Hanne-Vibeke Holst lader fingrene glide gennem stakken af fotografier i kassen. Et for et tager hun dem frem. De er gamle. Som regel i sort-hvid. De fleste er små og viser en ung mand i jakkesæt og slips, oftest med briller og overskæg, altid med et udtryk som en verdensmand, uanset at ungdommen lyser ud af hans blik.

Pludselig haler hun et meget stort fotografi frem.

»Nå, han havde også et billede af mig«, siger hun.

På bagsiden kan hun se fotografnavnet. Billedet blev taget engang i 1980’erne.

»Det var vist en julegave til ham«, siger hun og slår en latter op.

»Men han har da i det mindste ikke brændt det«.

Hun bladrer lidt videre i bunken, bliver så stille, før hun tilføjer:

»Siger den bitre datter ironisk«.

Hun står i sin kælder på Frederiksberg. Ved siden af en gammel cykel, et sæt vinterdæk og en stor murerbalje står en høj stabel halvt gennemsigtige plastikkasser. På den smalle ende ud mod kælderen er indholdet angivet med tyk sort tusch.

’Sidste texter + korrespondance. Knud Holst’, står der på en af dem. På en anden kan man læse ’95 – sidste tid. Noter, digte, artefakter’. En tredje kasse anslår samme tema. ’Knud H. Økonomi, gæld, andet personligt’. Her i stablen ligger arven efter hendes far.

Tilsammen er de 11 kasser et monument over en kuldsejlet kunstnerskæbne. En næsten to meter høj gravsten over en mand, hvis notesblokke var fyldt med kreative indfald og ideer. Kasser, der i deres indhold afslører en mand, som desperat forsøgte at få skrevet den forbandede roman. Den roman, det aldrig lykkedes ham at flytte fra det uendelige krat af ideer oppe i hovedet og ned på papiret.

Og nu har hans egen datter så gjort det igen. Skrevet en roman. Og ikke bare det. 660 sider, der skal lukke historien fra de første to bøger om Charlotte Damgaard og Elisabeth Meyer, de to kvindeskikkelser i den politiske magts inderkreds. De to kvinder, som hundredtusindvis af læsere har fulgt i ’Kronprinsessen’ og ’Kongemordet’.

Hanne-Vibeke Holst læner sig lidt frem over kasserne. Hun tager flere papirer frem. Nogle gange tætskrevne sider. Andre gange nærmest blanke ark, hvor et indfald har fået lov til at stå midt på siden.

»Fadermordet«, står der pludselig på et hvidt ark. Ikke andet. Ingen forklaring. Ingen dato. Måske blev det skrevet i 1995, kort før han døde, men sandsynligheden er nok større for, at han skrev det i 1978, da hustruen Kirsten rykkede ud og i hans optik tog døtrene med.

»Men han blev jo ikke forladt. Han ser det dengang, som om kvinderne er gået fra ham, men han kan bare ikke skelne mellem kone og døtre. Jeg ser ham kun nogle få gange i de følgende år. Til gengæld havde vi nogle skriftlige opgør, hvor jeg blandt andet skrev, at han var en gammel mandschauvinist, der ikke kunne tåle kvindernes frigørelse«.

Knud Holsts svar kommer i to afdelinger. Alt afhængigt af sindsstemning og promille. Det ene øjeblik roser han hende. I det følgende brev skælder han hendes bøger ud for at være ren triviallitteratur.

»Var det så bare mig, han henvendte sig til, men når han var fuld, ringede han også til for eksempel chefredaktøren på Berlingeren, hvor jeg arbejdede dengang. Den ene gang spurgte han måske, om de var klar over, hvilken juvel de havde gående. Den næste gang spurgte han, om de vidste, hvilket piece of shit de betalte løn til. Jeg tror, han var stolt, men også, at han var ramt på et ømt punkt, for hele tiden havde han selv disse planer om ROMANEN, han selv skulle skrive. Nede i kælderen har jeg fundet tilløb til dem. Et eller to kapitler, mere kommer der aldrig. Og så kommer denne 19-årige møgunge og skriver en roman med den største lethed i verden. Det må da være pikkeirriterende. Da jeg senere får et gennembrud med Theresetrilogien, er han både stolt og glad, men kan alligevel ikke have det. Det rammer hans egen uformåen og livsløgn«.

Historiens erfaring
Kasserne danner en søjle. En enkelt pære i loftet sikrer, at man kan se, hvad der står på enderne. men man skal helt tæt på, og først når låget kommer af, viser det sig, hvad kasserne i virkeligheden gemmer.

Historier om et liv. Erfaringer høstet. Tab.

Hvis villaen brændte, ville beviserne for Knud Holsts brydsomme liv kun eksistere oppe i hovederne på hans døtre. Og når de var væk – puf. Ingenting. Eller kun det, man kunne læse ud af hans kortprosa og digte. Men intet om kampen for anerkendelsen. Intet om de kuldsejlede romandrømme.

Foto: Martin Bubandt

Ung forfatter i eksil
Sommeren 1973. Hanne-Vibeke er 14 år. Mens veninderne hjemme i Løkken for 117. gang deler en bakke pomfritter nede på ’snasken’ eller forsøger at gøre indtryk på et par svenskere nede på minigolfen, står den unge frk. Holst på havnen i Frederikshavn.

Hun har hanket op i den knaldrøde Olivetti rejseskrivemaskine og står og venter på færgen. Læsø ligger et sted derude på den anden side af horisonten. Det er dér, hun skal ud. Alene. Forældrene har været imod. Hvad i himlens navn skulle tøsen derude? På pensionat, gudhjælpemig. Hun kan mærke, de tror, hun skal mødes med en kæreste. Hun er trodsig. Benægter med al sin stædighed, og til sidst giver de sig. Jamen, så tag dog af sted. Og det gør hun så. Allerede på færgen er hun overbevist om, at planen er fantastisk. Ude på dækket står forfatteren Erik Nørgaard. Det viser sig, at han skal indlogere sig på samme pensionat som den unge frk. Holst fra Løkken, som allerede i et stykke tid har sendt digte til Vendsyssel Tidende. Digtene fylder ud, hvor der er plads på siderne.

Under opholdet på Læsø skaffer hun sig en cykel, så hun kan komme rundt på øen. Hun skal ’samle indtryk’ til de digte, hun har planlagt at skrive. Hjemme på pensionatet følger hun nøje med i, hvad Erik Nørgaard laver, og konstant har hun lyst til at stille sig over ved hans bord og sige: Nå, du er nok også taget væk for at få skrevet noget? – sådan forfatter til forfatter.

»Selvfølelsen fejlede bestemt ikke noget. Jeg skulle over og skrive digte, for jeg kunne ikke ligesom få arbejdsro derhjemme, vel? Hvis et af mine egne børn gjorde noget lignende, ville jeg sige: Helt ærligt, lille skat, hvad er der galt med dig?«.

To uger i en kælder
Fotografierne i kasserne fortæller deres helt egen historie. Hanne-Vibeke Holst falder helt ind i sig selv, mens hun står i det skarpe kælderlys og ser på motiverne. Hun sorterer dem og alle papirerne i 2006. Brugte dag på dag i kælderen. Læste, pakkede om, smed ud. To hele uger.

Historien om knægten fra det indremissionske husmandssted i Vendsyssel står og blinker. Datidens svar på punkeren. Se mig, se mig. Jeg er noget særligt. Habitjakker, halstørklæder og i gymnasiet insisterede han på at tale dialekt, mens alle andre gjorde præcis det modsatte. Cyklede 40 km til Aalborg for at hente antikvariske bøger, mens kammeraterne hakkede roer og drev køer ind.

Aldrig glemte han nabokonernes bemærkning, da moderen fortalte dem, at han skulle i realskolen. »Hvorfor det? Hvad skal han der?« Med underteksten: Nå, I tror nok, I er noget?

Arven fra Løkken
Knuds datter troede også, hun var noget. Ja, ikke på dén måde. Hun var aldrig i tvivl om, at hun var noget. At hun kunne skrive for eksempel, og at det, hun selv skrev, kunne være lige så godt eller fint som det, andre skrev. Men på et tidspunkt blev hun nødt til at overveje, hvorfor ikke alle havde det på samme måde.

Hun voksede op i et hjem, der havde det hele. PH-lamper, malerier. Fjernsyn fra B&O. Knud gik i rulamspels og Playboysko. Han røg ikke pibe som alle de andre. Pibetobakken var selvfølgelig Dunhill.

Selv bilen var noget særligt. En Vauxhall Viscount, brugt, ganske vist, men ikke desto mindre topmodellen med elruder, lædersæder, power steering og et drøn af en motor. Vi taler om en bil, der blev valgt af en mand uden kørekort. Midt i 1960’erne. Hunden en granddanois. Heller ikke her kunne det blive stort nok.

Og så skrev de. Både Kirsten og Knud Holst skrev. Den ældste datter arvede alle tilbøjelighederne. Man kan møde hende i Kenzojakker. I sko fra Dries van Noten, hvis det skal være festligt. Eller i en Burberry T-shirt under den løsthængende skjorte på en hverdag. Hun erkender det. Lige dér sidder en del af arven efter Knud. Hun mener selv, at hun ikke har trangen til hans show-off, og at det udelukkende er en trang til at gå efter det bedste, hvis muligheden er der. Om andre så kan se det eller ej.

»Jeg bruger 20 gange så meget på tøj som mine søstre, og de griner ad mig, fordi de ikke engang synes, det kan ses«, siger Hanne-Vibeke Holst og slår en latter op, før hun fortæller anekdoten om, hvordan hendes far engang under en Aalborgtur blev sendt i byen efter en termokande og kom tilbage med en Alfi. Det gjorde man bare ikke i Løkken.

»Kunne du for en gangs skyld ikke bare have købt en almindelig termokande«, hvislede det fra moderens sæde i bilen.

Nej, det kunne han ikke. Og han kunne heller ikke have ladet været med at skrive, om nogen så havde bedt ham om det.

Det ville hans kone så til gengæld have forstået. Det var et hus af skrivende, og datteren elskede at gå rundt til lyden af to klaprende skrivemaskiner, og hvis hun kunne komme til det, læste hun i de manuskriptbunker, der lå alle vegne.

Dette var arven frem for alt. At det var noget fuldstændig naturligt at være forfatter. Som at være frisør. Hvis man skrev, var man forfatter. Og man kunne skrive om natten og sove om formiddagen. Der var ikke fine forfattere og mindre fine forfattere. I hvert fald ikke dengang. Hanne-Vibeke mente som sine mindre søstre, at hvis man som faderen udgav bøger var man dygtig. Punktum.

»Det var først sent, det for alvor gik op for mig, at der var et hierarki i litteraturen. Jeg kan slet ikke huske, at min far har talt om modtagelsen af sine bøger, og han var så ærekær, at han helt sikkert ikke har talt med os om det, hvis de blev dårligt modtaget«.

Hun skrev sin første bog ’Hejsa Majsa’ på bestilling. En bog? Ja, så gerne. Hun anede intet om lektørudtalelser på bibliotekerne eller anmeldere. Hun kunne bare godt lide at skrive. Det var ikke, som hun selv siger, et ’karriere-move’. I starten fik hun okay anmeldelser. Det var kækt, måske lidt for kækt, husker hun selv deres bedømmelse. Lidt for meget slang, lidt for mange amerikanske udtryk.

»Ingerlise Koefoed skrev, det var glimrende, men at bogen ikke ville holde sommeren over, fordi jeg brugte slang. Det fik hun så ikke helt ret i. Da jeg senere fik udgivet ’Thereses tilstand’, var anmeldelserne okay, men det blev alligevel set som på kanten af triviallitteratur. May Schack forstod, det var et forsøg på at kombinere beskrivelsen af køn med solid spænding, men nogle kunne ikke lide det. Dengang var jeg jo snotnaiv hele vejen igennem. Jeg boede jo også i udlandet i de år, og jeg fik forskellige prædikater hæftet på mig. 1) Jeg var diplomatfrue. 2) Var forfatterdatter. 3) Nordjyde uden magtbase i København. 4) Journalist. Og 5) Det var lidt for godt, for ellers kunne det jo ikke fremprovokere de reaktioner«.

»De så ikke eller ville ikke se, at man kunne kombinere ’pageturneren’ med krævende temaer. De så kun det trivielle, der jo også handlede om mig, fordi jeg brugte mine egne livsfaser, men de havde overraskende svært ved at se, at selv om jeg brugte jegformen i præsens, så var dette jeg ikke Hanne-Vibeke. Therese var jo københavner, frygtede mænd og arbejdede på tv. Jeg var alt andet og havde haft masser af kærester, siden jeg var to år. Ja, jeg var ikke så dygtig, som jeg er i dag, og indimellem havde jeg nok penslen lidt for dybt i noget klister, men der var no mercy, det var der virkelig ikke«.

Gentagelsesmønster?
I en af kasserne ligger en spiralkalender. Han skrev i den, mens han lå på hospitalet. Fuld af selvbebrejdelser. Et liv, der hverken lykkedes kunstnerisk eller privat.

Hanne-Vibeke Holst er skræmt over at være i samme litterære element. Han ville hellere dø end være familiefar. Kunstner var han. Rejste væk i perioder. Boede på Hotel Østerport.

»Jeg har lært meget af det. Det kan være en fordel at være datter i stedet for at være søn. Mænd har en langt større margin for at blive megalomaner og excentrikere. Han satsede hele butikken. Og tabte«.

Beklager venner, det er for sent!
På Knud Holsts cv står en stribe arbejdslegater fra Statens Kunstfond, og han får også den livsvarige ydelse, før han dør. En anerkendelse af hans arbejde, ja, men han ved selv, at han aldrig lykkedes på en måde, så han med selvfølelsen i behold kunne stille sig op over for gårdmandskonerne – hvor døde de end måtte være – og sige: Hvad sagde jeg! Var jeg måske ikke noget?

Datterens cv siger intet om den litterære anerkendelse. Hun har med egne ord »aldrig søgt en skid«. Hvorfor? Der har aldrig været brug for det.

Det ser anderledes ud 25. januar 2006. En onsdag. Her handler det ikke om en anerkendelse, man kan søge. Ikke desto mindre har hun store forventninger til, at den vil komme.

Hun kan skæve til telefonen. Ringer den? Nogle dage forinden har hun selv formuleret det:

»Hvis ikke det sker nu, får jeg dem aldrig«.

Hun taler om Boghandlernes Gyldne Laurbær. Hendes bestseller ’Kongemordet’ har på få uger solgt 75.000 eksemplarer, og det fortsætter året ud. Derfor står hun som favorit, da boghandlernes personale skal afgøre, hvem prismodtageren bliver. En prismodtager, der kommer i selskab med navne som Suzanne Brøgger, Carsten Jensen, Benny Andersen og Jens Christian Grøndahl. Alle har de fået overrakt prisen ved et bagholdsangreb, hvor familie eller forlægger lokker hovedpersonen et sted hen, hvor pressen står parat med kameraer og båndoptagere.

Surprise!

Hvis ellers telefonen ringer.

Men den er tavs.

Selvfølgelig ved hun på det tidspunkt, at dele af parnasset stadig holder sig for næsen, selv om ’Kongemordet’ fik gode anmeldelser. Ikke desto mindre har hun mødt universitetsstuderende, som er blevet frarådet at skrive afhandling om hendes bøger. Det betyder ikke, at hun aldrig har fået priser. F.eks. Egholt-Prisen, Søren Gyldendal-prisen og Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris. Men ikke en af de litterære priser. Dem får man kun, som hun siger, hvis man er accepteret i det litterære miljø.

Men De Gyldne Laurbær er noget andet. Det er bogen og forfatterskabet, der rammer de mange. Det har hun gjort før, men ikke i så stort omfang som med ’Kongemordet’.

25. januar over middag afsløres det, at prisen går til Morten Ramsland for gennembrudsromanen ’Hundehoved, som er hans foreløbig eneste bog, der har nået et publikum.

Hanne-Vibeke Holst var skuffet. For ikke at sige »pissehamrende sur«.

»Jeg kan da godt blive nedtrykt, hvis det er en bevidst udelukkelse, og at nogen siger, at alle andre må vinde, bare ikke hende. Jeg får nok aldrig De Gyldne Laurbær«.

Hun slår ud med armene og griner: »På et tidspunkt kan det jo blive så pinligt, at jeg måske må afvise dem og sige: Ved I hvad, venner, det er fandeme for sent«.

Men hun ved også, at hun aldrig kunne finde på det. At hun i givet fald ville servere de skide boghandlere en stikpille om, at det da fandeme da også var på tide, what took you so long?, og derfra nyde sejrens sødme.

Sødmen kom ikke med ’Kongemordet’, og det generer hende da også, at bogen i 2006 ikke engang blev en af de ti bøger, Berlingske og bibliotekerne indstiller til Læsernes Bogpris.

»Jeg har jo for helvede titusindvis af bibliotekslæsere, og de skal ikke være flove over deres litterære smag. Det nærmer sig berufsverbot. Måske havde de ikke stemt på mig, men de skulle da have muligheden«.

»Efterhånden kan jeg ikke længere klage over mangel på litterær anerkendelse, heller ikke fra mandlige læsere, men ellers har min kontakt med læserne i vidt omfang kompenseret i de magre år. Jeg lefler ikke for at få anerkendelsen, og det rokker den nye bog ikke ved. Men det kan da godt være, at jeg alligevel aldrig får Weekendavisens Litteraturpris. Det kan så være, jeg om ti år skriver en lille, gnidret bog, jeg får alt for, hvem ved?«.

Den tavse dansker
Mellem 8. og 9. klasse kommer hun på pigeskole i Wien. I dag ser hun tilbage på stedet som en skole, hvor velbegavede piger blev uddannet, til de kunne blive gift. To timer om ugen må de gå ud i byen, eller de må være væk i en weekend, hvis de kan bo hos godkendte familier. De andre elever ser med undren på Die Dänin, der længe ikke siger et kvæk, men læser sære bøger, går på café for at læse aviser eller se på kunst, mens de andre bruger friheden på at gå på isbar. Teenageren har en drøm om at blive udenrigskorrespondent, et kvindeligt modsvar på Jan Stage. Hun fatter ikke, hvordan hun står et helt år igennem, men det falder hende aldrig ind at give op.

Foto: Martin Bubandt

Hellere krepere end give op
Arbejdslejligheden i det indre København. Alt viser en forfatter, der forsøger at have maksimal kontrol. Denne gang skal det være. Større og bedre end nogensinde. Mere end to års arbejde, der afsluttes 4. oktober.

Lige inden for døren hænger et stort whiteboard. En tavle med navne, streger, bobler, pile og handlingskoncentrater fra ’Dronningeofret’. I reolen bag det store skrivebord står rækker af ringbind med båndudskrifter af interview med PET-folk, politieksperter, Alzheimersforskere, politikere og hjemvendte soldater fra Afghanistan.

Bag reolen sidder ’assistenten’, hun har hyret til at ordne praktiske ting ti timer om ugen, så hun selv kan skrive, skrive, skrive.

Hun har styr på historien. På forfatterskabet. På sig selv. Da Hanne-Vibeke Holst for to år siden møder sin norske forlægger på en svensk bogmesse, har hun hele ’Dronningeofret’ klar i hovedet. At Elisabeth Meyer lider af tidlig demens. At hun skal nå at blive statsminister og overgive magten til unge Charlotte Damgaard, før den store glemsel tager hende selv. Og nordmanden får alle intrigerne med højrerabiate celler, der truer jødiske politikere på livet. Om hjemvendte og kriseramte soldater, der anvendes som redskaber af folk med udspring i Dansk Folkeparti. Om Charlotte Damgaards dilemma. Politik eller det fede job uden for Christiansborg. Nordmanden får det hele. Også svarene.

»Ja, så er det jo bare at gå hjem og skrive det hele ned«, siger forlæggeren.

Hanne-Vibeke Holst maner til besindighed, og det skal vise sig, at hun har mere ret, end hun har lyst til.

Et år senere sidder hun alene i familiens sommerhus på Sjællands Odde. Hun er bagud og i krise. Hun har skrevet 170 sider, som ikke giver hende følelsen af at være en forfatter med fod på sit stof.

Den lykkelige følelse af at ’være i roman’ er væk. Helt væk. Tilbage er kun rædslen, da hun opdager, at historien ligner vejen fra sommerhuset og ned til den åbne kyst. Ét stort krat med en hel skov af træer, kun afbrudt af små veje ind til de huse, der ligger skjult bag en mur af blade og grene.

Det holder ikke. Alt for mange sidehistorier i en helt forkert komposition. I telefonen forsøger hendes mand at tale hende ned af tapetet, og hun mærker, han må undertrykke en irritation. Hun fastholder, at hun enten må opgive eller starte forfra. Dybest set ved hun godt, at der kun eksisterer én mulighed.

»Hellere krepere end give op midtvejs«.

Mandag morgen ringer hun til sin agent, Lars Ringhof.

»Jeg har en god og en dårlig nyhed. Den dårlige er, at det hele er noget lort, og at jeg starter forfra. Den gode er, at jeg måske ved, hvad jeg skal gøre«.

Hvad siger man lige til det, når man får en opringning fra sin største forfatter? »Ved du hvad, måske er det nu, du skal tage på det Robert McKee-kursus, jeg har talt om?«.

Robert McKee er en af Hollywoods manuskriptguruer. Han lever af at fortælle folk, hvordan de skal strikke en historie sammen. Tre dage i november 2007 – 10 timer om dagen – sidder Holst og Ringhof og lytter til hans råd.

At forfatteren skal bruge tid – lang tid – på at forberede sig, før skrivningen begynder. At historien skal være klar. At forfatteren skal go deep. Kende sine karakterer. Indefra. Kende deres hemmeligheder. Deres livsløgne. Deres skjulte drømme, deres livsprojekt og de ømmeste ligtorne. Det hele skal ligge der i en slags karakterbibler, før forfatterens fingre rammer tastaturet.

»Mange forfattere tumler mere eller mindre blindt ud i historierne, og de tror, at karaktererne ligesom vokser frem af sig selv. Det bliver ofte derefter, fordi det ikke er tilstrækkelig gennemtænkt. Historierne og karaktererne bliver for svage, fordi mange har for dårlig viden om håndværket. Skønlitterære forfattere har en forventning om, at det hele er meget emotionelt, og at man udtrykker sig selv og sin sjæls indre. Derfor er der heller ikke særlig stor respekt for håndværket«.

Hanne-Vibeke Holst begynder forfra på sin roman efter besøget hos McKee. Sidst i maj i år afleverer hun første version af ’Dronningeofret’. 580 sider. Hendes redaktør er tilfreds, men mener, der kan strammes lidt op her og der.

Det gør hun så. Skærer 80 sider væk – og skriver derefter 160 sider til. Ikke ét sted, men mange steder. Lægger skygger og ekstra lag på karaktererne.

»Og scener, jeg faktisk godt kunne lide, skar jeg ud, hvis de ikke gjorde noget for handlingen. Den store forskel i dag er, at jeg er tro mod historien og dens drive. Jeg vil også gerne have, at det skal være litterært, men før mente jeg, at der absolut skulle være noget litterært. Det var nok en misforstået snobbisme, et forsøg på at please de litterære smagsdommere, som jeg har ligget mere under for, end jeg har villet indrømme. I den nye bog har jeg sagt: Fuck det. Det litterære må komme i anden række«.

Noget helt særligt
Dagbøgerne i kasserne fortæller om Knuds indre liv. Med fascination har datteren læst ham over skulderen. Om ’hende’ han skriver digte til. Ikke Kirsten, redaktøren af skolebladet. Hende, han senere skal blive gift med og skilt fra, men en anden. ’Hende’ han ikke tror, han kan leve uden, da det viser sig, at hun har den frygtede ’anden’. Men jo, allerede næste dag besinder han sig. Han skal selvfølgelig ikke gå og klatte sin kærlighed væk på noget så almindeligt. Han er jo skabt til noget stort, og det skal gemmes til det helt særlige. Det kan føje sig ind som en lille brik i hans store livsprojekt, hvis formål er at stille sig op over for gårdmandskonerne og sige: Fuck jer! Hans datter mærker vreden på årtiers afstand.

Helikopteren
Som lille følger hun med sin mor rundt i Løkken. Nogle gange til fods. Andre gange med rutebilen ud af byen og tilbage igen.

Altid med ørerne slået ud. Helt ud. Damerne på sædet foran udveksler galdestenshistorier eller fortæller om, hvordan den ene har vundet en halv gris i banko. Skandalen ved et sølvbryllup eller de tragiske omstændigheder ved en bilulykke bliver sjældent mindre, når historien bevæger sig fra grønthandleren og hen til fiskemanden. Det kan sagtens tage en formiddag at runde byen og få købt ind.

Hanne-Vibeke suger historierne til sig.

»Jeg har altid været nysgerrig og optaget af at fortælle. Det hænger nok sammen med min nordjyske opvækst. Deroppe bliver altid fortalt meget, og den får ikke for lidt, når historierne bliver genfortalt«.

Lysten til at fortælle historier bliver ikke mindre, da hun uddanner sig til journalist, men hun opdager hurtigt, at dagspressen ikke er parat til at rumme hendes form for journalistik. Hun vil skrive langt, gøre historierne mere spændende, og hun kan sidde og udfritte folk om detaljer i tre-fire timer, selv om hun fra avisen har fået besked om, at det bare er ’en lille ting’.

»Redaktørerne rev sig i håret, for jeg forstod ikke, hvorfor det var så vigtigt, at historierne kom i avisen næste dag. Jeg forstod aldrig nyhedskriterierne, og konkurrenceinstinktet havde jeg heller ikke«.

Måske var det sine egne erfaringer, hun huskede tilbage på, da hun for nylig blev kontaktet af en kvindelig journalist. Hun ønskede at få Holst som en slags mentor. En erfaren forfatter, der kunne give gode råd til en ny af slagsen, som så – måske – kunne undgå de værste faldgruber.

Hun læste journalistens tekster, som var ganske ferme. Sproget fejlede ikke noget. Det flød, som det skulle. Men der manglede alligevel noget. Et projekt. En ide.

»Hvad vil du? Ud over at være forfatter«, spurgte Holst hende. Det samme spørgsmål har hun aldrig været nødt til at stille sig selv.

Altid med et formål
Kirsten og Knud Holst pakker gaver ud. Små rektangulære pakker fra ældste datter. Hun er stadig teenager. De mærker den umiskendelige følelse af indpakkede bøger. Hårde, lidt tunge. En god forventning. I hvert fald indtil papiret kommer af. ’Det kommunistiske manifest’. Intet mindre.

Datteren har været på arbejdslejr i Tyskland og mødt den hårde tyske venstrefløj, hvis kantede retorik rammer lige ind hos den unge danske gymnasieelev, der i forvejen mener at have svar på alt. Hun er i færd med at drive sin far til vanvid med snak om kinesiske folkekommuner og mellemamerikanske sandinister.

Kort efter blev julegaven returneret. Forældrene skubber dem tilbage. Ind under døren til pigeværelset med tilføjede kommentarer som ’Vrøvl’ og understregninger efterfulgt af ’Se her!’ og ’Sikke noget vås’.

Alzheimer Max
For sidste gang mødes Frihedskampens Veteraner i Mindelunden i Ryvangen 29. august 2008. Man er enige om at stoppe, mens værdigheden er i behold. De sidste vidner fra krigen er efterhånden meget gamle. Hjemme på Frederiksberg følger Hanne-Vibeke Holst reportagerne på tv. Episoden kunne næsten være et afsnit i hendes roman.

»Når der ikke længere er nogen til at minde os om fortiden, begynder vi at begå fejl i arrogance. Jo længere siden det er, at et samfund har været i krise, jo mere usårligt vil det føle sig. Sådan føler jeg, det er i disse år. Derfor er Elisabeth Meyers Alzheimerssygdom selvfølgelig også den store metafor for glemslen. Alt glemmes hele tiden, og hvis erindringen ikke gives videre, sker de samme fejltagelser igen. Holocaust for eksempel«.

»Jeg er lige blevet 49, og derfor er jeg optaget af, hvordan man lever sit liv ordentligt. Hvad betyder det, når en person skal dø? Får man kvababbelser over, hvordan man har levet. Forsøger man at leve, så man kan lukke øjnene med ro i sindet. Her forsøger jeg at komme rundt om personerne, så der er noget formildende over selv de værste af dem. Jeg er som TV 2’s helikopter, der svirrer rundt og ser ned på verden. Det er min rolle. At være storyteller. Jeg forsøger at forstå og formidle sandheden. Det er selvfølgelig min version af sandheden og ikke Osama bin Ladens eller George W. Bushs version. Men sandheden er kompleks, og derfor bliver mine bøger mere og mere komplekse, men for mig er det vigtigt at være i det godes tjeneste. Politisk hører jeg til ovre hos Harry Potter, for jeg skal tro på, at jeg skubber tingene i den rigtige retning. Måske bliver det opfattet anderledes af andre, men jeg skal for eksempel tro på, at uden ’Kongemordet’ var der flere kvinder, der ville finde sig i at få bank«.

»Allerede som 14-årig var jeg feministisk agitator, og jeg er stadig optaget af køn, men det handler ikke kun om ligestilling. Jeg er blevet optaget af magten, og hvordan vi bruger den. Vi står midt i et paradigmeskift, og ingen aner, hvor det ender, men det er vigtigt, at kvinderne også blander sig i værdikampen. Vi kan ikke tillade os kun at være interesserede i de sidste nye Manolo Blahnik-sko eller næste afsnit af ’Desperate Housewives’. Vi må forpligte os på magten, og det gør vi ikke i tilstrækkelig grad«.

10 år – så er det ud!
Det er hendes mand, Morten Bruus, der henter papirerne i 1996. Året efter Knud Holsts død. De står hos en søster i Jylland. I Chiquita-kasser. Stabler af dem. Hjemme på Frederiksberg bliver de båret ned i kælderen. Ingen ved præcist, hvad indholdet er. Alt ligger hulter til bulter. En hurtig gennemrodning afslører notesbøger, fotos, bankopgørelser, gældsbreve og korrespondance i én stor forvirring.

Hvad vil hun bruge dem til? Godt spørgsmål. Men hun er jo journalist og kan se et materiale for sig. Et stof. Men de fylder jo ad helvede til, kasserne.

»De kan få lov at stå her i 10 år. Hvis du ikke har rørt dem inden da, smider vi dem ud«, siger hendes mand.

Skal du overtage Lotte Bundsgaards kreds?
Hanne-Vibeke Holst er mentalt langt væk. Hun sidder i sin arbejdslejlighed i det indre København. Hun skriver på sin historie om dansk politik. En historie om, at kvinder skal gribe ud efter magten. Og tage den. Hvis de kan. Om kvinden så hedder Elisabeth Meyer eller Charlotte Damgaard.

En opringning afbryder hende. Opkaldet kommer fra en avis på Fyn, hvor den unge Lotte Bundsgaard lige har sagt farvel til politik og ikke stiller op til det kommende valg.

Er det sandt, spørger avisen, at Hanne-Vibeke Holst skal overtage Lotte Bundsgaards kreds? Så er det nu, tænkte forfatteren. Det er nu, afgørelsen falder. Hun ved, der er to muligheder for et svar på spørgsmålet.

Hun kan sige: Nej, det er ikke sandt, men det lyder da spændende, eller hun kan sige det modsatte: Nej, det er helt ude i hampen, og jeg kan på det kraftigste dementere, at det har min interesse. Hvis hun giver det første svar, vil det formentlig kun være et spørgsmål om dage, før en eller anden kredsformand ringer op og byder hende på en kop kaffe og en snak. Adskillige gange har hun oplevet toppolitikere fritte hende, om ikke det var noget at forsøge sig i politik. Og hun er jo interesseret. Dybest set har hun flirtet med tanken, når de spurgte, men hver gang havde hun afvist det, om end halvhjertet, selv om det gibbede i hende, når de sagde, at det jo i givet fald var minister, hun skulle være. Ikke menig politiker.

Da Hanne-Vibeke Holst lægger røret, begraver hun for altid de politiske drømme. Hun svarede, at det er ude i hampen. Så, nej tak til magten. Men det harmonerer overhovedet ikke med, hvad hun ellers siger. Slet ikke, når man ser, hvad der satte hele hendes trilogi i gang med ’Kronprinsessen’ fra 2002. En trilogi, som i udgangspunktet var tænkt som én bog, der skulle undersøge, hvordan kvinder agerede i den politiske magt. Var der særlige vilkår for kvinderne?

Ja, der var stor sandsynlighed for, at kvinderne fik modstand på alle fronter. I partiet, i pressen og i privatlivet. Men alligevel er moralen i ’Kronprinsessen’, at kvinderne skal gå efter magten. Selv om prisen er høj. Også privat.

I ’Kongemordet’ fra 2005 bliver billedet vendt om. Hvad sker der for kvinder, der ikke går efter magten. Det bliver ikke noget kønt syn. Linda Lykke Jacobsen, finansministerens hustru, lader sig køre over af sin mand, fysisk og mentalt.

»I bind tre, ’Dronningeofret’, fortæller jeg, hvorfor det er vigtigt, at nogen påtager sig the dirty job. Jeg viser, at politik ikke bare er et karrierejob. Det handler om demokrati, de gode mod de onde. Om vi skal være barbarer og fascister. Om vi skal have udryddelseslejre eller ej. Det handler det om. Det har vi glemt, fordi det er så længe siden, vi har været truet. Jeg vil vise personer, der tror på, det er vigtigt, hvilken retning samfundet bevæger sig i. Jeg vil rehabilitere politikerne. Få det op på et mere ideelt plan, hvor mange politikere fortjener at være, hvilket parti de end kommer fra«.

»Jeg var selv i Moskva under Gorbatjovs perestrojkaperiode, hvor Muren faldt og russerne fik deres første parlament. Når man har været der og levet med russerne, kan man se, at politik ikke bare er for sjov. Det kan enhver fra den side af Jerntæppet skrive under på. Det var 70 år under diktaturets styre. Fangelejre, gulag og ingen ytringsfrihed. Ikke engang telefonbøger havde de. Der forstod jeg, hvad politik virkelig handler om«.

Og så er vi tilbage i lejligheden i det indre København i sommeren 2007, da forfatteren lægger røret fra en fynsk journalist, som ellers kunne se sin historie stå og blinke på forsiden af sin avis.

’Bestsellerforfatter stiller op på Fyn. Hanne-Vibeke Holst vil være folketingspolitiker’.

Men nej. Endnu en historie, hvor rygtet er bedre end realiteten.

»Det er jo ikke det, jeg er. Jeg ved godt, at det kan alle sige, men jo ældre jeg bliver, jo mere respekt har jeg for, hvad der er ens bestemmelse i livet. Man har ikke respekt for politik, hvis man tror, man bare kan komme flintrende ind fra højre«.

Løsningen i kælderen
Hun kigger på kasserne. Åbner en. Flytter den ud i lyset. Griber ned i bunken af papirer. Hun vidste, at hun måtte derned. At der et eller andet sted i kasserne lå en løsning på det mysterium, hun synes, han var som far.

»Måske troede jeg, at jeg i materialet kunne få afprøvet min skræk for, at jeg selv skulle blive ligesom ham«.

Hun måtte derned. De stod dernede og ventede på hende, kasserne. Når hun blev gammel nok og dygtig nok. Som journalist og forfatter vidste hun, at materialet engang skulle op af kasserne. At det skulle ende som tekst. Måske også en tekst om Løkken, den private hovedstol. Mikrouniverset, hvorfra hun kunne se på den lille og den store verden samtidig. Men hvordan?

Den næste grænse
Juli 2008. Zahrtmanns Plads, Frederiksberg. Lågen til villaen går, og ind kommer postbuddet. Han kommer over mod havebordet, hvor Hanne-Vibeke Holst har rejst sig. I den lille brune pakke ligger forfattereksemplarerne fra en bog, hun har skrevet. Som et lille, men langtrækkende ekko fra fortiden. En pakke med genudgivne eksemplarer af ’Ud af røret, Maja’ fra 1981.

Hele stakken fylder cirka det samme som to eksemplarer af ’Dronningeofret’. Det er den nye trilogi, hun taler om, og ikke ungdomsbøgerne, da hun siger, at eftertiden er vigtig for hende.

»Mange siger til mig, at mit projekt er enestående, fordi det viser, hvordan Danmark har været siden 2000. Ligesom Georg Brandes siger, er det litteratur, der sætter problemer under debat, og derfor vil nogen helt sikkert også glo på dem om 30 år. På et tidspunkt bliver de jo nødt til at se tilbage på, hvad der skete i 1990’erne og 2000-årene. Derfor skal projektet også fuldbyrdes, så de kan se, hvad jeg mente, når jeg engang er væk. Det hænger også sammen med min egen stigende historiske interesse, at jeg kan se, at jeg kommer til at indgå i et historisk kredsløb, og det er ikke for at være pralevorn, men det gør jeg alene på grund af mine læsere. Man vil på et tidspunkt være nødt til at spørge: Hvem er det?«.

»Selvfølgelig spekulerer jeg også over, hvor det bærer hen fra nu af. Det kan du fandeme tro, jeg gør. For nogen sker der bare det, at de pludselig stopper. I en periode er de i sync med deres tid, hvorefter de bare skriver de samme romaner om og om igen uden at kunne flytte sig. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at være nysgerrig. Flytte mig og måske også nå ud til et større publikum, måske endda uden for Skandinavien. Jeg vil gerne ud på engelsk, og der er også nogle tråde i ’Dronningeofret’, som peger ud i Europa, og som man ikke får hele svaret på i romanen. Dem kunne jeg godt forestille mig at forfølge i en kommende roman. Formentlig bliver jeg ikke lykkeligere af at komme ud på det engelske marked, men det er stimulerende at møde et nyt publikum, ligesom jeg for nylig gjorde i Tyskland, da ’Kongemordet’ blev udgivet«.

Dødslejet
1995. Hanne-Vibeke Holst er på Aalborg Sygehus. Sammen med sine søstre står hun ved sin fars sygeleje. Alle ved, hvor det bærer hen. En stor svulst har trukket hans ansigt helt skævt. Knud Holst med den kroniske skræk for tandlæger bildte sig længe ind, at der var tale om en tandbyld, og forsøgte at bide smerterne i sig. Da lægerne endelig fik set på svulsten, var det allerede for sent.

De har aldrig haft nemt ved at tale sammen om personlige emner. Jo, han har kunnet fortælle hende, hvad hun skulle læse, og at hun altid burde have en notesbog på sig, hvis der pludselig skulle dukke en ide op til en roman. Eller en ide til hvad som helst. En af dem, han selv har strøet med løs hånd ud over den ene notesbog efter den anden. ’Husk! Tv-serie. Stygge Krumpen’, kan der pludselig stå i en af hans mange optegnelser.

Men heller ikke dén blev til noget. Ligesom det aldrig blev til noget med at tale om noget personligt. Så hvad skal hun sige til ham, mens han ligger der?

Hun kunne gøre, som mange gør i lige netop den situation. Stryge sin far over hånden og forsøge at løsne situationen op. Men hun tør simpelthen ikke. De beroligende strøg hen over håndryggen kommer først, da han ligger bevidstløs.

Kort forinden, mens de venter på en af hans sidste strålebehandlinger, har hun forsøgt at nå ind til ham.

»Er du bange«, spørger hun.

»Bange for hvad?«, siger han.

»For at dø?«.

»Nej, jeg er rasende«.

Og så blev der ikke talt mere om det. I årevis havde de ikke set hinanden, og de evnede stadig ikke at nå ind til hinanden. Ikke engang i den afsluttende fase. Men han vidste, hvad der kom.

»Nu er jeg blandt de døende«, skrev han en af de sidste dage på den blok, der lå på hans sengebord ved siden af den evige kinabog. Først der, to sekunder i tolv, kunne han formulere det. Ikke med læberne, men med pennen.

Mens han ligger død på stuen, får han det glatte lag af døtrene. Den ene af søstrene er ikke bange for ham. De andre to er. Herunder Hanne-Vibeke. Men nu kan han få, hvad han har godt af. En ordentlig overhaling, hvor han får ren besked om, at han var en rådden far.

Udtrykket er datterens. Hun slår en latter op. Både fordi hun kan høre, det lyder sindssygt hårdt, og fordi hun ved, hun heller ikke selv er den samme som dengang.

»Indimellem er jeg bange for, at han pludselig stiger ned eller op, hvor han nu kommer fra, og siger, hvad han virkelig mener om, at jeg har svinet ham til efter hans død«.

Knuds historie
Den sidste kasse bliver skubbet ind mod kældervæggen. Tilbage i bunken. Hanne-Vibeke Holst kigger på papirerne og siger:

»Hold kæft et materiale, der ligger her. Det er jo oplagt at skrive om ham. Men jeg kunne også straffe ham ved IKKE at skrive bogen. Jeg kan jo digte alt muligt ind i det, og jeg er den eneste, der kan skrive den bog, som også ville blive en tidsfortælling. Men hvis jeg skriver om ham, bliver det en roman. Jeg bliver selv snart 50, og jeg kan mærke, at jeg med tiden bliver mere overbærende – også når det gælder ham. Derfor skal der heller ikke gå for længe, hvis jeg skal skrive om ham, for mit billede af ham ændrer sig hele tiden. Det er en hård historie om liv, død, dæmoni, stræben og tab. Det bliver i givet fald en stor bog, men ikke en historie, jeg traller ind på kontoret for at skrive. Til gengæld giver det for mig mening, hvis han engang bliver den roman, han aldrig selv fik skrevet«.

På mange af kasserne står han anført som Knud H.

H for Holst. H for hovedstol. Datterens hovedstol med et stof og en baggrund, som hun skriver sig op imod.

Uanset om hun vil eller ej.

Foto: Martin Bubandt