Det hører absolut til sjældenhederne, at børn under 16 formenes adgang til en udstilling i Frankrig.

Men i en tid, hvor stort set alle har adgang til gratis og ucensureret hardcore porno via internethjemmesider, har det franske nationalbibliotek alligevel ment det nødvendigt at skærme og skåne de yngste sind, da ledelsen for nylig besluttede at åbne portene til helvede, l’Enfer, nationalbibliotekets berygtede afdeling for usædelig litteratur.

Men omvendt er det også netop banaliseringen af sex og porno i det offentlige rum, der har ansporet bibliotekets direktør, Bruno Racine, til at lade franskmændene få et kig ind i de ellers normalt hermetisk tillukkede arkiver.

»Jamen dog«
Og det er ikke småting, der møder en, når først man træder ned i ’helvedet’ i de dunkle udstillingslokaler, som ligger hen i halvmørke, i kælderetagen i François Mitterrand-nationalbiblioteket med dets bizarre atriumskov, omgivet af de fire imposante tårne.

»Jamen dog, jamen dog«, mumler en gammel mand i slidt trenchcoat og sixpencekasket hen for sig, mens han vandrer rundt med et flakkende blik og hænderne på ryggen. Hans næsetip rører næsten ved glasmontren, mens han med en blanding af forargelse og vellyst betragter de slibrige teksters saftige illustrationer.

I så godt som alle montrer og ophæng overvældes beskuerne af en mangefold af sitrende og strittende kønsorganer, blottede bryster, teatralsk iscenesatte samlejer og løjerlige orale optrin.

Fra klassiske kobberstik med liderlige keruber og balstyriske satyrer, der muntrer sig med nøgne, svulmende kvindfolk, til erotiske romaner og grundige kataloger over hovedstadens horehuse. Fra sjofle parisiske pamfletter og japanske raderinger af særdeles veludstyrede samuraier til tidlige aktfotos og sågar et lesbisk stumfilmslystspil.

Fræk Man Ray
Selv om afsenderne bag de udstillede genstande af hensyn til fordums censur ofte har valgt anonymiteten, er der dog kendisser at finde i det erigerede virvar.

For mange af historiens største penne og pensler har ofte kastet sig over det erotiske udtryk – som f.eks. fotografen Man Ray, hvis linse er repræsenteret ved et snapshot af en rød kvindemund midt i en ivrig fellatio.

Eller Salvador Dalis radering til Georges Hugnets ’Onan’. Dali frembragte illustrationen med den ene hånd, mens hans lystigt masturberede med den anden. Ja, raderingen er tilmed kronet af en ganske umiskendelig sædplet, eller som udstillingens kurator eufemistisk kalder klatten: »en meget direkte kunstnerisk intervention«.

Men selv om mængden af ældre lurende herrer i lange frakker blandt beskuerne til tider leder tankerne hen på fordums voksenbiograf Nygade på Strøget, er udstillingens forehavende langt mere interessant.

For ’helvedets’ usædeligheder siger ikke så lidt om samfundets sociale, moralske og politiske udvikling. Og væsentlig mere end et lummert, overfladisk blik kunne forlede en til at tro.

Oprør mod borgerskabet
F.eks. tjente 1700-tallets illustrerede libertinske romaner som et ikke uvæsentligt oprør mod den etablerede orden.

Således ikke mindst ’le Godmiché royal’ (den kongelige dildo) fra 1780, hvor Marie-Antoinette fremstilles som en depraveret nymfoman med røven i vejret.

Hendes fødders manglende jordforbindelse (hun har konstant benene i vejret) bliver bogstavelig talt symbolet på hendes husbond Louis XVI’s korrumperede vælde.

Udstillingens kuratorer ser i datidens seksuelt løsslupne og frivole satire en ikke uvæsentlig pendant til oplysningstidens frihedsideal, og righoldigheden i samlingen af de usømmelige skatte vidner endnu en gang om den efterhånden banale konstatering, at forbud og censur kun gør tingene mere interessante og udtryksformen mere eksplosiv.

Dobbelt sigte
Dermed ikke være sagt, at alt er interessant.

For der er masser af skidt mellem guldklumperne, for målet med helvedet – da afdelingen blev stiftet i 1840’erne – var netop dobbelt.

På den ene side at beskytte offentlighedens moral fra anstødelige indslag, og på den anden at bevare de utugtige skrifter og illustrationer, der utugten til trods repræsenterede en litterær eller kunstnerisk værdi.

Videresalg
For selv om politiet på den tid med en ikke ringe ildhu beslaglagde de slibrige sager, var det langtfra nogen garanti for, at bøgerne ville henslæbe en tilværelse i konfiskationsdepoterne.

Tværtimod solgte politifolkene ofte godterne videre – nogle gange til de selv samme boghandlere, der havde fået bøgerne beslaglagt.

Streng regulering
Af samme grund har adgangen til afdelingen l’Enfer været strengt reguleret, og kun forskere med en virkelig god grund og en skriftlig ansøgning slap igennem nåleøjet – helt op til vore dage.

Selv om den seksuelle revolution i 1968 førte til en midlertidig lukning af afdelingen, døde samlingen dog ingenlunde hen. Tværtimod genopstod den i 1983, denne gang i en langt mere bibliofil version. For i modsætning til tidligere, da en bog blev dømt til en tilværelse på helvedets hylder, skulle et værk nu gøre sig fortjent til pladsen. For nu har de fået forskningsmæssig prestige i afdelingen, og pladserne var derfor forbeholdt sjældne og ældre udgaver af erotisk litteratur eller illustrationer.

Selv helvede snobber åbenbart opad.