13. juni 1782 henrettede skarpretteren i den lille schweiziske kanton Glarus den 47-årige Anna Göldi.

Først skilte han hendes hoved fra kroppen. Liget blev taget ned fra skafottet og begravet i nærheden. En kristelig begravelse kunne i sagens natur ikke komme på tale.

Anna Göldi var den sidste kvinde, der blev henrettet som heks i det vestlige Europa.

Rehabilitering
Nu har Göldi skrevet historie endnu en gang ved også at blive den første heks, der er blevet officielt rehabiliteret.

226 år efter hendes død vedtog parlamentet i Glarus i slutningen af august, at Anna Göldi havde været offer for et justitsmord, at rettergangen i 1782 var ulovlig, at dommen var ubegribelig, uretfærdig og utilstedelig, at sagen var afgjort allerede inden rettergangen, og at ’tilståelserne’ var fremskaffet ved tortur.

Parlamentet føjede til, at hele sagen var så meget desto mere uforståelig, som den fandt sted midt i oplysningstiden. Store oplysningstænkere som Rousseau og Voltaire var døde i 1778, og Diderot, udgiveren af den berømte encyklopædi, døde i 1784.

Blev afvist i første omgang
Egentlig havde det ikke været en nem beslutning for det lille parlament.

Et år tidligere havde det afvist sagen, med den begrundelse at beboerne i Glarus for længst havde erkendt, at dommen var fejlagtig, men at man i dag måtte leve med de fejl, ens forgængere havde begået.

Desuden: Hvis man rehabiliterede en enkelt person, betød det så, at alle andre ofre for vilkårlig rettergang var skyldige?

Et år senere havde parlamentet åbenbart erkendt, at hele Europa i dag diskuterer betydningen af, at man gør officielt op med og undskylder de forbrydelser, der er begået i de europæiske nationers og ikke mindst kirkers navne.

F.eks. slaveri, inkvisition og racisme.

Derfor tilføjer parlamentet i Glarus, at Anna Göldi står som et mindesmærke og en skamstøtte over den uretfærdighed, der stadig overgår kvinder, f.eks. ved menneskehandel, tvangsarbejde, tvangsprostitution og vold.

Heksehammeren
Hekseprocesser hærgede Europa fra midten af 1400-tallet og kulminerede fra 1560 til 1630 for derefter langsomt at ebbe ud og ende i kantonen Glarus i 1782.

Forskere mener, at mellem 30.000 og 60.000 mennesker, fortrinsvis kvinder, er blevet brændt på bålet som hekse. Det menes, at man i Danmark har brændt omkring 1.000 mennesker som hekse i tidsrummet mellem 1540 og 1693.

Særlig slemt gik det for sig i Tyskland, hvor 25.000 mennesker blev myrdet, anklaget for hekseri.

Det var også her, den katolske inkvisition i 1487 offentliggjorde det berømte skrift ’Heksehammeren’ – ’Malleus Maleficarum’ – der vejledte kirkens tjenere og embedsmænd i at identificere og tilintetgøre hekse.

Schweiz henrettede flest
Schweiz var det land, hvor myndighederne henrettede flest hekse i forhold til befolkningstallet, nemlig 3.500.

Det var derfor intet tilfælde, at denne skæbne også overgik Anna Göldi.

Så meget desto mere interessant og lærerig er hendes sag, fordi den i sig givetvis rummer sandheden om ganske mange hekseprocesser.

Manden, der angav Göldi, hed Johann Jakob Tschudi.

Han tilhørte kantonens mægtigste og mest indflydelsesrige slægt. Han var født i 1747, uddannet som læge, han sad i kantonens regering, og han var desuden dommer.

Med sin fem år yngre hustru, Elsbeth, havde han fem børn. Hans borgerdyd og fromhed stod ikke til diskussion.

Fattig forførerske
Men hvem var Anna Göldi? Hun var barn af fattige forældre, født i en anden schweizisk kanton i 1734.

Hun tog tidligt ansættelse som tjenestepige hos velhavende folk og kom i 1765 til Glarus.

Hun blev anset for en skønhed og forførerske. Det siges, at hun fik et barn med husherren, en læge, i det første hjem, der tilbød hende en stilling.

Barnet blev født i dølgsmål og bortadopteret.

Forbandelse
Da hun fik stilling som tjenestepige hos familien Tschudi i 1780, var Johann Jakob Tschudi 33 og hans kone 28 år.

Anna Göldi blev 46 få måneder senere. Da hun i januar 1782 blev efterlyst, gav avisen Neue Zürcher Zeitung, der eksisterer den dag i dag, dette signalement af hende: omtrent 40 år gammel, tyk og af stor legemsstatur, rødligt ansigt, sort hår og øjenbryn, grå, usunde øjne, der ofte er røde, hendes blik undvigende, og hun taler sin hjemegn, Sennwalds, dialekt.

Beskrivelsen afspejler nok familiens Tschudis mishag.

Årsagen til efterlysningen var Tschudiernes fjerde barn, Anna Maria, med kælenavnet Miggeli, født i 1773.

Anna Miggeli var blevet forhekset af Göldi og en medskyldig ven af familien, Rudolf Steinmüller, der skulle have tilberedt en forgiftet kage til barnet.

Kastede søm og skruer op
Under den efterfølgende retssag kom det frem, at Anna Miggeli i oktober 1781 fandt søm og nåle i sin mælkekop. Mistanken faldt på tjenestepigen Anna Göldi, der havde ansvaret for barnet, og hun blev bortvist.

En måned senere blev det hele imidlertid meget værre. Ifølge Johann Jakob Tschudis vidnesbyrd, der støttedes af flere af den indflydelsesrige families venner og bekendte, begyndte Anna Miggeli nu at kaste søm og skruer op og falde i trance.

Det stod nu klart, at Anna Göldi havde forgiftet og forhekset pigebarnet. Derfor blev hun efterlyst. 21. februar 1782 blev hun pågrebet på sin hjemegn og ført til Glarus.

Der er overleveret et kobberstik, der viser de mange bøjede søm og nåle, der indgik som bevismateriale i sagen.

Kirkeråd tog sagen op
Da det viste sig, at den katolske menighed i Glarus ikke ville medvirke til en fælleskirkelig domstol, påtog det protestantiske kirkeråd, som Tschudi havde den største indflydelse på, sig at pådømme sagen på eget initiativ og uden retsgrundlag.

Blandt vidnerne førte man en kendt kvaksalver og hekseuddriver ved navn Heinrich Irringer fra Zürich.

Han vidste besked med den slags kvinder, og han fik overbevist de gejstlige dommere om, at den person, der havde forhekset pigen, også kunne ophæve trolddommen.

Derved kunne det bevises, at der var tale om hekseri. Hvis heksen derimod ikke hævede forbandelsen, var hun dobbelt skyldig.

Tortur
Anna Göldi blev derfor ført fra fængslet til Tschudis hjem, og det viste sig med det samme i vidnes nærvær, at Anna Miggeli blev sig selv igen ved synet af sin gamle barnepige.

Heinrich Irringer havde altså haft ret. Men da dommerne kun stillede sig tilfreds med en lodret tilståelse, blev både Göldi og husvennen Rudolf Steinmüller underkastet tortur, indtil deres forklaringer og tilståelser stemte overens.

Så langt nåede man allerede 11. april 1782. Da tilstod Göldi, at Djævlen havde forledt hende til de skrækkelige ugerninger.

Herefter stod kun strafudmålingen tilbage, men Steinmüller unddrog sig den ved at hænge sig i sin celle.

Lukkede døre
De sidste forhør fandt sted i maj, efter at Göldi flere gange havde måttet på pinebænken, fordi hun havde tilbagekaldt sin tilståelse.

6. juni 1782 forkyndte det protestantiske dommerkollegium dødsdommen over Anna Göldi, og hun blev henrettet på skafottet den 13. i samme måned.

Dom og straf blev offentliggjort 18. juni. Hele sagen var foregået for lukkede døre. Göldi havde ikke haft en forsvarer, og efter dommen blev retsakterne tilintetgjort.

Journalister gravede i sagen
Det har siden været hævdet, især af efterkommere af familien Tschudi, at Göldi blev dømt som giftblanderske, ikke som heks, og at det var grunden til, at hun blev halshugget, ikke brændt på bålet.

Men retssagens forløb og de anklager, der blev rettet mod hende, viser det modsatte.

Sagen vakte opmærksomhed i Tyskland.

To journalister, Wilhelm Ludwig Werkhlin og Heinrich Ludewig Lehmann, tog til Glarus og begyndte i al ubemærkethed at grave i sagen.

Det lykkedes dem at finde frem til en del kilder, der havde medvirket til processen, herunder en læge, Johannes Marti, der havde fulgt sagen som sagkyndig, og en af Tschudis studiekammerater, og herigennem fik de også adgang til de afskrifter fra den originale protokol, som løbende blev foretaget af skriveren Johann Melchior Kubli, der også talte med de tyske journalister.

Disse akter var kun delvis destrueret.

Utugt
Af de nye oplysninger fremgik det, at Anna Göldi i oktober 1781 havde henvendt sig til den protestantiske præst i Glarus, endnu et medlem af familien Tschudi, og fortalt ham, at hendes herre havde gjort kødelige tilnærmelser til hende.

I en version af historien skulle hun ligefrem være blevet gravid. Hun var selv årsag til den hekseproces, der endte med hendes dødsdom.

Præsten Tschudi drog nemlig den eneste fornuftige konklusion af Göldis ord, nemlig at de måtte være »djævelens værk«.

Det var sådan i det stærkt troende Glarus, at en mand, der blev grebet i uægteskabeligt samkvem, mistede alle sine titler og rettigheder.

Ingen kunne forestille sig, at Johann Jakob Tschudi ville udsætte sig for det.

De to journalister skrev deres historie, da de var kommet hjem, og i Glarus blev de som følge heraf erklæret for »statsfjender«.

Tschudi blev siden overhoved over kantonens protestantiske kirke. Han døde i en alder af 52 år i 1800.

Hans hustru, Elsbeth, døde 37 år gammel i 1789, og Anna ’Miggeli’ Maria døde i Ukraine i 1810, også 37 år gammel.

Hun havde ikke haft mén efter forbandelsen.