Jeg møder den danske fotograf Jacob Holdt i Århus efter hans seneste store ghettoudstilling om racisme.

Vi når at sætte os mageligt til rette i en sofa med kaffe og frugt inden for rækkevidde og snakke en lille times tid. Så er vi nødt til at løbe.

Bogstaveligt: Løbe!

Jacobs kassevogn er brudt sammen, fordi han er kommet til at proppe nogle hundrede kilo fotostater for meget om bord.

Nu er vognen på værksted, men den skal hentes inden klokken fire, for da skal Jacob Holdt ud til et nyt foredrag om racisme – og derefter skal han have bilen og alle billederne med hjem til København.

Så vi drøner af sted i myldretidstrafikken.

Når værkstedet, får bilen. Men – Jacob Holdt skal også ud på et pensionat ude for enden af Brabrand Sø, for der har han glemt at betale en regning for overnatning.

Aktivist og vagabond
Ude på pensionatet fortsætter interviewet. Vi var nået til, at han var inviteret med på en tysk kunstudstilling:

»Men jeg er ikke kunstner«, understreger Jacob Holdt, hvis fotoshow med ’Amerikanske billeder’ fra 70’erne og frem har været vist hundredvis af gange for skolebørn, studerende og alle mulige andre verden over.

»Jeg er aktivist – og vagabond«.

Det tror vi på efter den tur, men hotelmutter tager det med regningen pænt.

Hun har troet på det bedste i vagabonden og dermed ubevidst levet op til den leveregel, Jacob Holdt har formuleret som sin:

»Det handler om at se ind i hjertet på mennesker og se, hvad de rummer«, siger han om sit livslange forsøg på at »aflære sig racismen«.

Dansk attitude som amerikansk racisme
Og når Jacob Holdt siger racisme i dag, mener han ikke bare den racisme, han har set og dokumenteret i USA.

Med sin seneste store udstilling på over 800 billeder har han sat fingeren, hvor det gør ondt i den hjemlige hjertekule:

Han sidestiller direkte den amerikanske racisme imod sorte med den danske attitude imod flygtninge og indvandrere.

Ja, faktisk har han ikke, siden han tog de første billeder i sorte ghettoer i 70’erne, set en udstødelse magen til – før han kom tilbage til Danmark for nogle år siden.

Af-hjernevask
Det begyndte som små, spredte pip om indvandrere i Danmark, da han i 90’erne viste danske elever lysbilleder af sorte ghettoer.

Og efterhånden gik det op for foredragsholderen, at han selv var på samme spor:

»Jeg kendte ingen indvandrere i Danmark. Al min viden om indvandrere havde jeg fra politikere og medier, og pludselig var jeg begyndt at tænke som en racist. Når man har brugt 30 år af sit liv på at arbejde med racisme, er det altså slet ikke til at se sig selv i øjnene ved den oplevelse. Så er det om at af-hjernevaske sig«, fortæller Jacob Holdt.

Og så indledte han den kur imod racisme, han har brugt det meste af sit liv på at gennemleve:

Man opsøger dem, man er mistroisk over for – i USA var det de sorte fattige, de hvide millionærsønner eller de udstødte og foragtede Ku Klux Klan-medlemmer.

Danmark mere racistisk end USA
I Danmark asylsøgere, indvandrerfamilier og flygtninge, og i dag er manden, nogle har sammenlignet med Jesus på grund af hans kærlighedsbudskab, stolt af at være blevet kaldt muslim.

Hans seneste udstilling, der foreløbig har været vist to gange i Danmark, er én lang sammenligning mellem amerikanske og danske ghettoer, og det Holdtske postulat er, at Danmark er »meget mere racistisk end USA i dag«:

»Amerikanske politikere har for længst indset, at dæmonisering fører til ghettoer og fængsler, og i dag er det ikke længere god tone at svine minoriteter til fra talerstolene. Det betyder, at de toner heller ikke siver ned til de svageste, og så taler de heller ikke sådan. Men vi, der har peget fingre ad den amerikanske racisme imod sorte, har nu travlt med at gentage fejlene! Danske politikere sviner indvandrere til«, mener Holdt.

I stedet for at dæmonisere skal man imødekomme, lyder det enkle budskab.

»Når smertens børn ikke kan få vores kærlighed, tager de vores had. Så os, der har overskud og fik en lykkeligere barndom – vi har en forbandet pligt til at hjælpe de udstødte«.

Pistolløb i maven
Første gang den danske fotograf Jacob Holdt blev konfronteret med USA’s sorte, var i San Francisco i 1971.

Det var hans anden dag i USA, og han var næsten lige stået af bilen på blafferturen fra Canada, da han fandt sig selv i et småskummelt kvarter med to røvere foran sig og et pistolløb i maven.

»Gu’ blev jeg da bange«, siger Jacob Holdt i dag om et møde, han lærte en del af.

For egentlig var han bare på vej til Mexico. Men det blev »en meget lang rejse«, som han siger om sine 30 års og tusindvis af kilometers rejse ind i racismens sjæl.

Wake up call
I dag betegner Jacob Holdt overfaldet som en slags wake up call:

Som politisk bevidst 70’er-dansker var han kommet til USA med alle de politisk pæne holdninger og en positiv holdning til ghettoernes sorte, undertrykte amerikanere.

Alligevel stod han pludselig her, overfaldet og bestjålet og med en nyfødt frygt for det, han havde troet på det bedste i.

Det var der, han traf sin beslutning:

»Det her bliver til racisme, hvis ikke jeg gør noget ved det«, erkendte Jacob Holdt, og det blev begyndelsen på et livs rejse ind i ghettoerne med kameraet som værktøj og salget af eget donorblod som indtægtskilde. Målet er at favne alle, og midlet er altid dialog: Dialog er vejen ud af racisme, mener han:

»Når sorte og hvide de ikke mødes, fører det til den udstødelse og ghettoisering, som de hvide altid har bebrejdet de sorte«, siger Jacob Holdt.

På sit årelange fototogt, især i USA, har præstesønnen fra Vestjylland overnattet i ramponerede biler den ene dag og ved kriminelle sorte i ghettoerne dagen efter.

Hele det brogede sceneri har han dokumenteret med fotos, og erfaringerne har han delt ud af på workshopper for farvede ghettobørn, danske gymnasieelever eller rige hvide elitestudenter på Harvard og Yale.

Gigantudstiling i Gellerup
Senest har han præsenteret over 800 af sine billeder herhjemme i en pædagogisk gigantudstilling om racisme og integration med titlen: ’Ghettoen i vores hjerter’.

Udstillingen sammenligner direkte de gamle ’Amerikanske billeder’ fra ghettoerne med dansk racisme imod indvandrere i dag, og selvfølgelig har Jacob Holdt sat udstillingen op i indvandrerkvarteret Gellerup vest for Århus – for at trække danskerne ud og møde deres nye medborgere, som han forklarer.

For set gennem Holdts linser er danskerne i fuld gang med at forkaste og isolere indvandrerne, som amerikanerne engang gjorde det med deres sorte medborgere.

»Nogen« må hjælpe, mener den erklærede »antiracist«, og det forsøger han så med sine fotoforedrag og udstillinger – for racisme skaber udstødelse og dermed sociale problemer, understreger han, og det gælder, uanset hvem de udstødte er.

Hjemme hos racisterne
Der er flere end Jacob Holdt, der har udvist sympati med undertrykte og udstødte i isolerede ghettoer.

Der er ikke vældig mange andre, der har valgt også at se eksempelvis velbjærgede hvide overklassestudenter som ofre for det, deres forældre har lært dem om sorte.

Men helt ud i den yderste konsekvens af begrebet tolerance er det vel at installere sig hos selveste Ku Klux Klan og udtrykke dyb forståelse for en kutteklædt befolkning, de fleste afskyr.

Det var en tilfældighed, der førte Jacob Holdt ind i klanen.

Han havde mødt en ung journaliststuderende under en sejltur på Amazonfloden, og et par år efter fik hendes tv-station den ide at få Jacob Holdt til at tale med sit racistiske modstykke:

Jeff Berry, en Ku Klux Klan-leder fra en af de værste og mest hurtigvoksende klangrupperinger i USA.

Ingen konfrontation
Den ventede konfrontation udeblev.

Ikke at danskeren holdt sig tilbage. Tværtimod, må man sige. Jacob Holdt valgte at præsentere den erklæret racistiske klanleder for én lang sammenligning mellem klanmedlemmer og sorte:

»Jeg ser hos dig det samme, som jeg ser hos de sorte i ghettoerne«, sagde han for rullende kamera.

Derpå afventede han, når han skal være ærlig, en rasende modreaktion. I stedet hørte han en bevæget klanleders:

»Den mand vil jeg gerne møde«.

Historien om mødet er meget længere.

»Vi har jo ikke andre antiracister...«
Den involverer både et grænseoverskridende kapitel, hvor Jacob Holdt først hjælper med at få Berry ud af fængslet for så at invitere den selvudråbte racist på hjembesøg hos sorte ghettofamilier i USA’s Sydstater.

Og den rummer den næsten groteske scene, hvor Jacob Holdt besøger klanlederens kone og ser hele det Ku Klux Klanske medlemskartotek ligge og flyde ud over en seng:

»Hvis jeg udfylder et af de kort der, er jeg så medlem«, spørger Jacob Holdt for sjov.

Ifølge ham selv jubler kvinden og opfordrer ham til at skrive sig ind:

»Vi har jo ikke andre antiracister ...«, som hun siger.

Optagelse Ingen modsætning
Hvorefter Jacob Holdt melder sig ind i den gruppering i verden, der uden sammenligning er den mest berygtede, når det gælder dyrkelsen af racisme.

Jacob Holdt ser ikke noget modsætningsfyldt i, at han er blevet optaget i klanen.

Den består af »mennesker, der hungrer efter kærlighed og aldrig fik det«, mener han, og hvem som helst, der viser venlig opmærksomhed, bliver godt modtaget.

For klanmedlemmer har betrådt, mener han, de samme stier som så mange andre udstødte fra rockerbander til nynazistiske korps: først en barndom med vold og svigt; så ballade i skolen og en omverden, der reagerer med en blanding af frygt, fjendtlighed og afvisning.

Vredens børn
Som Jacob Holdt siger:

»De første smertensråb fra barnet viser sig typisk på den her klodsede måde – som kriminalitet eller racisme. Det er symptomet på undertrykkelsen, men i samme øjeblik det viser sig, reagerer vi med yderligere undertrykkelse. Dét er undertrykkelsens onde cirkel og essensen af racisme overalt i verden. Dét er den typiske rejse for vredens børn«.

Og for at rejse den anden vej gør Jacob Holdt det samme, hver gang han oplever fordommene hos sig selv: Han besøger dem, han retter fordommene imod.

»Sådan aflærer man sine fjendebilleder«, siger Jacob Holdt.

Og så, lidt efter, tilføjer han:

»Hvis jeg ikke var kommet ud af min egen frygt, var jeg aldrig kommet til at se ’Amerikanske billeder’«.

Venner med alle?
Men kan man være venner med alle – racister, nazister, hvem som helst, der mener hvad som helst? Skal man ikke op at stå for sine holdninger?

»Jeg siger altid, at hvis man vil ændre på klanen i USA eller nazisterne i Greve, så lad da være at råbe og skrige ad dem. Prøv i stedet at se, hvad der har skabt de mennesker. Når man er nysgerrig efter at se det, forsvinder frygten – og afstanden«.

Naivt? Eller måske direkte uansvarligt eksempelvis at slæbe hvide klanledere med på hyggevisit hos sorte familier i Sydstaterne?

Nej, mener danskeren, møderne »befrier« folk for de racistiske fordomme. Det, der er naivt, er at tro på det onde i mennesket.

»Se der kommer en dansker«
En sensommerdag i år går Jacob Holdt rundt mellem Gellerups betonblokke. Det er her, han sidst har vist sin udstilling om racisme og ghettoisering.

En lille pige kommer imod ham. Hun standser op ved synet af den høje fremtoning, men det er ikke skægget og den lange fletning, hun studser over.

I stedet råber hun efter en kvinde i nærheden:

»Mor, mor. Der kommer en dansker ...«.

Hos Jacob Holdt har episoden sat sig fast:

»Se! Det er den afstand, vi allerede har skabt«, siger han.