Det er lørdag. Siestaen lakker mod enden.

Borgerkrigen mellem Francos hær og de republikanske soldater har raset i næsten halvanden måned nu, men her, under middagspausen, har de stridende parter trods alt valgt at lade våbnene hvile.

Mændene på Loma de las Malagueñas-højen har blandt andet benyttet pusterummet midt på dagen til at træne. Undervejs er en fotograf og hans kæreste stødt til, og soldaterne poserer for kameraerne.

Ikonstatus
På et tidspunkt stiger en af mændene op over højen. Han rammes af et skud. Og falder.

Heldigvis – hvis man ellers kan bruge et sådant ord i denne forbindelse – trykker fotografen, Robert Capa, på udløseren i samme øjeblik.

Billedet, han tager af den faldende soldat denne septemberdag i 1936, skal siden få ikonstatus som et fotografisk symbol på krigen og de ødelæggelser, der følger i dens spor.

Langvarige diskussioner
Men det skal også blive genstand for en langvarig diskussion om etik og moral, for der klæber en konstant tvivl til fotografiet:

Fik Capa de republikanske soldater til at ’lege krig’, så han kunne få sit billede i kassen? Døde soldaten virkelig – eller rejste han sig op, da billedet var taget, som rygterne har villet vide?

Og var Capa overhovedet til stede på højen den dag?

Barbican Art Gallery i London forsøger nu at imødegå nogle af tvivlerne med en udstilling, ’This is War! Robert Capa at Work’.

33 nye fotos
Udstillingens clou er 40 fotografier, taget af Capa den pågældende dag på højen.

33 af dem har ikke været vist for offentligheden før, da de først for nylig er blevet gravet frem fra arkiverne, og de kaster ifølge udstillingskurator Cynthia Young et nyt lys over omstændighederne i de timer, hvor Capa knipsede løs.

»Med de ’nye’ negativer, man har fundet, står det mere klart, at der ikke fandt egentlige kamphandlinger sted, mens Capa fotograferede, som det ellers tidligere har været indikeret, men snarere en slags øvelse. Og under en af disse øvelser bliver soldaten så skudt af fjenden lige foran Capas kamera«, siger hun.

»Jeg tror ikke, nogen længere kan tvivle på, at Capa var til stede den dag, og at han fotograferede dette øjeblik. Spørgsmålet er, om øjeblikket var iscenesat eller ej. Med de her beviser tror vi ikke, at det var«.

Forevigede Trotskij i debuten
Den berømte fotograf fødes i Budapest i 1913, men skifter navn fra Endre Friedmann til Robert Capa, efter at han som 17-årig må flygte fra Ungarn, fordi han har protesteret mod den ungarske regerings undertrykkelse af jøder.

Han tager til Berlin, studerer journalistik og bliver derefter mørkekammerassistent.

Hans første opgave som fotograf er at forevige Leo Trotskij – i København, såmænd, hvor den revolutionære russer i 1932 holder foredrag om den russiske revolution i anledning af dens 15-års jubilæum.

I 1933 tager Capa til Paris, hvor han dækker den politiske scene blandt antifascister, socialister og kommunister. I juli 1936 bryder den spanske borgerkrig ud.

Hvis man vil have et indtryk af krigen, er fronten i Córdoba i det sydlige Spanien et sted at starte, forlyder det.

5. september tager Robert Capa dertil sammen med sin kæreste, Gerda Taro, der også er fotograf.

Capa er på opgave for det franske magasin Vu. På højen møder de en gruppe republikanske soldater. Resten af historien kender vi.

Eller gør vi?

Biografist afviser tvivl
Ikke ifølge den britiske journalist Phillip Knightley, der i 1975 som den første lancerede tesen om, at Capas foto var iscenesat, fordi han mente at kunne påvise, at soldaten – hvilket man kunne se på en anden og mindre kendt version af ’The Falling Soldier’ – undervejs havde bevæget sig.

Denne påstand afvises af Richard Whelan, som er forfatter til en biografi om Capa og desuden er manden, der har gravet de ’nye’ negativer frem fra arkiverne samt forfattet udstillingens katalogtekst.

Ifølge Whelan er der tale om to helt forskellige soldater, der tilfældigvis begge døde samme dag, på samme høj, på stort set samme plet.

Whelan påpeger, at de to ikke bærer samme uniform og udstyr.

Baseret på »en mands vidneforklaring«
Phillip Knightley fandt også frem til en sydafrikansk fotograf, O.D. Gallagher, som fortalte, at han i begyndelsen af september 1936 havde befundet sig blandt Francos tropper ved den franske grænse sammen med Capa, og at han og Capa havde delt hotelværelse.

Også dette afvises af Whelan – og af de billeder, som Gerda Taro tog, da hun 5. september var på højen sammen med Capa.

Disse billeder, som også kan ses på udstillingen i London, viser flere af de samme soldater, som optræder på Capas billeder.

»Knightleys beviser er baseret på denne ene mands vidneforklaring, men vi ved, at Capa ikke var ved den franske grænse på det tidspunkt. Det var knap 500 kilometer væk, og han kunne umuligt have rejst så hurtigt – eller været to steder på én gang. Og på det tidspunkt rejste han sammen med Gerda Taro, så der er slet ingen ræson i, at han skulle have delt værelse med Gallagher. Capa var ved Córdobafronten den dag, og det er både blevet bevidnet af en anden journalist, en anden fotograf – og altså Gerda Taro«, siger udstillingskurator Cynthia Young.

Det historiske er indiskutabel
Hun gør sig dog ingen forhåbninger om, at man med de nyfundne negativer kan slå en pæl gennem al tvivl om billedet.

Den endegyldige sandhed, siger hun, kan være svær at afdække på 70-80 års afstand.

»Det er selvfølgelig ikke utænkeligt, at der kan dukke mere materiale op med tiden, men i dag er det her de bedste beviser, vi kan fremvise. Vi må lade folk tænke, hvad de kan og vil om dette foto, men jeg tror ikke, nogen vil benægte, at det har en plads i historien«, siger hun.