Da Jeanette Varberg hørte sin lektor byde velkommen til Institut for Forhistorisk Arkæologi på Aarhus Universitet en septemberdag for ti år siden, var hun på nippet til at opgive sit drømmestudium.

I disse dage er den nu 30-årige ikke bare blevet arkæolog, men en af de arkæologer, nyhedsmedierne jagter, efter at det er kommet frem, at hun og andre forskere fra Århus har fundet et formodentlig 2000 år gammelt skelet på en fjern Stillehavsø.

Skelettet, der efter alt at dømme kan udfylde et hul i fortællingen om Polynesiens fortid, er dukket op under en rejse med samme mål som Kon-Tiki-ekspeditionen i sin tid havde.

Søgte eventyret
Og rejsefortællingen, der kunne læses i Politiken i går, står ikke tilbage for Indiana Jones’ skattejagter. Men det er helt, helt forkert at tro, at det er sådan, arkæologi normalt tager sig ud, fik Jeanette Varberg og de andre nyoptagne studerende på Aarhus Universitetet indskærpet hin sensommerdag i 1998.

»Hvis der er nogen af jer, der tror, at I skal ud og være Indiana Jones, kan I lige så godt gå ud igen«, lød det fra en af instituttets garvede fortidsarkæologer, og Jeanette Varberg så hen mod lokalets udgang og var sendt til tælling:

»Jeg overvejede at gå. Det var jo lige præcis eventyret, jeg havde søgt«, husker hun.

Har talebobler over hovedet
Det kan hun så siges at have fået. Historien om, hvordan spaden stødte på kvindeskelettet under det, der skulle have været en fredelig ekspedition efter potteskår, er et sandt eventyr. Med klimaks der, hvor forskerne har opgivet udgravningsstedet, arrangeret reserveudgravninger i egen baghave og så netop der – af alle steder – gør deres fund.

Og de, der kender hende, som sad i hullet og gravede, er knap nok overraskede. I hvert fald ikke over, at det netop er Jeanette Varberg, det sker for, for der sker altid noget, hvor hun er.

Da hun kom ind på studiet i sin tid, skete der endda så meget, at det tog hende under et par døgn at rage uklar med den første undervisningsassistent.

Mads Ravn, der på det tidspunkt var nys hjemkommet fra Cambridge med høje idealer om forskningsbaseret og seriøs undervisning, husker med gru, hvordan store, ufokuserede talebobler rejste sig over netop det sted i auditoriet, hvor Jeanette Varberg befandt sig.

Begejstret rundviser
Da hun var med på sine første udgravninger, blev hun da også parkeret i et udgravningshul et stykke væk fra venindens. Til gengæld måtte såvel undervisningsassistenten som andre kolleger kapitulere, da resultaterne begyndte at dukke op: Der viste sig at komme både kvalificeret og fokuseret forskning ud af den fynske humørbobbel.

Og så havde hun, hvad der ikke er en selvfølgelighed i forskerverdenen, et stort talent for at formidle: Kort tid efter, at hun som studerende havde varetaget de første guidede rundvisninger på Moesgaard Museum uden for Århus, begyndte museet at modtage begejstrede mails fra folk, der havde haft glæden af en ung rundviser med uhørt smittende begejstring.

Signalet fra omverden var så tydeligt, at museumsdirektøren i al diskretion sneg sig med på en rundvisning – hvorpå han headhuntede den knap nok uddannede magister som museumsinspektør. »Inden universitetet snuppede hende«, som han siger i dag.

Jeanette Varberg skulle nu liiige til Stillehavet først. Dykkerrejserne eller motorcykelturen i Filippinernes jungle havde ikke stillet eventyrlysten, så sammen med en flok forskerkolleger fra Aarhus Universitet havde hun skaffet midler til et Galathea 3-baseret forskningsprojekt om globalisering i det sydvestlige Stillehavsområde.

Det var det projekt, der sendte hende i armene på et formodentlig 2000 år gammelt kvindeskelet fra lapitakulturen.

Hun snubler også undervejs
At hendes mor sendte førstehjælpsgrej med på turen til Stillehavet, er ingen tilfældighed, datteren har helt bogstaveligt siddet i klemme i bronzealderen eller i hvert fald i udgravningen til et kroatisk bronzealderfort.

Men også i mere overført betydning kan hun tromle så hurtigt frem, at hun – uden at ville det – kan vælte en enkelt eller to af dem, der sidder ude i hjørnet og føler, at den unge energiudladning kan fylde lidt vel meget, eller at det hele går lige vel stærkt.

Og den mand på Stillehavsøerne, som bragte feministen op i Varberg, og som hun skældte ud, fordi han havde slået sin kone, er formentlig heller ikke på fanlisten. Til gengæld fik hun på samme tur ubesværet kontakt med kvinder og børn. Som en af hendes udgravningskammerater siger: Hun kan gå ind i folk med træsko på, hvad end det er på Stillehavsøerne eller hjemme i forskermiljøet.

Det med træskoene skal forstås i overført betydning: Jeanette Varberg foretrækker så langt at stikke sine lakerede tånegle ned i noget mere feminint, når hun ikke smatter rundt i de lerede østjyske eller polynesiske udgravninger.

Men det gør hun tit. For i direkte modstrid med de mange billeder af et ladt kuglelyn, står billedet af en fagligt optaget og tålmodig arkæolog, der kan sidde i et hul og grave i timevis.

Hellere Tut end Totte
En »usleben diamant«, er der dem, der kalder hende på grund af den utæmmede begejstring. Men det er venligt ment, og det er ikke lykkedes at finde nogen, der betvivler, at diamanten derinde har de facetter, der skal til.

Hun er ikke født med graveskeen i munden, hjemme i den ikke-akademiske Odensefamilie. Skeen har hun selv løftet. Ret tidligt, endda. Fra hun var fem-seks år, foretrak hun bøger om Tut Ank Amon frem for dem om Totte, og som voksen har hun ikke glemt manglen på fængende børnebøger fra fortiden.

Jeanette Varbergs har udgivet sin egen første børnebog om bronzealderen, »Troldkvinden fra Borum Eshøj«. Og vi behøver vel ikke at nævne, at den næste allerede er skrevet.

»Jeg overvejede at gå. Det var jo lige præcis eventyret, jeg havde søgt ...«