Natten mellem 20. og 21. januar i år kan Peter Øvig Knudsen for første gang virkelig mærke, at det begynder at spidse til.

At arbejdet med hans bog om Blekingegadebanden er ved at kulminere.

Han kommer hjem fra en fest, og det er blevet så sent, at søndagsaviserne allerede ligger der.

Forfatteren tager Politiken og ser straks, at der på forsiden er en historie om Politiets Efterretningstjeneste, PET. Ikke bare det. PET og Blekingegadebanden. Den samme gruppe, han selv har brugt to år på at udforske.

Flere ubekendte
Artiklen er en af dem, han gennem hele forløbet har ventet. Og frygtet. Den handler om Hans Davidsen-Nielsens bog om PET under den kolde krig, og et af kapitlerne handler om efterretningsagenterne, der havde Blekingegadebanden under overvågning allerede i 1970’erne.

Vil PET-bogen tage luften ud af hans egen, der skal udkomme 15. marts? Peter Øvig ved det ikke, og han går ikke i seng, før han har læst avisen igennem. Nej, den handler slet ikke om de røverier fra 1970’erne, som han selv afdækker i sin første bog om bandens tidlige år. Han lægger sig til at sove med bevidstheden om, at PET-bogen kun kan skærpe interessen for hans egen bog.

Hans Davidsen-Nielsens bog er dog kun en af flere ubekendte, han har måttet leve med, mens han skrev sin egen version af Blekingegadebandens historie. Allerede i foråret 2006, da han lader Politiken følge sin arbejdsproces, er han nervøs for, at nogen skal fortælle den farverige kriminalhistorie, før hans egen bog udkommer.

»Det kan være, at Lars Villemoes sidder og skriver på en historie. Det var hans artikler, vi alle sammen slugte. Først i Information og senere i Weekendavisen«, siger Peter Øvig i starten af 2006.

På det tidspunkt er han selv helt høj af sit efterforskningsarbejde. Hele tiden finder han det, han selv kalder ’gaver’ i politiets materiale. Han ved godt, at familien helst ser, han holder fri, men dybest set har han ikke engang lyst til at holde påskeferie.

Hedegaard gået i stå
Han vil bare skrive. Og være først. Jo, der har været to bøger tidligere, men han vil være først med h-e-l-e historien. Også forhistorien.

»Jeg ved ikke, hvad der kommer af bøger, men historikeren Lars Hedegaard har på et tidspunkt fået et større beløb til at forske i sagen. Han fik adgang til hele efterforskningsmaterialet, og det var formentlig medvirkende til, at jeg selv, lidt overraskende, også fik adgang«, siger Peter Øvig.

Helt tryg er han imidlertid ikke. Heller ikke selv om kilder har fortalt ham, at Hedegaard tilsyneladende er gået i stå i sit arbejde.

Det eneste, han ved i starten af 2006, er, at stoffet vokser og vokser. Og dét selv om han har ønsket at skrive en mindre bog end ’Birkedal’, der med sine 600 sider om den danske torturbøddel var ved at være mere, end han selv kunne rumme i hovedet.

Færre kapitler
Fra sit arbejde med filminstruktøren Lars von Trier ved han, at et arbejde formes af de rammer, man giver det. Han siger til sig selv, der skal være 14 kapitler mod 18 i Birkedal. Det vil give en bog under 500 sider.

I første omgang skulle Blekingegadebandens handlinger i 1970’erne have været indeholdt i et enkelt kapitel. Men stoffet eksploderer for ham i de første måneder af 2006. 1970’erne fylder pludselig fem kapitler, og da han når 1. april, har han allerede skrevet syv kapitler, og han er ikke nået længere end til at beskrive perioden frem til 1980. Det er et godt sted at slå en streg og dele stoffet op, mener han, for det er her, Gotfred Appels højre hånd, Holger Jensen, dør i en trafikulykke. Holger Jensen, der var manden med de meget aktive forbindelser til den internationale terrorverden.

»Der er kun to muligheder. Enten må jeg udvide bogen, eller også må jeg droppe nogle af emnerne«, siger Øvig til sig selv, men i realiteten er beslutningen allerede truffet.

Terrorsporet
Han har forelsket sig i hele terrorsporet, der løber gennem 1970’erne og fortæller om de danske forbindelser til PFLP og videre ud til terrorister som ’Sjakalen’ Carlos, De Røde Brigader og Baader-Meinhof-gruppen.

På et tidspunkt ringer han ind til Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis. Øvig har kørt sig selv op, og han vil tale med Riis. Det lykkes, men forlagsmanden forsøger at ryste sin pågående forfatter ud af røret. Han har altså liiiiige noget andet, han sidder midt i. Kan han ikke ringe tilbage senere ...?

»Nej«. Den ellers så rolige forfatter nærmest råber det ind i telefonrøret. Godt fyldt op af hjemmets tilgængelige stimulanser skal han bare have en afklaring. Nu! Det får han. To bind er okay, men hermed er problemerne ikke overstået.

Hård kritik
Han sender efterfølgende sine ’terror’-kapitler til dem, han kalder sin backing group. En gruppe gamle bekendte, han denne gang bruger som førstelæsere, Morten Bohr, Ulrik Dahlin og Jakob Gottschau. Tre journalister han kender fra starten af 1990’erne på magasinet Press.

De skal sætte fingrene på de ømme punkter. Og de gør, hvad de har fået besked på.

Ja, ja, siger de, da de møder ham efter at have læst kapitlerne. Det kan godt være, at ham Carlos var en berømt terrorist, og at han skød sig fri et sted i Paris, men hvad skal vi lige bruge det hele til? Hvad vil du med det?

Øvig kunne lige så godt have stillet sig ind under den kolde bruser. Stoffet, han selv elsker at have skrevet, får hård kritik.

»Så bliver man trist«, siger han nogle måneder senere. Han kan stadig huske, hvordan det lammede ham, at de kritiserede det sønder og sammen. Og ikke forstod hans vekslen frem og tilbage i tid. Og hvor vigtigt stoffet var. Øvig kan ikke se, hvor det gik det galt? Manglede han et link i stoffet, så læserne kunne se hans ide?

»Skriv en thriller«
Hjemme blandt alle notaterne og bøgerne gør han derefter det, han ofte gør, når han står med et uløseligt problem. Han ruller sig en stor, tyk joint af den hjemmedyrkede slags.

Det betyder, at han tager det hele lidt mindre alvorligt. I den tilstand sætter han sig foran computeren. Rykker rundt på stoffet. Surfer på nettet efter oplysninger, der kan bringe ham videre.

Han ved, Holger Jensen var parat til at gå i aktiv tjeneste for PFLP, men hvor og hvordan? I sin rus tjekker han tidens terroraktioner. Jo, der var faktisk en aktion i Spanien dengang. På Mallorca. Den berømte action, der endte i Mogadishu. Her er forbindelsen til PFLP, Holger og hele den danske gruppe. Vejen til Mellemøsten er åbnet igen.

Forfatteren taler med en anden af sine læsere, den litteraturuddannede, men IBM-ansatte Christian Muff. Han er også læser for en forfatter som Jakob Ejersbo. Muff mener direkte, Øvig skal skrive en thriller. En thriller i stil med ’Sjakalen’ af Frederick Forsyth.

Men forfatteren lytter ikke efter alle de råd, han får. Han mener ikke, det ligger for ham at skrive en thriller. Han læser ikke selv den slags. Han tror, han vil ende på glatis.

Øvig må sige til Muff, at hvis deres samarbejde skal fortsætte, må de blive enige om, at han ikke skriver fiktion.

Ingen gætterier
Bogen om Blekingegadebanden skal være dokumentarisme. Ingen gætterier. Bogens fakta og hovedpersonernes udlægninger af historien må godt stritte lidt, men forfatteren selv skal ikke udlægge teksten eller ’finde på’.

Det er hans grupper af kritiske læsere, der skal holde ham på sporet, når han bliver for ivrig. Det sker eksempelvis, da han i et kapitel fortæller om den kidnapningssag fra Glostrup, som Blekingegadebanden i første omgang bliver sigtet for, men aldrig kommer med i anklageskriftet.

En sag, hvor en bankdirektør, hans kone og deres otteårige barnebarn bliver kidnappet og afpresset.

Pigen bliver bundet nede i kælderen og får plaster for munden. Øvig har mødt pigen, der nu er voksen. Hun fortæller, hvordan episoden stadig påvirker hende. Når hun sætter et plaster på sin egen datter og mærker den særlige lugt, er hun på et sekund tilbage i kælderen.

Dén historie elsker Øvig. Hans backing group mener, det er ren følelsesporno. Med et suk går han med til at stryge detaljen om den voksne kvinde og plasteret, men kidnapningskapitlet får dog lov at stå.

Problemer med titlen
Andre af hans læsere afprøver han bogens mulige titel på.

Længe leger han med tanken om, at den skal hedde noget med æbler.

Gotfred Appels efternavn har fået palæstinenserne til at kalde deres danske støttefolk for ’æblerne’. Appel er æblet. De øvrige er de små æbler.

En anden af hans læsere, forfatteren Anders Bodelsen, bryder sig ikke om en titel med æbler. Bodelsen har tidligt i forløbet rådgivet Øvig om, at han ikke skal starte sin bog ved røveriet mod Købmagergades postkontor.

Alle læsere ved, han vil komme dertil på et eller andet tidspunkt. Hellere starte ved arrestationen af medlemmerne, for alle danskere kan huske den dyne af mystik, der var over sagen, da politiet pludselig arresterede gruppen en morgen i april 1989.

Også Søren Ulrik Thomsen, digteren, læser Peter Øvig Knudsens udkast til bogen.

Heller ikke han har noget varmt forhold til titlen med æbler. Til gengæld er han en sprogbevidst mand, der ser en kollega i kortene. Da han læser Øvigs beskrivelse af Holger Jensens død i et trafikuheld i 1980, sætter han en fed streg i manuskriptet.

Holgers varebil bliver torpederet af en lastbil, og her har Øvig beskrevet, at der derefter blev stille og sort. Digteren belærer Øvig om, at lige netop dét, ved han da ikke en skid om.

»Du aner ikke, hvad der sker, når man dør«, siger Thomsen, og forfatteren må give ham ret.

»Det kan jeg jo ikke skrive, hvis det skal være dokumentarisme«, siger Peter Øvig.

Det kan gå galt
Og det skal det jo. Både bind et og to.

30. november 2006 om morgenen afleverer han første bind til forlaget. Første bind af et stykke dansk samtidshistorie.

På forlaget har de læst andre kopier, men her er den endelige version af bind et. Forfatteren må erkende, at der ikke er meget romantisk over at aflevere et bogmanuskript i dag.

Ikke noget med højtideligt at håndbære en tyk konvolut ind i redaktionslokalerne i Klareboderne. Det hele klares med et par klik med musen, og sekunder efter har Johannes Riis hele materialet på sin skærm.

Da bind et bliver afleveret, er Peter Øvig allerede to-tre kapitler inde i andet bind, men selv om han er dybt begravet i stoffet, kan han ikke lade være med at spekulere over alt det, der kan gå galt, når man splitter en bog op i to.

Første binds gode anmeldelser skulle jo gerne give folk lyst til også at købe bind to til efteråret. Og hvad vil der ske, hvis PET pludselig synes, han har brudt alle aftaler om, hvad han kan bruge fra politimaterialet.

Og hvad vil en af de dømte sige, når han pludselig ser sit vidneudsagn – om end det er anonymt – dukke op i første bind. Han har for længst godkendt det, men vil han også ’lege med’, når bind to skal skrives?

Så blev der råbt
Onsdag i denne uge snegler sig af sted. Det er dagen før anmeldelserne. Om aftenen er Øvig i TV 2.

Da han kommer hjem, sidder han ikke oppe for at afvente at kunne tjekke anmeldelser på avisernes netsider. Den slags er snyd, mener han. De skal læses på papir.

Derfor står han op klokken fem næste morgen.

Han ved, at kiosken på Lyngby Station åbner kl. seks, og at de har alle aviser. Han står der et kvarter før. Da aviserne kommer, køber han hele stakken.

I sin bil kører han til en parkeringsplads og læser samtlige anmeldelser, før han kører hjem.

Han kan se, det er godt, han har valgt en øde parkeringsplads, for da han læser kritikken, kan han ikke holde et råb af begejstring tilbage inde i bilen. Ikke mindst henvisningerne til Truman Capotes ’In Cold Blood’ fryder ham.

Anmelderne synes at være enige i det statement, forfatteren selv kom med i det tidlige forår 2006, da han stadig ikke var sikker på, hvordan bogen – der siden blev til bøgerne – ville blive. Selvsikkerheden lyste dog ud af ham, da han i den allerførste samtale med Politiken siger:

»Man skal fandeme skrive det her stof dårligt, for at det ikke bliver en god bog«.

Zentropa melder sig
At han ikke er den eneste, der har set mulighederne i dét stof, får han bevis for igen en måned før udgivelsen. Pludselig meddeler filmselskabet Zentropa, at de vil lave en film om banden og hele sagen.

Da selskabet sender meddelelsen ud, har Peter Øvig talt med dem for længst. Han ved, at Peter Ålbæk & co. langtfra står alene med interessen i dette helt oplagte filmmateriale.

Han ved også, at Zentropas manøvre primært har et eneste formål. De vil sætte sig på historien i god tid, så andre holder nallerne væk.

Præcis som Øvig selv har gjort.