Hallgrímur Helgason er en af Islands bedste forfattere.

Han er sådan en, som kan alt – skrive kras samfundskritik, indlevet folkelivsskildring både i gammeldags pasticheagtig og ultramoderne aftapning, operere med postmoderne og selvkommenterende finesser, udføre et episk flow.

Først og sidst er han skarp og utrolig morsom og skriver med en enorm energi. Læseren er på krogen fra først til sidst.

På dansk kender vi ham fra generationsromanen ’101 Reykjavik’, der er blevet en kultbog, og senest fra ’Islands forfatter’, der med hilsener til Laxness viser hans store sproglige og episke register.

Foragter alt
Helgasons nye roman ’Stormland’ henter sin titel fra navnet på det faldefærdige hus i byen Saudarkrok, eller bare Krogen, som hans hovedperson Bødvar vender tilbage til efter ti år i Tyskland. Her har han studeret 1800-tals litteratur og filosofi.

Hjemvendt til den islandske afkrog foragter han alt, dvs. den fordummende massekultur, som han harcelerer over i sine blogs på nettet – rasende udfald skrevet med højspændt desperation og indædthed, omhandlende Island som et samfund drevet som et flyselskab, eller sofakulturen, som han har al mulig lejlighed til at iagttage gennem sin mor.

Efter 30 års hårdt arbejde på fiskefiletfabrikken er hun gået i dvale foran fjernsynet. Den »underholdningsramte kvinde« kalder Bøddi hende.

Udkanter
Udkanten Krogen har også yderligere udkanter. Nye kvarterer: »Kvarteret var, ligesom alle nye kvarterer de sidste halvtreds år, designet for folk, som længtes efter fuldkommen ro.

Forbilledet var en kirkegård: Hvert hus var en gravsten med vedkommendes navn og et gravsted foran; en lille grøn plet, hvor man kunne sætte blomster eller en bil. Her boede der mennesker, som ville hvile i fred«.

Åndsfyrsten Bøddi mener, at han er for overlegen til dette søvnige, fjernsynsseriebedøvede og fastfoodgumlende samfund. Selv bor han som en svinemikkel i sin mors kælderværelse.

Han har nemlig mistet sit job som tysklærer på gymnasiet, efter at han har udsat sine elever for fare på en weekendtur, hvor han lod dem overnatte i sagahelten Gretter den Stærkes hule. For at de unge mennesker kunne forstå fortidens storhed. Det gik galt, og det gør alt, hvad vores uheldige, civilisationskritiske helt rører ved.

Chipsspisende skærmidiot i en beskidt seng
Helgasons hovedperson er en Don Quixote-skikkelse i kamp mod modernitetens vindmøller. Han finder også sin Dulcinea – boghandlerekspedienten Laura Maria, som han idealiserer op i himlen, når han står i forretningen og køber sine tyske værker og bliver slået omkuld af hendes rene skønhed.

Men års længsel braser sammen, da han under et aktiveringsjob kommer forbi hendes værelse, der er tapetseret med videokassetter – »hun er bare en chipsspisende skærmidiot i en beskidt seng«.

Bøddis mor dør, og så er han ramt af både arbejdsløshed, moderløshed, kærlighedsløshed – og snart også hjemløshed, for huset skal sælges. Moderne mennesker er altid ramt af noget! Den søn, han får og bliver glad for, viser sig selvfølgelig også ikke at være hans. Så vi kan lige tilføje barnløshed i rækken over tab – og mangel på de moderne succeskriterier, der har erstattet et begreb som skæbne!

Format til at vinde
Nu må den tomhændede Bøddi snart op på hesten, og skæbnen spiller ham da også en Rosinante i hænde i form af hesten Brune. Den vilde beretning om, hvordan det går ridderen af den bedrøvelige skikkelse på hans sidste mission, går naturligvis ud på, at man ikke kan unddrage sig det underholdningssamfund, man kritiserer. Det er hans forfatter Hallgrímur Helgason også en del af, og hans roman er en underfundig leg med denne position. Foruden en udforskning af, hvad en gammel genre, den picareske roman, kan bruges til i dag.

Helgason har et virkelig opfindsomt og træfsikkert sprog. Under læsningen af romanen kigger man sig omkring i stuen for at se, om der skulle være en til stede, man kunne læse noget op for. Og være sammen med over et sjældent stykke kulturkritik afleveret med så morsom, spids og indædt ironi. Indædtheden er Bøddis, men forfatteren kan ikke skabe sådan en hovedperson uden at have en rem af huden selv.

Helgason har formatet til at vinde Nordisk Råds Litteraturpris, og han har et originalt forfatterskab bag sig.