-
ANDEKONKURRENCE: Kan du skrive som en ny Walt Disney?
-
DU BESTEMMER: Hvem skal vinde årets IBYEN-priser?
-
ÅRETS FOTOSERIER: Læserne klikkede mest på sig selv
-
PLUS: 'Drive' på dvd
Pluspris 150 kr.
Seneste Nyt
- 12. feb. KL. 09.56
- 12. feb. KL. 09.48
- 12. feb. KL. 09.42
- 12. feb. KL. 09.05
- 12. feb. KL. 08.54
- 12. feb. KL. 08.47
- 12. feb. KL. 08.28
- 12. feb. KL. 08.16
- 12. feb. KL. 06.00
- 12. feb. KL. 02.39
Seneste TV
-
02:56
-
01:21
-
02:54
-
00:46
-
02:37
-
00:34
-
00:44
-
02:34
Mest læste
I dag
- 12. feb. KL. 02.39
- 11. feb. KL. 23.47
- 12. feb. KL. 08.54
- 11. feb. KL. 23.11
- 11. feb. KL. 23.07
I går
- 10. feb. KL. 22.27
- 11. feb. KL. 09.30
- 11. feb. KL. 12.01
- 10. feb. KL. 20.53
- 11. feb. KL. 17.42
Seneste uge
- 10. feb. KL. 11.13
- 24. jan. KL. 08.47
- 6. feb. KL. 16.56
- 9. feb. KL. 07.23
- 7. feb. KL. 06.00
Jobannoncer
Se ugens job-annoncer i tillægget Viden
Hanne-Vibeke Holst: Kvinder, mænd og magt
Hun er vokset op til lyden af klaprende skrivemaskiner. Hun har set, hvordan drømmen om kunstnerisk succes kan æde en forfatter op indefra. Om to uger udgiver Hanne-Vibeke Holst kæmperomanen ’Dronningeofret’.
| AF Carsten Andersen |
Hanne-Vibeke Holst
Født 1959, uddannet journalist.
Har arbejdet på Berlingske Tidende og Søndags-B.T. Freelance fra 1987.
Har bl.a. udgivet:
- Hejsa Majsa, 1980 (debut)
- Til sommer, 1985
- Nattens kys, 1986
- Hjertets renhed, 1990
- Thereses tilstand, 1992
- Det virkelige liv, 1994
- En lykkelig kvinde, 1998
- Min mosters migræne, 1999
- Ned til kvinderne, 2000
- Kronprinsessen, 2002
- Da jeg blev vred, 2004
- Kongemordet, 2005
Har bl.a. modtaget BMF’s Børnebogs- pris 1985, Egholt-Prisen 1997, Søren Gyldendal-Prisen 2003, Danskernes Yndlingsforfatter 2005 (Bog & Ide) og Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris.
Romanen 'Dronningeofret' udkommer 4. oktober og er sidste del af trilogien om kvinder, mænd og magt. Romanen er 660 sider lang og udkommer på Gyldendal.
Hanne-Vibeke Holst lader fingrene glide gennem stakken af fotografier i
kassen. Et for et tager hun dem frem. De er gamle. Som regel i sort-hvid. De
fleste er små og viser en ung mand i jakkesæt og slips, oftest med briller
og overskæg, altid med et udtryk som en verdensmand, uanset at ungdommen
lyser ud af hans blik.
Pludselig haler hun et meget stort
fotografi frem.
»Nå, han havde også et billede af mig«,
siger hun.
På bagsiden kan hun se fotografnavnet. Billedet
blev taget engang i 1980’erne.
»Det var vist en
julegave til ham«, siger hun og slår en latter op.
»Men
han har da i det mindste ikke brændt det«.
Hun
bladrer lidt videre i bunken, bliver så stille, før hun tilføjer:
»Siger
den bitre datter ironisk«.
Hun står i sin kælder på
Frederiksberg. Ved siden af en gammel cykel, et sæt vinterdæk og en stor
murerbalje står en høj stabel halvt gennemsigtige plastikkasser. På den
smalle ende ud mod kælderen er indholdet angivet med tyk sort tusch.
’Sidste
texter + korrespondance. Knud Holst’, står der på en af dem. På en anden kan
man læse ’95 – sidste tid. Noter, digte, artefakter’. En tredje kasse anslår
samme tema. ’Knud H. Økonomi, gæld, andet personligt’. Her i stablen ligger
arven efter hendes far.
Tilsammen er de 11 kasser et monument over
en kuldsejlet kunstnerskæbne. En næsten to meter høj gravsten over en mand,
hvis notesblokke var fyldt med kreative indfald og ideer. Kasser, der i
deres indhold afslører en mand, som desperat forsøgte at få skrevet den
forbandede roman. Den roman, det aldrig lykkedes ham at flytte fra det
uendelige krat af ideer oppe i hovedet og ned på papiret.
Og
nu har hans egen datter så gjort det igen. Skrevet en roman. Og ikke bare
det. 660 sider, der skal lukke historien fra de første to bøger om Charlotte
Damgaard og Elisabeth Meyer, de to kvindeskikkelser i den politiske magts
inderkreds. De to kvinder, som hundredtusindvis af læsere har fulgt i
’Kronprinsessen’ og ’Kongemordet’.
Hanne-Vibeke
Holst læner sig lidt frem over kasserne. Hun tager flere papirer frem. Nogle
gange tætskrevne sider. Andre gange nærmest blanke ark, hvor et indfald har
fået lov til at stå midt på siden.
»Fadermordet«,
står der pludselig på et hvidt ark. Ikke andet. Ingen forklaring. Ingen
dato. Måske blev det skrevet i 1995, kort før han døde, men sandsynligheden
er nok større for, at han skrev det i 1978, da hustruen Kirsten rykkede ud
og i hans optik tog døtrene med.
»Men han blev jo ikke
forladt. Han ser det dengang, som om kvinderne er gået fra ham, men han kan
bare ikke skelne mellem kone og døtre. Jeg ser ham kun nogle få gange i de
følgende år. Til gengæld havde vi nogle skriftlige opgør, hvor jeg blandt
andet skrev, at han var en gammel mandschauvinist, der ikke kunne tåle
kvindernes frigørelse«.
Knud Holsts svar kommer i to
afdelinger. Alt afhængigt af sindsstemning og promille. Det ene øjeblik
roser han hende. I det følgende brev skælder han hendes bøger ud for at være
ren triviallitteratur.
»Var det så bare mig, han henvendte sig til,
men når han var fuld, ringede han også til for eksempel chefredaktøren på
Berlingeren, hvor jeg arbejdede dengang. Den ene gang spurgte han måske, om
de var klar over, hvilken juvel de havde gående. Den næste gang spurgte han,
om de vidste, hvilket piece of shit de betalte løn til. Jeg tror, han
var stolt, men også, at han var ramt på et ømt punkt, for hele tiden havde
han selv disse planer om ROMANEN, han selv skulle skrive. Nede i kælderen
har jeg fundet tilløb til dem. Et eller to kapitler, mere kommer der aldrig.
Og så kommer denne 19-årige møgunge og skriver en roman med den største
lethed i verden. Det må da være pikkeirriterende. Da jeg senere får et
gennembrud med Theresetrilogien, er han både stolt og glad, men kan
alligevel ikke have det. Det rammer hans egen uformåen og livsløgn«.
Historiens
erfaring
Kasserne danner en søjle. En enkelt pære i loftet
sikrer, at man kan se, hvad der står på enderne. men man skal helt tæt på,
og først når låget kommer af, viser det sig, hvad kasserne i virkeligheden
gemmer.
Historier om et liv. Erfaringer høstet. Tab.
Hvis
villaen brændte, ville beviserne for Knud Holsts brydsomme liv kun eksistere
oppe i hovederne på hans døtre. Og når de var væk – puf. Ingenting. Eller
kun det, man kunne læse ud af hans kortprosa og digte. Men intet om kampen
for anerkendelsen. Intet om de kuldsejlede romandrømme.

Foto:
Martin Bubandt
Ung forfatter i eksil
Sommeren 1973. Hanne-Vibeke er 14 år. Mens
veninderne hjemme i Løkken for 117. gang deler en bakke pomfritter nede på
’snasken’ eller forsøger at gøre indtryk på et par svenskere nede på
minigolfen, står den unge frk. Holst på havnen i Frederikshavn.
Hun
har hanket op i den knaldrøde Olivetti rejseskrivemaskine og står og venter
på færgen. Læsø ligger et sted derude på den anden side af horisonten. Det
er dér, hun skal ud. Alene. Forældrene har været imod. Hvad i himlens navn
skulle tøsen derude? På pensionat, gudhjælpemig. Hun kan mærke, de tror, hun
skal mødes med en kæreste. Hun er trodsig. Benægter med al sin stædighed, og
til sidst giver de sig. Jamen, så tag dog af sted. Og det gør hun så.
Allerede på færgen er hun overbevist om, at planen er fantastisk. Ude på
dækket står forfatteren Erik Nørgaard. Det viser sig, at han skal indlogere
sig på samme pensionat som den unge frk. Holst fra Løkken, som allerede i et
stykke tid har sendt digte til Vendsyssel Tidende. Digtene fylder ud, hvor
der er plads på siderne.
Under opholdet på Læsø skaffer hun
sig en cykel, så hun kan komme rundt på øen. Hun skal ’samle indtryk’ til de
digte, hun har planlagt at skrive. Hjemme på pensionatet følger hun nøje med
i, hvad Erik Nørgaard laver, og konstant har hun lyst til at stille sig over
ved hans bord og sige: Nå, du er nok også taget væk for at få skrevet noget?
– sådan forfatter til forfatter.
»Selvfølelsen fejlede
bestemt ikke noget. Jeg skulle over og skrive digte, for jeg kunne ikke
ligesom få arbejdsro derhjemme, vel? Hvis et af mine egne børn gjorde noget
lignende, ville jeg sige: Helt ærligt, lille skat, hvad er der galt med
dig?«.
To uger i en kælder
Fotografierne i
kasserne fortæller deres helt egen historie. Hanne-Vibeke Holst falder helt
ind i sig selv, mens hun står i det skarpe kælderlys og ser på motiverne.
Hun sorterer dem og alle papirerne i 2006. Brugte dag på dag i kælderen.
Læste, pakkede om, smed ud. To hele uger.
Historien om
knægten fra det indremissionske husmandssted i Vendsyssel står og blinker.
Datidens svar på punkeren. Se mig, se mig. Jeg er noget særligt.
Habitjakker, halstørklæder og i gymnasiet insisterede han på at tale
dialekt, mens alle andre gjorde præcis det modsatte. Cyklede 40 km til
Aalborg for at hente antikvariske bøger, mens kammeraterne hakkede roer og
drev køer ind.
Aldrig glemte han nabokonernes
bemærkning, da moderen fortalte dem, at han skulle i realskolen. »Hvorfor
det? Hvad skal han der?« Med underteksten: Nå, I tror nok, I er noget?
Arven
fra Løkken
Knuds datter troede også, hun var noget. Ja, ikke på
dén måde. Hun var aldrig i tvivl om, at hun var noget. At hun kunne skrive
for eksempel, og at det, hun selv skrev, kunne være lige så godt eller fint
som det, andre skrev. Men på et tidspunkt blev hun nødt til at overveje,
hvorfor ikke alle havde det på samme måde.
Hun voksede op
i et hjem, der havde det hele. PH-lamper, malerier. Fjernsyn fra B&O.
Knud gik i rulamspels og Playboysko. Han røg ikke pibe som alle de andre.
Pibetobakken var selvfølgelig Dunhill.
Selv bilen var noget
særligt. En Vauxhall Viscount, brugt, ganske vist, men ikke desto mindre
topmodellen med elruder, lædersæder, power steering og et
drøn af en motor. Vi taler om en bil, der blev valgt af en mand uden
kørekort. Midt i 1960’erne. Hunden en granddanois. Heller ikke her kunne det
blive stort nok.
Og så skrev de. Både Kirsten og Knud Holst skrev.
Den ældste datter arvede alle tilbøjelighederne. Man kan møde hende i
Kenzojakker. I sko fra Dries van Noten, hvis det skal være festligt. Eller i
en Burberry T-shirt under den løsthængende skjorte på en hverdag. Hun
erkender det. Lige dér sidder en del af arven efter Knud. Hun mener selv, at
hun ikke har trangen til hans show-off, og at det udelukkende er en
trang til at gå efter det bedste, hvis muligheden er der. Om andre så kan se
det eller ej.
»Jeg bruger 20 gange så meget på tøj som mine søstre,
og de griner ad mig, fordi de ikke engang synes, det kan ses«, siger
Hanne-Vibeke Holst og slår en latter op, før hun fortæller anekdoten om,
hvordan hendes far engang under en Aalborgtur blev sendt i byen efter en
termokande og kom tilbage med en Alfi. Det gjorde man bare ikke i Løkken.
»Kunne
du for en gangs skyld ikke bare have købt en almindelig termokande«,
hvislede det fra moderens sæde i bilen.
Nej, det kunne han
ikke. Og han kunne heller ikke have ladet været med at skrive, om nogen så
havde bedt ham om det.
Det ville hans kone så til gengæld have
forstået. Det var et hus af skrivende, og datteren elskede at gå rundt til
lyden af to klaprende skrivemaskiner, og hvis hun kunne komme til det, læste
hun i de manuskriptbunker, der lå alle vegne.
Dette var arven
frem for alt. At det var noget fuldstændig naturligt at være forfatter. Som
at være frisør. Hvis man skrev, var man forfatter. Og man kunne skrive om
natten og sove om formiddagen. Der var ikke fine forfattere og mindre fine
forfattere. I hvert fald ikke dengang. Hanne-Vibeke mente som sine mindre
søstre, at hvis man som faderen udgav bøger var man dygtig. Punktum.
»Det
var først sent, det for alvor gik op for mig, at der var et hierarki i
litteraturen. Jeg kan slet ikke huske, at min far har talt om modtagelsen af
sine bøger, og han var så ærekær, at han helt sikkert ikke har talt med os
om det, hvis de blev dårligt modtaget«.
Hun skrev sin
første bog ’Hejsa Majsa’ på bestilling. En bog? Ja, så gerne. Hun anede
intet om lektørudtalelser på bibliotekerne eller anmeldere. Hun kunne bare
godt lide at skrive. Det var ikke, som hun selv siger, et ’karriere-move’. I
starten fik hun okay anmeldelser. Det var kækt, måske lidt for kækt, husker
hun selv deres bedømmelse. Lidt for meget slang, lidt for mange amerikanske
udtryk.
»Ingerlise Koefoed skrev, det var glimrende, men at bogen
ikke ville holde sommeren over, fordi jeg brugte slang. Det fik hun så ikke
helt ret i. Da jeg senere fik udgivet ’Thereses tilstand’, var anmeldelserne
okay, men det blev alligevel set som på kanten af triviallitteratur. May
Schack forstod, det var et forsøg på at kombinere beskrivelsen af køn med
solid spænding, men nogle kunne ikke lide det. Dengang var jeg jo snotnaiv
hele vejen igennem. Jeg boede jo også i udlandet i de år, og jeg fik
forskellige prædikater hæftet på mig. 1) Jeg var diplomatfrue. 2) Var
forfatterdatter. 3) Nordjyde uden magtbase i København. 4) Journalist. Og 5)
Det var lidt for godt, for ellers kunne det jo ikke fremprovokere de
reaktioner«.
»De så ikke eller ville ikke se, at man kunne
kombinere ’pageturneren’ med krævende temaer. De så kun det trivielle, der
jo også handlede om mig, fordi jeg brugte mine egne livsfaser, men de havde
overraskende svært ved at se, at selv om jeg brugte jegformen i præsens, så
var dette jeg ikke Hanne-Vibeke. Therese var jo københavner, frygtede mænd
og arbejdede på tv. Jeg var alt andet og havde haft masser af kærester,
siden jeg var to år. Ja, jeg var ikke så dygtig, som jeg er i dag, og
indimellem havde jeg nok penslen lidt for dybt i noget klister, men der var no
mercy, det var der virkelig ikke«.
Gentagelsesmønster?
I
en af kasserne ligger en spiralkalender. Han skrev i den, mens han lå på
hospitalet. Fuld af selvbebrejdelser. Et liv, der hverken lykkedes
kunstnerisk eller privat.
Hanne-Vibeke Holst er skræmt over
at være i samme litterære element. Han ville hellere dø end være familiefar.
Kunstner var han. Rejste væk i perioder. Boede på Hotel Østerport.
»Jeg
har lært meget af det. Det kan være en fordel at være datter i stedet for at
være søn. Mænd har en langt større margin for at blive megalomaner og
excentrikere. Han satsede hele butikken. Og tabte«.
Beklager
venner, det er for sent!
På Knud Holsts cv står en stribe
arbejdslegater fra Statens Kunstfond, og han får også den livsvarige ydelse,
før han dør. En anerkendelse af hans arbejde, ja, men han ved selv, at han
aldrig lykkedes på en måde, så han med selvfølelsen i behold kunne stille
sig op over for gårdmandskonerne – hvor døde de end måtte være – og sige:
Hvad sagde jeg! Var jeg måske ikke noget?
Datterens cv siger
intet om den litterære anerkendelse. Hun har med egne ord »aldrig søgt en
skid«. Hvorfor? Der har aldrig været brug for det.
Det
ser anderledes ud 25. januar 2006. En onsdag. Her handler det ikke om en
anerkendelse, man kan søge. Ikke desto mindre har hun store forventninger
til, at den vil komme.
Hun kan skæve til telefonen. Ringer den?
Nogle dage forinden har hun selv formuleret det:
»Hvis ikke det
sker nu, får jeg dem aldrig«.
Hun taler om Boghandlernes
Gyldne Laurbær. Hendes bestseller ’Kongemordet’ har på få uger solgt 75.000
eksemplarer, og det fortsætter året ud. Derfor står hun som favorit, da
boghandlernes personale skal afgøre, hvem prismodtageren bliver. En
prismodtager, der kommer i selskab med navne som Suzanne Brøgger, Carsten
Jensen, Benny Andersen og Jens Christian Grøndahl. Alle har de fået overrakt
prisen ved et bagholdsangreb, hvor familie eller forlægger lokker
hovedpersonen et sted hen, hvor pressen står parat med kameraer og
båndoptagere.
Surprise!
Hvis ellers telefonen
ringer.
Men den er tavs.
Selvfølgelig ved hun på det
tidspunkt, at dele af parnasset stadig holder sig for næsen, selv om
’Kongemordet’ fik gode anmeldelser. Ikke desto mindre har hun mødt
universitetsstuderende, som er blevet frarådet at skrive afhandling om
hendes bøger. Det betyder ikke, at hun aldrig har fået priser. F.eks.
Egholt-Prisen, Søren Gyldendal-prisen og Edvard Pedersens Biblioteksfonds
Forfatterpris. Men ikke en af de litterære priser. Dem får man kun, som hun
siger, hvis man er accepteret i det litterære miljø.
Men
De Gyldne Laurbær er noget andet. Det er bogen og forfatterskabet, der
rammer de mange. Det har hun gjort før, men ikke i så stort omfang som med
’Kongemordet’.
25. januar over middag afsløres det, at
prisen går til Morten Ramsland for gennembrudsromanen ’Hundehoved, som er
hans foreløbig eneste bog, der har nået et publikum.
Hanne-Vibeke
Holst var skuffet. For ikke at sige »pissehamrende sur«.
»Jeg
kan da godt blive nedtrykt, hvis det er en bevidst udelukkelse, og at nogen
siger, at alle andre må vinde, bare ikke hende. Jeg får nok aldrig De Gyldne
Laurbær«.
Hun slår ud med armene og griner: »På et
tidspunkt kan det jo blive så pinligt, at jeg måske må afvise dem og sige:
Ved I hvad, venner, det er fandeme for sent«.
Men hun ved
også, at hun aldrig kunne finde på det. At hun i givet fald ville servere de
skide boghandlere en stikpille om, at det da fandeme da også var på tide, what
took you so long?, og derfra nyde sejrens sødme.
Sødmen
kom ikke med ’Kongemordet’, og det generer hende da også, at bogen i 2006
ikke engang blev en af de ti bøger, Berlingske og bibliotekerne indstiller
til Læsernes Bogpris.
»Jeg har jo for helvede titusindvis af
bibliotekslæsere, og de skal ikke være flove over deres litterære smag. Det
nærmer sig berufsverbot. Måske havde de ikke stemt på mig, men
de skulle da have muligheden«.
»Efterhånden kan jeg ikke
længere klage over mangel på litterær anerkendelse, heller ikke fra mandlige
læsere, men ellers har min kontakt med læserne i vidt omfang kompenseret i
de magre år. Jeg lefler ikke for at få anerkendelsen, og det rokker den nye
bog ikke ved. Men det kan da godt være, at jeg alligevel aldrig får
Weekendavisens Litteraturpris. Det kan så være, jeg om ti år skriver en
lille, gnidret bog, jeg får alt for, hvem ved?«.
Den
tavse dansker
Mellem 8. og 9. klasse kommer hun på pigeskole i
Wien. I dag ser hun tilbage på stedet som en skole, hvor velbegavede piger
blev uddannet, til de kunne blive gift. To timer om ugen må de gå ud i byen,
eller de må være væk i en weekend, hvis de kan bo hos godkendte familier. De
andre elever ser med undren på Die Dänin, der længe ikke siger et kvæk, men
læser sære bøger, går på café for at læse aviser eller se på kunst, mens de
andre bruger friheden på at gå på isbar. Teenageren har en drøm om at blive
udenrigskorrespondent, et kvindeligt modsvar på Jan Stage. Hun fatter ikke,
hvordan hun står et helt år igennem, men det falder hende aldrig ind at give
op.

Foto: Martin Bubandt
Hellere krepere end give op
Arbejdslejligheden
i det indre København. Alt viser en forfatter, der forsøger at have maksimal
kontrol. Denne gang skal det være. Større og bedre end nogensinde. Mere end
to års arbejde, der afsluttes 4. oktober.
Lige inden for
døren hænger et stort whiteboard. En tavle med navne,
streger, bobler, pile og handlingskoncentrater fra ’Dronningeofret’. I
reolen bag det store skrivebord står rækker af ringbind med båndudskrifter
af interview med PET-folk, politieksperter, Alzheimersforskere, politikere
og hjemvendte soldater fra Afghanistan.
Bag reolen sidder
’assistenten’, hun har hyret til at ordne praktiske ting ti timer om ugen,
så hun selv kan skrive, skrive, skrive.
Hun har styr på
historien. På forfatterskabet. På sig selv. Da Hanne-Vibeke Holst for to år
siden møder sin norske forlægger på en svensk bogmesse, har hun hele
’Dronningeofret’ klar i hovedet. At Elisabeth Meyer lider af tidlig demens.
At hun skal nå at blive statsminister og overgive magten til unge Charlotte
Damgaard, før den store glemsel tager hende selv. Og nordmanden får alle
intrigerne med højrerabiate celler, der truer jødiske politikere på livet.
Om hjemvendte og kriseramte soldater, der anvendes som redskaber af folk med
udspring i Dansk Folkeparti. Om Charlotte Damgaards dilemma. Politik eller
det fede job uden for Christiansborg. Nordmanden får det hele. Også svarene.
»Ja,
så er det jo bare at gå hjem og skrive det hele ned«, siger forlæggeren.
Hanne-Vibeke
Holst maner til besindighed, og det skal vise sig, at hun har mere ret, end
hun har lyst til.
Et år senere sidder hun alene i familiens
sommerhus på Sjællands Odde. Hun er bagud og i krise. Hun har skrevet 170
sider, som ikke giver hende følelsen af at være en forfatter med fod på sit
stof.
Den lykkelige følelse af at ’være i roman’ er væk. Helt væk.
Tilbage er kun rædslen, da hun opdager, at historien ligner vejen fra
sommerhuset og ned til den åbne kyst. Ét stort krat med en hel skov af
træer, kun afbrudt af små veje ind til de huse, der ligger skjult bag en mur
af blade og grene.
Det holder ikke. Alt for mange sidehistorier i
en helt forkert komposition. I telefonen forsøger hendes mand at tale hende
ned af tapetet, og hun mærker, han må undertrykke en irritation. Hun
fastholder, at hun enten må opgive eller starte forfra. Dybest set ved hun
godt, at der kun eksisterer én mulighed.
»Hellere krepere end
give op midtvejs«.
Mandag morgen ringer hun til sin agent,
Lars Ringhof.
»Jeg har en god og en dårlig nyhed. Den dårlige er,
at det hele er noget lort, og at jeg starter forfra. Den gode er, at jeg
måske ved, hvad jeg skal gøre«.
Hvad siger man lige
til det, når man får en opringning fra sin største forfatter? »Ved du hvad,
måske er det nu, du skal tage på det Robert McKee-kursus, jeg har talt om?«.
Robert
McKee er en af Hollywoods manuskriptguruer. Han lever af at fortælle folk,
hvordan de skal strikke en historie sammen. Tre dage i november 2007 – 10
timer om dagen – sidder Holst og Ringhof og lytter til hans råd.
At
forfatteren skal bruge tid – lang tid – på at forberede sig, før skrivningen
begynder. At historien skal være klar. At forfatteren skal go deep.
Kende sine karakterer. Indefra. Kende deres hemmeligheder. Deres livsløgne.
Deres skjulte drømme, deres livsprojekt og de ømmeste ligtorne. Det hele
skal ligge der i en slags karakterbibler, før forfatterens fingre rammer
tastaturet.
»Mange forfattere tumler mere eller mindre blindt ud i
historierne, og de tror, at karaktererne ligesom vokser frem af sig selv.
Det bliver ofte derefter, fordi det ikke er tilstrækkelig gennemtænkt.
Historierne og karaktererne bliver for svage, fordi mange har for dårlig
viden om håndværket. Skønlitterære forfattere har en forventning om, at det
hele er meget emotionelt, og at man udtrykker sig selv og sin sjæls indre.
Derfor er der heller ikke særlig stor respekt for håndværket«.
Hanne-Vibeke
Holst begynder forfra på sin roman efter besøget hos McKee. Sidst i maj i år
afleverer hun første version af ’Dronningeofret’. 580 sider. Hendes redaktør
er tilfreds, men mener, der kan strammes lidt op her og der.
Det
gør hun så. Skærer 80 sider væk – og skriver derefter 160 sider til. Ikke ét
sted, men mange steder. Lægger skygger og ekstra lag på karaktererne.
»Og
scener, jeg faktisk godt kunne lide, skar jeg ud, hvis de ikke gjorde noget
for handlingen. Den store forskel i dag er, at jeg er tro mod historien og
dens drive. Jeg vil også gerne have, at det skal være litterært, men før
mente jeg, at der absolut skulle være noget litterært. Det var nok en
misforstået snobbisme, et forsøg på at please de
litterære smagsdommere, som jeg har ligget mere under for, end jeg har
villet indrømme. I den nye bog har jeg sagt: Fuck det. Det litterære må
komme i anden række«.
Noget helt særligt
Dagbøgerne
i kasserne fortæller om Knuds indre liv. Med fascination har datteren læst
ham over skulderen. Om ’hende’ han skriver digte til. Ikke Kirsten,
redaktøren af skolebladet. Hende, han senere skal blive gift med og skilt
fra, men en anden. ’Hende’ han ikke tror, han kan leve uden, da det viser
sig, at hun har den frygtede ’anden’. Men jo, allerede næste dag besinder
han sig. Han skal selvfølgelig ikke gå og klatte sin kærlighed væk på noget
så almindeligt. Han er jo skabt til noget stort, og det skal gemmes til det
helt særlige. Det kan føje sig ind som en lille brik i hans store
livsprojekt, hvis formål er at stille sig op over for gårdmandskonerne og
sige: Fuck jer! Hans datter mærker vreden på årtiers afstand.
Helikopteren
Som
lille følger hun med sin mor rundt i Løkken. Nogle gange til fods. Andre
gange med rutebilen ud af byen og tilbage igen.
Altid med ørerne
slået ud. Helt ud. Damerne på sædet foran udveksler galdestenshistorier
eller fortæller om, hvordan den ene har vundet en halv gris i banko.
Skandalen ved et sølvbryllup eller de tragiske omstændigheder ved en
bilulykke bliver sjældent mindre, når historien bevæger sig fra
grønthandleren og hen til fiskemanden. Det kan sagtens tage en formiddag at
runde byen og få købt ind.
Hanne-Vibeke suger
historierne til sig.
»Jeg har altid været nysgerrig og optaget af
at fortælle. Det hænger nok sammen med min nordjyske opvækst. Deroppe bliver
altid fortalt meget, og den får ikke for lidt, når historierne bliver
genfortalt«.
Lysten til at fortælle historier bliver ikke
mindre, da hun uddanner sig til journalist, men hun opdager hurtigt, at
dagspressen ikke er parat til at rumme hendes form for journalistik. Hun vil
skrive langt, gøre historierne mere spændende, og hun kan sidde og udfritte
folk om detaljer i tre-fire timer, selv om hun fra avisen har fået besked
om, at det bare er ’en lille ting’.
»Redaktørerne rev
sig i håret, for jeg forstod ikke, hvorfor det var så vigtigt, at
historierne kom i avisen næste dag. Jeg forstod aldrig nyhedskriterierne, og
konkurrenceinstinktet havde jeg heller ikke«.
Måske var det
sine egne erfaringer, hun huskede tilbage på, da hun for nylig blev
kontaktet af en kvindelig journalist. Hun ønskede at få Holst som en slags
mentor. En erfaren forfatter, der kunne give gode råd til en ny af slagsen,
som så – måske – kunne undgå de værste faldgruber.
Hun
læste journalistens tekster, som var ganske ferme. Sproget fejlede ikke
noget. Det flød, som det skulle. Men der manglede alligevel noget. Et
projekt. En ide.
»Hvad vil du? Ud over at være forfatter«, spurgte
Holst hende. Det samme spørgsmål har hun aldrig været nødt til at stille sig
selv.
Altid med et formål
Kirsten og Knud Holst
pakker gaver ud. Små rektangulære pakker fra ældste datter. Hun er stadig
teenager. De mærker den umiskendelige følelse af indpakkede bøger. Hårde,
lidt tunge. En god forventning. I hvert fald indtil papiret kommer af. ’Det
kommunistiske manifest’. Intet mindre.
Datteren har
været på arbejdslejr i Tyskland og mødt den hårde tyske venstrefløj, hvis
kantede retorik rammer lige ind hos den unge danske gymnasieelev, der i
forvejen mener at have svar på alt. Hun er i færd med at drive sin far til
vanvid med snak om kinesiske folkekommuner og mellemamerikanske sandinister.
Kort
efter blev julegaven returneret. Forældrene skubber dem tilbage. Ind under
døren til pigeværelset med tilføjede kommentarer som ’Vrøvl’ og
understregninger efterfulgt af ’Se her!’ og ’Sikke noget vås’.
Alzheimer
Max
For sidste gang mødes Frihedskampens Veteraner i Mindelunden i
Ryvangen 29. august 2008. Man er enige om at stoppe, mens værdigheden er i
behold. De sidste vidner fra krigen er efterhånden meget gamle. Hjemme på
Frederiksberg følger Hanne-Vibeke Holst reportagerne på tv. Episoden kunne
næsten være et afsnit i hendes roman.
»Når der ikke
længere er nogen til at minde os om fortiden, begynder vi at begå fejl i
arrogance. Jo længere siden det er, at et samfund har været i krise, jo mere
usårligt vil det føle sig. Sådan føler jeg, det er i disse år. Derfor er
Elisabeth Meyers Alzheimerssygdom selvfølgelig også den store metafor for
glemslen. Alt glemmes hele tiden, og hvis erindringen ikke gives videre,
sker de samme fejltagelser igen. Holocaust for eksempel«.
»Jeg
er lige blevet 49, og derfor er jeg optaget af, hvordan man lever sit liv
ordentligt. Hvad betyder det, når en person skal dø? Får man kvababbelser
over, hvordan man har levet. Forsøger man at leve, så man kan lukke øjnene
med ro i sindet. Her forsøger jeg at komme rundt om personerne, så der er
noget formildende over selv de værste af dem. Jeg er som TV 2’s helikopter,
der svirrer rundt og ser ned på verden. Det er min rolle. At være storyteller.
Jeg forsøger at forstå og formidle sandheden. Det er selvfølgelig min
version af sandheden og ikke Osama bin Ladens eller George W. Bushs version.
Men sandheden er kompleks, og derfor bliver mine bøger mere og mere
komplekse, men for mig er det vigtigt at være i det godes tjeneste. Politisk
hører jeg til ovre hos Harry Potter, for jeg skal tro på, at jeg skubber
tingene i den rigtige retning. Måske bliver det opfattet anderledes af
andre, men jeg skal for eksempel tro på, at uden ’Kongemordet’ var der flere
kvinder, der ville finde sig i at få bank«.
»Allerede som
14-årig var jeg feministisk agitator, og jeg er stadig optaget af køn, men
det handler ikke kun om ligestilling. Jeg er blevet optaget af magten, og
hvordan vi bruger den. Vi står midt i et paradigmeskift, og ingen aner, hvor
det ender, men det er vigtigt, at kvinderne også blander sig i værdikampen.
Vi kan ikke tillade os kun at være interesserede i de sidste nye Manolo
Blahnik-sko eller næste afsnit af ’Desperate Housewives’. Vi må forpligte os
på magten, og det gør vi ikke i tilstrækkelig grad«.
10
år – så er det ud!
Det er hendes mand, Morten
Bruus, der henter papirerne i 1996. Året efter Knud Holsts død. De står hos
en søster i Jylland. I Chiquita-kasser. Stabler af dem. Hjemme på
Frederiksberg bliver de båret ned i kælderen. Ingen ved præcist, hvad
indholdet er. Alt ligger hulter til bulter. En hurtig gennemrodning afslører
notesbøger, fotos, bankopgørelser, gældsbreve og korrespondance i én stor
forvirring.
Hvad vil hun bruge dem til? Godt spørgsmål. Men
hun er jo journalist og kan se et materiale for sig. Et stof. Men de fylder
jo ad helvede til, kasserne.
»De kan få lov at stå her i 10
år. Hvis du ikke har rørt dem inden da, smider vi dem ud«, siger hendes
mand.
Skal du overtage Lotte Bundsgaards kreds?
Hanne-Vibeke
Holst er mentalt langt væk. Hun sidder i sin arbejdslejlighed i det indre
København. Hun skriver på sin historie om dansk politik. En historie om, at
kvinder skal gribe ud efter magten. Og tage den. Hvis de kan. Om kvinden så
hedder Elisabeth Meyer eller Charlotte Damgaard.
En opringning
afbryder hende. Opkaldet kommer fra en avis på Fyn, hvor den unge Lotte
Bundsgaard lige har sagt farvel til politik og ikke stiller op til det
kommende valg.
Er det sandt, spørger avisen, at Hanne-Vibeke Holst
skal overtage Lotte Bundsgaards kreds? Så er det nu, tænkte forfatteren. Det
er nu, afgørelsen falder. Hun ved, der er to muligheder for et svar på
spørgsmålet.
Hun kan sige: Nej, det er ikke sandt, men
det lyder da spændende, eller hun kan sige det modsatte: Nej, det er helt
ude i hampen, og jeg kan på det kraftigste dementere, at det har min
interesse. Hvis hun giver det første svar, vil det formentlig kun være et
spørgsmål om dage, før en eller anden kredsformand ringer op og byder hende
på en kop kaffe og en snak. Adskillige gange har hun oplevet toppolitikere
fritte hende, om ikke det var noget at forsøge sig i politik. Og hun er
jo interesseret. Dybest set har hun flirtet med tanken, når de
spurgte, men hver gang havde hun afvist det, om end halvhjertet, selv om det
gibbede i hende, når de sagde, at det jo i givet fald var minister, hun
skulle være. Ikke menig politiker.
Da Hanne-Vibeke Holst
lægger røret, begraver hun for altid de politiske drømme. Hun svarede, at
det er ude i hampen. Så, nej tak til magten. Men det harmonerer overhovedet
ikke med, hvad hun ellers siger. Slet ikke, når man ser, hvad der satte hele
hendes trilogi i gang med ’Kronprinsessen’ fra 2002. En trilogi, som i
udgangspunktet var tænkt som én bog, der skulle undersøge, hvordan kvinder
agerede i den politiske magt. Var der særlige vilkår for kvinderne?
Ja,
der var stor sandsynlighed for, at kvinderne fik modstand på alle fronter. I
partiet, i pressen og i privatlivet. Men alligevel er moralen i
’Kronprinsessen’, at kvinderne skal gå efter magten. Selv om prisen er høj.
Også privat.
I ’Kongemordet’ fra 2005 bliver billedet vendt
om. Hvad sker der for kvinder, der ikke går efter magten. Det bliver ikke
noget kønt syn. Linda Lykke Jacobsen, finansministerens hustru, lader sig
køre over af sin mand, fysisk og mentalt.
»I bind tre,
’Dronningeofret’, fortæller jeg, hvorfor det er vigtigt, at nogen påtager
sig the dirty job. Jeg viser, at politik ikke bare er et karrierejob.
Det handler om demokrati, de gode mod de onde. Om vi skal være barbarer og
fascister. Om vi skal have udryddelseslejre eller ej. Det handler det om.
Det har vi glemt, fordi det er så længe siden, vi har været truet. Jeg vil
vise personer, der tror på, det er vigtigt, hvilken retning samfundet
bevæger sig i. Jeg vil rehabilitere politikerne. Få det op på et mere ideelt
plan, hvor mange politikere fortjener at være, hvilket parti de end kommer
fra«.
»Jeg var selv i Moskva under Gorbatjovs
perestrojkaperiode, hvor Muren faldt og russerne fik deres første parlament.
Når man har været der og levet med russerne, kan man se, at politik ikke
bare er for sjov. Det kan enhver fra den side af Jerntæppet skrive under på.
Det var 70 år under diktaturets styre. Fangelejre, gulag og ingen
ytringsfrihed. Ikke engang telefonbøger havde de. Der forstod jeg, hvad
politik virkelig handler om«.
Og så er vi tilbage i
lejligheden i det indre København i sommeren 2007, da forfatteren lægger
røret fra en fynsk journalist, som ellers kunne se sin historie stå og
blinke på forsiden af sin avis.
’Bestsellerforfatter stiller
op på Fyn. Hanne-Vibeke Holst vil være folketingspolitiker’.
Men
nej. Endnu en historie, hvor rygtet er bedre end realiteten.
»Det
er jo ikke det, jeg er. Jeg ved godt, at det kan alle sige, men jo ældre jeg
bliver, jo mere respekt har jeg for, hvad der er ens bestemmelse i livet.
Man har ikke respekt for politik, hvis man tror, man bare kan komme
flintrende ind fra højre«.
Løsningen i kælderen
Hun
kigger på kasserne. Åbner en. Flytter den ud i lyset. Griber ned i bunken af
papirer. Hun vidste, at hun måtte derned. At der et eller andet sted i
kasserne lå en løsning på det mysterium, hun synes, han var som far.
»Måske
troede jeg, at jeg i materialet kunne få afprøvet min skræk for, at jeg selv
skulle blive ligesom ham«.
Hun måtte derned. De stod
dernede og ventede på hende, kasserne. Når hun blev gammel nok og dygtig
nok. Som journalist og forfatter vidste hun, at materialet engang skulle op
af kasserne. At det skulle ende som tekst. Måske også en tekst om Løkken,
den private hovedstol. Mikrouniverset, hvorfra hun kunne se på den lille og
den store verden samtidig. Men hvordan?
Den næste grænse
Juli
2008. Zahrtmanns Plads, Frederiksberg. Lågen til villaen går, og ind kommer
postbuddet. Han kommer over mod havebordet, hvor Hanne-Vibeke Holst har
rejst sig. I den lille brune pakke ligger forfattereksemplarerne fra en bog,
hun har skrevet. Som et lille, men langtrækkende ekko fra fortiden. En pakke
med genudgivne eksemplarer af ’Ud af røret, Maja’ fra 1981.
Hele
stakken fylder cirka det samme som to eksemplarer af ’Dronningeofret’. Det
er den nye trilogi, hun taler om, og ikke ungdomsbøgerne, da hun siger, at
eftertiden er vigtig for hende.
»Mange siger til mig, at mit
projekt er enestående, fordi det viser, hvordan Danmark har været siden
2000. Ligesom Georg Brandes siger, er det litteratur, der sætter problemer
under debat, og derfor vil nogen helt sikkert også glo på dem om 30 år. På
et tidspunkt bliver de jo nødt til at se tilbage på, hvad der skete i
1990’erne og 2000-årene. Derfor skal projektet også fuldbyrdes, så de kan
se, hvad jeg mente, når jeg engang er væk. Det hænger også sammen med min
egen stigende historiske interesse, at jeg kan se, at jeg kommer til at
indgå i et historisk kredsløb, og det er ikke for at være pralevorn, men det
gør jeg alene på grund af mine læsere. Man vil på et tidspunkt være nødt til
at spørge: Hvem er det?«.
»Selvfølgelig spekulerer jeg
også over, hvor det bærer hen fra nu af. Det kan du fandeme tro, jeg gør.
For nogen sker der bare det, at de pludselig stopper. I en periode er de i sync
med deres tid, hvorefter de bare skriver de samme romaner om og om igen uden
at kunne flytte sig. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at være nysgerrig.
Flytte mig og måske også nå ud til et større publikum, måske endda uden for
Skandinavien. Jeg vil gerne ud på engelsk, og der er også nogle tråde i
’Dronningeofret’, som peger ud i Europa, og som man ikke får hele svaret på
i romanen. Dem kunne jeg godt forestille mig at forfølge i en kommende
roman. Formentlig bliver jeg ikke lykkeligere af at komme ud på det engelske
marked, men det er stimulerende at møde et nyt publikum, ligesom jeg for
nylig gjorde i Tyskland, da ’Kongemordet’ blev udgivet«.
Dødslejet
1995.
Hanne-Vibeke Holst er på Aalborg Sygehus. Sammen med sine søstre står hun
ved sin fars sygeleje. Alle ved, hvor det bærer hen. En stor svulst har
trukket hans ansigt helt skævt. Knud Holst med den kroniske skræk for
tandlæger bildte sig længe ind, at der var tale om en tandbyld, og forsøgte
at bide smerterne i sig. Da lægerne endelig fik set på svulsten, var det
allerede for sent.
De har aldrig haft nemt ved at tale sammen om
personlige emner. Jo, han har kunnet fortælle hende, hvad hun skulle læse,
og at hun altid burde have en notesbog på sig, hvis der pludselig skulle
dukke en ide op til en roman. Eller en ide til hvad som helst. En af dem,
han selv har strøet med løs hånd ud over den ene notesbog efter den anden.
’Husk! Tv-serie. Stygge Krumpen’, kan der pludselig stå i en af hans mange
optegnelser.
Men heller ikke dén blev til noget. Ligesom det
aldrig blev til noget med at tale om noget personligt. Så hvad skal hun sige
til ham, mens han ligger der?
Hun kunne gøre, som mange gør i lige
netop den situation. Stryge sin far over hånden og forsøge at løsne
situationen op. Men hun tør simpelthen ikke. De beroligende strøg hen over
håndryggen kommer først, da han ligger bevidstløs.
Kort
forinden, mens de venter på en af hans sidste strålebehandlinger, har hun
forsøgt at nå ind til ham.
»Er du bange«, spørger hun.
»Bange
for hvad?«, siger han.
»For at dø?«.
»Nej,
jeg er rasende«.
Og så blev der ikke talt mere om det. I
årevis havde de ikke set hinanden, og de evnede stadig ikke at nå ind til
hinanden. Ikke engang i den afsluttende fase. Men han vidste, hvad der kom.
»Nu
er jeg blandt de døende«, skrev han en af de sidste dage på den blok, der lå
på hans sengebord ved siden af den evige kinabog. Først der, to sekunder i
tolv, kunne han formulere det. Ikke med læberne, men med pennen.
Mens
han ligger død på stuen, får han det glatte lag af døtrene. Den ene af
søstrene er ikke bange for ham. De andre to er. Herunder Hanne-Vibeke. Men
nu kan han få, hvad han har godt af. En ordentlig overhaling, hvor han får
ren besked om, at han var en rådden far.
Udtrykket er
datterens. Hun slår en latter op. Både fordi hun kan høre, det lyder
sindssygt hårdt, og fordi hun ved, hun heller ikke selv er den samme som
dengang.
»Indimellem er jeg bange for, at han pludselig stiger ned
eller op, hvor han nu kommer fra, og siger, hvad han virkelig mener om, at
jeg har svinet ham til efter hans død«.
Knuds historie
Den
sidste kasse bliver skubbet ind mod kældervæggen. Tilbage i bunken.
Hanne-Vibeke Holst kigger på papirerne og siger:
»Hold
kæft et materiale, der ligger her. Det er jo oplagt at skrive om ham.
Men jeg kunne også straffe ham ved IKKE at skrive bogen. Jeg kan jo digte
alt muligt ind i det, og jeg er den eneste, der kan skrive den bog, som også
ville blive en tidsfortælling. Men hvis jeg skriver om ham, bliver det en
roman. Jeg bliver selv snart 50, og jeg kan mærke, at jeg med tiden bliver
mere overbærende – også når det gælder ham. Derfor skal der heller ikke gå
for længe, hvis jeg skal skrive om ham, for mit billede af ham ændrer sig
hele tiden. Det er en hård historie om liv, død, dæmoni, stræben og tab. Det
bliver i givet fald en stor bog, men ikke en historie, jeg traller ind på
kontoret for at skrive. Til gengæld giver det for mig mening, hvis han
engang bliver den roman, han aldrig selv fik skrevet«.
På
mange af kasserne står han anført som Knud H.
H
for Holst. H for hovedstol. Datterens hovedstol med et stof og en baggrund,
som hun skriver sig op imod.
Uanset om hun vil eller ej.

Foto:
Martin Bubandt
Se også
- Underholdende spændingsroman fra Holst 03. okt 07.00
- Holst solgt til Sverige og Norge 30. sep 22.06
POLITIKEN – Dagens overblik, analyser og det bedste fra sportens verden
Læs Politiken hver dag BESTIL I DAG
- Få dine daglige kulturnyheder på mail
Ulykkelige musikstjerner hylder Whitney Houston
Alle hjørner af musikverdenen sender deres kondolencer efter sangerindens død.
-
Danmark12. feb. KL. 08.16
Al-Qaeda-leder støtter oprørere i Syrien
Terrorlederen Ayman al-Zawahiri kritiserer Syriens brutale styre og opfordrer befolkningen til at kæmpe videre
-
Danmark12. feb. KL. 09.05
Sammenstød koster to personer livet
To er omkommet og tre kvæstet efter ulykke på midtjysk landevej.
Ekspert: Hjælp er udsigtsløs for grækerne
Grækerne er stadig kritiske over for EU's redningspakke, fordi hjælpen er udsigtsløs lige nu, mener ekspert.
Seneste nyt
- 12. feb. 2012 KL. 09.42 Bil blev revet over ved alvorlig trafikulykke
- 12. feb. 2012 KL. 09.05 Sammenstød koster to personer livet
- 12. feb. 2012 KL. 08.47 Al-Qaeda-leder støtter oprørere i Syrien
- 12. feb. 2012 KL. 08.28 Romney slår tilbage med sejr i nord
- 12. feb. 2012 KL. 08.16 Grøn afgift giver minimal miljøgevinst
- Se flere nyheder
Mest læste i dag
- 12. feb. 2012 KL. 02.39 Sangerinden Whitney Houston er død
- 11. feb. 2012 KL. 23.47 Ekspert: Hjælp er udsigtsløs for grækerne
- 12. feb. 2012 KL. 08.54 Ulykkelige musikstjerner hylder Whitney Houston
- 11. feb. 2012 KL. 23.11 Svensk succesforfatter beskylder Zentropa for at lave piratfilm
- 11. feb. 2012 KL. 23.07 Kirken kræver flere penge ind
Kultur Seneste nyt
- 12. feb. 2012 KL. 09.56 Politiet efterforsker Houstons dødsårsag
- 12. feb. 2012 KL. 09.48 Voldsomt omdiskuteret Utøyaskulptur deler Norge
- 12. feb. 2012 KL. 08.54 Ulykkelige musikstjerner hylder Whitney Houston
- 12. feb. 2012 KL. 07.52 Fakta om popstjernen Whitney Houston
- 12. feb. 2012 KL. 02.39 Sangerinden Whitney Houston er død
- Se flere kultur-nyheder
Sport Seneste nyt
- 11. feb. 2012 KL. 23.37 Mali slår Ghana og tager afrikansk bronze
- 11. feb. 2012 KL. 23.24 Sprinter jagter kys fra Miss Italia
- 11. feb. 2012 KL. 22.13 Osasuna river Barcelonas titelhåb i laser
- 11. feb. 2012 KL. 22.01 Team Saxo Bank stræber efter top 10
- 11. feb. 2012 KL. 20.37 Adebayor med i fem mål for Tottenham
- Se flere sportsnyheder
IBYEN Seneste nyt
- 12. feb. 2012 KL. 09.00 Videokunsten blomstrer på dansk festival
- 11. feb. 2012 KL. 20.03 Chefredaktør: Gamle filmklassikere fungerer ikke i 3D
- 11. feb. 2012 KL. 18.00 Truende spionfilm er en fascinerende filmisk tidslomme
- 11. feb. 2012 KL. 18.00 Fræk 70'er-abe surfer på skyer i ambitiøs forestilling
- 11. feb. 2012 KL. 14.00 Guide: Få mest romantik på Valentinsdag
- Se flere Ibyen-nyheder
Tjek Seneste nyt
- 12. feb. 2012 KL. 06.00 Ugen byder undtagelsesvist på gode oversøiske vine
- 11. feb. 2012 KL. 20.51 »Måske er vi her ikke i morgen«
- 11. feb. 2012 KL. 19.19 Hvert tolvte barn kommer til verden uden sex
- 11. feb. 2012 KL. 15.00 Biltest: Suzuki sparer på brændstoffet
- 11. feb. 2012 KL. 12.47 Rejsen er bestilt, og rødvinen er trukket op
- Se flere Tjek-nyheder
Tophistorier Kultur
-
12. feb. KL. 08.54 Ulykkelige musikstjerner hylder Whitney Houston
- 12. feb. KL. 09.56 Politiet efterforsker Houstons dødsårsag
- 12. feb. KL. 09.48 Voldsomt omdiskuteret Utøyaskulptur deler Norge
- 12. feb. KL. 07.52 Fakta om popstjernen Whitney Houston
- 12. feb. KL. 02.39 Sangerinden Whitney Houston er død
Seneste Kultur
- 12. feb. KL. 09.56 Politiet efterforsker Houstons dødsårsag
- 12. feb. KL. 09.48 Voldsomt omdiskuteret Utøyaskulptur deler Norge
- 12. feb. KL. 08.54 Ulykkelige musikstjerner hylder Whitney Houston
- 12. feb. KL. 07.52 Fakta om popstjernen Whitney Houston
- 12. feb. KL. 02.39 Sangerinden Whitney Houston er død
- 11. feb. KL. 23.56 TV Hitmager gør comeback med forenklet setup
- 11. feb. KL. 23.11 Svensk succesforfatter beskylder Zentropa for at lave piratfilm
- 11. feb. KL. 15.37 Døden truer på Tarantinos yndlingsknejpe i Berlin
- 11. feb. KL. 14.54 Top-journalister anholdt på britisk tabloidavis
- 11. feb. KL. 12.53 Fem ansatte på Murdoch-avis er anholdt
- 11. feb. KL. 12.43 Ung Politiken-fotograf tager to internationale priser på én dag
- 11. feb. KL. 11.40 Venstre: Tag penge fra den klassiske musik
- 10. feb. KL. 22.54 Komikerkrigen fortsætter: 'Anden' anklager Timm og Gordon for hetz
- 10. feb. KL. 22.13 Hiphoppens superhelte sejrede på ny
- 10. feb. KL. 20.53 Absurd T-shirt-fejde griber om sig i medierne
Seneste anmeldelser
Seneste TV
Særtryk 1970-1979
Politiken har et stort udvalg af særtryk fra 1970´erne, klik her for at se mere...
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 1585 kr.
Alm. pris 1985 kr
|
|
Pluspris 685 kr.
Alm. pris 860 kr
|
|
Pluspris 1585 kr.
Alm. pris 1985 kr
|
|
Pluspris 25 kr.
Alm. pris 50 kr
|



























debat lige nu
seneste indlæg
mest kommenterede