Mine armhuler klistrer. De sidste rester af morgenens deodorant er endegyldigt fordampet i varmen.

Jeg kaster et stjålent blik ned på tæerne i mine nyindkøbte og alt andet end moderigtige sandaler. Jeg ser tæer, for hvem begrebet ’pedicure’ lige så godt kunne stamme fra et uddødt ydremongolsk sprog.

Normalt går jeg ikke så højt op i den slags, men situationen er heller ikke normal.

Jeg og mine kolleger er i audiens hos Valentino med det sjældent brugte efternavn Garavani.

Den sidste modekejser, som han bliver kaldt i Matt Tyrnauers opsigtsvækkende dokumentarfilm ’Valentino: The Last Emperor’.

En væver lille mand sidder ved siden af mig. Et drømmende smil svæver om Valentinos stramme læber. Hans øjne er himmelblå. Ikke et hår sidder forkert.

Så findes den altså! ’The perfect tan’. En solbrændthed et sted mellem gylden og mørkebrun uden kiksede skift i nuancen på den glatte hud.

Med et nådigt blik fra kejseren begynder audiensen.

Snart skal vi for første gang høre mottoet »Skønhed er skønhed«. Det hvirvler som forførende gevandter om alt, hvad der har at gøre med Valentinos liv og levned som den sidste af de store ’couturiers’.

De store modeskabere, som fra start til slut styrer hele processen.

»Da Matt Tyrnauer havde lavet en artikel om mig til Vanity Fair, vendte han tilbage og foreslog, at vi lavede en film. Det svarede jeg ja til. Men da vidste jeg heller ikke, at jeg skulle filmes i to år«.

Hvorfor svarede han ja til at gå rundt med mikrofon i slipseknuden og et kamerahold i hælene i to år?

Tyrnauer har sin egen teori. Det er hans erfaring, at alle ekstraordinært succesfulde mænd på en måde ikke helt kan fatte deres egen succes.

De får på et tidspunkt brug for et vidne, der kan fortælle den dreng, de stadig inderst inde er, at den er god nok.

Og det er den. ’Valentino’ fortæller historien om en modeskaber, der har holdt sig på toppen i 45 år.

Som siden han brød igennem i 60’erne har påklædt de smukkeste kvinder fra Jacqueline Kennedy til Julia Roberts.

Som har tjent penge nok til at kunne hoppe fra pariserslottet Chateau Widewille til den 50 meter lange yacht TM Blue One og videre til skihytten i Gstaad og bopælene i de vigtigste metropoler.

Filmen giver et blik ind i en sval verden af ufattelig luksus. Engang levede Valentino ’la dolce vita’ for fulde gardiner. Nu lever han og vennen Giancarlo Giametti snarere som grever og baroner i rollen som modeverdenens absolutte aristokrati.

For filmen er også historien om Valentinos 50 år lange nære forhold til vennen, ekskæresten og forretningsføreren Giancarlo Giametti. Manden, der forvaltede Valentinos talent for snit og stof til et brand og en business.

Et pionerarbejde, som støbte fundamentet til den moderne modeforretningsverden, der paradoksalt nok nu er blevet for strømlinet og bundlinjefikseret til at kunne rumme en skønånd som Valentino.

I filmen ser vi, hvordan firmaet bliver solgt til en stor koncern. Kort efter filmen blev færdig, gik Valentino på pension. Så filmen dokumenterer både en kunstners og en haute couture-epokes svanesang.

»Filmen viser sider af min karakter, som jeg ikke helt kan genkende«, siger Valentino, der skildres som kontrolfreak og kort for hovedet i pressede situation.

Dem er der nogle stykker af i filmen. Matt Tyrnauer havde fået frie hænder, men der var mange tovtrækkerier undervejs, og en enkelt gang måtte han gemme sine mere end 250 timers optagelser, indtil orkanen Valentino var løjet af igen.

I filmen bliver Valentino citeret for at sige, at han kun laver kjoler til kvinder, der rent faktisk går med dem. De blå øjne flammer som kold ild, da han siger:

»Jeg vil lave tøj, som kvinder skal kunne gå med. Ikke tøj, som ikke giver mening, og som får kvinder til at se latterlige ud! Mange designere vil hellere lege intellektuelle og laver kollektioner helt uden sans for, hvem der skal gå med tøjet. Jeg skaber ikke mode-ofre!«.

Det er nok en vigtig forklaring på Valentinos ubrudte kæde af succes.

At skabe smukt tøj til smukke kvinder har været hans mission, siden han som dreng ignorerede skolearbejdet, fordi han hellere ville tegne kjoler til filmstjerner som Lana Turner.

Som 17-årig drog den lille skrædder til Paris for at prøve lykken. Han blev hurtigt de rigeste kvinders erklærede yndling. De kunne genkende en mand, der af hele sit talent dyrkede den ædle kunst at få en kvinde til at tage sig bedst muligt ud.

»Desværre synes jeg, det ser sort ud for skønheden i moden fremover«, siger han nu om den branche, han ikke længere kan genkende som sin egen.

»Mode er smuk. På samme måde, som når man ser en smuk film eller ser en smuk stol udstillet. Skønhed er skønhed. Menneskenes øjne vil se skønhed! Så hvorfor vil vi ødelægge skønheden? Jo, det skal jeg sige jer: Det er, fordi vi vil være in. Fordi vi vil være cool«, vrænger han syrligt og undgår på en eller anden måde at svede, selv om han sidder i 30 graders varme iklædt lyseblå skjorte og cremefarvet jakke med en enkelt diskret stribe på reverset i den berømte Valentino-rød.

Modekejseren er gået på pension.

De uadskillelige Valentino og Giancarlo holder middage for de kendte venner og nyder deres nye frihed sammen.

Men det er kun som modeskaber, Valentino har ladet sig pensionere. Forude venter mere lystbetonede opgaver.

En aftale om at lave kostumer til en forestilling i et af de mest berømte operahuse eller balletter i verden er så godt som på plads, røber den solbrændte duo, der tilsammen ikke kan mønstre et eneste hår, der ikke sidder, som det skal.

Set med Valentinos øjne må denne flok på en halv snes internationale filmjournalister forsamlet omkring bordet på Hotel Excelsiors terrasse være en ynkelig forsamling.

Af en eller anden grund ligner filmjournalister altid noget, katten er kommet slæbende med.

Matt Tyrnauer prøvede at klæde sig pænt på og gav strenge ordrer til filmholdet om at tage sig sammen.

Men en dag kunne Valentino ikke holde det ud længere. Med lårtyk italiensk accent udbrød han frustreret:

»Hvis jeg bare én gang mere ser dig i blå skjorte og blå jeans, begår jeg selvmord!«.

Så næste dag troppede Matt Tyrnauer op i hvid skjorte. Valentino rystede opgivende på hovedet. Var denne amerikanske barbar, da slet ikke klar over, at en gentleman ikke trækker i hvid skjorte før efter klokken 18?

Min orange surferskjorte med cyklamenfarvet skrift på ryggen føles pludselig mere end en smule upassende ungdommelig for en herre på den ærværdige side af de 50 år.

Jeg har sikkert også hår stikkende ud af næsen, som jeg efterhånden er for nærsynet til selv at få øje på.

Og pludselig føler jeg mig egentlig ganske godt tilpas. Et snasket stykke pizza og en håndbajer ville ikke være så ringe som næste programpunkt.

Vi siger pænt farvel til Valentino og hans perfekte nøddebrune kulør og begiver os atter ind i hver vores verdener.