Sagen kort

Københavns Kommune har sagt ja tak til en gave i form af et vartegn.

En 72,5 meter høj skulptur tegnet af den afdøde danske kunstner Robert Jacobsen.

Akademiraadet er imod, men overborgmester Ritt Bjerregaard har forsvaret projektet og kaldt det »ekstraordinært«, og hun fastholdt i sidste måned i et brev til Akademiraadets formand, at byen vil kunne markere sig i kraft af ’Store Robert’.

Også Billedkunstnernes Forbund, Kulturarvsstyrelsen og stadsarkitekt Jan Christiansen stiller sig kritiske.

Politikens arkitekturredaktør kalder projektet »et utidigt forslag med tvivlsomme ideologiske undertoner«.

Over 300 af Politiken.dk's læsere har kommenteret planerne.

Desuden har ATS blandet sig.

Billedhugger Robert Jacobsen ved afsløring af skulptur på Axeltorv november 1987.

Robert Jacobsen, 1987. Foto: Jens Dresling

Robert Jacobsen
Dansk billedhugger og grafiker (1912-1993). Hans værker findes dag i både Danmark og udlandet på museer, i samlinger og i det offentlige rum.

I Frankrig, hvor Robert Jacobsen boede fra 1948 og 22 år frem, var han en del af miljøet af abstrakte kunstnere med gallerist Denise René som centrum. Det var her, han fik øgenavnet Le Gros Robert.

Fra 1962 var han professor ved kunstakademiet i München, og 14 år senere blev han udnævnt som professor herhjemme ved Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Robert Jacobsen var autodidakt. Ti år før sin død udnævntes han til kommandør af Dannebrog.

Da Robert Jacobsen boede i Paris, fik han tilnavnet Le Gros Robert.

Da han kom hjem til Danmark, fik han tilnavnet Store Robert.

Undervejs blev noget lost in translation. Le Gros Robert betyder Tykke Robert, ikke Store Robert.

Og midt i debatten om hans 72,5 meter høje og 30 meter brede skulptur, som kommunen og et hold erhvervsfolk gerne ser opført i Københavns Havn, begynder spørgsmålet at lyde:

Hvor stor var Store Robert egentlig?

Arnoldis skudsmål
Per Arnoldi, billedkunstneren, har allerede talt:

»Forestil dig at sidde i en båd og kigge op på 72 meter meningsløst jern«, som han sagde her i sidste uge.

Robert Jacobsen beskrev han i samme åndedræt som »en glimrende lokal jernbilledhugger« og tilføjede:

»Sådan nogle findes der 25 af i hvert land«.

Men det er en æstetisk domfældelse, der møder protester.

Den tungeste af de tunge
Især når man vender sig mod de danske billedhuggere, der selv arbejder med skulpturer, deres historie og deres muligheder.

Her kender hver og én Robert Jacobsens livsværk.

Og flere kendte endda manden.

Nogle var venner, andre fjender. Men noget står fast:

De danske billedhuggere mener, at Store Robert levede op til sit navn. Han var stor. Han var den tungeste af de tunge drenge.

»Ved siden af Picasso«
Især i årtiet, der fulgte Anden Verdenskrig:

»Han er oppe på siden af Picasso«, som Hein Heinsen siger.

Omvendt er det så som så med begejstringen for den gigantiske stålskulptur ’Store Robert’, som en erhvervsmand i samarbejde med den afdøde kunstners familie arbejder på at få opført i Københavns Havn. Respekt for Robert Jacobsens livsværk er én ting.

Noget andet er projektet i havnen.

Som Bjørn Nørgaard formulerer det:

»Det berettiger ikke, at man stiller det der lort op«.

Stormfuldt
Hvis det danske kunstmiljø er småt, er det danske billedhuggermiljø endnu mindre.

Og lad os begynde med en anekdote, der illustrerer, at der findes blandede følelser i selv små eksklusive kredse.

Billedhugger Hein Heinsen, tidligere professor på Kunstakademiet, leder efter det rigtige ord og lander på »stormfuldt«, når han skal beskrive sit forhold til Robert Jacobsen.

Og en helt særlig eftermiddag i 1970’ernes København dukker op i hans erindring. Her befandt Hein Heinsen sig til fernisering på Grønningen, da han fik øje på Robert Jacobsen.

Forinden havde Robert Jacobsen og Hein Heinsen været uenige i et kulturpolitisk spørgsmål.

Hein Heinsen erindrer det som en konflikt om, hvem der skulle indsættes som professor på Akademiet, og at han selv havde allieret sig med Ekstra Bladets daværende kunstanmelder Alex Steen – manden, der førte en indædt kamp mod ’fiduskunst’.

»Du tænker med røven«
Hein Heinsen husker, hvordan Robert Jacobsen stod midt i udstillingsrummet iført en stor, flot læderfrakke, og at han befalende råbte:

»Hein. Kom herhen!«.

Den yngre kunstner lystrede.

Og han så nu, hvorledes Robert Jacobsen hev en plastikrotte op af lommen.

Helt flad og med tarmene hængende ud, som om den var blevet kørt over af en bil. Af den anden lomme trak han en lommekniv, foldede den ud og skar rotten midt over.

Den ene halvdel rakte han Hein Heinsen og sagde:

»Den skal du have! Den anden halvdel skal Alex Steen fra Ekstra Bladet have«.

Hein Heinsen husker det, som om han forsøgte at svare nok så tørt:

»Den del vil jeg ikke have. Jeg vil have den del med hovedet«.

»Nej. Du skal have røven! For du tænker med røven!«.

Robert  Jacobsen i 1976 med brille i panden og iført kedeldragt, da han var vendt hjem til Danmark efter 22 år i Frankrig. Foto: Jesper Stormly Hansen

»Meget skarpt moderne«
Sådan var det mellem de to.

I en periode var brydningerne endda så voldsomme, at Robert Jacobsen gik ud af rummet, når Hein Heinsen trådte ind.

Men Hein Heinsen har stadig den halve rotte i sin skuffe og smiler, når han en gang imellem får øje på den.

Og når samtalen falder på Robert Jacobsens kunst, lyder vurderingen uden tøven:

»Hans skulpturer fra 1950’erne er meget skarpt moderne, det er der ingen tvivl om. Jeg kender ikke nogen i verden, der har gjort det bedre. Vi kan ikke have, at man trækker ham ned på et andet niveau, og jeg er helt uenig med Arnoldi«.

Også Peter Bonnén slår på Robert Jacobsens internationale pondus.

De to havde et »perifert venskab«, som gav sig udslag i, at Peter Bonnén blandt andet for tre årtier siden arrangerede Robert Jacobsens første store udstilling i Danmark på Galerie Asbæk.

Efter kunstnerens død har Peter Bonnén fungeret som ekspert for et auktionshus, da kopister forsøge at sælge falske Robert Jacobsen-skulpturer.

»Kun én som ham i hvert land«
Han kender skulpturerne indgående. Og han tilskriver det Danmarks ringe evner til at markedsføre deres kunstnere, at Robert Jacobsen ikke blev større i udlandet.

For selv om han fik Biennaleprisen i Venedig i 1966 og blev tilknyttet et galleri i New York, fik Robert Jacobsen ikke den opmærksomhed, han har fortjent.

Peter Bonnén er derfor også lodret uenig med Per Arnoldis karakteristisk:

»Det faldt mig virkelig for brystet«.

For Bonnén er Robert Jacobsen det stik modsatte af Arnoldis beskrivelse:

»Han er en vældig stor jernbilledhugger. Sådan én, som der kun findes én eneste af i hvert land. Jeg falder stadig i svime, når jeg ser en rigtig god Robert Jacobsen«.

Cronhammer: En væsentlig spiller
Billedhugger Ingvar Cronhammar er enig.

Han bryder sig ellers ikke om at udtale sig i absolutter og slet ikke i denne sag, fordi han er medlem af Akademiraadet, der i et åbent brev til overborgmester Ritt Bjerregaard (S) officielt har erklæret sig som modstander af gigantskulpturen i havnen.

Men når det gælder kunstneren Store Robert er hans holdning klar nok til, at den kan høres på en klikkende telefonlinje fra Herning, hvor det tordner:

»Han var en væsentlig spiller på scenen i 50’erne. Det kan man ikke tage fra ham«.

Jernet som konturen
Hvad er det helt specifikt ved Robert Jacobsens kunst, der får hans nulevende kolleger til at falde i svime?

Hvad er det, som den ordblinde skorstensfejersøn fra Valby, der gik ud af 6. klasse, og som endte som professor og kommandør af Dannebrog egentlig formåede?

Svaret er tilsyneladende: mellemrum.

For det, som sker, da Robert Jacobsen i 1948 flytter til Paris og bliver tilknyttet Galerie Denise René, er, at han med sine sorte jernskulpturer begynder at inddrage rummet i sine værker.

Han lader simpelthen jernet være konturen, der omspænder den fri luft.

Skulpturen som klump er dermed historie.

Invasion af lethed
Og det er Robert Jacobsens evne til at få letheden til at invadere det tunge jern, der får kollegerne til at stå målløse.

Med de enkle geometriske grundfigurer, som er i klar overensstemmelse med tidens strenge modernistiske billedforbud, skaber han sit eget konkrete formsprog, der efterlader skulpturerne som små vibrerende evighedsmaskiner.

Om pariserskulpturerne sammenfatter Bjørn Nørgaard:

»Det er verdenskunst«.

For Europa står midt i en brydningstid, Robert Jacobsen er midt i Europa, og han evner som få at lade den moderne erfaring indtage sin kunst.

Men Robert Jacobsens kunstneriske claim to fame, bør ikke kun isoleres til de abstrakte Parisskulpturer. Det mener nuværende professor på Kunstakademiets billedhuggerskole Lone Høyer Hansen.

Skrotdukker
Også med hans senere ’dukker’ lykkedes det ham at gøre noget enestående, mener hun.

Dukkerne var skabt af skrot i skikkelse af fladklemte kedler, rustne cykelkæder eller en kasseret generator fra værkstederne, og efter at have haft dem mellem hænderne formåede Robert Jacobsen noget særligt:

Han fik gjort det abstrakte folkeligt, og det er en bedrift ifølge Lone Høyer Hansen:

»Der var ikke åbne arme for abstrakt skulptur på det tidspunkt. Men han spillede på folkekunsten med en meget markeret afbildning af mennesket, og det er bemærkelsesværdigt, hvordan han bliver taget til sig af befolkningen«.

Men også Lone Høyer Hansen er nødt til at tage turen tilbage i tiden til Paris hos gallerist Denise René:

»Det er og bliver den vigtigste periode. Her snakker han med i det internationale formsprog – her er han i dialog med, hvad der sker i Europa«.

Marts  1987. Foto: Ole Steen

»De senere værker er også på niveau«
Men så deler vandene sig.

For mens billedhuggere som Peter Bonnén, Lone Høyer Hansen og Ingvar Cronhammar mener, at Robert Jacobsen peakede i Paris, fastholder andre af deres billedhuggerkolleger Robert Jacobsens genialitet til det sidste.

Blandt andre en af hans tidligere elever fra tiden som professor på Kunstakademiet, Kristian Dahlgaard, som senere også blev Robert Jacobsens private ven:

»1950’erne bliver altid fremhævet, fordi de var banebrydende. Men det er ikke retfærdigt. Hans senere værker er også på niveau. Jeg ser faktisk hans karriere som en lang historie, hvor han vender sit livstema igen og igen«.

Enig afvisning af 'Store Robert'
Her vender vi tilbage til indsejlingen i Københavns Havn.

Tilbage til balladen om ’Store Robert’, skulpturen med sin højde på 72,5 meter og bredde på 30.

Det vil være det helt rigtige vartegn for København, Danmark og Norden, mener et hold erhvervsfolk, og kommunen har foreløbig takket ja.

Men spørger man de danske billedhuggere, er deres holdning næsten entydigt negativ:

Som Ingvar Cronhammar – igen forsigtigt – formulerer sin holdning:

»Jeg kan godt have en ængstelse for, om man kan komme til at skævvride hans eftermæle på en uhensigtsmæssig måde. Jeg føler mig ikke overbevist om, at den vil være til gavn for hverken havnen eller hans minde«.

»Kunstnerisk uforsvarligt«
Bjørn Nørgaard er uforbeholdent imod.

Han mener ikke, at Robert Jacobsens storhed berettiger, »at man stiller der dér lort op«, og er især bekymret over, at kunstneren ikke selv har mulighed for at følge sit værk til dørs:

»Jeg er bange for, at det bliver en kulisse over Robert Jacobsen og ikke Robert Jacobsen. Det synes jeg ikke, at han har fortjent«.

Som billedhugger ser han et problem i, at værket skal realiseres i kæmpe skala:

»Det er kunstnerisk uforsvarligt. Der er tusindvis af detaljer, et hav af ændringer og kompromiser, som der skal tages stilling til, og jeg mener ikke, at man kan overlade det til familie og venner, uanset hvor sympatiske de er. Det er jo ikke klassisk kunst med almene motiver og proportionsregler. Det er modernistisk kunst og et dybt personligt værk, og kun kunstneren kan sætte skulpturen op i det format«.

Nørgaard-løsning
Professor Lone Høyer Hansen er enig og tilføjer, at hun desuden mener, at det er et problem, at skulpturen mangler referencer til omgivelserne:

»For mig virker symbolikken tom – I’m sorry«.

Men her melder Peter Bonnén sig på banen med et forslag.

Han har ikke gjort sin stilling op, når det gælder ’Store Robert’, og foreslår diplomatisk, at man bruger samme metode, som da Jørgen Nørgaard fra tøjbutikken Nørgaard på Strøget forærede byen 22 lindetræer, efter at kommunen havde valgt at fælde de gamle træer på Højbro Plads.

»Han aftalte, at hvis det ikke fungerede med de nye træer, kunne man fælde dem igen«.

Samme forsøgsordning foreslår Peter Bonnén nu i forbindelse med skulpturen ’Store Robert’.

»Man kan altid pille lortet ned igen efter ti år, hvis det ikke virker«.