Da storfilmen ’Arn – tempelridderen’ havde dansk biografpremiere, var der langt mellem de begejstrede anmeldelser.

Og ifølge filmens danske instruktør, Peter Flinth, havde den da også sat sig for primært at underholde og f.eks. at neddrosle de religiøse anfægtelser, der får den unge Arn til at drage mod Den Hellige Stad med sværdet i hånd.

Politiken har mødtes med Jan Guillou, Arn-bøgernes nu 64-årige forfatter, til en snak om, hvad bøger kan – og hvad film kan.

Filmkulturen er svær for journalister
Du fik forelagt første manuskriptudkast til ’Arn – tempelridderen’; var der noget, som du var uenig i?

»Masser! Filmkulturen er svær for os journalister at forstå. Jeg ville aldrig kunne nå ind og røre ved den inderste filmiske sjæl, hvor meget jeg så end måtte få ret i mine indvendinger om manuskriptet – det inderste står instruktøren og skuespillerne for. Jeg vil tages på råd, hvis noget er anakronistisk og unøjagtigt. Man kan f.eks. ikke have en 1600-tals-teologi i en film om 1100-tallet, fordi en forfatter måske tror, at det var en synd mod Gud at have udenomsægteskabelig sex, for det var det ikke i 1100-tallet«.

Men den store struktur i bøgerne ... at give den fra dig må have været en stor beslutning?

»Næ, det har jeg gjort flere gange før, når mine romaner er blevet filmatiseret. De fleste af dem var Hamilton-bøgerne, som altid på film forvandledes til underholdning for unge drenge, og det er umuligt andet, tror jeg. Der lærte jeg at acceptere det. Men to film har jeg mere nidkært vogtet over, og det er ’Ondskaben’ og ’Arn – tempelridderen’«.

»Det var noget andet med Hamilton-romanerne. De begynder alle med action. Så går der 250 sider med snak, og så kommer der action, så følger 250 siders politisk snak – og så action til sidst! Det er strukturen på alle Hamilton-romaner. Så når de skal blive til film, så siger filmfolkene: Vi tager begyndelsen, midten og slutningen, og så smider vi al den snak om politik væk. Men det besynderlige ved Hamilton er jo, at filmene havde langt mindre publikum end bøgerne. Og det er jo ikke normalt! Hvis de havde bibeholdt det politiske indhold, havde publikum været større«.

»De, der lavede Hamilton-filmene, kalkulerede helt galt kommercielt, da de skar politikken ud af bøgerne. Jeg lavede en bog, der hed ’Den demokratiske terrorist’, hvor den unge Hamilton havde infiltreret Rote Armee Fraktion i Tyskland, og han skaffer sig fraktionens tillid ved at begå et bankrøveri. Jeg havde skrevet en scene, som jeg havde researchet meget på, så jeg ved, den er sand, at den er mulig, hvor forbundskansleren, justitsministeren og notarius publicus mødes og planlægger bankrøveriet på Hamiltons vegne. Den scene skærer filmmagerne bort, og tilbage sidder bare tre fyre og planlægger et bankkup! Og hvor spændende er det? Når man fjerner politikken, gør man altid det, at man fylder op med mere action«.

Fik i starten et falsk manuskript
Jeg havde en idé om, at du aldrig ville tillade at lade dit navn bruge til kommercielle produkter.

»Jo, men ... det er umuligt hele tiden at hænge over ryggen på filmmagerne. Da de begyndte at filmatisere mine bøger og opdagede, at jeg var besværlig, gav de mig et falsk manuskript. Det, jeg godkendte, var ikke det, der blev indspillet, og da jeg opdagede det, var filmen færdig, og hvad fanden kan man så gøre?«.

Du ser humoristisk på det, mærker jeg?

»Nu gør jeg. Ikke dengang! Da var jeg ikke spor rolig«.

I filmen, modsat bøgerne, er det, som om det der korsridderi mere er et job end et kald for figuren Arn.

»Men tempelridderne var også en af de mest professionelle hære, der nogensinde har fandtes. De var ikke bare krigere. De var også handelsmænd, diplomater – og bankfolk. Det var en sofistikeret organisation ved siden af det religiøse«.

Så det er rimeligt nok, at filmens Arn ikke er dogmatisk kristen?

»Det er rimeligt«.

En ægte arabisk legende
Saladin, der optræder i filmen, var en historisk figur?

»Ja, og der er en ægte arabisk legende om, hvordan Gud i sin uudgrundelige storhed også har humoristisk sans«. Guillou smiler, næsten bedstefaderligt. »En dag ledte Han sin næstmest elskede søn, Saladin, den om hvem det stod skrevet, at han ville befri Den Hellige Stad, ud i ørkenen, hvor han fik ballade og blev reddet af en tempelridder. Historien har – Gud være lovet – mistet navnet på den tempelridder ...«.

Men det ku’ være, tre små bogstaver er faldet ud ... A-R- ...

»Ja, netop!«. Guillou griner højt. »Ham!«.

Et nyt trusselsbillede
Da du begyndte at skrive Arn-bøgerne, var du dig da bevidst om, at de skulle have aktuel politisk relevans?

»Det var jeg. Jeg havde grublet over noget længe: Sovjetunionen var gået under i 1992, og i den vestlige verden spørger man: Hvad skal vi så bruge NATO til? NATO’s funktion var at ødelægge Sovjetunionen eller bevare truslen om at ødelægge den – terrorbalancen. Nu findes Sovjet ikke, hvad er NATO da? I Bruxelles, Washington og London bliver man hurtigt enige om, at truslen nu må komme fra islam. Det skete uden nogen særlig diskussion«.

»Jeg kan teoretisk godt forstå, hvordan man kan ødelægge Sovjetunionen. Det er Hiroshima gange 1.000. Men hvordan i alverden ødelægger man en religion? Først tænkte jeg, at det bare var et militærindustrielt komplot, stablet op for våbenindustriens skyld, men i midten af 1990’erne sad jeg i Kasakhstan og ventede på transport videre, som journalister tit gør. Jeg sidder og ser CNN på tv i timevis og ser masser af repræsentationer af muslimer. Men aldrig en person i almindeligt tøj, der udtrykker tanker eller svarer på spørgsmål. På billederne var alle muslimer sådan nogle, der hoppede op og ned, skød op i luften med geværer, brændte amerikanske flag og bildæk af, og alle kvinderne bar slør«.

»Sådan begyndte krigen mod islam. Med den propaganda. Og det måtte jeg skrive om. Og bøgerne er relevante nu, fordi vi i Vesten har gang i ikke én, men to hellige krige«.

Irak og Afghanistan?

»Ja. George Bushs krige. Og retorikken er den samme: Gud hjælper os. Bush har Gud på sin side. Gud vil, at han skal besætte Irak. Det var selve incitamentet for bøgerne, men så begyndte jeg at fortælle historien, kom ind i det univers, og på et tidspunkt blev det lige så vigtigt at berette om tilblivelsen af den svenske stat«.

Forskellene i Skandinavien er blevet større
Siden Guillou udsendte første bind om Arn for ti år siden, er forskellene inden for Skandinavien blevet større, synes han:

»Danmark er uden tvivl blevet mere ekstremt i sin fremmedfrygt, og forskellene i Norden er vokset. Danmark har fået islam på hjernen, og pludselig råder dansk kulturliv over 100 mennesker, der er eksperter i islam, og de udøver en form for religionskritik, der er farlig. Det er klart, at hvis du åbner Det Gamle Testamente, kan du sagtens argumentere for, hvilken primitiv religion kristendommen er, men så siger de kristne: Ih nej, det er ikke sådan, den skal tolkes«.

»Men det er sådan, man læser Koranen i Danmark«.

Findes Arn og den gode muslim Saladin i dag?

»Jeg er sikker på, at George Bush betragter sig som Arn, og Saddam Hussein mente vist, at han var Saladin ...«.