Dis. 8 timer i den fillippinske jungle er effektiv sjælesøgning for de tålmodige med hård hud på rumpen.
Foto: Bradley Liew

Dis. 8 timer i den fillippinske jungle er effektiv sjælesøgning for de tålmodige med hård hud på rumpen.

Kultur

Krigen bekæmpes med poesi og humor på Berlinalen

En 8 timer lang filippinsk film og Michael Moores nye dokumentar skaber begejstring i Berlin.

Kultur

En mand træder ud af junglens dis. Til den lysning, hvor kraftig ild brænder omkring lig, strøet omkring i bunden af den vilde vegetation. Blandt dem ligger en guitar. Manden samler den op. I samme øjeblik brager et skud, og manden styrter om. Han falder oven på guitaren. I den forrige scene var den i hænderne på en ung mand, der var foran den gruppe, som nu er lig.

Omkring et lejrbål sang han en sørgmodig sang om krigens rædsler.

Verden er fuld af de konflikter, hvis konsekvenser hver dag bankes ind i os af medierne. Kan man i sådan en tid overhovedet tillade sig at forholde sig poetisk til krig?

Og forlange, at der er mennesker, som er klar til at bruge 8 timer på at se en sort-hvid film, der som et langt digt, hvis vers forsvinder ind og ud af disen, skildrer kampen for frihed, for fred, for anerkendelse, for selvstændighed?

LÆS OGSÅ:

Den slags skrupler kender den filippinske instruktør Lav Diaz ikke til. Både Shakespeare og en antik græsk klassiker som ’Iliaden’ sejler forbi i en lind strøm af associationer i løbet af de første timer af hans epos om den filippinske revolution (1896-98) mod den spanske kolonimagt med den engelske titel ’A Lullaby to the Sorrowful Mystery’.

Tiden tillod ikke mere for mig, men det var nok til at fornemme den for en så lang film forbløffende intensitet i de billeder, der binder en historie med kun sporadisk handling sammen. ’Lullaby to the Sorrowful Mystery’ er noget så sjældent som moderne sjælesøgning.

Den skaber debat i Berlin alene med sin længde, men man vil i 8 timer nå langt ind i sjælens kroge og rundtomkring i det golde globale landskab, ingen magter at høre mere om.

Moore er tilbage

Det skulle da lige være Michael Moore. Jo jo, den 62-årige amerikanske dokumentardarling og hans engagement er her endnu, selv om det er 6 år siden, han sidst lod høre fra sig. Arbejdsforholdene i USA er blevet vanskelige for Moore, der efter eget udsagn føler sig overvåget.

Så må man jo søge udenlands, som han gør med stort held og mange morsomme scener og reflektioner til følge i ’Where to Invade Next’. Som en enmandshær, bevæbnet med Stars & Stripes, rejser Moore til Italien for at høre om landets forunderlige frie ferier for arbejdere, til Frankrig for at smage på den gratis skolemad, til Tyskland for at tale med ansatte om deres medbestemmelse i virksomheder, til Norge for at besøge nærmest frie fængsler og mange andre steder.

SE OGSÅ:

Alle steder lever Michael Moore op til sin dogmeregel for filmen: »Skyd ikke på nogen, stjæl ikke noget olie, og tag noget brugbart med tilbage til amerikanerne«. Om det lykkes at overføre nogle af de indlysende gode ideer fra primært europæiske lande, er nok tvivlsomt, som sagerne står over there.

Men i det mindste har Michael Moore givet os et godt grin af den eftertænksomme slags om forskel på lande og folk, alene i den vestlige del af den globale landsby. Og det er befriende.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce