset i karakter med hele to dronninger, Margrethe og Ingrid.

De har siddet hjemme på slottet og baldyret deres eget forslag til et antependium, altså det røde klæde med broderier, og væveren præsenteres nu for den hjemmesyede kirkepynt samt en kraftig kongelig begæring om, at netop dette bør beklæde alteret i stedet for hendes.

Sagen udvikler sig herefter til en pinlig fejde mellem kongehuset, menighedsrådet og Anna Thommesen. Dronningerne havde kalkuleret med, at væveren var føjelig og udviste behørig respekt, men de mødte en viljestærk kvinde, der stod fast på sine rettigheder. Bøje sig for kongelige sysler og indblanding, overhovedet ikke! Udsmykningen var hendes værk, ingen skulle komme og splitte det ad – men hun skulle blive klogere.

Vi alene vide
Dronningerne vælger nemlig at overhøre væverens indvendinger, så de broderer videre, og i 1989 træder Margrethe ind i Roskilde Domkirke for med menighedsrådets velsignelse at foretage en prøveophængning af det selvbestaltede stykke kirkekunst.

Og skønt Anna Thommesen endnu en gang gør opmærksom på sin kunstneriske ophavsret, skønt flere medier begynder at vise interesse for sagen og den kongelige fremfærd, og skønt Statens Kunstfond også begynder at røre på sig, kan væveren under dronning Ingrids begravelse i 2000 konstatere, at hendes udsmykning er forsvundet, dels bag det meget omdiskuterede klæde, som ikke mindst Margrethe har arbejdet så ihærdigt med, men også Anna Thommesens altertæppe med de geometriske kompositioner er nu dækket af et ensfarvet gulvtæppe.

Det med gulvtæppet bør nok ses som en slags nådegave, eftersom mønsteret ville have stået i så aldeles skærende kontrast til dronningernes røde og broderede overgreb, at selv dem på de bageste kirkebænke ville have krympet sig ved synet.

Under tilskæringen af samme gulvtæppe kommer man for resten og uheldigvis til at skære flænger i Anna Thommesens underliggende altertæppe, altså en slags kongeligt hærværk!

Kunstfond ville ikke selv vælge dronningen
I lørdagens Kronik i Politiken spørger billedhuggeren Erik Thommesen på vegne af sin kone, der døde i 2004 og hermed blev befriet for at opleve det nyeste kongelige overgreb fra 2006, nemlig selv samme iscenesættelse ved kejserinde Dagmars begravelse: Hvor er Statens Kunstfond henne, og hvordan har menighedsrådet i Roskilde det med denne sag, som han over for undertegnede benævner som en »enestående frækhed og noget frygteligt dilettanteri«.

Vi ringer op til formanden for Statens Kunstfond, Jesper Christensen, som straks kalder sagen for meget speciel på grund af hoffets involvering, men principielt giver han Erik Thommesen fuldkommen ret, også i forhold til fundatsen, hvor skrevet står, at man hverken må tildække et værk eller sætte noget andet i stedet.

Han oplyser desuden, at ved overdragelsen af en hvilken som helst form for udsmykning følger et sæt regler, der kort sagt går ud på, at man skal passe godt på det, man har fået.

Ønsket om et kunstværk i det offentlige rum bliver stort set altid til efter ønske og henvendelse fra typisk en kommune eller en institution og gennem en længere proces med flere dialoger og aftaler mellem de forskellige parter.

»Fordi det er offentlig ejendom, og den slags kan man altså ikke ændre på sådan efter forgodtbefindende. Man må for eksempel ikke fremhæve sit eget værk ved at dække en andens til, og man må heller ikke pludselig sætte en gipsvæg eller en colaautomat op, sådan som vi faktisk har været ude for«, forklarer Jesper Christensen, som i sine papirer kan se, at den penible sag med kongehuset og Anna Thommesen har været »oppe at vende nogle gange«, senest i 2001, da man forsøgte at sætte menighedsrådet på plads med en kraftig indskærpelse.

»Nu må vi så op på mærkerne igen, men ellers kan vi ikke stille noget op, vi har ingen sanktionsmuligheder. Men hvad der finder sted i Roskilde Domkirke, er da helt sikkert respektløst over for kunstneren«.

Ville Statens Kunstfond nogensinde foreslå dronning Margrethe til at udføre en opgave?

(Lang pause)

»Så skulle opgaven da være meget oplagt ... men nej, det kan jeg slet ikke forestille mig, hun er jo ikke professionel ... det ville også være et mærkeligt setup«, mener Jesper Christensen.

Advokat på sagen
Som det fremgår af Erik Thommesens Kronik, er der nu sat en advokat på sagen. Hans Christoffersen fra advokatfirmaet Lund, Elmer og Sandager har fremsendt et brev til menighedsrådet i Roskilde Domkirke med henblik på at indkassere deres skriftlige tilsagn om, at de ikke fortsat vil krænke Anna Thommesens tekstile kunstværk, men »de kryber udenom«, som han siger.

»De undlader simpelthen at svare på dette hovedspørgsmål, og jeg må sige, det undrer mig, at kongehuset kan leve med det her, de er jo dog part i sagen«.

Når advokaten og hermed Erik Thommesen således ikke får den skriftlige erklæring, de anmoder om, skyldes det ifølge Roskilde Domkirkes administrationschef, Uffe Nielsen, at man udelukkende har gjort brug af dronningens antependium ved to begravelser og samlet set over et forløb på 14 dage, hvilket han ikke finder uanstændigt.

Kongehuset gav i begge tilfælde deres tilladelse til ophængningen, og da man ellers holder sig til Anna Thommesens udsmykning, burde der ikke være tilsidesat nogen rettigheder.

»Sådan noget står selvfølgelig altid til diskussion, men vi har på et møde besluttet, at der ikke kommer noget fra os på skrift. Vi vil ikke fratages muligheden for at bruge dronningens antependium, og det er da rigtigt, at vi faktisk skal spørge Statens Kunstfond, om vi godt må sætte det op, men vi spurgte altså ikke, og hvad kan de egentlig også forlange på grund af en forsmået kunstner«, lyder det fra Uffe Nielsen, der lægger mere vægt på, at de lokale nærer »et stort ønske om at se dronningens værk noget mere«, som han udtrykker det.

Lus mellem negle
Helt i forlængelse af administrationschefen ligger Anne Rosendahl, formand for menighedsrådet i Roskilde Domkirke. Selv om hun godt kan se, at »man sidder som lusen mellem to negle«, synes hun alligevel, at kirken nærmest har pligt til at imødekomme sognets beboere, for som hun også siger:

»... de synes, det er herligt, når kongehusets udsmykning kommer frem, og når dronningerne rent faktisk har siddet og nørklet med det her, kan man da godt vise hensyn. Havde det været alle mulige andre, ville vi da aldrig have gjort det«.

Anne Rosendahl understreger, at man i menighedsrådet er glade for Anne Thommesens kunst, og ligesom Uffe Nielsen påpeger hun, at det kongelige stykke med tilhørende gulvtæppe kun har været i brug i forbindelse med de kongelige begravelser.

»Og det finder jeg altså ikke galt – det var noget andet, hvis vi også benyttede det til jul, påske og pinse«.

Dengang dronning Margrethe henvendte sig første gang til Anna Thommesen og menighedsrådet, var det med henblik på en såkaldt alternering, altså en vekslen mellem dronningernes og væverens udsmykning, men den mulighed strittede Thommesen imod, hvorfor den aldrig kom igennem.

I Statens Kunstfond diskuterer man imidlertid jævnlig, om man skal ændre på vilkårene – ikke i Roskilde Domkirke, men sådan helt generelt, så offentlige kunstværker ikke altid er bundet til at skulle stå på samme plet.

»Det er en svær problematik at indføre en eller anden form for tidsbegrænsning«, mener Jesper Christensen, »på den ene side kan man inden for en overskuelig årrække slippe af med et kunstværk, man måske ikke bryder sig om – på den anden side er det ofte sådan, at en kommune har sparet penge sammen til kunstværket gennem flere år, hvorefter det pludselig skal fjernes, og hvad så? Har man så tabt sine penge? Mange steder i udlandet har man indført tidsbegrænsning, og vi diskuterer det som sagt meget, men endnu er vi ikke kommet frem til en løsning«.

Ingen tør sige fra
Vi ville gerne have hørt en holdning til historien om Anna Thommesens permanente udsmykning i Roskilde Domkirke og kongehusets røde og broderede, men trods alt tidsbegrænsede intervenering, fra de danske kunsthåndværkeres forening, men her holder man betragtningerne tæt til kroppen og vælger den nemmeste af alle holdninger; ikke at have nogen!

Man har heller ikke selv den mindste og mest generelle kommentar til dronningens kirketekstiler og hendes efterhånden mange kunstneriske aktiviteter. Kronprinsesse Mary er netop blevet kunsthåndværkernes protektor, altså skal man nødig på kant med de kongelige, men i en særdeles kort udtalelse fra foreningen hedder det, at »de er klar over den problematik, der ligger i sagen«, men først vil forholde sig til den senere.

Men Erik Thommesen vil hjertens gerne knytte en kommentar:

»Problemet er, at ingen tør sige fra over for dronningen, og jeg har det nogle gange sådan, at jeg næsten får ondt af de kongelige, for de lever jo i en verden, der ikke eksisterer, de hører aldrig sandheden«.