I en ny bog, ’Svenske koncentrationslejre i skyggen af det Tredje Rige’, afsløres hidtil ukendte sider af den svenske tilpasningspolitik over for Hitlertyskland.

Under Anden Verdenskrig drev de svenske myndigheder 14 fangelejre, hvor tusinder af »upålidelige udlændinge« var interneret.

»Sverige havde et Guantánamo-lignende lejrsystem, hvor man spærrede politiske fanger inde på ubestemt tid, uden at de fik at vide hvorfor og uden retlig efterprøvelse«, siger historikeren Tobias Berglund.

Aftaler med tyskerne
Han har sammen med journalisten Niclas Sennerteg har skrevet bogen efter i to år at have gransket materiale, der hidtil har været hemmeligstemplet.

Når Sverige undgik at blive direkte inddraget i Anden Verdenskrig, skyldtes det netop tilpasningen, eller eftergivenheden, om man vil, over for Tyskland.

Det er velkendt, at tyske tog med krigsmateriel og soldater fik lov til at køre igennem det ’neutrale’ Sverige. Ligeledes eksporterede Sverige kuglelejer til tyske industri.

Fangelejrene har man derimod ikke kunnet læse om i historiebøgerne.

Vilkårlige fængslinger
Måske fordi de sætter grimme pletter på billedet af Sverige som et fristed for mennesker på flugt fra nazisterne.

I de første krigsår var det kun Hitlermodstandere, der blev interneret i lejrene.

Den største gruppe var norske modstandsmænd, men hundreder af danskere, der var flygtet over Sundet, blev også spærret inde.

Fængslingerne skete vilkårligt. Det var nok med et anonymt tip om, at en person med udenlandsk baggrund burde spærres inde.

Så traf Socialstyrelsen en beslutning, hvorefter politiet dukkede op for at hente vedkommende. Nogle af dem var mennesker, der havde boet i Sverige i årevis, og flere var indvandrere, som havde giftet sig med svenske statsborgere.

Ingenting nævnt i Erlanders erindringer
Den øverste ansvarlige var en ung mand ved navn Tage Erlander. Han blev siden – 1946-1969 – Sveriges folkekære statsminister.

»I sine memoirer nævner han intet om sin rolle i driften af lejrsystemet. Hvis han var stået frem og havde sagt, at der blev truffet et forkert beslutning i en presset situation, havde det betydet meget. Nu føjer det et andet aspekt til hans karriere; som den benhårde tjenestemand, der drev et system, hvor retsprincipperne var sat ud af spil«, siger Tobias Berglund.

Disciplinen i lejrene var streng, men der var ikke tale om tortur eller systematisk vold.

Først da krigslykken vendte i 1943, og de allierede havde fået overtaget, slækkede de svenske myndigheder på den hårde kurs over for lejrfangerne.

Det medførte, at alle antinazister blev løsladt.

Aktuel debat
Koncentrationslejre er en ladet begreb, men Tobias Berglund siger, at det er den rette betegnelse for de svenske lejre.

»Når man fængsler politiske modstandere på et retsstridigt grundlag for at isolere dem, så er der per definition tale om koncentrationslejre. Det skal ikke forveksles med nazisternes udryddelseslejre. Koncentrationslejre havde eksisteret før, under Boerkrigen, og under Anden Verdenskrig var der koncentrationslejre, hvor USA internerede sine japanske indbyggere«, siger han.

Lejrene blev drevet videre indtil et par år efter krigen, men fra 1943 var fangerne i stedet personer, der var flygtet fra nabolandene, fordi de havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

Tilpasning, kan man roligt sige.

I den svenske diskussion, som bogen har udløst, trækkes der paralleller til den aktuelle debat om overvågning, der handler om, at regeringen vil give forsvaret lov til at læse alle borgeres e-mail.

»Demokratiet tæt på at dø«
For knap 60 år siden var truslen konkret i form af en truende stormagt med store militærstyrker tæt på landets grænse.

I dag er truslen mere udefinerbar.

»Der er altid en risiko for, at selv demokratiske stater giver køb på vigtige principper, når de sættes under pres. Det er blevet sagt, at det svenske demokrati under Anden Verdenskrig var tæt på at begå selvmord af bare skræk for at dø«, siger Tobias Berglund.

Oversættelse: Tonny Pedersen