Kvinderne sidder og snakker på scenen omkring et lille bord. På den ene side står sengen, og bag dem er glasruden, der adskiller dem og publikum.

Når man sidder på den anden side, føler man en voyeur-stemning - som om man ser noget, man ikke må, og måske helst heller ikke vil se. Prostitution. Og det er netop det, der er meningen i det meget omtalte og kritiserede teaterstykke 'Pretty Woman A/S'.

»Vi er hverken sølle eller ofre. Og vi er bestemt ikke dyr i et bur. Det er ubehageligt at høre, hvad medierne og de »kloge« politikere siger om os. De aner jo ikke en skid. Der er to sider. Enten har de aldrig været her, eller også køber de selv gadesex. Det er for dumt, altså«, siger 42-årige Marianne, der er prostitueret og medvirker i stykket.

Container på Halmtorvet
I teaterstykket, der er baseret på filmen 'Pretty Woman', medvirker rigtige gadeprostituerede fra Halmtorvskvarteret i rollen som Vivian; den prostituerede kvinde, der i løbet af en uge bliver behandlet som en prinsesse og forelsker sig i den rige gentleman Edward.

Der står en teatercontainer midt på Halmtorvet. Det er her de fem kvinder sidder og snakker. Om dem selv, deres børn, og hvorfor de har valgt at medvirke i teaterstykket.

De er kvinder, som ingen vil se.

Det ingen vil se
Almindelige mennesker ser ikke prostitution, mener kvinderne.

Men hver aften i godt tyve dage står de på skift på scenen, og publikum bliver tvunget til at se de prostituerede i øjnene gennem glasvinduet. Her kan man ikke bare gå forbi eller tage en tilfældig pige op og køre hende ud til havnen.

»De vil ikke se os«, siger kvinderne enstemmigt, »heller ikke dem, der bruger os«.

»Prøv at gå op ad den ende af Istedgade, du plejer at undgå på vejen hjem om aftenen. Og se os, for du kan ikke undgå os«, siger Marianne.

»Se os i øjnene«.

Begrænset publikum
Selvom de ikke vil fotograferes til Politiken af hensyn til familierne, er de dog ikke bange for, at de bliver eksponeret.

For på en måde kan kvinderne egentlig godt lide at blive set. For publikum er begrænset, og i morgen har de sikkert alligevel deres ansigter igen, som de siger.

»Vi er stolte af teaterstykket og at være en del af det. Vi er i stand til at tage vores egne valg, og så er den egentlig ikke så meget længere. Jeg bliver enorm træt af hele tiden at skulle forsvare mit erhverv over for alle og enhver. Helt ærligt – i det mindste er jeg ikke en tyveknægt. Jeg passer mig selv, det er mit liv, og ligesom jeg accepterer deres, synes jeg, at de bør acceptere mit«, siger Marianne.

»Her kan jeg være mig selv«
Der er ikke noget, der hedder at være et offer i Mariannes verden. Den høje lyshårede kvinde udstråler styrke igennem sin holdning og kropsbevægelser, og hun er i den grad klar over, at man vælger for sig selv. Og at teaterfolkene i stykket skulle udnytte hende, har hun kun hovedrysten til overs for.

»Jeg er sgu med for kaffens skyld. Det er kun derfor«, siger hun grinende, og tilføjer:

»Ej, vi er på en måde tæt på hverdagen, og pludselig er der nogen, som er søde ved os. Vi lærer at overholde tiden, fordi vi har lyst til det, og vi kan bruges til noget væsentligt her. Og så er det jo helt vildt fedt at spille teater. Vi er blevet en familie«.

De andre rundt om bordet nikker indforstået.

Marianne er den ældste af kvinderne, og som hun selv siger, er hun »nok for gammel til at være prostitueret«, men hun kan godt lide menneskerne på gaden. Før i tiden var tanken nok ikke nærværende, men da en grum familietragedie ramte, virkede prostitution som en nem udvej fra sorgen.

»Det virkede bedre end at sidde derhjemme og græde hele tiden. Men min datter må aldrig få det at vide, for det vil ødelægge hende«, siger Marianne.

En fantasiverden
Selv tror de prostituerede, som Politiken møder denne halvkolde efterårsonsdag, ikke på, at en kærlighedshistorie som 'Pretty Woman' kunne ske i virkeligheden.

»Jeg har sgu aldrig mødt en rig mand, prinsen på den hvide hest, der kommer og redder mig. Næ, du bliver nødt til at redde dig selv. Men det gør alle kvinder jo generelt - ikke kun prostituerede«, siger en af de andre kvinder Annette.

Uden for scenens »vindue« kan man se »Los Angeles«.

Annette er 35 og har fire børn. Fire børn, som hun i løbet af det første minut har nævnt tre gange. Efterfølgende bliver de nævnt fire, fem, otte gange.

»Jeg har været på gaden i otte måneder, men inden da var jeg clean i syv år. En dag havde jeg ikke penge til nogle ekstraregninger, og kommunen ville ikke hjælpe. De sagde, jeg skulle klare mig selv«, siger hun.

Og det gjorde hun så - ved at gå på gaden.

Ikke et sekund i tvivl
»Jeg kunne jo ikke have, at mine børn skulle sidde i mørke, så jeg gjorde det, jeg blev nødt til. Men jeg kunne ikke klare psykisk at prostituere mig, så en aften endte jeg med at tage stoffer for at komme igennem det. Og så var jeg på den igen«, forklarer Annette og sukker.

Men da hun blev spurgt, om hun ville være med i stykket, var hun ikke et sekund i tvivl. Det gav hende noget at se frem til.

»Sådan noget teater, havde jeg sgu aldrig set før. Det måtte jeg være en del af«, siger hun og skraldgriner, hvorefter hun så trækker en alvorlig mine.

»Men det skal siges: stykket giver mig håb – det viser mig, at der er et lys derude. Og det giver mig vel egentlig også noget mod. Og mod det har jeg brug for«.

Med drømmen intakt
Annette er den eneste af kvinderne, der indrømmer klart, at hun gerne vil ud af prostitution. Men når man graver lidt i overfladen på de andre, er det tydeligt at se, at drømmene ikke ligger ret dybt begravet.

»Arkæolog«, »skuespiller«, »danser«, »tage 9. klasse færdig«, siger kvinderne i munden på hinanden.

Tina er 26 og har kun været på gaden i to eller tre måneder, hun husker det ikke helt selv.

»Jeg har en drøm om at eje en dyrepension. Da jeg var yngre, elskede jeg tanken om at blive arkæolog. Jeg ved godt, at man ikke tjener særligt gode penge, men det betyder ikke noget. Og så ville jeg selvfølgelig gerne være sangerinde, som alle piger drømmer om«, griner Tina.

Kvinderne begynder at trippe nu. De har siddet og snakket i halvanden time og skal møde på teatret igen klokken 19.30.

»Du ved, hvordan det er. Det skal simpelthen ske nu, eller tror jeg ikke, at jeg kan komme i aften«, siger Tina til instruktørassistenten, imens hun holder assistentens hånd.

»Og det vil jeg jo så gerne«.

Pretty woman for en aften
Udenfor er det blevet mørkt, og teatret på Halmtorvet overfor Station City bliver gjort klar til aftenens forpremiere for instruktørernes venner og familie.

Tina flakker med sin røde trøje tværs over torvet, og Annette smutter i den anden retning. Det skal gå hurtigt, for de glæder sig til at være en 'Pretty Woman' for en aften.

Marianne retter lidt på tøj, kigger sig selv i spejlet og siger høfligt farvel. Men i det hun går ud af containeren, vender hun sig om og siger smilende, men bestemt:

»Sørg lige for at skrive, at der ikke findes nogle ludere her«.

Af årsag til familierne er kvinderne i artiklen kun omtalt ved fornavn.