I Naja Marie Aidts første, grønlandske barndomsland voksede der ingenting på jorden.

Somrene var ekstremt lyse. Vintrene var sindssygt mørke. Og hvis et barn faldt og slog sig, lo de voksne, og de andre børn pegede fingre.

»Det var en måde at hærde børn på i Grønland, hvor jeg er født og voksede op. Grønland er et hårdt sted at overleve. Hjemme hos mine danske forældre blev min søster og jeg trøstet, hvis vi væltede og slog os. Blandt grønlændere måtte vi bare kravle op igen. Og det vænnede vi os til. For i Grønland skal man kunne rejse sig igen. Ellers kan det være, at man dør, for det fryser 30 grader, og måske er der en snestorm på vej«.

Forældre blev skilt
Da Naja Marie Aidt var syv år, besluttede hendes forældre sig for at flytte hjem til Danmark. Hvorefter de blev skilt. Det var i årene efter ungdomsoprøret i 1968. Som så mange andre danske børn måtte Naja Marie og hendes søster erfare nye ord og ændrede livsmønstre. Skilsmisse, papfar, kvindekamp, selvrealisering, charterrejse og frihed var noget af det, man talte om. Madkasser, vaskeklude, hårsløjfer og bordskikke fik sig et fur.

Dengang skulle konventionerne sprænges for enhver pris. Ud med de mere eller mindre forkrampede, småborgerlige ægteskaber og ind med eksperimenterende familieformer, hvor børn som Naja Marie Aidt og hendes søster blev spurgt om, hvorvidt de helst ville bo hos mor eller hos far efter skilsmissen.

»Det kunne vi da ikke svare på. Derfor var vi også nødt til at sige hver sin. For ellers ville det jo være synd for den ene af dem. Siden tænkte jeg nogle gange som barn, at der var ting, jeg ikke kunne spørge mine forældre om. For hvad skulle de svare? Vi havde en følelse af, at vi ikke kunne spørge dem om, hvad der foregik, fordi de faktisk ikke rigtig selv vidste det. Den følelse af, at man skulle tage sig af sine forældre, var meget tidstypisk. I mange af mine klassekammeraters familier var det ligesådan. Nu skulle forældrene have deres frihed, og det groteske var, som der også står i et af mine nye digte, at børnene bare måtte følge med og vente imens. Og passe sig selv«.

Barndommens landskab
I år er Naja Marie Aidt nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen ’Bavian’, der udkom i Danmark i 2006 og i lighed med mange af hendes tidligere digtsamlinger og noveller fik positive anmeldelser. »Aldrig udelt smukt eller aldrig udelt hæsligt. Altid med livet i hænderne«, skrev Søren Vinterberg blandt andet i sin anmeldelse af ’Bavian’ her i avisen. Det er ord, som passer på mange af Aidts værker. Også det kommende, ’Poesibog’, der udkommer 18. marts og er en digtsamling, hvor hun både beskriver periodisk lede og stedvis eufori ved poesien. I ’Poesibog’ tager hun for første gang et ordentligt spadestik ned i barndommens landskab, siger hun:

»Jeg har skrevet en fiktion over min barndom og forsøgt at få fat i nogle af følelserne og de absurde situationer fra den tid. For første gang i mit forfatterskab har jeg inddraget det grønlandske også. Jeg har ikke før kunnet finde ud af at skrive om det, selv om det har været som en central, sanselig størrelse i mig. Jeg skulle første forlige mig med den barndom«.

Fik barn som 18-årig
I 80’erne var mange af 68’ernes børn vrede på deres forældre.

»Mens vi var børn, havde vores forældre travlt med at realisere sig selv. Da vi var ved at være voksne selv, kom 80’erne, hvor man ikke kunne få et arbejde, komme ind på en uddannelse, måtte leve af bistandshjælp og bare følte sig så ringe. Vi var ’nå’-generationen, og vi havde ret meget selvmedlidenhed. Der er stadig mange, som er sure på 68-generationen. ’De sidder på magten’, og ’de vil ikke dele med andre’, siger man. Man har stadig selvmedlidenhed. Men når man ser tilbage på, hvad det var, de gjorde dengang i 60’erne og 70’erne – helt ærligt: Det var så langt ude på mange måder. Kuriøst. Og ufattelig naivt. Samtidig var det jo også fantastisk og modigt og et grundlag for vores måde at leve sammen på i dag«.

Naja Marie Aidt flyttede hjemmefra som 16-årig, fik sit første barn som 18-årig og gjorde sammen med sin daværende mand alt for ikke at gentage sine forældres liv. 80’er- og 90’er-generationens børn skulle under ingen omstændigheder trækkes gennem skilsmisser. Der skulle være orden i sagerne. Derfor føltes det som et enormt nederlag, da kernefamilien simpelthen ikke kunne holde længere:

»Selv om vi i det mindste var bedre til at håndtere at blive skilt. Min barndomshistorie er ikke interessant, fordi den er min, men fordi den indeholder almene menneskelige følelser og et blik på en bestemt tid. Alle børn vandrer ud i livet med en barndommens smerte i en hale efter sig. En stor del af livet går med at blive et menneske, som er vokset fra den smerte eller kan integrere den i sig. Jeg tror altid, man vil have lyst til at gøre sig fri af sin barndom. Uanset hvordan den har været«.

Skrev sin Poesibog
Ordet ’poesibog’ sender tankerne i retning af ordspil som ’sød-tøs’ og ’lev-vel’. De er begge med i Naja Marie Aidts ’Poesibog’. Men her skal de læses med en blanding af vrængen og overbærende sødme. Digtsamlingen indeholder for eksempel titler som ’Min lede er så stor 1’ og ’Min lede er så stor 2’, der for begges vedkommende udtrykker forfatterens irritation over ikke at kunne lade være med at beskæftige sig med lyrik, der er abstrakt. Selv om man skriver konkret og fysisk påvirkende, hvad Naja Marie Aidt altså gør.

Det gælder i hendes digte og i hendes noveller, og det er blevet mere og mere tydeligt i forfatterskabet. Man kan mærke menneskelig fysik og kemi trænge sig på i sproget. Menneskenes uomgængelige eller selvpåtagede omstændigheder synger i hendes sprog. Sammen med en hel masse ord, der viser, hvad hun mener, når hun nu siger, at hun altid prøver »at have fingrene godt nede i jorden«:

»I både min prosa og i min poesi er naturen og landskaberne centrale. Når jeg er et andet sted i verden og tænker på det herhjemme, er det altid naturen, jeg tænker på. Det er egentlig lidt mærkeligt. Men det kan være en vinterlugt, en sommerduft, nogle bestemte blomster eller insekter. Faktisk har jeg tit et billede af en svensk skov om sommeren i hovedet, når jeg tænker på, hvordan her er. Måske fordi vi i det her lillebitte land ikke har natur på samme måde, som de har i Sverige og Norge, hvor man kan køre meget langt uden at møde et menneske. Det kan man jo ikke i Danmark. Når man tror, man er den eneste dybt inde i en dansk skov, kommer der pludselig en masse mennesker gående med stavstænger«.

Det nordiske er fiktion
Både i den nye ’Poesibog’, i ’Bavian’ og i for eksempel hende og Kim Lykkes billed- og digtbog ’Balladen om Bianca’ fra 2002 er der en intens kropslighed i beskrivelser af mennesker og natur. Nu er hun som sagt indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Kan hun svare på, om der findes noget specifikt nordisk?

»Egentlig tror jeg, at det med det nordiske sindelag ret meget er en fiktion. Norden er en geografisk betegnelse, der siger noget om vores klima, vores beliggenhed i verden og vores historie. Hvor vi er i verden i forhold til breddegrader, til solen. Lyset er specielt i Norden. Man taler om nordiske maleres særlige lys. Man kan også finde ligheder mellem folkemusiktraditionerne i nordiske lande, og måske kan man tale om en litterær tradition præget af melankoli og ordknaphed. Men jeg tror ikke, der er tale om en særlig folkesjæl. Jeg tror, man bliver, som man bliver, fordi man blandt andet påvirkes af det sted, man er på Jorden. Hvis man tager til Tanzania, har man ikke længere vinterdepressioner, for så påvirkes hjernen jo ikke af manglende vinterlys«.

Der er, som alle steder, store forskelle på land og by i Norden. Og de forskelle vokser, efterhånden som flere unge flytter til storbyerne, og provinserne affolkes. Når Naja Marie Aidt holder foredrag i Nordjylland, bliver der pludselig helt stille, når hun kommer frem til det punkt, hvor det er meningen, at folk skal stille spørgsmål.

I Norden er der også, siger hun, enorm forskel på at komme fra Danmark, Sverige og Norge til forskel fra »de mere interessante fugle i det nordiske landskab«. Finland er også under indflydelse af Rusland. De isolerede øsamfund Færøerne, Island og Grønland har udviklet egne kulturelle træk.

»Det har vi jo ikke. Jeg læste engang et interview med direktøren fra Nationalmuseet, som blev spurgt, om der findes noget særlig dansk. Det kunne han svare nej til. Hvis man ser på, hvad man har indsamlet og fundet, så er der overhovedet ikke noget dansk, som ikke er en variation over noget, man også har fundet i Tyskland eller andre steder. Også vores skikke er et stort rodsammen af alle mulige andre landes traditioner«.

Drop snak om det danske
I det hele taget kunne det være befriende, hvis vi holdt op med at tale så meget om, hvad der er det egentligt danske, mener Naja Marie Aidt . Det er et noget forstyrret fokus i en verden, som alene i de seneste 20 år er blevet meget mere tilgængelig at rejse rundt i. Engelsk er blevet verdenssproget, globaliseringen er en realitet, men i Danmark går man stadig op i, om nogle går med tørklæde eller ej:

»Dét er livet da for kort til. Det er simpelthen så småligt. Faktisk begyndte jeg at skrive ’Bavian’ for at undersøge, hvad der egentlig sker med os lige nu. Vi befinder os et sted på Jorden, hvor den materielle rigdom og velfærden er helt enorm. Men tilsyneladende følger der ikke en kæmpetolerance og generøsitet med. I stedet er man bange for, at nogen skal komme og tage den materielle rigdom fra os. Det er så mærkeligt. Hvorfor har vi ikke et overskud? Hvorfor bliver vi deprimerede og angste? Får livsstilssygdomme, tager piller, bliver stressede og går ned med udbrændthed? Jeg har ikke noget svar på det. Men man må konstatere, at en så ufattelig rigdom åbenbart gør folk både syge og selvtilfredse«.