Et ikon, der ikke kan røres ved? Eller det skinbarlige snyd?

Meningerne om Robert Capas billede af soldaten, der bliver skudt under den spanske borgerkrig i 1936, kalder de store ord frem – og befinder sig på hver sin pol.

Siden en britisk journalist i 1975 rejste tvivl om billedet, har det været et af fotografihistoriens mest omdiskuterede.

Mister værdi
Og ifølge en af Capas nutidige kolleger, Politiken-fotograf Jan Grarup, har tvivlen tappet nærmest al relevans ud af billedet.

»Hele diskussionen omkring troværdigheden af fotografiet betyder, at det mister sin værdi. Et billede skal tale til mennesker og gøre dem klogere på en situation, men når der bliver sat en troværdighedsbarriere op, mister det sin funktion. Og så er det uinteressant«, siger Jan Grarup, der i dag er overbevist om, at Capa snød.

Faktisk er han ikke bleg for at kalde fotografiet af den faldende soldat »fup og fidus«:

»Når man bliver ved med at sætte spørgsmålstegn ved, om det er sandt eller falsk, er det bare for at opretholde en illusion, for i mine øjne ér det et falsum. Han har sikkert røvkedet sig den dag, taget nogle billeder, og de har så fået en billedtekst, som senere har vist sig ikke at holde helt stik«.

»Et ikon«
Men uanset om Capa fik soldaterne til at optræde foran sit kamera eller ej, er det et vigtigt fotografi.

Det mener Bruno Ingemann, lektor i visuel kommunikation ved Roskilde Universitetscenter. Ifølge ham har billedet af den faldende soldat forladt fotografiets sfære og er blevet et ikon.

Og ikoner kan man ikke diskutere, siger han, for de er per definition gode.

»Set fra min vinkel er det sådan set lige meget, om situationen var opstillet eller ej – betydningen er allerede helt løsrevet. Billedet er blevet brugt alle disse uendelig mange gange, det er blevet trykt, så det har en betydning, uanset om det er sandt eller falsk«.

Opstilling er underordnet
Også Politikens fotochef, Per Folkver, mener, at Capas billede er rykket op i ikon-ligaen – og at det i øvrigt er underordnet, om billedet var opstillet.

Som han siger:

»60-80 procent af alle fotografier er jo alligevel opstillede, fordi der er en aftale mellem fotograferne og dem, der skal fotograferes«. Men kravene er blevet større i dag, understreger Per Folkver.

»I dag er der meget strenge krav til krigsfotografers autenticitet. Når en fotograf bliver taget i at manipulere med billeder, bliver vedkommende fluks fyret, dyppet i tjære og rullet i fjer«.

Beskriver »en følelse og en tilstand«
Han mener ikke, at tvivlen om ’The Falling Soldier’ er med til at plette Capas ry.

»Han var jo en fremragende fotograf. Men man gør billedet og ham en bjørnetjeneste ved at rode rundt i de her forklaringer. Det betød meget for samtiden, fordi det beskriver en følelse og en tilstand. Senere har det kun betydet noget for vores vurdering af Capa, ikke af krigen«.

»Men om disse soldater har leget krig eller ej foran Capa, da billedet blev taget, er fuldstændig uvæsentligt. Capas billede er et ikon på død og krig – og som sådan skal det læses. Det er nemlig sandt, at man dør i krig«, siger Per Folkver.

Jan Grarup synes ikke, at Capa fortjener den status, tiden har forsynet ham med.

»Capa var et stort navn, men det var han blandt andet på grund af sin dekadente livsstil – han var kæreste med Ingrid Bergman og drak magnumflasker champagne i Paris, og det er selvfølgelig med til at fastholde illusionen om dette frygtløse menneske, som tilbragte halvdelen af sit liv i frontlinjen«, siger han.

»Da jeg var ung, var han et ikon, og det har da meget med krudt, kugler og smukke kvinder at gøre. Men i dag synes jeg, at han er meget overvurderet. Han er jo en dårlig krigsfotograf. Hvis man sammenligner ham med de russiske fotografer, der tog billeder under Anden Verdenskrig – f.eks. Mark Markov-Grinberg og Khaldei – bliver han jo sat helt til vægs. Deres arbejde er 100 gange bedre, det er mere indsigtsfuldt, meget dybere end noget, han nogensinde har lavet. Men der er gået fuldstændig selvsving i det blandt kuratorer i den vestlige verden; de ligger på knæ for både Magnum (fotobureau, som Capa var medstifter af, red.) og Capa, og det er han slet, slet ikke værd«.

»Det skal opdages først«
Den 39-årige fotograf, der selv har fotograferet fra brændpunkter verden over, er ikke i tvivl om, at man i dag sagtens kan lyve sig til en karriere som fotograf.

»100 procent. Det sker hver dag. Det skal bare opdages først. Capa er ved gud ikke den sidste. Men han er den første, der har trukket den helt til stregen og sagt: Det er dødsøjeblikket, der indtræffer her. Men jeg vil påstå, at man kan se på billederne, om de er ægte eller ej. De bliver mindre intense og er flade«.

Så hvad mener Jan Grarup om ’The Falling Soldier’ som fotografi?

»Billedet betyder ikke længere noget for mig. Historisk måske, men ikke som sandhedsvidne. Troværdigheden må til hver en tid være det vigtigste. Jeg vil skide på, om det er et godt billede; hvis ikke troværdigheden er i det, kan det være fuldstændig ligegyldigt ... så ville jeg kunne opstille billeder, der er 10.000 gange bedre. Jeg ville ikke en gang behøve bevæge mig væk fra Vestsjælland for at få det til at ligne Afghanistan. Så kan jeg bare finde en lokal muslim, der bliver pløkket på en græsmark uden for Holbæk – og så sige bagefter, når det bliver opdaget, at det er lavet ude på Tuse Næs: »Jamen, det var et symbolsk udtryk, jeg gerne ville have i kampen mod Taleban«. Pis og papir«.