»Halløj Pikfjæs!

Læs denne artikel nu! HELE teksten.

Eller kys din latterlige unskylning af en familie FARVEL. Hvis du viser det her til panserne, er vi nød til at drave nogen MEGET alvorlige konsekvenser (vi kvaser dig + ALLE du kender). Prøv ikke at spore os, da det ikke kan lade sig gøer (vi er profesjonelle!).

Med venlig hilsen – Gale Journalister«

Fat det! Eller ...
At forfatte et trusselsbrev er sværere, end man tror.

Hvilket undertegnedes ynkelige forsøg ovenfor vist demonstrerer med fornøden tydelighed. I øvrigt: Trusler er noget farligt stads. For modtageren.

Uanset hvor elegant eller ubehjælpsomt man formulerer dem. De eksempler, vi i det følgende vil dele ud af, er altså ikke til efterfølgelse. Men til skræk og advarsel.

Fat det! Eller ...

Men for resten af pengene:

Hold kæft, hvor er det underholdende at læse, hvad der gemmer sig af sproglig rigdom og ditto armod i de mindre hjertevarme kroge af den danske psyke.

Hvordan vores landsmænd i de forgangne 25 år har forfinet disciplinen på skrift at håne, true og afpresse hinanden i anonyme breve, som siden er havnet i Rigspolitiets arkiv.

Og nu i udvalg kan læses i Robin Engelhardts og Christian Lunds bog ’Jeg er bevæbnet og har tømmermænd’.

»PS. Det er forbudt at skrige«
Uanset hvad englen måtte hviske af formaninger i ens ene øre, står der under læsningen konstant en lille rød satan og hopper ved det andet, mens han skoggerler over verdens ondskab og idioti.

I 1985 fandt man således i en filial af Privatbanken en seddel fra en røver, som åbenbart havde mistet modet, inden han kunne skride til handling. Det var nu også et lidt specielt våben, vedkommende havde medbragt til sin ugerning.

Sedlen lød: »Dette er et bankrøveri. Gi mig 100000 kr. kontant – ellers voldtager jeg jeres diriktør«.

Og det er langtfra det eneste eksempel på opfindsom bevæbning.

En bankrøver nedfældede i 1997 sit ærinde på bagsiden af en udbetalingsblanket og langede den over disken: »Hvis jeg ikke får mit ’ønske’ opfyldt vil jeg gå til angreb med mit nyslebede søm!«.

Og tilføjede for en god ordens skyld: »PS. Det er forbudt at skrige«.

I samme kategori finder vi en omhyggeligt udfyldt blanket til »Vedvarende adresseændring« anvendt ved et røveriforsøg på et posthus.

I feltet »Underskrift« har vedkommende skrevet: »Mig. (tyv)«. Og under »Postnummer og by« tilføjet »Tak for dejlig sammen arbejde!«.

»Dette er et røv..«
Fire lapper ternet papir fundet i Sønderborg sammen med en komplet røveriforklædning og en attrappistol fortjener også at blive nævnt.

De tre af sedlerne var kladder.

»Dette er et ...«, står der på den første.

»Dette er et røv..«, på den anden. »Dette er et overfald. Kun sedler hold dem i ro«, på den tredje. Og endelig det færdige værk:

»Dette er et røveri. Kun sedler. Hold dem i ro. Min pistol er rettet imod dig«.

Trusler mod offentlige personer
Hver uge undfanges omkring 30 trusselsbreve og anonyme smædeskrifter i vores lille kongerige, skønner politiet, som dog kun selv får cirka hvert tiende at se.

Herunder et betragteligt antal stilet til politikere og andre personer, som har deltaget i den offentlige debat. Rigspolitiets samling af anonyme trusselsbreve går tilbage til 1983.

Dengang var brevskriverne mest ude på at berige sig selv. Angreb på personer var der ikke mange af. Det har ændret sig. Ligesom sproget er blevet hårdere.

Fra starten af 1990’erne vinder fremmedhad og racisme frem.

Men det er løjet af igen i de senere år, måske fordi argumenterne er flyttet ud i det offentlige rum. Man behøver nu hverken at være kendt eller tale pænt om indvandrere for at modtage et karaktermord med posten.

Penge er en dejlig ting.

»Jeg har meget stor sympati for Dem Hr. Okking...«
Og indimellem er det næsten rørende at se, hvor let visse mennesker mener at kunne bringe sig i besiddelse af dem.

I 1991 modtog DSB således et brev fra »Danmarks Nationalsocialistiske Terrororganisation af 6. juni 1991«, hvori man truer med at henrette dronningen, alle regeringsmedlemmer, næsten alle politikere på Christiansborg samt ledere af virksomheder og institutioner, som har udøvet »danskkhedsskadelig virksomhed«.

Nårh ja, så beder man også lige om 10 millioner kroner, nu man er i gang. At indsætte på en almindelig lønkonto i Unibank.

En anden venlig hilsen modtog skuespilleren Jens Okking i 1991.

Fra en beundrer med rod i økonomien, som truer med at tage livet af en række sagesløse mennesker, med mindre skuespilleren udbetaler ham 100.000 kroner.

»Jeg har meget stor sympati for Dem Hr. Okking. Jeg har set alle Deres film«, skriver han.

Og fortsætter med tanke på Okkings medvirken i filmen ’Skytten’, hvor han under indspilningen af et bånd glemmer, at lyde i baggrunden kan røbe hans opholdssted.

»Hvis ikke De hjælper mig, vil jeg udføre en række handlinger – præcis som de gjorde det i den dersens film De ved nok. Når jeg ikke har indtalt et kassettebånd til Dem, er det fordi jeg ikke vil begå den samme fejl som De. Vi ved jo begge, at det var kirkeklokkerne, der afslørede Dem«.

Og så er der de store fisk. Med større appetit.

Som den herre, der i et brev meddeler den norske ambassade, at han er kommet i besiddelse af en metode til at ødelægge hele det norske telefonnet.

Men tilbyder at se bort fra sine nyerhvervede kundskaber mod en udbetaling på 100.000 millioner dollar. Dele af beløbet indsat på en konto i Schweiz. Resten i værdipapirer.

»Udlever Alle Prince x Light«
Simpel mammon er nu ikke altid målet.

En anonym person skriver således til en overlæge på organkirurgisk afdeling og forlanger, at en navngiven person bliver opereret inden næste »Vekend d«, som der står.

»Ellers vil vores nie Milimeter pistol Gerne tale med dig«.

Sikke hyggeligt de skal have det, når brevskriveren ligger i fuld narkose.

Denne  seddel blev lagt i forældrerådets postkasse.

Andre springer tidligt ind i det kontantløse samfund.

Som en kvinde, der engang i fattigfirserne løste et problem med lavvande i lommerne ved at lægge en seddel på disken i en kiosk:

»Udlever Alle Prince x Light, Look x Light, Cicil, Kings – Alle penge«, lød den.

Og nogle gange betaler det sig åbenbart at henvende sig skriftligt.

Kvinden fik i hvert fald udleveret, hvad hun bad om.

»Godt du har fuldskæg...«
Mere galde flyder i to breve fra en nabostrid i 2003.

Det er der, jeg har lånt mit indledende »Halløj Pikfjæs«.

I brevene efterfulgt af andre avancerede udtryk for mishag over, at naboen ikke har flyttet et bestemt skilt.

Så som:

»Godt du har fuldskæg så kan jeg bruge dig som kusse når jeg har banket dine tænder ud«.

Når man bladrer i denne poesibog fra Helvede, kan man få det indtryk, at Danmark stort set er befolket af små militante grupper.

Hvem har for eksempel før hørt om ’Holger Danskes Sønner, Hørsholm’?

»De militante smølfer«
Om ’Aktionsgruppen Højre Front’? Eller ’De militante smølfer’?

For ikke at tale om ’De brune S-togs venner’, som truede med at forstyrre toggangen, med mindre DSB sørgede for at sætte nogle gamle S-tog i stand.

’De Blå Pantere’ hævdede i et brev i 1981, at de havde bortført en lille pige og truede med at føre hende til Australien eller Amerika, hvor hun i øvrigt i lighed med 48 andre uskyldige mennesker ville blive henrettet.

Hvis ikke følgende krav blev imødekommet inden 10. november:

»1. Danmark bliver en præsidentstat. 2. Alle udlændinger bliver udvist fra Danmark. 3. Lavere skatter på spiritus, tobak og lønningerne. 4. Tobakken pris skal være under 20 kr. 5. Alle fanger i Horsens statsfængsel løslades«.

»Edvard, dit fede svin!«
Og nu vi er ved statsfængslet, sendte en gruppe indsatte et brev til en fængselsbetjent. Med en rask og ligefrem tilgang til det danske sprog.

»Edvard, dit fede svin!«, begynder det.

»Vi ved, at det er dig der er skyld i at (xx) er blevet flyttet til Horsens«.

Hvorefter de uden dikkedarer redegør således for konsekvenserne af denne skændige handling:

»Den bliver byttet dit fede badedyr«.

Men mere beskedne midler kan også gøre det.

Og hvor langt man kan drive det selv med sprogets mindste byggesten, fremgår af følgende koncise eksempel:

»Allan er MIN. Dø din ludder. Find din ejgen kæreste«.

Bemærk  smileyen og det lille knus til sidst. Eksempel på den ædle kunst at pakke trusler ind i høfligheder.
En ondartet småfisen
Ikke alle danskere har som antydet samme gehør for sprogets subtile overtoner. En af undtagelserne finder man i et brev fra 1997 angiveligt afsendt af et firma ved navn »A/S Nordisk Lavtryks- og Højtrykskompani«.

Og stilet til »Herrn Direktor, dr. Finn Hansen«, den tidligere amtsdirektør, som brevskriverne mener har afgivet dansk suverænitet i forbindelse med en samarbejdsaftale med Schleswig-Holstein.

Hvilket de vælger at udtrykke – skal vi sige – indirekte:

»Da vi gennem pålidelig kilde har fået oplyst, at De lider af en ondartet Ritus Aiktobi (småfisen), tillader vi os at henvende os til Dem gennem denne lille skrivelse«.

Herefter forklares det, at brevskriveren med eneret for Skandinavien kan tilbyde et »automatisk oxydationsapparat«, et tragtlignende instrument, der anbragt i anus kan omdanne »de små brummende lyde til yndige melodier«.

Som årsag til den påståede lidelse hos Finn Hansen opgiver brevskriverne, at han har spist sig mæt i »Sauerkraut og andre nationale nazistiske retter med stor tarmudvikling til følge«.

Og tilføjer som en særlig service, at den nyeste model af det tilbudte apparat har »forgyldt endestykke, som vil lette isætningen«.

Morsomt? Måske. Men ikke påfaldende næstekærligt.

Gør ikke dette derhjemme
Og en enkelt brevskriver har da også fattet, at det er de færreste mål i livet, man kan true sig til, og tilstår i et brev til politiet i 1987, at han seks år forinden har anbragt en bombe ved Christiansborg Slotsplads.

Og tilføjer:

»Jeg beklager, at jeg udsatte andre for fare, men glæder mig dog over, at ingen kom til skade. Jeg har i mellemtiden indset, at man næppe kan bombe sig vej til et bedre samfund«.

Godt set.

Husk det nu: Trusler er for ensomme, indebrændte stakler. Ikke for ordentlige mennesker, der spiser op og læser deres artikler til ende. Disse øvelser er altså ikke egnede til gentagelse hjemme i privaten.

Fat det! Eller dø.

Pikfjæs!