Der sidder vi pludselig efter en spontan invitation.

To festivalgæster med beskidte T-shirts, der lugter af øl og cigaretter, regnvåde bukser og mudrede gummistøvler til bryllup på en restaurant i Vordingborg, hvor der er dækket op med hvide servietter og tre sæt bestik.

Vi er egentlig til garagerockfestivalen Gutter Island på Masnedø et par kilometer derfra, og ekkoet fra nattens rock’n’roll trykker stadig i baghovedet, mens vi sammen med læger og advokater i skjorte og slips hamrer løs på vinglassene for at få brudeparret til at kysse hinanden.

De rejser sig, brudeparret, og gommen stiger op på stolen med ornamenterede cowboystøvler og bikerlæderjakke, inden han tager cowboyhatten af med et smil i truckerskægget og kysser sin brud.

»Han var svær at overtale til at blive gift«, siger Bodil Engelmann om sin mand, Jakob Møller Hansen.

»Men da jeg foreslog, at vi kunne blive gift på Gutter Island, sagde han ja med det samme«.

Amerikanske øser og højt hår
Parret har ikke misset en eneste Gutter Island festival, siden rockentusiaster første gang indtog det gamle fort på Masnedø i år 2000. Her mødes tilhængere af rockabilly, garage, punkrock og rock’n’roll fra især 1950’erne og 1960’erne hver andet år for at dyrke deres musik i fællesskab.

»Det er helt fantastisk at mødes med de samme 500 mennesker og sidde og grille ved solnedgangen eller bade ved stranden. Det er øhygge i smukke omgivelser om dagen, inden koncerterne forvandler fortet til en kæmpe fest med masser af rockenergi til langt ud på natten«, siger gommen og stiger ind i en sort bil med sørøverflag på taget og en kæde af tomme dåseøl, der trækker et larmende spor gennem den døsige provinsby på vej tilbage til festivalen.

Vi følger med. Tilbage til tidslommen med amerikanske øser og højt pomadehår med anderumpe. Mods med stramme jakkesæt og smalle slips, punkere med hanekam og rockabillypiger med kort pandehår og tatoverede overarme. Det er subkulturer fra storbyens rendesten, der i to dag er forenet i ren campinglykke omkring tre koncertscener og en teltsoveplads med idyllisk udsigt til Masnedsund.

Festival hører hjemme på øen
Vi var ankommet dagen før med busser fra Københavns Hovedbanegård, hvor byens rockugler var krøbet op fra kældrene med spejderoppakning, der ikke så ud til at være blevet brugt siden forrige Gutter Island Festival.

Her blev det sortklædte festivalfolk logistisk udfordret, da der skulle findes plads til alle medbragte telte på fortets begrænsede areal, hvor der kun er plads til 500 gæster.

»Vi har netop talt om at flytte festivalen til København for at kunne få et større publikum«, siger presseansvarlig Barnaby Stig Swann Pedersen.

»Men det ville være en skam, for det er den særlige stemning her på fortet, der er nerven i Gutter Island. Øen emmer af entusiasmen fra både musikere og publikum, og det er vi ikke sikre på at kunne genskabe i København, hvor det bare ville blive endnu en musikfestival«.

Han bakkes op af booker Anders Nielsen, der kalder Gutter Island for »en havefest for rockinteresserede«.

Festival uden backstage
»Festivalen store kvalitet er, at den får folk ud af de vante rammer i byen. Musikere og gæster er på samme niveau. De bor sammen herude og pisser på det samme toilet. Bands, der spiller her om fredagen, bliver og fester videre sammen med gæsterne om lørdagen. Det gør Gutter Island meget mere intim end andre festivaler«, siger han.

Og efter at have sat teltet op med udsigt mod Storstrømsbroen til den ene side og toppen af fortets underjordiske kasematter til den anden, får vi straks bekræftet arrangørernes miljøbeskrivelse.

Foran det lille madtelt, hvor dj’en fylder rummet med garagerock fra både gamle og nye vinylplader, falder vi i snak med en musiker over en portion chili con carne. Jeppe Bülow Sørensen har selv optrådt her med sit band Columbian Neckties to gange før, men i år er han her som gæst.

»Det gør ingen forskel. Man kender alligevel alle sammen. Eller man føler, at man kender alle sammen. Musikere og gæster er på samme niveau. Da vi en gang spillede på Nibe Festival, kom vi kørende med vores udstyr, hvor en sikkerhedsvagt stoppede os helt hysterisk og sagde, at vi skulle rydde vejen for at gøre plads til Niarn. Sådan er det ikke her. Der er ikke noget backstage, kun et lille rum til vores instrumenter. Og der gider vi jo ikke hænge ud. Det er på pladsen, at det hele sker«, siger han.

Hilsner til Kinks
Tyve meter derfra har aalborgensiske The Attacks indtaget koncertteltet og sender hilsner til The Kinks med skarpe guitarriffs, der flænser himlen, hvor solen er ved at gå ned i nogle tunge skyer, som æder sig ind over Masnedsund.

De store vindmøller lige ved siden af festivalpladsen står helt stille. Der er tung regn på vej.

De fire velklædte aalborgensere leverer rockenergi med røde konfirmandkinder fra en scene, der næsten ligger i niveau med græstæppet, hvor publikum danser tæt ved scenekanten.

En fyr springer op på scenen og smider sin sorte læderjakke. Man er ikke klar over, hvem der er musiker, og hvem der er publikum. Han tager en kam op ad baglommen og stryger sit sorte blanke hår bagover i anderumpen og får en tamburin i hånden, mens præsentationen lyder i højttalerne:

»Horatio!«

Er det bare nostalgisk rollespil?
Et par timer senere er scenen overtaget af danske Highway Child, der vækker minder om Led Zeppelin med deres sumpede bluesrock, som får publikum helt op på mærkerne.

Udenfor er der blevet mørkt, og fornemmelsen af 2008 begynder at blive opløst af syrerocken, mens folk står og tisser bag koncertteltet.

Her møder jeg musikerne fra The Attacks og deres tamburinspillende manager fra før, Horatio Lindez.

Festivalpladsen er næsten mennesketom, for alle er samlet under teltdugen til koncert. På Gutter Island er der sjældent overlap mellem koncerterne på de tre scener, så derfor ser alle den samme koncert.

»Hvorfor dyrke moderne musik?«
Han har fået læderjakken på igen og ligner en figur fra ’Grease’. Nu føler man sig for alvor hensat til fortiden. Og selv om Gutter Island i år har undertitlen ’Ingen gengangere’ – dvs. kun bands, der ikke har spillet her før – tænker man, at det vel er ligegyldigt, når alle bands alligevel spiller den samme musik fra 1960’erne.

»Det er helt forkert«, siger Horatio.

»Bookerne her på festivalen kan godt gennemskue bands, der bare kopierer stilen fra 1960’erne. Alle kender The Kinks, men når man sætter sig ind i, hvilken musik The Kinks udsprang af, og så videreudvikler det, kommer der en ny original lyd. The Attacks er drenge mellem 19 og 23, som hæfter sig på en lyd, som måske nok lugter af 1960’erne, men som de spiller med så meget sjæl, at de gamle hoveder, der faktisk oplevede det i 1960’erne, står inde i teltet og synes, det er vildt fedt«.

Er det ikke bare et nostalgisk rollespil. Hænger I ikke fast i fortiden?

»Hvem siger, at man kun skal dyrke moderne musik, fordi vi lever i 2008? Folk, der dyrker klassisk musik, lytter jo også til gamle kompositioner, så hvorfor er det, at rytmisk musik, der lader sig inspirere af god musik fra 1960’erne, skal stemples som et tresseragtigt band? Den her festival er et opråb om, at det bredere publikum bliver nødt til at anerkende garagerocken som en genre«, siger han.

Maskuline bakkenbarter og servitricefnis
Festen bølger frem og tilbage mellem scenerne, mens der efterhånden er fyldt ved pølsevognen, hvor der jubles, hver gang den storbarmede og meget nedringede pinup-pølsepige spørger, hvad hun skal komme på pølsen.

Det er maskulinitet med bakkenbarter og opsmøgede skjorteærmer foran fnisende servitricer i rød- og hvidternede kitler.

Da det amerikanske hovednavn The Fuzztones har afsluttet dagens sidste koncert, er vi langt over midnat, og herefter fortsætter festen i fortets underjordiske huler. Dj’en spiller garagerock til tidlig morgen, hvor festivalgæster og musikere kravler nedslidte mod deres telte.

Som slingrende humlebier mod en våd blomst. Regnen har for alvor lagt sig tungt over fortet.

Dansk campingtristesse
Næste morgen er der sjaskvådt over hele området, og regnen siler stadig ned uden udsigt til opklaring. Folk er stimlet sammen i det lille madtelt, hvor morgenmaden glider over i formiddagskaffe, mens det øser ned udenfor.

Rockabilly-frisurerne hænger fladt ned i panden, mens dj’en lader Eddie Cochran synge ’Aint no cure for the summertime blues’ til den danske sommer. Drømmen om amerikansk rock’n’roll-kultur i technicolor er forvandlet til våd grå virkelighed i camping-Danmark med kaffe og skuttende skuldre. Og der er stadig seks timer til lørdagens første koncert.

De forrige år har folk siddet rundt omkring på pladsen og grillet, hørt musik og badet på stranden. Der har været aktiviteter som rodeo på mekanisk tyr, bølgeridt i gummiring efter speedbåd, og i år skulle der have været konkurrence i luftguitar. Men den er blevet forhindret af strømsvigt, som følge af den evige regn.

Bryllup i Vordingborg
Ventetiden begynder for alvor at bekymre, men så går der rygter om brylluppet i Vordingborg. Et vaskeægte Gutter Island et af slagsen.

Et par, der elsker festivalen så højt, at det var det eneste sted, deres ægteskabelige forening kunne foregå. Og sammen med en anden festivalgæst, bliver jeg inviteret med.

Tre timer senere kommer vi med bryllupskortegen tilbage til festivalpladsen, hvor humøret igen er højt. Rygtet om brylluppet har spredt sig, så der ønskes tillykke og storkrammes fra alle sider.

Publikum og musikere har sammen slæbt bænkeborde ind i koncertteltet, og det har udviklet sig til en fest med sprut, fadøl og høj musik fra dj’en nede i madteltet. The Attacks, Highway Child, The Good The Bad og andre bands fra gårsdagens program er nu klar til at være en del af publikummet til endnu en omgang garagerock og natklubfest.

Søndag morgen er det efterhånden en sammentømret flok, der pakker deres telte sammen og siger »På gensyn om to år«.

I mellemtiden må de igen leve spredt over hele landet som en subkulturel minoritet uden fast tilhørsforhold.