Geert Wilders har vundet første runde i sin selverklærede krig med ’islam’ – allerede ved, at alverdens aviser nu anmelder og diskuterer hans hadefulde kortfilm, ’Fitna’.

Hans påstand er, at muslimer som sådan er til fare for Europa. Har vi hørt den slags før?

Ja, vi har for syv årtier siden – f.eks. i propagandafilmen ’Den evige jøde’ – hørt nazister hævde, at jøder var til fare for Det Tredje Rige og for alle, der ville lytte til budskabet.

Det ville alt for mange, og resultatet er kendt: Et folkemord på seks millioner mennesker, en verdenskrig og Europa i ruiner, fordi alt for mange fæstede lid til Hitlers hadefulde propaganda og alt for få, både inden for Nazityskland og udenfor, i tide stod vagt om demokrati og religiøs og kulturel lighed.

Velegnet til spredning af had
I dag kan ’Den evige jøde’ lånes på filmmuseer. Vi ved, hvad den rummer. Vi kender dens hensigt. Den er stof til klassetimer om racisme og anvendelse af medier til spredning af had.

På disse museumshylder bør Geert Wilders' film også ende hurtigst muligt.

Han benytter sig af samme trick.

Udtræk af citater fra en religiøs bog – i dette tilfælde ikke Talmud, men Koranen – og i dette tilfælde ledsaget af en krydsklipning med billeder af moderne terror:

Hatespeech
Flyene mod World Trade Center i New York, togsprængningerne i Madrid. Fundamentalistiske prædikanters udbasunering af had mod jøder og andre ikke-muslimer, trusler mod den frie verden osv.

Men Wilders tager første runde, fordi vi ikke er klar og ikke vågne nok til at henvise hans film til arkiver for hatespeech.

Han vinder opmærksomheden, fordi der er et nyt publikum til at tro på nye dommedagsprofetier, og fordi vi ikke har lært at håndtere globaliseringens mulighed for at publicere worldwide på én gang.

Slet skjult hensigt
Hans billeder af volden er utvivlsomt ægte, både billederne fra New York, fra Madrid, af det afhuggede hoved i Irak, af Hizbollahs parader i Libanon, af den offentlige hængning af bøsser i Iran.

Og han er ude efter, at vi skal sige, ’jamen, noget er der måske om snakken’. Men man skal ikke have det store diplom i psykologi for at mærke hensigten og blive forstemt.

En statistik er i virkeligheden propagandafilmens centrale budskab – to simple grafer, som skal anskueliggøre, at antallet af muslimer vokser, i Holland og i hele Europa, og hvis vi ikke passer på, vil hadefulde voldsmænd overtage Europa og søle det til i blod.

Ikke strafbart
Om han kan dømmes for racisme, er tvivlsomt.

Det er sågar tvivlsomt, om han kan dømmes juridisk for blasfemi, skønt de fleste blasfemiparagrafer ikke kun beskytter religioner mod kritik, men også beskytter troende mod, at anvendelse af deres religiøse skrifter anvendes til at lægge dem selv for had.

I dén afvejning vil Wilders som folkevalgt påberåbe sig en udvidet ytringsret – og han vil henholde sig til, at voldsbillederne er sande, sikkert også tabellens stigende tendens.

Ondartet kobling
Det er koblingen, der er ondartet og selv avler had.

Moralsk er han derfor skyldig i hatespeech af patetisk og farlig karakter.

Han gør muslimer og selve deres antal og befolkningstilvækst til Europas problem – og bruger klip fra Koranen og prædikanter, der også i den muslimske verden er ekstremister, til at advare mod islam og mod muslimer, ligesom Det Tredje Riges ideologer advarede mod jøder og jødedom.

Vi skal trække på skuldrene
Hvis vi havde lært af historiens hatespeech i Det Tredje Rige, på Balkan eller i Rwanda, var Wilders aldrig blevet et hit blandt fremmedforskrækkede hollændere. Og en patetisk kortfilm fra en enkelt nederlandsk propagandist havde aldrig vakt opmærksomhed over hele verden.

Vi befinder os imidlertid midt i globaliseringens første time, vi skal lære at trække på skuldrene af de platteste numre – også klart og tydeligt afvise racismens hæslige redskab: hatespeech.

Og dét slag vindes ikke juridisk med stramninger af ytringsfriheden – dén sejr bør Wilders ikke have. Han er kun farlig, hvis han tages alvorligt. Hans kortfilm er 14 minutter, dvs. 14 minutter for lang, men den bør kunne lånes fra Statens Filmcentral til lektioner i racisme og hadspredningens retorik.

I en ordentlig verden burde vi trække på skuldrene, i vores verden har vi grund til at være bange, ikke for Wilders, men for træk i vores tid.

At tildele sådan en film ’hjerter’, giver ikke mening. Den er både menings- og netop hjerteløs.