Foto: Jacob Ehrbahn (Arkiv)

Kultur

Heltberg uden filter: Du skal mene noget

Det handler ikke om ’at have forstand på’ tingene – det handler om at mene noget. Og det er ikke ligegyldigt, hvilken avis man læser.

Kultur

Flertallet af befolkningen siger med beskeden beklagelse: Jeg har jo ikke forstand på politik, så lad mig nu koncentrere mig om Morten Korch og ’De ringer, vi spiller’.

At man ikke har ’forstand på politik’, er netop det udbredte kodeord for den største misforståelse af demokratiets mening og indhold. Det handler jo ikke om ’at have forstand på’ – det handler om at synes og mene noget bestemt.

Helst på et informeret grundlag, bevares. Men når statsministeren med hovedrysten beklager sig over, at regeringens asylpolitik i al almindelighed og konfiskationen af asylansøgeres værdier over 10.000 kroner i særdeleshed er det mest »misforståede« emne i dansk politik, må jeg bede ham om at ryste på hovedet og tænke sig bedre om. Helt bortset fra den detalje, at en hel verdens journaliser, med New York Times og Washington Post i spidsen, tydeligvis har misforstået ham, så har en masse danskere også misforstået ham.

Jeg synes, Berlingerens kultur og debat er en skandale, og det må have været svært for Lisbeth Knudsen at redigere avisen

Man kommer ikke så langt med misforståelser. Det gælder om at gøre sig begribelig. Jeg har ikke forstand på politik – men jeg mener noget.

I den forbindelse kom jeg også stærkt i tvivl om kulturelitens knæfald for megastjernen David Bowie, der døde i denne uge.

Det virker, som om det var Bowies genialt insisterende fornægtelse af et jeg, en fasttømret identitet, som var den basale fidus og det træk i hans mangfoldige personlighed, vi allermest knytter an til. Muligvis med en vis frygt, men i hvert fald med en stærkt pirret forståelse – kunne vi andre ...? Kunne vi andre også klippe vores liv så smukt i stykker og sminke ansigtet og kroppen, hvem ville vi så være? – lige så relative og i virkeligheden ’ingen’? Stor begejstring, ingen angst!

Hør, kunne man ikke ’italesætte’ (møgord!) den tvetydighed.

Annonce

Tvetydigheden følte jeg stærkt, for det forekommer mig dubiøst, at David Bowie netop skulle roses til himlen for det mest dæmoniske helvedestræk i hans kunst. I al beskedenhed holder jeg mest af ’Let’s Dance’ fra de bovlamme 1980’ere, hvor han forskrækkede rockanalytikerne ved at ligne et ganske almindeligt MTV-idol, tilsat en roterende diskokugle. Han var tilsyneladende på vej mod det punkt, hvor han skulle finde og fastholde – en identitet.

Man kunne også bare folde hænderne og bede Vorherre om at lade en blive et ordentligt menneske.

Det spørgsmål handler 90 procent af vores tilværelse sig om, inklusive alle gode råd og positive politiske tiltag.

Altså finde sig selv og ikke som Bowie miste sig selv.

FORLEDEN på Trianglen kom jeg til at sige ja tak til tilbuddet om en gratis Berlingske Tidende. Ikke min avis til daglig, men det kunne være spændende nok at læse, hvad den i virkeligheden kriseramte københavneravis mener om samfund og kultur, hvor den sætter sit fokus. JP/Politikens Hus triumferer, Berlingeren lider.

Først og fremmest finder man sin identitet – og dermed sin selvbekræftelse – i kultursektionen, i de debatindlæg og klummer og læserbreve, som redaktionen har udvalgt. I årevis har Berlingeren opereret med ’Groft sagt’, hvor en række højreorienterede skribenter gnægger små læserbreve, der burde være morsomme og slående. Det er de ikke. En af mine yndlingsaversioner er Edith Thingstrup, jeg læser hende hver gang i håb om en fælles forståelse, som aldrig oprinder. Hvordan ser der ud inde i hendes hoved?

Men mere påfaldende i debatten (som redigeres af Jesper Beinov) er læserbrevene. Ironien er i højsædet.

Et af dem (netop ironisk) kommer fra Georginevej i Hørsholm:

Annonce

Annonce

Annonce

»Alle, der ved, hvordan forretningen Danmark skal køres, har alt for travlt med at lave teater, køre taxa, koge pølser eller klippe hår. Selvfølgelig er der et par sten på vejen mod denne flotte løsning på flygtningeproblemet. Men alt det kommer Jon Stephensen nok med en god løsning på i sit næste ’Indspark’«. (Brevet er rettet mod teaterchef Jon Stephensen, som tilsyneladende har tilladt sig et misforstået indspark i debatten). Dér fik han den!

Dagens Brev (sic) hedder ’En tikkende bombe’. Jeg citerer:

»Vi ved, at flertallet af de muslimske indvandrere i Europa foretrækker Sharia for demokrati. Men at deres forsvarere er villige til at nægte demokratiet med løgn og fornægtelse fra offentlige myndigheder er et uhyggeligt resultat af denne uheldige indvandring (...). Er det ikke på tide, at vi besinder os og konkluderer, at migrationen fra Ummaen (arabisk ord for muslimsk samfund, red.) er en ulykke for de indvandrende og en tikkende bombe under vort samfund, som vi kender det?«. Dette læserbrev, dagens hit, er fra Snekkersten.

Og således beriget går jeg til toppen af side 29, hvor et citat fra Jyllands-Posten – med portræt af citatets forfatter – er bragt i front. Det er historikeren Henrik Jensen, som skriver:

»I Vesten har vi meget svært ved at sætte grænser og fastholde dem. Vi er konditionerede til at se dem som et onde – grænsen er vendt imod nogen, grænser er aggressive, grænser postulerer forskelle i en verden, der tilbeder lighed. Grænser er noget, der skal (...) elimineres«.

Jeg kan godt fra citatet i Berlingske regne ud, hvad Henrik Jensen mener med sin retorik.

Han mener: Grænser er ikke et onde, grænser er slet ikke vendt mod nogen, og de skal aldeles ikke opfattes, som de bliver det. Grænser er nødvendige i en verden, der så naivt tilbeder lighed.

Jeg synes, at Berlingerens kultur og debat er en skandale, og det må have været svært for Lisbeth Knudsen at redigere avisen, og så så længe. Men skandale er jo kun et tomt ord, og synspunkterne findes ’derude’, (som man siger!), ikke så meget endnu her, men i Europa, som samler på afbrændinger og fascistpartier. Her er der ikke noget at misforstå, højst at se bort fra, fordi man ikke ’har forstand’.

Identitetsskabelsen går gennem avisen, for dem, som stadig holder den. Det er ikke ligegyldigt, hvad man læser. For tiden er hele verdensbilledets fokus rykket markant til højre, og hvis man vil, kan man med sin fluevægt rykke en millimeter til venstre – og se, om det heller ikke hjælper.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce