»Farvel gode gamle Andeby! Og undskyld«.

Anders Ands gule andefødder har bragt ham ud på midten af en sneklædt bro, bag ham ligger Andeby, under ham den iskolde flod.

De fire fingre hviler på gelænderet, i øjenkrogen hænger en tåre, og et øjeblik kan det se ud, som om verdens mest uheldige and i ’Verdens sjoveste ugeblad’ faktisk overvejer at hoppe ud over gelænderet og gøre en ende på det hele.

’Det er herligt at leve’, hedder historien i blad nr. 52, det sidste nummer i 2006 og startskuddet på det nye år.

Mister grønspætternes penge
Titlen kan tolkes som en ordret reference til julefilmen ’Det er herligt at leve’ (It’s a Wonderful Life) af Frank Capra fra 1946, hvor hovedpersonen George Bailey står på en bro, med byen bag sig og den rivende flod under sig – også overbevist om, at verden er bedre tjent uden ham. Han har svigtet, mener han.

Ligesom Anders, der i sin evige rolle som uheldig and har mistet ungernes pung med grønspætternes indsamlede penge, der skulle give plejehjemmet i Andeby et festligt nytår.

Men emner som selvmordstanker, død, vold og sex hører ikke hjemme i Andeby, fortæller Jan Neiiendam, administrerende direktør i Egmont, der udgiver blade som Anders And, Basserne, W.I.T.C.H. og Spiderman.

Døden findes ikke i Andeby
Og de retningslinjer lever historien om den deprimerede and fuldt ud op til, mener han.

»Døden er ikke en del af Andeby, og vi har ikke som udgivere på noget tidspunkt været bekymrede for, at der skulle være tale om et selvmord i historien. Han forlader blot Andeby«, siger Jan Neiiendam.

Men om Anders forlader Andeby på gåben eller i et hop ud fra broen er et spørgsmål om tolkning, mener Jakob Stegelmann, vært på ungdomsprogrammet ’Troldspejlet’ og forfatter til bøgerne ’Walt Disney’ og ’Den gode tegner: Om Carl Barks og Anders And’.

Fortællingen er en klar reference til filmen ’Det er herligt at leve’, vurderer han. En film, der netop kredser om død og selvmordstanker og som trods alt ender lykkeligt, da en skytsengel dukker op og overbeviser hovedpersonen om, at livet er bedst tjent med ham som deltager.

Reddet af skytsengel
Ganske som en skytsengel overbeviser Anders And om, at Rip, Rap og Rup, Andersine, Onkel Joakim og selv den skrydende fætter Højben vil få et fattigere liv uden ham.

Ligesom George Bailey ender Anders And med at falde ud over broen, da han snubler i en glædesdans over sin nyfundne livslyst – dog afværges katastrofen af skytsenglen og en affaldspram.

»Man kan ikke komme uden om, at historien i Anders And handler om en person, der ønsker sig væk fra denne verden, væk fra denne planet. Så kan man måske tolke den forskelligt afhængigt af, om man er voksen eller barn. De fleste voksne kender filmen, ’Det er herligt at leve’, og de vil tolke Anders’ farvel som selvmordstanker, mens børn måske nærmere vil forestille sig, at Anders And går mod Gåserød«, siger Jakob Stegelmann.

At Egmont er tilbageholdende med at læse historien på en måde, der måske kan få forældre til at bekymre sig for bladets opbyggelighed, er ganske forståeligt. Men der er ingen grund til tilbageholdenhed, vurderer Jakob Stegelmann.

Rip, Rap og Rup fik tæsk
»Jeg synes, det er modigt gjort og en god idé. Det er vigtigt, at sådanne figurer tænker tanker, der er enten provokerende eller politisk ukorrekte. Forsøget på at gøre historierne mere tandløse har også været med til at ødelægge dem«, siger han.

I Andebys fjerne fortid var det da heller ikke usædvanligt, at ungerne fik tæsk, eller at emner som død blev berørt.

Faktisk har Anders And tidligere forsøgt at forlade sit eventyrunivers, da han i en kortfilm ’The Old Army Game’ i 1943 satte en pistol for tindingen, fortæller Peter Hartung, forfatter til bogen ’Manden og anden’ om en af Anders Ands mest kendte fædre, Carl Barks.

Det var, før tegneserier skulle skrives gennem et politisk korrekthedsfilter, og før moralens vogtere som amerikanske Dr. Fredric Wertham og den danske forfatter Tørk Haxthausen udgav henholdsvis bøgerne ’Seduction of the Innocent’ og ’Opdragelse til terror’.

Selvcensurens indtog
Et angreb på tegneserier, der udpegede dem som årsag til unges vold og kriminalitet, fortæller Peter Hartung.

De amerikanske forlag svarede høfligt, og muligvis forskrækket, igen med The Comics Code Authority, dannet af The Comics Magazine Association of America for at udføre selvcensur på tegneserier og støvsuge dem for vold og andre mindre korrekte påfund.

»Det er klart, at Disney-tegneserierne som mainstreamprodukt afspejler den virkelighed, vi lever i, og det ville være ude af trit med tiden, hvis Anders eksempelvis stadig tæskede ungerne. Men selvcensuren efter 1950’erne betød, at tegneserier for børn og unge generelt er blevet mere kedelige og politisk korrekte«, siger Peter Hartung.

Han mener heller ikke, at Egmont skal være så nervøse for, hvad de udsætter Anders And og hans læsere for.

»Man viser jo stadig de rigtig gamle striber fra 1940’erne, hvor Anders And gik på andejagt og serverede stegt and til middag. Det var dengang, vittighederne var behageligt politisk ukorrekte«.