Det er de fleste enige om at kalde de seneste dages hændelser på slottet i Versailles.

Men i modsætning til for 200 år siden er fordums kongeslot ikke blevet overrumplet af hidsige horder af sultende og opildnede bønder, men derimod indtaget af ét enkelt stilfærdigt smilende gemyt fra den anden side af Atlanten.

For slottet uden for Paris slog i denne uge portene op for den første udstilling nogensinde af moderne kunst i solkongen Louis XIV’s gamle guldrandede residens.

Kuratorernes og museumsledelsens valg faldt på den 53-årige amerikanske neopopkunster Jeff Koons, hvis værker for første gang nogensinde fremvises i Frankrig.

Pudsig ballonhund
Og lad det være sagt med det samme.

Publikum spærrer øjnene op en ekstra gang, når de konfronteres med de 17 mere eller mindre monumentale skulpturer, der er opstillet som indslag i en prunkende promenade, der løber fra slottets forgård gennem de forgyldte gemakker, via den netop færdigrestaurerede spejlsal og ud i haven ved orangeriet.

Fra den gigantiske og flere ton tunge gulliggyldne ballonblomst i rustfrit stål, der ligger i gården, til den lige så imposante og temmelig pudsige tre meter høje lilla ballonhund, der vogter over Herkules-salen.

Beskuerne vandrer forundret rundt blandt værkerne, der er udstillet enkeltvist og i tilstræbt harmoni med de prangende omgivelser.

Aluminiumshummer i en rød kæde
En lille kanin i rustfrit stål troner lystigt på en marmorsokkel i et rum med det rammende navn ’overflodssalonen’, blot for i næste sal at blive afløst af en aluminiumshummer, der hænger fra loftet i en rød kæde i Mars-salonen og mest af alt minder om et malplaceret badedyr i oppusteligt gummi.

Publikum skynder sig spændt videre for at se, hvad de næste sale byder på af mærkværdigheder.

Og der er ingen skuffelse at aflæse i de måbende ansigter, som skiftevis kigger og kniber øjnene sammen, når der skal knipses et snapshot af de pudsige skulpturer:

Michael Jackson og chimpansen Bubbles i malet porcelæn, beklædt med bladguld, en britisk Bobby i selskab med en to meter høj teddybjørn i stribet T-shirt, en marmorbuste af Koons himself og en i sølv af selveste solkongen.

Ja, selv i den fornemme og grandiose spejlsal knejser et kæmpemæssigt ballonspejl i lyseblåt højglanspoleret rustfrit stål.

Protestgruppe vil have udstilling lukket
Udstillingen er en del af Versailles Off, et initiativ, som slottets direktør, tidligere kulturminister og direktør for både Pompidoucentret og Palazzo Grassi i Venedig, Jean-Jacques Aillagon, har sat i søen, og som fremover vil byde på midlertidige udstillinger af nulevende kunstnere i slottets gemakker.

Men selv om Frankrig for længst har afskaffet enevælden, går en så lemfældig og respektløs omgang med arven fra monarkiet en række kritikere voldsomt på.

Der er således allerede oprettet en protestgruppe, som forsøger at få udstillingen lukket, ligesom både kulturministeren og slotsledelsen har modtaget adskillige henvendelser fra folk, der mener, at udstillingen er det rene makværk.

De, der råber højest, er dog en broget skare af ultrakonservative kulturelskere og royalistiske traditionalister. Men der er også mere seriøse røster blandt koret af kritikere.

Sammenblanding
F.eks. Jean Clair fra Det franske Akademi.

Han begræder i en kommentar i det konservative dagblad Le Figaro, at intet klassisk museum efterhånden kan sige sig fri for at udstille moderne indslag klos op af historiske unika, som f.eks. da Louvre for nylig lod den flamske kunstner Jan Fabre udstille en række bizarre og uhyggelige skulpturer og installationer midt i museets samling af ældgamle nederlandske malerier.

»Man kan ikke længere se en udstilling af Gustave Courbet (der malede det kontroversielle tableau ’Verdens begyndelse’, red.), uden at man samtidig skal påduttes en serie fotografier af en nutidig kunstner, der viser velvoksen kønsbehåring for at minde beskuerne om, at fordums kvindfolk ikke var glatbarberede«, skriver han i et debatindlæg i Le Figaro.

En anden og mere politisk del af kritikken handler om, at de mæcener og samlere, der har sponsoreret udstillingen, skal have en ikke uvæsentlig interesse i at se deres værkers værdi forøget af så højt profileret en udstilling.

Ikke mindst milliardæren François Pinault, en af Frankrigs rigeste mænd, storsamler af Koons’ værker og Jean-Jacques Aillagons tidligere arbejdsgiver.

Men i betragtning af, at Jeff Koons allerede er en af klodens dyreste nulevende kunstnere, hvis værker på kunstauktionerne rask væk indbringer over 25 millioner dollar, er det tvivlsomt, hvor meget en udstilling på Versailles skulle kunne få priserne til at skyde yderligere i vejret.

Versailles »skal være levende«
Slotsdirektør Jean-Jacques Aillagon trækker da også opgivende på skuldrene af kritikken:

»Jeff Koons’ markedsværdi har jo ikke just ventet på Versailles for at nå sine nuværende højder (...), men ingen kulturel begivenhed inden for teater, opera eller museumsudstillinger kan ske i absolut konsensus«, fastslår han i en kommentar i Le Figaro.

»At bevare kulturarven betyder ikke nødvendigvis at dyppe den i naftalin. Versailles bør forblive et levende kulturelt sted og bør derfor ikke druknes i formaldehyd«.

Rokokokunst
Aillagon har vanskeligt ved at forstå forargelsen over valget af Jeff Koons, da han finder mange ligheder mellem barok- og rokokoslottets manifeste hang til ødsel ekstravagance og Jeff Koons muntre og overpyntede popprunk.

Slotsdirektøren bakkes da også op af flere kunstkritikere og anmeldere. Bl.a. Didier Ryckner, der i internetmagasinet La tribune de l’art vurderer, at Jeff Koons »hører naturligt hjemme i Versailles«.

»Man kunne f.eks. sagtens forestille sig Cicciolina (Koons’ ekshustru, den forhenværende italienske pornomodel og parlamentariker Ilona Staller, red.) i Louis XIV’s seng«, skriver Ryckner.

Andre magasiner og kommentatorer påpeger, at Frankrig blot generelt synes at være temmelig reaktionært, når det drejer sig om at slippe nyskabende indslag løs i de etablerede omgivelser.

Og det kan der være noget om.

Tænk blot på den flodbølge af kritik, der skyllede ind over skulptøren Daniel Buren, da han i 1980’erne fik i opdrag at opstille de bolsjestribede søjler i forskellige højder i Palais Royal-haven ved siden af Louvre, eller på Chagalls loftsmaleri i Opéra Garnier, der i 1964 affødte en større brevstorm til den daværende kulturminister, André Malraux.

Ydmyg Koons
Koons har ikke selv kommenteret kritikken.

Han nøjes med at lufte sin ydmyge stolthed ved at få lov til at eksponere sit talent i så historiske omgivelser:

»For en nulevende kunstner er det voldsomt interessant at udstille på et slot. Vi er fanger af nutiden, og derfor er det en kæmpemulighed at konfrontere sine værker med så prestigiøs en fortid«, siger kunstneren.

Han er flere gange blevet kaldt den åndelige arvtager efter popkunstneren Andy Warhol og dadaisten Marcel Duchamp, der blev berømt for sine ready-mades – hverdagsgenstande, der blev sat på en sokkel og derefter kaldt kunst.

Respekt for omgivelserne
Som besøgende kan det da også være vanskeligt at se problemet.

Ophængningen af Koons’ 17 værker synes at være foregået med størst mulig respekt for de historiske omgivelser, ligesom Versaillesslottets overdådige og overornamenterede interiør ikke i pomp og vælde står tilbage for Koons’ überkitschede kreationer.

Som tilmed kun skal være udstillet i tre måneder.

Så måske skulle kritikerne slå koldt vand i blodet. Under alle omstændigheder er der tale om et eksperiment, understreger Jean-Jacques Aillagon:

»Hvis Koons bliver et flop, så gør vi det ikke om«.

’Jeff Koons À Versailles’.
Château de Versailles.
Åben alle dage (undtagen mandag) fra 9-18.30.
Entré: 13,5 euro. Gratis under 18.
Indtil 14. december.