Lige så snart navnet på årets modtager af Nobels litteraturpris, franske Jean-Marie Gustave Le Clézio, var blevet offentliggjort, begyndte de første at undre sig og beklage sig og journalister og kritikere at skrive i deres avis, at det hellere skulle have været en anden.

Det er der ikke noget usædvanligt i.

Det har i mange år, om ikke i alle årene, været en del af prisen, en mekanisme indbygget i dens prominens og selvhøjtidelighed. Usædvanligt var det til gengæld, at forfatterens danske forlægger og oversætter var blandt dem, der havde svært ved at skjule forbløffelsen.

Ingen fornyelse siden 1980
Johannes Riis, litterær direktør på Gyldendal, der har udgivet ti bøger fra forfatterskabet, sagde til Information, at Le Clézio i hans hoved hørte »fortiden til«, og kaldte valget af ham »noget uinspireret«.

Lars Bonnevie, Le Clézios danske oversætter, skrev i Weekendavisen, at Le Clézio ikke har »fornyet sig siden 1980«.

Men at til gengæld den stemning af blå lagune, der nu hviler over hans bøger, har skaffet dem en plads i hjertet blandt landets gymnasieungdom.

Og for mig er det usædvanligt at skrive en kommentar, hvis pointe er, ikke at en anden skulle have haft årets pris, men at en hvilken som helst anden skulle.

»Eksemplarisk dårlige romaner«
Le Clézio er ikke bare en dårlig forfatter – eller rettere:

Clézio skriver ikke bare dårlige romaner, han skriver eksemplarisk dårlige romaner.

Og har i de seneste godt 30 år og efter forfatterskabets tidlige nouveau roman-inspirerede værker gjort det med en ihærdighed, der er lige så sørgelig, som den er uforståelig.

De ligner myterne og har træk til fælles med eventyret, er det blevet sagt mange gange og nu igen i anledning af prisen. De er civilisationskritiske.

Sentimentale forenklinger
Og rationalitetskritiske. De står på de svages side.

På uskyldens og uberørthedens side. Og på kolonislavernes, de indfødtes side, på jødernes, indianernes – på menneskehedens eller bedre: på menneskelighedens – side.

Hvad og hvor det så er. Det er alt sammen rigtigt, desværre, men det er ikke det værste.

Det værste er, at de er sentimentale forenklinger af den historie, de øjensynlig er opstået af og lige så øjensynlig intenst undersøger: i det lange perspektiv menneskehedens, i det korte civilisationens

Trivialisering
Herimellem ligger (i Clézios forfatterskab) et syndefald, et fantasmagorisk tab af en oprindelig godhed, hvorefter det onde i rationalitetens mangfoldige skikkelser har tiltaget sig al magt, mens det gode er fortrængt til revner og sprækker og til marginale eksistenser.

Herfra skal det lejlighedsvis genopstå (i romaner af Jean-Marie Gustave Le Clézio) – som poetiske visioner og tonstung symbolik.

Den trivialisering (af krigens, sultens, ulighedens, økologiens problemer) gør ikke litteraturen nogen ære og ikke læseren nævneværdigt klogere.

Ubrugelig pris - og kær
Men får os måske til, mens tårerne løber os ned ad kinderne, at føle selvpineriets søde smerte. Skønt helt os selv er det jo alligevel ikke, fortæller netop tårerne os.

Ydermere er Clézios trivialisering litterært set komplet ueuropæisk, i hvert fald når det gælder den europæiskhed,

Nobelpriskomitéen selv tidligere har peget på. F.eks. Heinrich Bölls, Günter Grass’, Imre Kertész’ og Elfriede Jelineks. Dvs. en litteratur, der lever med paradokserne og ikke deler verden op i begsort rationalisme og blå laguner.

Man må stille det spørgsmål, om det virkelig kan passe, at Nobels litteraturpris skal gives, ikke til verdens bedste, men til verdens allergodeste forfatterskab.

Hvis den skal det, er prisen værre end ligegyldig, for så bidrager den til at gøre litteraturen dum og ubrugelig. Men kær.

Man kan også enklere endnu udbryde: Tænk, at de gjorde det – og tænk, at de gjorde det lige nu!