Ole sidder på en bænk ved Sct. Jørgens Sø i København sammen med en kammerat og diskuterer, om man kan svømme tværsover til den anden søbred.

Det kan man sagtens, mener Ole, der har drukket ni Elefantøl og tre Blå Nykøbing.

Han har altid været typen, der gerne vil bevise, at man sagtens kan gøre både det ene og det andet. Han afklæder sig alt sit tøj undtagen sine blå underbukser og går ud i vandet.

Det er koldt, omkring ni grader, og klokken er over ti om aftenen. Oktobermørket har lagt sig over København.

Fra bredden kan Oles kammerat og en forbipasserende kondiløber se Ole forsvinde i mørket.

Kort efter kan de ikke se ham, kun høre, at han af og til råber til dem.

Tro på gennembruddet
Dette er historien om Ole Beich, en ung musiker fra Esbjerg, som i starten af 1980’erne tager til USA for at forfølge sin drøm om at blive rockstjerne og i 1985 er med til at stifte rockbandet Guns N’ Roses.

En historie om det stort set ukendte danske medlem af et af verdenshistoriens største rockbands. En historie om glæden ved at spille musik og ubehaget ved at skrue sine nosser ned i et par sorte spandexbukser.

Og en historie om at tro og håbe på gennembruddet, mens man mister troen på sig selv.

Historien starter i sidste halvdel af 1960’erne i et lille rødt parcelhus i udkanten af Esbjerg.

Her er familien Beich ved at gøre sig klar til endnu en almindelig dag.

Som sædvanlig skal Ole på 12 år og Anders på 7 år i skole. Som sædvanlig sidder de to brødre ved siden af hinanden med hver sin tallerken.

Øver hver dag
Og som sædvanlig tager Ole pakken med Kellogg’s Cornflakes og hælder op i sin tallerken. Men denne morgen kommer der ikke kun Cornflakes ud af pakken: en lille seddel glider også ud sammen med de gule majsflager og lander i tallerkenen.

»Tillykke, du har vundet en guitar«, står der på sedlen.

Ole springer op. Jubler. Han har spillet lidt på sin fars jazzguitar og længe drømt om at få sin egen.

Drømmen bliver senere leveret direkte til døren i en papkasse fra Kellogg’s.

Ole øver dag ud og dag ind. Nogle gange alene på sit værelse.

Andre gange sammen med to kammerater i det lille bryggers, hvor de akkurat kan klemme et trommesæt og to guitarforstærkere ind mellem køkkendøren, vaskemaskinen og nogle skabe. Han øver sig og øver sig og øver sig.

Og glemmer ofte alt om at læse lektier.

Når forældrene spørger til skolen, trækker sønnen på skuldrene og skynder sig ind på værelset for at finde sin guitar.

Ole kan gøre det meget bedre, skriver de bekymrede lærere fra skolen i deres udtalelser. De har ret, men Ole gider ikke gøre det bedre. Han gider faktisk slet ikke gå i skole, han dropper senere ud af en uddannelse som teknisk tegner og får aldrig en uddannelse.

»Han ville kun spille musik«, siger Oles mor, Birgit Beich, i dag.

»Men samtidig ville han jo gerne bevise, at han kunne blive til noget. Han sagde det aldrig direkte ... altså jeg kan ikke huske, at han har sagt: »Nu skal jeg sgu til USA, og så skal jeg nok vise, at jeg kan«, men der er ingen tvivl om, at det var derfor, han ville af sted. Han havde meget med at bevise, at han godt kunne«.

Læderkasket, langt hår og solbriller. Før rejsen til USA fik Ole Beich optikeren til at tone brillerne. Foto: Henrik Aarøe

Ole har en vision
I teenageårene er Ole Beich kendt i Esbjerg.

For sit lange lyse hår, for at kunne score alle de kønne piger og så selvfølgelig for sit musikalske talent.

I de tidlige voksenår flytter han til København og spiller blandt andet i Mercyful Fate, som senere får pladekontrakt i England og bliver en stor inspirationskilde for Metallica, men kvitter bandet for at tage til USA.

Han fortæller sine forældre, at han vil rejse til USA for at spille musik og tjene penge nok til at købe et hus til familien. Han vil købe to Harley-Davidson-motorcykler, en til sig selv og en til faderen, som har motorcykelkørekort og elsker at cruise. Og så vil han tage tilbage til Esbjerg for at sin se Ford Lincoln blive hejst ned på havnen og derefter køre rundt i byen.

I oktober 1983 tager han af sted.

Regnen siler ned over Esbjerg Havn, da Ole Beich sammen med vennen Henrik Aarøe går om bord på DFDS-færgen mod England, hvorfra de vil flyve videre til Los Angeles.

Ole har solbriller på. I virkeligheden er det almindelige briller med styrke, men han fik optikeren i Esbjerg til at tone dem, så de til forveksling ligner solbriller.

Det er mere cool, synes han.

På kajen står hans forældre, Henriks forældre og nogle kammerater.

Moderen vinker, da de to unge mænd kommer til syne på dækket, men Ole vinker ikke. Det er besværligt at vinke i den tykhudede motorcykeljakke med nitter og dobbeltlynlås, og desuden vinker rockstjerner ikke. Slet ikke til deres mødre.

Audition
Da de stiger ud af flyet i Los Angeles og går gennem ankomsthallen, har Ole kun én ting i hovedet: Han vil finde nogle musikere at spille med. Og det kan ikke gå hurtigt nok.

Mens Henrik lejer en bil, går den håbefulde musiker i kiosken og køber en stak aviser. Bladrer hurtigt om til annoncerne, hvor bands søger nye medlemmer.

Der er mange: bands, som søger guitarister, bands, som søger trommeslagere, bands, som søger bassister, bands, som søger sangere.

Ole, som allerede i tiden med Mercyful Fate skiftede guitaren ud med en bas – angiveligt på grund af den hårde konkurrence blandt guitarister – kigger i kategorien for bas og heavyrock.

Han ringer med det samme, og allerede dagen efter har han den første aftale om at komme til audition i Los Angeles.

Det er ikke tilfældigt, at Ole og Henrik vælger Los Angeles. Det er stedet at være for musikere. The city of dreams. Det var her, The Doors brød igennem.

Det var her, Neil Young spillede sin første solokoncert.

Det var her, Frank Zappa and the Mothers of Invention indspillede deres mest roste album. Og det var her, Ringo Starr, Neil Diamond, Janis Joplin, Jim Morrison, Led Zeppelin og The Byrds hang ud.

Ja, selv Elvis Presley kom forbi med jævne mellemrum, da han levede.

I musikmagasinet Rolling Stone har Ole læst om hovedpulsåren The Sunset Strip, om spillestederne The Troubadour, Roxy og Rainbow Bar og drømt sig væk fra værtshusene i Esbjerg. Ind i varmen hos rockstjerner og modeller.

»Kunne du forestille dig at gå i seng med Brooke Shields?«, havde han spurgt sin ven Henrik, inden de tog af sted.

Møder den ukendte Rose
Henrik kunne godt forestille sig at gå i seng med den 18-årige supermodel og skuespiller, som han havde set i et magasin. Det ville være ret fedt.

Ole og Henrik møder aldrig Brooke Shields, men til gengæld møder de hurtigt en del andre kendte:

På Rainbow Bar støder de tilfældigt ind i bandmedlemmer fra Mötley Crüe, som de senere bliver venner med, gennem avisannoncerne kommer Ole til audition hos Bill Ward, trommeslageren i tungrockbandet Black Sabbath, og en dag møder de en fyr, der hedder Axl.

På det tidspunkt er Axl Rose endnu ikke kendt.

Han er ligesom Ole Beich og en masse andre unge og håbefulde musikere taget til Los Angeles for at prøve lykken.

De to hænger ud på de samme barer, prøver lykken til de samme auditions, og efter en audition tager Axl og et par andre musikere med Ole og Henrik hen til et gammelt pakhus på Sunset Boulevard, hvor de to danskere bor i en periode. Pakhuset har tidligere været lager for et indkøbscenter, men er lavet om til lydstudie og et par værelser.

De ryger pot, drikker sprut og snakker om musik.

Det gør de sådan set hver dag, men denne dag husker Henrik alligevel bedre end de fleste andre.

Han husker blandt andet Axl, en lille, ivrig fyr med langt glat hår og store ambitioner. Axl Rose vifter med armene, rejser sig og sætter sig og sætter sig og rejser sig og snakker uafbrudt.

Lyserøde læderjakker, sort eyeliner og læderbukser med udskæring i skridtet var obligatorisk i Los Angeles i 1980'erne. Privatfoto

Rockstjerner drikker Jack D.
Han fortæller, at han for et halvt år siden tog fra Indiana til Los Angeles for at blive rockstjerne og lige præcis ved, hvad det kræver:

Man skal ikke kun være god til at spille musik, man skal også se godt ud. Man skal ikke bare have langt hår, man skal også bruge hårspray og toupere håret.

Axl er den dag klædt i læderbukser, cowboystøvler og en T-shirt uden ærmer, men det er slet ikke nok, siger han:

Man skal også bruge eyeliner og gå med pandebånd, smykker og stramme bukser med tigerstriber.

De to esbjergensere griner. De vil sgu ikke gå i stramme bukser, hvor man kan se nosserne. De vil gå i jeans og drikke Jack Daniels, for det gør rockstjerner.

I pakhuset bor Ole og Henrik i et lille værelse for enden af en lang korridor. Der er ingen dør, kun et forhæng, og det eneste dagslys kommer fra et lille tagvindue i loftet og nogle huller i den tynde ydervæg.

»Skudhuller«, havde ejeren forklaret.

Der er heller ingen senge eller madrasser, så Henrik klipper et gammelt gulvtæppe i firkanter, lægger firkanterne oven på hinanden lag på lag og laver på den måde to madrasser, hvor de kan sove.

Men de sover ikke mange timer i døgnet. Om aftenen går de ofte til koncerter og fra koncerterne ofte videre til fester og fra festerne af og til hjem til nogle damer.

De er på alle barerne og på alle stofferne, vælter sig i neonlys og natteliv og fester og fester og fester.

Festen stopper først, da Henrik efter to måneder bliver syg og vågner op med uprovokeret næseblod.

»Jeg dør af det her, hvis jeg ikke tager hjem nu«, tænker han og beslutter kort efter at tage tilbage til Danmark. Ole forstår ikke sin kammerat. Trods de efterhånden mærkbare konsekvenser af deres dekadente liv er han fast besluttet på at blive.

»Han troede på sig selv, og det kan jeg godt forstå«, siger Henrik Aarøe i dag.

»Ole var en utrolig dygtig guitarist og bassist. Alle så op til ham, og han kunne score alle de flotte piger. Der var altid folk, som ville spille med ham og et slæng omkring ham, folk, der gerne ville omgås ham og sige, at de var altså kammerater med Ole. Der er ingen tvivl om, at han har selvtillid på det her tidspunkt, og da jeg tager hjem, er han stadig overbevist om, at det kan lykkes. Jeg kan huske, at han siger til mig, at det var fuldstændig tåbeligt at tage hjem for at lade batterierne op«.

I begyndelsen af 1984 kommer Ole i kontakt med heavyrockbandet L.A. Guns gennem en annonce i avisen.

Han kommer til audition, og Tracii Guns kan med det samme se, at Ole er den helt rigtige bassist til bandet.

Han er cool, synes frontmanden, en rigtig ’hardhitter’, som forstår rock’n’roll og ser godt ud på scenen. Faktisk ser han bedre ud end nogen anden bassist, Tracii kender.

Ole er en del ældre end de andre og snakker med tyk dansk accent, men Ole lyver sig seks år yngre, og accenten viser sig at være en fordel, fordi det tyske band The Scorpions på det tidspunkt er meget populære i USA.

Ole Beich og de andre medlemmer af LA Guns sov af og til i øvelokalet, der lå et stenkast fra Slash's øvelokale. Privatfoto

Uvenner med Slash
I en periode bor Ole hos Traciis mor.

Han flytter ind sammen med sine nye bandkammerater, men ender med at sove på kunstlædersæderne i sin gamle rødbrune amerikanerbil, en Dodge Dart Sport, fordi han er allergisk over for kattene i moderens hus.

I andre perioder sover de tre musikere ofte i deres øvelokale, hvor de vågner op på gulvet mellem instrumenter, tomme whiskyflasker og forstærkere.

Lokalet er kun 30 kvadratmeter og uden vinduer, der er ikke bad, lokummet er på den anden side af gården, og den eneste luksus er en gammel sodavandsautomat, som de bruger som køleskab for de chokoladebarer, de stjæler i 7-eleven.

I løbet af sensommeren 1984 begynder Axl Rose at komme mere og mere i øvelokalet. Han er i en periode uvenner med Slash og deres fælles band, Hollywood Rose, og øver i stedet med L.A. Guns.

Ole og Axl spiller sammen, tager til koncerter sammen og vågner af og til op sammen. En gang vågner de stivfrosne i den samme kolde kingsize vandseng efter en fest.

De tager sammen ned til Sunset Strip Tattoo, hvor Axl får sin første tatovering, og når Ole ringer hjem sine forældre, vil Axl snakke med Oles far, Aksel.

Axl og Aksel snakker om motorcykler og amerikanske biler og griner af, at de hedder næsten det samme.

Ole og Axl bliver bedre og bedre venner, og da L.A. Guns fredag 5. oktober 1984 spiller på et af Hollywoods mest kendte spillesteder, The Troubadour, er det med Axl Rose som forsanger.

»I want to thank everybody for showing up tonight. We’re L.A. Guns«, siger Axl Rose, da han lidt over midnat går på scenen med Tracii, Rob og Ole.

Axl er mere eller mindre en del af bandet i slutningen af 1984.

Nej til læbestift og spandex
Hans fuck alt-attitude og vilde energi passer godt til bandet. Ole bander selv en del og kan godt lide den karismatiske forsanger.

Til gengæld bryder han sig ikke om hans hang til rød læbestift, sorte spandexbukser med udskæring i skridtet og lilla silketørklæder.

Axl og Tracii går meget op i udstrålingen på scenen.

De hyrer stylister og sponsoreres af ’Hot Locks – Rock N’ Roll Haircutters of the 80’s’. Og før koncerterne sidder bandmedlemmerne altid side om side foran sminkespejlene i backstageområdet med hårtørrere, beautybokse og Jim Beam-whisky. Nogle gange selv inden de skal øve.

»Hold kæft, hvor er det kikset«, havde en af Oles venner engang sagt før en koncert, mens Ole sad foran spejlet i backstagelokalet og gjorde sig klar. De fik øjenkontakt i sminkespejlet. Ole rullede med øjnene.

Axl Rose og Ole Beich med L.A. Guns, efteråret 1984. Foto: Marc Ganter

Rockhistorie
På scenen ligner Ole mest af alt en vred Barbiedukke.

Han har sort nittebælte uden på de stramme blå jeans og bar mave under lædervesten. Hans nærmest yndige, lyse krøller når ned over skuldrene, og den sorte mascara på hans øjenvipper og en tynd streg sort eyeliner under hans blå øjne trækker konturerne i hans kønne, feminine ansigt op og får ham til at ligne en kvinde mere og mere.

Sådan ser en rigtig rockstjerne ud i 1980’erne.

Med bands som Quiet Riot, Ratt og Mötley Crüe som foregangsmænd m/k og med hjælp fra MTV og musikvideoens øgede fokus på de visuelle sider af musikken vokser genren glam metal – også kaldet hair metal – sig stor og betydningsfuld, og i 1980’erne er en god frisure og lidt kindrødt helt afgørende, hvis man vil være noget ved rockmusikken.

Det vil drengene i bandet ...

26. marts 1985 skriver Ole og hans pyntede bandkammerater rockhistorie. Det er Ole bare ikke klar over, da han går på scenen.

’L.A. Guns – Hollywood Rose presents the band Guns N’ Roses’, står der med håndskrevne blokbogstaver på en fotokopieret flyer, som bliver kopieret og delt ud inden koncerten.

Der er også et kornet gruppefoto af Rob, Tracii, Izzy, Axl og Ole. Axl står forrest på billedet med håret ned foran øjnene.

Bagved står Ole med sine solbriller med styrke og hovedet på skrå. Bagerst står de tre andre.

Billedet er det første af Guns N’ Roses. Det er også et af de få billeder af den originale opstilling: Axl Rose, Tracii Guns, Izzy Stradlin, Rob Gardner og Ole Beich.

Bruddet
Hvad der sker i ugerne efter koncerten er ikke helt klart, men da Guns N’ Roses mindre end en måned senere spiller endnu en koncert i Los Angeles, er det uden Ole.

Guitaristen Tracii Guns forklarer i dag, at Ole selv valgte at forlade bandet.

Tracii Guns kan ikke forklare hvorfor og fortæller, at den danske bassist var respekteret og havde et godt forhold til den ellers ikke let omgængelige frontmand, Axl, og de andre.

Trommeslageren Rob Gardner har en anden forklaring.

Han siger, at forholdet mellem Ole og Axl ikke altid var varmt, og at det kunne være en af grundene til bruddet.

Axl var et hard head med et meget heftigt temperament, Ole fandt sig ikke i noget pis fra nogen – heller ikke fra forsangeren – og i længden var der ikke plads til to så store egoer i samme band.

Men ifølge Rob Gardner var der også en anden, måske mere væsentlig grund til bruddet, nemlig at Ole virkede uengageret, deprimeret og ikke ville bruge nok sminke, gå med spandexbukser og ligesom de andre dulle sig op for at se godt ud på scenen.

»Ole var mere metal end glam«, som trommeslageren siger.

I starten accepterede Ole de glamourøse sceneshows.

»Det må man tage med«, sagde han.

Men efterhånden som antallet af stylister og timer foran spejlet steg, blev det tilsyneladende for meget for esbjergenseren, som var opvokset i en provinsby, hvor mænd arbejdede på havnen, kvinder blev derhjemme, og langhårede bøsserøve med makeup fik tæsk på byens værtshuse.

Guns N' Roses fotograferet af en groupie ved bandets første koncert 26. marts 1985. Ole Beich ses yderst til højre.

Kunne ikke holde mere hårspray ud
Ifølge Rob Gardner hev Tracii og Axl den danske bassist til side, og da han efterfølgende ikke ændrede sig, smed de ham ud. Ole Beich har selv flere forklaringer på bruddet.

Til nogle af sine venner forklarer han, at han blev smidt ud, fordi han gik til koncert i stedet for at øve med Guns N’ Roses.

Koncerten blev aflyst, men de andre var sure over Oles manglende engagement og smed ham altså ud.

Til andre venner og familie forklarer han, at han var træt af bandet og selv valgte at gå ud, fordi han ikke kunne holde ud at gå med hårspray og eyeliner, og fordi de andre i Guns N’ Roses var for dårlige musikere.

»Det er nogle bøssekarle, der ikke kan spille«, siger han.

Men bøssekarlene klarer sig godt.

I den efterfølgende periode, hvor Ole spiller i forskellige ukendte og i dag opløste bands, tager Guns N’ Roses på deres første turné, Hell Tour.

Kontrakt med Geffen
Mens Ole fjerner makeuppen og skruer ned for sceneshowet, hyrer Axl strippere til koncerterne. Stripperne spiller tamburin og smider tøjet på scenen for at sætte gang i publikum.

Og senere, mens Ole forgæves søger arbejde, underskriver hans gamle bandkammerater en pladekontrakt med Geffen Records, som giver dem 75.000 dollar i forskud.

De brænder pengene af på sprut, stoffer og nyt tøj, men pladeselskabet smider bare en ny check på bordet, for deres nye manager kan se, at de bliver store. Det går efterhånden også op for Ole.

Bruddet går ham tydeligvis på, ikke mindst når han hører om bandets turneer, koncerter og voksende succes, hvilket er umuligt at undgå i Los Angeles i 1985 og årene frem.

»Hvorfor er du ikke med?«, spørger en af Oles gamle kammerater måneder senere, da de tilfældigvis zapper forbi MTV og ser en musikvideo med Guns N’ Roses.

Nedtur
Han siger igen og igen, at det lige så godt kunne have været ham på scenen ved siden af Axl. Og at han har været med til at lave nogle af de numre, som Guns N’ Roses spiller.

Han er mere og mere indebrændt, mere og mere deprimeret, og han tager flere og flere stoffer.

Selv om han har røget hash og sniffet kokain med Axl og alle de andre i tiden med L.A. Guns og Guns N’ Roses, så gør kombinationen af stoffer og psykisk nedtur det hele mere alvorligt.

»Han mistede efterhånden sine illusioner om rock’n’roll. Han sagde det ikke direkte, men inderst inde var han sindssygt ærgerlig over at være gået ud af et band, der blev så stort. Jeg kunne mærke på ham, allerede da jeg besøgte ham derovre i efteråret 1985, at han var irriteret og skuffet. Det var jo det, han drømte om, og det eneste, han senere kunne falde tilbage på, var stoffer og alkohol«, siger hans bror, Anders Beich, i dag.

Anders Beich er praktiserende læge og sundhedsforsker med speciale i forebyggelse og misbrug.

»Stofferne er jo ikke nødvendigvis farlige i sig selv, men evnen til at møde modgang og løse problemer svækkes, når man er blevet fortrolig med en smutvej væk fra følelsesmæssigt ubehag, der hedder indtagelse af alkohol eller stoffer. Det er en rigtig skidt cocktail at have en kompromisløs personlighed, tage stoffer og være deprimeret«.

Selvmordsforsøg
Af og til ringer Ole hjem til sine forældre i Esbjerg. Ikke for at fortælle, hvordan det går, men for at spørge, om han kan låne penge.

Moderen og faderen er klar over, at det er galt. At det bliver værre og værre. De foreslår flere gange Ole at komme hjem, men han slår det hen.

De sender penge, nogle gange til at betale gæld, andre gange til at købe en flybillet til Danmark.

De tager lån i huset for at få råd til at sende flere penge – i hele perioden mere end 100.000 kroner i kontanter og flybilletter – men hver gang bruger Ole pengene på stoffer og køber aldrig en billet til Danmark.

Da Ole alligevel kommer hjem til Danmark i sommeren 1988, er det under tragiske omstændigheder.

Efter et mislykket selvmordsforsøg, hvor Ole skærer sig i håndleddet og bliver indlagt på et hospital, tager Anders, der læser medicin i København, over Atlanten for at hente sin storebror.

Ole flytter ind hos forældrene i Esbjerg. Han er på dette tidspunkt afhængig af stoffer og alkohol, ude af stand til at klare sig selv og bor på det værelse, han havde som dreng.

Han kan heller ikke længere spille musik på samme måde. Ved selvmordsforsøget skar han nogle nerver over i den venstre arm og mistede en del af følelsen og motorikken i nogle af fingrene. Af og til taler Ole stadig om musik, men vennerne undgår bevidst at tale om Guns N’ Roses.

Behandlingshjem
Når Ole kommer på besøg, gemmer de pladen ’Appetite for Destruction’ – Guns N’ Roses’ storsælgende debutalbum – bag de andre plader.

Oles misbrug er massivt. Han drikker snaps af ølglas, pladerens, barbersprit af flasken og spiser moderens blodtrykspiller. Til sidst bliver hun nødt til at fjerne selv husholdningssprit fra huset. Han kommer hjem midt om natten og sover nogle gange i dagevis uden at vise tegn på at ville vågne, så forældrene flere gange bliver nervøse og ringer efter en ambulance.

Efter måneder uden fremgang, og uden at det offentlige behandlingssystem har noget at tilbyde, sender forældrene Ole på en privat behandlingsinstitution.

Her bor han dog kun i en kort periode, inden han stikker af.

Han flytter først sammen med en kæreste og senere ind hos sin bror i København. Det ender med, at broderen i sensommeren 1991 – næsten samtidig med at Guns N’ Roses udgiver albummene ’Use Your Illusion I’ og ’Use Your Illusion II’ – som en sidste desperat udvej køber en pose Elefantøl, pakker sin Opel Kadett og kører Ole til behandlingsinstitutionen Egeborg på Lolland.

Onsdag 16. oktober 1991 klokken halv elleve om aftenen ringer en ung mand til alarmcentralen.

På sin løbetur ad stierne rundt om søerne har han set en mand kun iført underbukser springe i søen og begynde at svømme mod midten.

Da manden i vandet var ude af syne, løb manden på stien rundt om søen til den modsatte bred, men kunne ikke få øje på manden i vandet.

Derfor løb han videre til en telefonboks på Gammel Kongevej for at tilkalde hjælp.

Politi og brandvæsen ankommer til stedet få minutter senere. Et vidne ved bredden forklarer politiet, at manden i vandet er hans kammerat Ole, som han kender fra behandlingsinstitutionen Egeborg.

Brandvæsenet sætter to gummibåde i vandet med to dykkere i hver. Med lygter og råb søger de efter Ole, men det er næsten umuligt at se noget i det mørke og grumsede vand.

En halv time senere indstilles eftersøgningen.

Sprut og stoffer i blodet
De efterfølgende dage fortsætter frømænd eftersøgningen. Sigtbarheden i vandet er cirka 20 centimeter, så frømændene føler sig frem på bunden.

Når de finder noget af interesse, sætter de ansigtet helt frem til det fundne for at kunne identificere det. Men arbejdet er stort set umuligt, og i en intern rapport skriver brandvæsenet:

»Stop eftersøgningen – vi finder ham ikke!«.

Først om morgenen 7. november finder en forbipasserende en mand, som flyder i vandskorpen fem meter fra bredden i det nordvestlige hjørne af Sct. Jørgens Sø.

Obduktionen viser, at manden er 36-årige Ole Beich. Ole er druknet, men heroin og en promille på 1,48 har haft betydning for dødsfaldet.

Ole Beich ligger i dag begravet i Esbjerg ved siden af sin far Aksel, der døde i 1995.

Axl Rose er det eneste tilbageværende medlem af det originale Guns N’ Roses. Efter det kommercielle højdepunkt i begyndelsen af 1990’erne begyndte bandet i årene mod midten af 1990’erne at knirke, og de originale medlemmer undtagen forsangeren forlod bandet.

I dag arbejder Axl Rose – som ejer navnet Guns N’ Roses – sammen med nye bandmedlemmer på det sjette studiealbum, ’Chinese Democracy’.

Historien om Ole Beich og Guns N’ Roses er en journalistisk researchet rekonstruktion af virkelige begivenheder. Alle beskrivelser og detaljer bygger på kilder, nemlig omkring 15 timers interview med Ole Beichs familie, venner og bandkammerater fra Danmark og USA samt et omfattende fotomateriale, politiets rapport om Oles død, lydoptagelser, bøger og breve.

Research og idé: Anders Christiansen og Otto Lerche.