Det er ikke kun en betydelig filminstruktør, der nu er gået i graven, skønt det er som sådan verden vil mindes ham.

Det er det 20. århundredes største nordiske dramatiker, der var for sin epoke, hvad Ibsen og Strindberg var for deres.

Som sine forgængere og ligemænd fra det 19. århundrede levede og åndede Ingmar Bergman for skuespillernes kunst. Han både begyndte og endte som forfatter af dramatiske tekster.

En ensom kollektivist
Ind imellem lå de næsten seks rige årtier, rigere end for nogen anden samtidig, hvor han instruerede skuespillerne, på teatret, i filmstudiet, foran tv-kameraet.

Her skabtes Bergmans værk, de store film, de epokegørende iscenesættelser.

Værket havde to kilder, hans dystre, isolerede indre og hans ydre udstråling og indføling, der gav ham evnen til at forløse skuespillerne og gøre genier af talenter. Ingmar Bergman var som kunstner eneren, der kulminerede i kollektivet.

Karrieren begyndte i 1944 med et manuskript om mobning i skolen, ’Hets’, som hans store forgænger Alf Sjöberg instruerede.

Produktiv filmskaber
Så blev han ansat i firmaet Svensk Filmindustri som instruktør og fabrikerede snart op til tre film om året.

Ni år og sytten film længere fremme i karrieren kom ’Gøglernes aften’, det første tegn på, at en instruktør af de store var under tilblivelse. Med ’Sommernattens smil’, og ’Det syvende segl’ trådte han i karakter og nåede med ’Ved vejs ende’ i 1957 - på svensk ’Smultronstället’ - sin første kulmination.

Der er amerikanske specialister, som den dag i dag regner Bergmans drømmefortælling om jubeldoktoren, der besøger sine gamle græsgange, for en af de ti bedste film i verden.

Først mørke siden folkelighed
Siden fulgte de mørke 1960'ere, hvor præstesønnens skyldfølelse blev sat på celluloid

Denne række film kulminerede med ’Persona’, der som undertitlen siger, er en ’sonate for to’, nemlig to af hans kæreste skuespillerinder, Liv Ullmann og Bibi Andersson, hvis ansigters lighed han brugte til at gennemspille det spaltningstema, som ligger dybt i hans kunstnersjæl.

Bergman indledte 1970'erne med tv-serien ’Scener fra et ægteskab’, med hans to kernekvinder fra ’Persona’ samt hans lige så trofaste makker blandt de mandlige skuespillere, Erland Josephson.

Teaterinstruktøren, der var blevet filmmand indtog nu den tredje scene, fjernsynets, og med den massepublikummet.

Problematisk forhold til Sverige
Bergman og Sverige har haft indbyrdes problemer, som kan få relationen mellem Sandemose og Jante til at blegne.

Det begyndte at gå skævt, da Bergman var så uhøflig at blive lagt mere mærke til i udlandet end i hjemlandet. Amerikanerne, der så hvor stor en forfatter Bergman var, udgav blandt andet hans filmmanuskripter i bogform.

Men i Sverige var anmeldelser af hans film og teater mindre end generøse.

Det store brud mellem Sverige og Bergman blev foranlediget af det svenske politi, som på skattemyndighedernes vegne ville tale med ham og fandt det rimeligt at afhente ham midt under en indstudering på Dramaten i Stockholm.

Det var noget med placering af indtægter i et udenlandsk selskab, en indviklet sag, som førte til Bergmans sammenbrud og indlæggelse på psykiatrisk klinik og siden til ni års udlændinghed.

Sidste film en gave til Sverige
Hans faste arbejdsplads blev Residenztheater i München. Her satte han i scene, men nåede aldrig de højder, som hans bedste forestillinger hjemme i Sverige havde vist. Bergman, der var en sprogets mester, fungerede dårligere uden sit eget.

Da udlændigheden var slut, og Bergman genindtog sin naturlige plads som kunstnerisk fyrtårn og instruktør på Dramaten, stod det klart, hvor vigtig livlinen til teatret havde været for Ingmar Bergmans hele livsværk.

Og Bergman fik fornyet energi til film. Han holdt sit løfte om at ’Fanny og Alexander’ (1982) skulle være den sidste film, men kun ved en kreativ omgang med ordene ’sidste’ og ’film’.

Han skrev manuskript til den store serie ’Den gode vilje’, som han instruerede Bille August i at instruere, han lavede en del film om det at lave film, og han lavede tv-teater, senest ’Saraband’ i 2003. Han blev ved, indtil han knap kunne gå og stå.

Og da 'Saraband' blev vist på svensk tv - og ikke i biografen - som en slags gave til folket, kvitterede svenskerne ved at bænke sig foran tv-skærmene i stor stil.