Så er det slut med at overveje, om man skal abonnere på onlineudgaven eller give omkring 25.000 kroner for at få Gyldendals store, danske encyklopædi hjem til reolen.

Det er også slut med at blive frustreret over, at man selv ved mere om dagsommerfugle eller natskyggeplanter end leksikonets forfatter.

Kontrollanter efterlyses
Nu bliver storværket nemlig lagt gratis ud på nettet, og i stil med det verdensomspændende netleksikon Wikipedia får brugerne adgang til selv at skrive, rette og tilføje på det, der kommer til at hedde ’Den Store Danske – Gyldendals åbne encyklopædi’.

En hær af frivillige konsulenter på mindst et par hundrede specialister indforskrives til at dæmme op for misbrug, inkompetence og useriøse forfattere.

Til den ende efterlyser forlaget Gyldendal nu på nettet danskere, der sidder inde med konkret specialviden, og som vil øse af den i folkeoplysningens navn.

Det bedste med det bedste
Ideen om et gratis leksikon er gammel.

Siden de første bogbind af encyklopædien blev udgivet i 1994, har Gyldendal overvejet at gøre sit enorme lager af viden tilgængelig for flere mennesker.

Nu har man så besluttet at tage skridtet og »kombinere det bedste fra den gamle forlagstradition med det bedste fra Wikipedia«, som direktør Lars Boesgaard fra Gyldendal Fakta siger.

»Vi sidder med 160.000 artikler i et fantastisk leksikon, men selv om vi lagde dem på nettet for to år siden, benyttes de ikke særlig meget. Oplysningerne er indhegnet af en betalingsmur, og derfor kan vi ikke opretholde encyklopædien som det store, nationale referenceværk, den er«, mener direktøren med sigte til, at onlinebrugerne i dag skal abonnere, hvis de vil have adgang til data.

Fordobling
Det skal de ikke længere fra februar næste år, og forlaget nøjes ikke med at gøre brugen af leksikonet gratis. Man planlægger på tre år at fordoble antallet af artikler til 320.000.

Til sammenligning har den danske version af det åbne leksikon Wikipedia 99.000 artikler, betoner Lars Boesgaard, og for at nå målet inddrager Gyldendal i princippet hele Danmark.

Leksikonet gøres åbent for alle i den forstand, at alle med specialviden om eksempelvis natskyggeplanter kan skrive direkte ind på leksikonsitet og få sin artikel optaget med det samme.

Kildekritik
Det kan de også på Wikipedia.

Men da Wikipedia har problemer med troværdigheden, netop fordi alle kan skrive ind, går Gyldendal et skridt op i beskyttelsesniveau i erkendelse af, at et leksikon er afgørende afhængigt af sin troværdighed:

Hver gang en ny artikel rammer hjemmesiden, mærkes den som »ikke godkendt«, så læseren kan lægge sit eget kildekritiske filter ind over læsningen.

Først når artiklen er læst og godkendt – af selve redaktionen på Gyldendal eller af en de hundreder af eksterne redigerende, som forlaget nu efterlyser – vil den figurere som egentlig leksikal artikel. Den oprindelige slettes ikke – artiklerne vil ligge som perler på en snor, fortæller Lars Boesgaard.

Wikipedia som model
Lars Boesgaard lægger ikke skjul på, at det åbne netleksikon Wikipedia er inspirationskilde.

»De har været visionære og har fået en rigtig god ide. Men i vores forlagsøjne mangler de noget: at man kan se, hvem der har skrevet. Det gør vi tydeligt, og samtidig benytter vi os af de eksterne specialister i erkendelse af, at det her vil blive så stort, at vi ikke har økonomi til at holde os ajour uden hjælp udefra. Vi vil få en masse skæld ud i begyndelsen, men vi tror, at vi vil finde en form, der gør, at vi bliver det sted, hvor danskere først søger viden«.

Gyldendal er ikke bange for, at encyklopædien vil tabe i troværdighed på demokratiseringsprojektet.

»Også i dag har leksikonet fejl eller mangler, vi kan ærgre os over. Men fremover vil chancen for løbende at få dem rettet jo blive større«, vurderer Lars Boesgaard.

Illusion om demokrati
Historikeren Steffen Heiberg, der selv har bidraget til encyklopædien, ser en »storslået ide« i at gøre leksikonets viden tilgængelig for alle.

Han kan også se det forjættende i tanken om, at folket skriver sit eget leksikon, men han kan som garvet kildekritiker frygte, at Gyldendal sætter sig mellem to stole:

»Gyldendal kan ikke leve med det rene vrøvl, så man kommer ikke uden om en form for kontrol. Dermed bliver det på en eller anden måde en illusion at lade det fremstå som noget, der er skrevet af alle: Sætter man snævre grænser, er det ikke brugerdemokrati. Og gør man grænserne vide, risikerer man troværdigheden«, mener Steffen Heiberg.

»Lad brugerne blogge«
Det er heller ikke alle artikler, der er lige egnede til folkelig redigering, vurderer han:

»Tallet pi kan man for eksempel ikke rigtigt sige, at man ikke er enig i. Jeg tror, at det ville være bedre at holde sig til at lade brugerne blogge om indholdet«.

I lighed med det danske forlag planlægger norske Kunnskapsforlaget at udgive et leksikon for og af alle.

Så vidt Gyldendal ved, er de to nordiske forlag foreløbig de eneste, der i så udstrakt grad går i lag med brugerdemokrati. Det er planen, at omkostningerne skal dækkes ind af annoncører.