Danmark er i krig. Danskere dør. Afghanere dør.

Vi ved det jo godt, men hvorfor er vi så passive som befolkning? Hvorfor siger ingen fra?

Dét undrede den danske maler John Kørner sig over og gav sig til at male et billede pr. danske soldat, der er omkommet i Afghanistan.

16 lærreder med krigsmotiver
Nu hænger der derfor 16 lærreder med krigsmotiver på udstillingen ’U-TURN Kvadriennale for samtidskunst’ i Carlsbergs gamle tappehal ’Tap E’ i København.

Der er malerier med hovedløse soldater, døde afghanere, kameler og et hærget landskab med en palme.

Hvert værk er navngivet efter en død dansk soldat.

Anders, Mikkel, Thomas og Sonny står der blandt andet skrevet som titel, men billederne er ikke portrætter af de enkelte soldater, kunstneren har ikke talt med de pårørende, og motiverne har heller intet at gøre med de konkrete omstændigheder omkring soldaternes død, siger John Kørner.

»Vi er en krigsførende nation«
Det er fiktive motiver, for missionen er ikke at fortælle soldatens historie. Motivet skal ikke ligne virkeligheden, det skal gøre opmærksom på den.

»Jeg vil fortælle danskerne, at vi er en krigsførende nation. Jeg vil have dem til at tænke over det. Det er ikke min agenda at fortælle, hvordan soldaterne døde. Min agenda er at skitsere det menneskelige tab og den menneskelige tragedie i den her krig – også i forhold til de mange døde afghanere. Og så er soldaternes navne sat på de enkelte billeder for at ære soldaterne og sætte fokus på, at der faktisk er danskere med i den her krig«, forklarer John Kørner.

Ingen protester
Han synes, at krigen i Afghanistan er »fuldstændig idiotisk«, og han er temmelig forundret over, at der ikke er flere af hans landsmænd, der siger fra.

»Man kan konstatere, at politikerne siger noget, og regeringen siger noget. Men der er ikke fokus fra menigmand – der er ingen protester. Og det er ærgerligt«, mener han.

En voldsom oplevelse
Da U-TURNs kuratorer kontaktede ham i foråret for at få ham til at bidrage til udstillingen, havde han egentlig tænkt sig at male noget om Polen.

Han var helt oppe at køre over det østeuropæiske lands eksplosive udvikling og nylige EU-medlemskab, men så kom der pludselig meget krig i fjernsynet.

Flere danske soldater var omkommet i samme weekend, og krigen kom med et slag voldsomt tæt på John Kørners bevidsthed.

»Jeg tror egentlig først, at det var dér, det gik op for mig, at vi er en krigsførende nation. Det var en voldsom oplevelse, og jeg var voldsomt provokeret af den ligegyldighed, der synes at være – ikke så meget fra politikerne – men fra danskerne. Det er, som om man bare godtager, at de her unge mænd kommer tilbage i kister«, forklarer John Kørner.

Dårligere til at sige fra
Han droppede Polen og kastede sig over det danske militære engagement i Afghanistan.

»Jeg er barn af 70’erne og 80’erne og er vokset op med, at hver gang der var et politisk ærinde, der skulle diskuteres, så gik danskerne på gaden for at demonstrere. Det er ikke tilfældet her«, siger han.

Maleren tror ikke, at det er et udslag af en ’den der tier samtykker’-mentalitet.

Han hælder mere i retning af, at danskerne generelt er blevet dårligere til at sige fra, og så har det faktum, at deltagelsen i Afghanistan foregår med et bredt politisk flertal, gjort, at befolkningen følger med strømmen.

Voldsommere end ligestilling og løn
»De plejer jo ellers nok at komme på gaden, når der er lønforhandlinger og diskussioner om ligestilling. Men altså i mit hoved er det her jo meget voldsommere – der er 16, der er døde! Og oven i det tal kommer alle de omkomne afghanere, vi heller ikke taler om. Det, synes jeg, burde vægtes meget mere, end at nogle føler sig forurettet over at få for lidt i løn«, siger John Kørner.

Han giver ikke meget for tankegangen om, at soldater dør i krig, at de kender risikoen, og sådan er det.

»Jeg synes, at liv er liv, og at det er idiotisk at føre storpolitik på denne måde. Vi skal genoptage den politik og agenda, vi havde op igennem 1980’erne, hvor vi stod som et formidlende demokrati over for resten af verden«.

Debatpligt
Krigen i Afghanistan har ikke ellers været noget, de danske kunstnere har kastet sig over, men John Kørner tager fat i den, fordi han ser det som sin pligt at rode lidt i samfundets opfattelser af aktuelle debatter.

Sidste år tog han til Færøerne og malede et maleri af to mænd, der kysser hinanden, som et indspark i færingernes debat om homoseksuelles rettigheder.

Og selv om emnerne er ret forskellige, så synes han, at værkerne dengang og nu har det til fælles, at de visuelt skaber et nødvendigt billede af, hvad der debatteres om.

Den blødende soldat
»Ved at male to mænd, der kysser, kunne folk pludselig se, hvad de egentlig diskuterede. Og for nu at sige det helt banalt, så synes jeg, at der har manglet et billede af en dansk soldat, der forbløder under en palme, i stedet for at man kun ser kister med flag på, når de kommer hjem«, mener John Kørner.

Han har tidligere beskrevet sine malerier som ’problemer’ frem for kunstværker, fordi kunstværker er færdige projekter, hvor ’problemer’ mere signalerer noget uforløst, noget diskuterbart.

»Der er ikke så meget pjat. Jeg vil gerne lave den her kombination, hvor jeg forholder mig til virkeligheden, samtidig med at jeg har et værk, som også gerne skulle kunne stå alene. Jeg synes kun, at malerierne bliver bedre af at forholde sig til virkeligheden og ikke kun leve i en abstraktion«, fremhæver John Kørner.

Bekymre sig
Hvad skal røres i folk, når de kigger på dine malerier af soldaterne?

»De skal bekymre sig. Krigen har været uvirkelig for os i for lang tid. Derfor skulle virkeligheden gerne ramme dem«, siger John Kørner.

Han håber, at blandt andet de små Dannebrog, der er malet i nogle af billederne, vil få os til at blive mindre distancerede og tage stilling.

Tror du, projektet vil støde nogen?

»Ja, det kan jeg jo nok ikke undgå, men jeg tror, projektet vil retfærdiggøre sig selv. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. For det er relevant for den udvikling og den debat, vi har kørende«.