Ude i Københavns Sydhavn lød der i 1999 et big bang af dimensioner.

Braget varede helt indtil istiden. Så slap malingen op.

Det drejer sig om det 170 meter lange graffitimaleri ’Evolution’, der fortæller Jordens historie fra det store brag og mikroorganismers indtog til kæmpeblæksprutter og mammutter.

Værket er skabt ulovligt
Værket er skabt lovligt af Ulrik Schiødt og finansieret af naboen, H.C. Ørstedsværket, der dog kun ville sponsorere maling frem til istiden.

I går rejste Bygningskultur Danmark en diskussion om, hvorvidt man bør og overhovedet kan frede værket. ’Evolution’ er legendarisk i graffitikredse og fungerer som ’turistattraktion’ for både lokale og tilrejsende på et ellers øde hjørne i København.

»Vi har hørt udmeldinger fra kommunen om, at dette område skal ligne de andre havneområder med kanaler, parkeringshuse og boliger. Derfor skal denne plads måske rives ned, og man bør diskutere at flytte muren eller på anden måde bevare den. Vi mener, at graffiti bør bedømmes mere nuanceret end blot som hærværk, når det drejer sig om store monumentale værker som det her«, siger kommunikationschef Bjørn Henrichsen fra Bygningskultur Danmark.

Pejlemærker for eftertiden
I øjeblikket diskuteres det i Stockholm, hvorvidt man skal frede fire store graffitiværker af ældre dato.

Man kan f.eks. bevare et sådan værk ved at tegne farverne op og give muren gennemsigtig lak for at beskytte det mod vind og vejr.

»Det er ikke, fordi vi mener, at al graffiti skal bevares. For det ligger jo i graffitiens natur, at den er flygtig, og hver gang noget forsvinder, opstår noget nyt. Men vi synes, at man bør bevare vigtige pejlemærker for eftertiden, så vi kan vise vores børn dem. Ellers bliver alt slettet og glemt«, siger Jacob Kimvall, forfatter og kunsthistoriker, der sammen med kollegaen Tobias Lindblad har rejst diskussionen hjemme i Stockholm.

Bundet til stedet
Graffitikonferencen fandt sted op ad det lange ’Evolution’-maleri i Sydhavnen. Området er øde på den industrielle måde som en københavnsk udgave af havnekajen ved Brooklyn indtil for nogle år siden.

Overalt er der graffiti af den mere tilfældige slags, indtil den lange mur rejser sig majestætisk i klare farver og følges med de gamle rustne togskinner, der vidner om en mere livlig og industriel tid på havnekajen.

Et normalt graffitimaleri har en levetid på en uge, måske to. Så er det væk, malet over eller vasket ned af kommunale mænd med højtryksspulere. Men ’Evolution’ har nu levet i ni år uden så meget som et tag fra en forbipasserende.

Miljøet freder vigtige malerier
»Man freder inden for miljøet. Derfor overlever vigtige malerier længe«, fortæller Tobias Lindblad.

Men samtidig er graffiti jo et oprør. En ungdomsbevægelse, der generation efter generation nu i fyrre år har hvervet og mistet medlemmer med alderen. Og kan man institutionalisere et ungdomsoprør?

»Det er den samme diskussion med Christiania, som man jo heller ikke bare kan frede. Graffiti er åbent og demokratisk med en kort levetid, der måske kalder på, at andre blander sig og maler videre. Og man kan sige, at hele det system, der arbejder med fredning, passer vanvittigt dårligt med graffitimiljøet, der ikke vil have embedsmænd siddende på skødet. Det er jo netop det, sådan en mur er et oprør imod«, siger Christoffer Harlang fra Det Særlige Bygningssyn, der rådgiver Kulturarvsstyrelsen om bygningsfredning og -bevaring.

Sidder mellem kunst og bygningsværk
Han er som offentlig udsending både for og imod fredning af graffiti.

»Jeg synes generelt, at graffiti er en forurenende udtryksform. Det meste graffiti er rent hærværk. Men dele kan bevares, det værdifulde, der fortæller noget om sin samtid. Men et andet problem med graffiti er, at den sidder mellem to stole, kunst og bygningsværk. Man kan ikke frede ’Evolution’ uden også at skulle frede muren, det er malet på«, pointerer Christoffer Harlang.

Mens de voksne diskuterer for eller imod fredning af graffiti, lyder der på den anden side af haveteltdugen en velkendt lyd af en kugle, der bliver rystet op og ned i en metaldåse. Og så ’psssss’. Efterfulgt af den skarpe lugt af maling, der river i næseborene.

Graffiti-gård i baghaven
Bag teltet gemmer sig en rusten dør, der skal have et ordentligt skub. En 13-14-årig dreng kigger forskrækket op.

Han er i gang med at skrive ’Yo Mads’ som afslutningssalut på, hvad der ligner et tøvende første piece eller graffitimaleri i glade røde og lilla farver. Mon knægten ved, hvad der diskuteres fem meter herfra? Sikkert ikke, for ’graffiti-gården’ er en verden for sig.

Her i den indhegnede gård langs den gamle kaj ligger et cementeret areal på størrelse med en fodboldbane.

Det minder om en forladt fængselsgård med bjerge af efterladte rustne spraydåser. Som et lille helle fra shoppingcentre, luksushoteller og liebhaveri langs vandet.

Stedet går for at være Københavns bedste graffitigalleri. Her er generationer af graffitimalere vokset med opgaven uden indblanding fra kommune eller politi. ’Psssss’. Stemmerne fra haveteltet forstummer for en stund i det mageløse farvemekka.