»Vi må ikke give op nu«.

»Vi må holde ud. Vi må stå sammen. Det er vores livs chance. Alt det vi har drømt om, alt det vi har kæmpet for. Vi har lidt, vi har døjet, vi har svedt og grædt, vi har blødt, vi har stridt og stræbt. Og vi har gjort det i fællesskab, i enighed, i samdrægtighed. Vi kan ikke svigte alt det nu med målet inden for rækkevidde. Nu hvor vi faktisk har belønningen mellem vores dirrende, bedende, taknemlige hænder«.

Det er Egon Olsen – that Egon Olsen – der tager den nyfødte velfærdsstats navn og koncept forfængeligt og for egen ussel vindings skyld vil overtale hundeho’derne og hængerøvene, Benny og Kjeld, til lige at give den et nøk mere. Forude venter millionen. Forude venter millionerne. Indfrielsen af alle drømme.

Men selvfølgelig: det kunne også være Anders Fogh Rasmussen, der på direkte tv træder ud af rollen som glat landsfader og tager sit indre hyggevamsede Anker Jørgensen-kostume uden på jakkesættet for at opmuntre i en tid, hvor krak og tvangsauktioner igen synes at høre til dagens orden.

Men Egon, ham er det.

The sky is the limit
Olsen-banden, der i denne uge fylder 40, og som nåede op på 14 film i årene 1968-1998, er bundet så tæt og organisk sammen med sin tid, at filmserien er svær at se i dag som film-film.

Ikke at deres svingende stil inviterer til et syn af den art ... Egons mange spytrasende tirader over for kumpanerne, der ved gud heller ikke fortjener hverken hans respekt eller tillid, er i høj grad også en løbende kommentar til samfundsudviklingen.

Erik Balling og hans medforfatter Henning Bahs får alt med, næsten som en ugejournal, og en biografgænger i Olsen-bande-årene må have følt sig velorienteret om, hvad der rørte sig derude i, hvad man var begyndt at kalde ’samfundet’.

De er meget, overordentlig meget optaget af pornoens nylige frigørelse, lidt valne i forhold til udsigten til at høre til nede i Europa og afgjort forankret i den nye sociale mobilitet. The sky is the limit. Blot – og heri ligger problemet for Olsen-banden – er det talentet, der udstikker grænserne.

Det var en skuffelse, da drengene og Yvonne fik noget at have drømmene i og endte med deres scorede millioner på Mallorca i ’Olsen-bandens sidste bedrifter’ (1974). Balling og Bahs havde skrevet sig op i et hjørne, hvor forbrydelse faktisk betalte sig. Hvor det pludselig betalte sig at tænke materialistisk.

»Nu kan det være nok«
Som Egon, der har lænket pengene til sit håndled i efterfølgeren, ’Olsen-banden på sporet’ (1975), siger i en typisk skideballe:

»Ti stille! Nu kan det være nok! Jeg finder mig ikke i det! Er det takken for, at jeg har gjort jer til millionærer? Hvad forlanger I mere? Vi har villa, vi har udsigt, vi har swimmingpool, flisegulv, tre fjernsyn, vi er rige, vi betaler ikke skat, vi er lykkelige. Ka’ I da ikke forstå det? Og hvis vi bare passer godt på, så kan vi blive ved med at have det sådan til vores dages ende«.

Drømmen er udartet i et »nynazistisk og asocialt sammenhold« for nu at parafrasere C.V. Jørgensen. Sprutten bimler om ørerne på dem, og Yvonne, der ser dobbelt af sine Bloody Mary’s, kan se, at Egon nu også har to fedterøve.

Det ligger ligesom mellem linjerne, at Olsen-banden er reaktionær underholdning. Det giver næsten sig selv? At folkekomedien som sådan er konserverende snarere end forandringsivrig af natur.

Serien begynder og kommer til foreløbig fuldbyrdelse i de tidlige 70’ere, da Glistrup, højrepopulismen og det, der skulle blive til Pia Kjærsgaard, kæntrer alle vedtagne normer for god politisk skik og brug. Ved Glistrups jordskredssejr i 1973 er Olsen-banden et faktum i dansk, ikke alene film, men i dansk folkekultur.

Og det misundelige, frygtsomme småborgerskab, som Glistrup og siden Kjærsgaard udså sig som deres primære målgruppe, fik en slags talerør på biograflærredet.

Venstreorienterede labaner
Men et gensyn med – eller for mit personlige vedkommende: et første syn på Olsen-banden-filmene – bekræfter kun til dels formodningen. Olsen-banden er et barn af velfærdsstaten og socialdemokratismen i lige så høj grad, som Rifbjerg var det – og P.H. I ’Olsen-bandens store kup’ fra 1972 udser Egon sig en højesteretssagfører som første offer: »Store indtægter, ingen trækprocent«, lyder hans argument.

Det er også højesteretssagføreren, der går grinagtigt amok, da monopolkanalen midt i en svenskelandskamp bryder sammen i teknisk uheld: »De uduelige amatører! De elendige venstreorienterede labaner! Jeg ringer derind! Ved Gud i himlen, jeg ringer derind!«.

Her er ikke meget sympati for den usolidariske rigmand, her er ingen stemmehvervning for Fremskridtspartiet. I ’Olsen-banden i Jylland’ (1971), hvor drengene er ovre for at finde en skat, der skulle befinde sig i en gammel tyskerbunker ved Vesterhavet, hænges jyderne godmodigt ud. Ikke fordi de er jyder (»Det kan man jo ikke selv gøre for«, siger Yvonne loyalt), men fordi de unddrager sig den pæne vedtagne samfundsorden med al deres naturaløkonomi, al deres skatteunddragelse.

»Ska’ do ha’ en kwittering?«, bliver Karl Steggers pengepugende skrothandler Mads ’Femøre’ Madsen spurgt, og han svarer drævende, afventende: »Det sku’ da lige være for skattevæsenets skyld ...«, og den anden svarer: »Nå, men så farvel da«. Krise afværget. Kan være, Karl Stegger stemmer på Glistrup, men sgutte Olsen-banden.

Socialdemokrater der stemmer på liste C
Og jovist forudser man Dansk Folkeparti og Socialdemokraternes miskmask af forbyttede indbyrdes identiteter, når Yvonne kludrer i det og siger: »Vi er medlemmer af Socialdemokratiet og stemmer altid på liste C. Farvel!« til gigoloen, der ringer på døren i seriens opus 1, ’Olsen-banden’ (1968). Men at hun er en kvinde af folket, nærmere betegnet den solidariske del af folket, P.H.’s og Rifbjergs del af folket, er der ingen tvivl om.

’Olsen-banden på spanden’ (1969), seriens bedårende 2’er, opruller et væld af sociale emner i tydelig forlængelse af tidens foretrukne køkkenvaskrealisme. I spjældet har Egon fået en socialarbejder (Ghita Nørby) på slæb, og når hun er fuld, kan hun ikke udtale det, hun vil med ham: resoaliasiere ham ... resillusasionere ham ... resissisilusociere ham ...

Behandlersamfundets jargon er ny og nem at kløjes i og få hurtige grin ud af, og det er svært at bebrejde Yvonne, brave Yvonne, Yvonne af Folket, at hun endnu har svært ved at skelne imellem, hvad der er godt for almenvellet, og hvad der er godt for ... nåja, Yvonne.

Da Kjeld en dag kommer hjem, bævende nervøs og med intet at bringe til fadet på nær et par dalere og en bukseknap for sine optrædener som smeltetenor i Valbys baggårde, har Ghita Nørbys socialarbejder været der, og lejligheden har fået en total makeover:

»Hende den flinke dame fra forsorgen har været her. Nu får vi huslejetilskud, børnetilskud, boligstøtte, brændselstilskud, mælkepenge, dagpenge, husmorhjælp, og ved du hvad: hvis du bare vil lade dig mentalundersøge, så får du sikkert også invaliderente. Og så kan vi få råd til at holde bil!«.

Generationsportræt
Alle velfærdssamfundets byggeklodser stablet hulter til bulter oven i hinanden, men ingen nede i publikum ville have haft forståelse for, at Yvonne bare beholdt det hele. Ligesom det ikke problematiseres, at skruerne kan være relevante til at finjustere et moderne samfundsmaskineri.

Egentlig er der stof i Olsen-banden til mange slags fortællinger. Og allegorier. Der er stor patos i den fortsatte beretning om den myge, svedende, overkompenserende gårdsanger Kjeld og hans samliv med den selvretfærdige, skingre og knuselskelige Yvonne og den uimponerede, bebrillede søn Børge (»Børve!«, som Yvonne råber), ligesom der er grundlag for et helt interessant generationsportræt i den uhjælpelige ungkarl Benny med hans farvede charmesokker og forhippede gangart.

Egon er en dramadronning og den af dem, der er sværest at snuppe – og den, der er hurtigst at beskrive. Alt, hvad han foretager sig, er dikteret af begærlighed, aldrig af solidaritet eller næstekærlighed.

Han tænker ikke to gange, før han sætter sine to langt mindre begavede kammesjukkers liv og sociale relationer på særdeles hårde prøver. Han foragter deres småtskårenhed, deres mangel på drømme.

Egon betaler prisen
Den eneste grund til, at vi tilgiver Egon igen og igen, er, at han som den eneste i banden betaler prisen hver evig eneste gang. Hver ny film begynder med, at han løslades fra Vridsløselille, og hver film ender med, at han sættes på vand og brød. Igen.

Men vi tilgiver ham også, fordi han ikke er så dygtig, at det gør noget. Hvor »skidegodt, Egon« Benny end synes, det er. Lidt ligesom nutidsdanskernes yndlingsunderholdning er den hjerteskærende amatørisme, der udfoldes på tv-kanalerne.

Når man ser filmene i dag, trænger associationer sig på, som ikke i første omgang er danske. Svenske Hasse & Tage, men langtfra så anarkistiske. De britiske Ealing-komedier fra 50’erne, men knap så elegante.

Den galliske Tatis rent fysiske storform, men uden dennes poesi. Chaplin, René Clair ... Men også engelske Blake Edwards og ’Den lyserøde panter’, hvor jeg ubetinget vil foretrække Ballings langt mindre fjottede form.

Den visuelle stil, selv i de af filmene, der har sværest ved at finde deres ben rent stilistisk, er bundet op på en 60’er- og 70’er-æstetik, bl.a. med mange hurtige indzoomninger på betydningsladede rekvisitter. Men pyt, det gjorde selv Hitchcock i de dage.

Grådighed koster
Det allerførste billede fra den allerførste Olsen-bande-film kommer bag på en i dag: en regnvåd natlig storbygade i bredformat! Hallo, Olsen-banden som film noir?! Ove Sprogøes umiskendelige Egon-stemme indover efterfulgt af de tre arketyper: Egon, Benny og Kjeld. Så evige som Pjerrot, Harlekin og Columbine. Eller mere præcist: som Fy & Bi. Plus én.

Da Olsen-bande-franchisen kom op at køre igen i 1975, tilbage på sporet, vender banden hjem fra Mallorca, og da Egon bliver bebrejdet, at de igen er på spanden, svarer han:

»Blev vi måske ikke millionærer sidste år?«.

Yvonne: »Jooo, Egon, og hvad førte det med sig? Udlændighed, fordøjelsesbesvær og drikfældighed. Ja, jeg skal ikke gøre mig selv bedre, end jeg er ... eller var«.

Grådighed koster. Materialisme er roden til alt ondt.