Om ti dage skal Ferhat Kilic forlade Danmark for altid.

Udvisningen er en del af den dom, han fik, da han og hans fætter blev kendt skyldige i drabet på den 19-årige italienske turist Antonio Curra i 2003.

På rejsen til Tyrkiet ledsages han af betjente og af sin far, Adem Kilic. Når Ferhat Kilic lander i Tyrkiet, vil tyrkiske betjente forhøre ham om den forbrydelse, han er dømt for.

Adem Kilic tager blandt andet med for at hjælpe sin søn med at gøre sig rigtigt forståelig på tyrkisk. Ferhat Kilic taler ikke så godt tyrkisk som faderen, der boede i Tyrkiet, til han som 16-årig flyttede til Danmark for at blive gæstearbejder her i landet.

Da Ferhat Kilic var 16 år, blev han indblandet i et af de mest omtalte drab i Danmark i flere årtier. Det var hans knap to år ældre fætter Hizir Kilic, som ejede og førte den kniv, som Antonio Curra blev stukket ned med på Nørrebro.

Torsdag 9. august er fireårsdagen for mordet. Den dag udkommer bogen ’Skyld – Historien bag mordet på Antonio Curra’.

På baggrund af mange interview med både navngivne og anonyme kilder samt sagsakter så tykke som telefonbøger fortæller forfatterne Aydin Soei og Jesper Dehn Møller om alt det, der i virkeligheden knytter sig til det konkrete mord, selv om det ikke fremgik af mediernes dækning af retssagen mod Hizir og Ferhat.

Da først Østre Landsret og siden Højesteret behandlede sagen i henholdsvis 2004 og 2005, var harmen over knivmordet stadig voldsom, og det prægede mediedækningen.

Her fire år efter mordet vover bogen at fortælle om nuancer og perspektiver i sagen. Såsom forskelle i Hizirs og Ferhats opvækst og sindelag og de sociale og samfundsmæssige forklaringer på, at det gik galt for netop de to drenge.

Begge bogens forfattere fulgte med i sagen, mens den fyldte formiddagsavisernes spisesedler. Dengang undrede de sig over, at der aldrig kom flere konkrete oplysninger ud om de to unge anklagedes baggrund, siger Aydin Soei:

»Under sagen kom det frem, at både Hizir og Ferhat havde omfattende kriminalitet bag sig. Eftersom de er så unge og har begået kriminalitet inden de fyldte 18 år, måtte myndighederne være klar over det«.

Ballademager fra begyndelsen
Når børn og unge under 18 år begår kriminalitet, inddrages sociale myndigheder i sagerne.

I forbindelse med Ferhat, som er bogens hovedperson, fandt Aydin Soei og Jesper Dehn Møller ud af, at forskellige myndigheder har korresponderet med hinanden og kendt til Ferhats behov for specialskolegang, siden han var syv år gammel.

Drengens inddragelse i mordet på Antonio Curra var kulminationen på en opvækst præget af svigt efter svigt både hjemmefra og fra samfundets side.

Ferhat er født i en landsby i Tyrkiet i 1987.

Hans mor, Meral Kilic, er alene med ham i de første tre år af hans liv. Hans far, Adem Kilic, flyttede til Danmark for at arbejde, tre måneder efter han var blevet gift med en kvinde, han ikke havde mødt inden brylluppet. Meral Kilic ventede sig, da han rejste. Adem Kilic var 17 år, da han blev far, og først mange år senere tager han faderrollen på sig.

I 1990 kommer Meral Kilic til Danmark med Ferhat. Adem arbejder fra syv om morgenen til sent om aftenen hver dag for at passe de kiosker, han har åbnet. Familien bor i en lejlighed på Vesterbro. På Merals hjemegn i Tyrkiet er det almindeligt, at børn fra tre- fireårsalderen leger frit uden konstant voksenopsyn udenfor.

Ligesom det var almindeligt på landet i Danmark førhen.

Da Ferhat får en lillebror, skal Meral dele sin opmærksomhed mellem børnene, og hun lader stort set den da fireårige Ferhat gå og komme i hjemmet, som han vil.

Det fremgår af bogen ’Skyld’, at Adem betragter Ferhat som en ballademager allerede dengang. Drengen smadrer ting, når han får lejlighed til det. Naboer klager over, at han larmer, og at han driller andre børn.

Og han er kun syv år, da han første gang bliver fulgt hjem af politiet, fordi han har gjort noget ulovligt. Sammen med en anden dreng har han samlet en bunke aviser, sat ild til dem og dermed antændt en brand i elevatoren i Vesterbro Bibliotek.

Adem er selv autoritært opdraget, og han reagerer ved at slå sin søn. Frygt for tæv bliver ifølge bogen hverdag for Ferhat:

»Faren og fysisk afstraffelse bliver synonyme størrelser«.

I 1984 flytter familien til Tingbjerg i København. Ferhat begynder i 1. klasse på Tingbjerg Skole, men efter to måneder anmoder klasselæreren om at få Ferhat placeret i en specialklasse med højst 12 elever og to lærere.

Imidlertid er hans far overbevist om, at Ferhat skal i en anden skole i stedet for. Adem får ham flyttet. Det er Ferhats første, men langtfra sidste skoleskift.

Blandt nogle af de andre drenge i Tingbjerg er Ferhat en stjerne, »fordi han altid er med på den værste«.

Som otteårig bliver han taget i butikstyveri. En socialarbejder noterer det og skriver desuden i familiens sag, at drengen går »mangelfuldt klædt« og har udtrykt frygt for at få »smæk af far«.

Da han er ni år, har han prøvet at ryge hash og drikke øl. Socialcenteret holder et møde med hans forældre, fordi han er blevet smidt ud af skolen for anden gang. Adem og Meral siger, at de har svært ved at styre ham og ønsker, at han kommer væk fra sin vennekreds.

Ifølge bogen »sættes dog ikke et egentligt tiltag i værk i forhold til den niårige dreng«.

I foråret 1997 går Ferhat på en tyrkisk skole i Valby. Skolen skriver en udtalelse om ham til socialcenteret i Tingbjerg. Ferhat mangler »opmærksomhed og forståelse« fra sine forældre, står der. Udtalelsen arkiveres.

I slutningen af året ringes familiens sagsbehandler op af lederen af den fritidsklub, Ferhat går i på det tidspunkt. Fritidsklublederen fortæller sagsbehandleren, at Ferhat både er blevet smidt ud af den tyrkiske skole i Valby og af endnu en skole.

Manglende skolegang
Der går tre måneder, inden et nyt skoletilbud findes. Som 10- og 11-årig øger han sit hashmisbrug og er kendt af politiet som en knægt, der begår butikstyverier, tasketyverier og knallerttyverier.

Sagsbehandlere holder møder om ham, indhenter udtalelser om ham fra forskellige skoler og bliver enige om, at »der formentlig skal tilbydes en skole, hvor Ferhat også kan bo«. Det tilbud udebliver. For at prøve noget andet sender Adem i juli 1988 Ferhat til Tyrkiet på en syv måneder lang genopdragelsestur.

Da han vender hjem igen, går der fem måneder, før han får et skoletilbud. Denne gang i en specialklasse på Voldparken Skole i Tingbjerg.

Læreren John Møller fra specialklassen på Voldparken Skole skal kun undervise fem børn og gør det på en facon, Ferhat ikke har oplevet før. I stedet for at skælde ud, tier han og kigger roligt på ungerne, til de sidder stille.

Han roser også børnenes mindste fremgang og betragter Ferhat som en dreng med mulighed for at lære mere, end han har givet udtryk for. 12 år gammel lærer Ferhat at stave sig igennem ord med to og tre stavelser.

Da der ikke er prestige i at have et barn i specialklasse, vælger Adem efter nogen tid at melde Ferhat ind i en anden skole. Igen begynder han at pjække og stjæle. Adem sender ham til Tyrkiet igen.

Denne gang havner han blandt andet på en streng koranskole, selv om han taler dårligt tyrkisk, læser både tyrkisk og dansk dårligt og overhovedet ikke kan læse de arabiske bogstaver i Koranen.

7. august 2000 er han hjemme i Tingbjerg igen. De følgende to år af hans liv fylder i sig selv en halv sagsmappe, fremgår det af bogen. Kriminalpolitiet i Tingbjerg giver sagsbehandler og socialkontor besked om, at Ferhat stjæler. En kriminalpræventiv betjent kontakter sagsbehandleren for at tilråde, at Ferhat anbringes uden for hjemmet. Sagsbehandleren svarer, at der afventes en statusrapport fra kriminalpolitiet, inden der kan besluttes noget. Statusrapporten ankommer få dage senere. Konklusionen lyder: »Det er nødvendigt med en meget hurtig social indsats over for Ferhat«.

Imidlertid siger sagsbehandleren til Adem, at Ferhats problemer skal undersøges grundigere, inden der kan gøres noget. En uges tid senere får Adem at vide, at socialforvaltningen ikke kan hjælpe, før der er foretaget en psykosocial undersøgelse, hvor drengens sociale kompetencer og indlæringsevne observeres på en lukket institution.

Adem og Ferhat siger begge ja til, at Ferhat kan anbringes på en sådan institution. En måned senere får familien dog at vide, at der ikke er plads på nogen institution i Københavns Amt.

Det får lederen af Ferhats fritids- og ungdomsklub til at reagere. »Ferhat skal anbringes uden for hjemmet, inden han udvikler sig til en stor kriminel«, skriver lederen til socialkontoret. Et halvt år efter han kom hjem fra Tyrkiet, er der stadig ikke plads til ham nogen steder. Det er nu næsten to år siden, han har gået i en dansk skole. Først yderligere fem måneder senere, og efter han har begået røveri mod en 81-årig pensionist, anbringes Ferhat på en lukket døgninstitution.

Her når en specialundervisningslærer frem til, at Ferhat er bedre begavet, end andre lærere tidligere har vurderet. Men at han skal føle sig tryg, før han er i stand til at tage lærdom til sig. Underviseren konkluderer i en formulering citeret i bogen:

»Jeg må endnu en gang beklage, at jeg har mødt en undervisningspligtig elev, som tilsyneladende ikke har fået sammenhængende undervisning i op til flere år i Danmark«.

I efteråret 2001 tager en Tvind-skole i Jylland imod Ferhat.

Flugtforsøg, hashmisbrug og adfærd gør, at han endnu en gang skifter skole flere gange.

Til sidst havner han hjemme i Tingbjerg igen, hvor han begynder at omgås sin fætter Hizir fra Nørrebro oftere. Tidligere har kun Ferhat været familien Kilics sorte får.

Nu har hans fætter fra Nørrebro to voldsdomme bag sig og er blevet kendt for at være en hård negl, der både går med kniv og tør at bruge den. På et tidspunkt stikker Hizir en dreng i lænden og låret, og han stikker en anden dreng fra Avedøre Stationsby ned.

Da drengen fra Avedøre hævner sig, anskaffer Hizir sig et skydevåben. I forsommeren 2003 forsøger Hizir at skyde drengen fra Avedøre. Der rejses aldrig sigtelse mod Hizir, fordi drengen fra Avedøre ikke vil røbe hans identitet.

En hel familie flytter
I august 2003 bør Ferhat opholde sig på en lukket afdeling på en ungdomsinstitution. Efter at have slået på en politimand er han blevet idømt fire måneder på en lukket afdeling på en ungdomsinstitution samt efterfølgende et år på en åben institution. Endnu en gang lykkes det ham at stikke af fra en institution.

Natten til 9. august opholder han sig i en baggård på Nørrebro sammen med blandt andre sin fætter, da Antonio Curra dukker op. Halvandet døgn senere er Antonio Curra død af Hizirs knivstik.

Under Østre Landsrets behandling af sagen i 2004 tager det lang tid, inden Hizir erkender, at det var ham, der stak. Ferhat sagde under retssagen, at han forsøgte at forhindre sin fætter i at bruge kniven.

Det samme fremgår af bogen. Ifølge Ferhats forsvarsadvokat under sagen, Ulrik Rasmussen, svækkedes hans udsagn af, at Hizir var så længe om at indrømme sin skyld:

»Hvis Hizir umiddelbart havde erkendt det, ville Ferhat sandsynligvis være blevet frikendt«, siger Ulrik Rasmussen her fire år senere.

Retten dømte begge fætre skyldige i mord 9. november 2004. Den dom stadfæstede Højesteret 15. marts 2005. Hizir fik otte års fængsel for mordet og yderligere to år, fordi han begik et overfald i fængslet. Ferhat fik otte år for mordet. Begge blev dømt til udvisning af Danmark. Ifølge loven skal udvisningen finde sted, når halvdelen af fængselsstraffen er udstået, og derfor udvises Ferhat 14. august.

Under Højesteretssagen erklærede en af de syv dommere sig imod udvisningen af Hizir og Ferhat.

Dommer Marie-Louise Andreasen udtalte, at »uanset den grove kriminalitet« er fætrenes »tilknytning til Tyrkiet og tyrkisk kultur ikke af en sådan styrke og karakter, at det kan veje tungere end deres stærke tilknytning til det danske samfund og herboende personer«.

Ferhats forsvarsadvokat Ulrik Rasmussen kalder den nært forestående udvisning »et vanvittigt, umenneskeligt overgreb«, og som integrationskonsulent oplever Manu Sareen fra København, at det ikke er fængselsstraf, kriminelle unge med indvandrerbaggrund frygter:

»Det er udvisning, de er bange for. For er man først udvist, så er slaget tabt«.

Generelt problem
Aydin Soeis og Jesper Dehn Møllers bog handler om Ferhat og det tragiske mord, men også om nogle mere generelle problematikker i forbindelse med integration og mangel på samme.

Bogen refererer blandt andet til den undersøgelse, som psykolog Talli Ungar Felding for nogle år siden lavede. På baggrund af undersøgelsen kunne hun konkludere, at sagsbehandlere ofte har en misforstået tolerant holdning til indvandreres kulturelle skikke.

Ferhats psyke, sociale arv, gademiljø, skolegang og mangel på samme samt utilstrækkelig handlekraft fra de sociale myndigheders side i hans tidlige barndom er ifølge bogen alt sammen delforklaringer på, hvorfor han befandt sig i en baggård på Nørrebro den nat, da Antonio Curra kom forbi.

Når han om ti dage udvises af Danmark, rykker hele hans familie med. Hans far, mor og også to mindre brødre, der taler endnu mindre tyrkisk, end Ferhat selv gør og i øvrigt i modsætning til ham har klaret sig fint i det danske skolesystem.

Det er to årtier siden, Adem Kilic forlod en kurdisk egn i Tyrkiet i håb om at skabe sig en fremtid i Danmark. Det er en forslået familie, han vender hjem med, siger Manu Sareen, der kender sagen om mordet på Antonio Curra godt:

»Da han forlod Tyrkiet, var det med fest, farver og flag. Sådan er det, når man emigrerer. Man gør det for at få et bedre liv. Hvis man vender tilbage igen, forventes det, at man kommer med noget. At man kan vise fremgangen frem. Det bliver svært for familien her at komme hjem med ingenting. Og det er en tragedie for drengene. Man kunne lige så godt have sendt dem til månen«.