Ved første kig troede de, at det var en køkkenmødding, arkæologerne fra Nationalmuseet.

De havde åbnet for den store udgravning ved Tissø på Vestsjælland midt i 90’erne på tip fra amatørarkæologer, der havde fundet så mange sølvgenstande, at alt tydede på en sølvskat.

For ikke at risikere, at fortiden blev pløjet sønder og sammen, rykkede de statslige graveskeer ud og tog fat oppe på områdets højeste punkt, hvor der var gjort flest fund.

Mærkelig mødding
Her fandt de en række sænkninger med masser af dyreknogler, og de konkluderede, at de var stødt på en gammel mødding – gammel som i ældgammel – da de sjældne møntfund og smykkedelene mellem knoglerne var fra den sene jernalder og vikingetiden.

Men undervejs i de følgende ni års udgravninger begyndte det at dæmre for arkæologerne, at der var noget, som ikke stemte:

Hvorfor skulle nogen som helst vælge at placere en mødding øverst oppe på en bakketop?

»Det gav ikke mening. Vi havde ikke tænkt over det i første omgang, for vi var helt sporet ind på, at vi var ude ved en sølvskat, og derpå fandt vi dyreknoglerne og tænkte: mødding. Men da vi først var begyndt at undre os, kunne vi ikke lade være med at spekulere over, hvad søren det så kunne være, vi havde fundet«, fortæller seniorforsker og arkæolog ved Nationalmuseet, Lars Jørgensen.

Storgård
Han har bearbejdet Tissø-fundene, siden udgravningerne standsede for fem år siden.

Forskerne sammenlignede placeringen af sænkninger, sølvgenstande og dyreknogler med fund fra andre skandinaviske udgravninger.

Tissø-udgravningen havde også efterhånden, ud over den berømte Tissø-halsring i guld, afdækket en vikingestorgård med hal og tilhørende kultbygning, og nede i Halleby Å og i selve Tissø (guden Tirs eller Tyrs sø, red.) var der fundet værktøjskiste, våben og smykker.

Menneskeofringer
»Det måtte være ofringer, og pludselig tegnede der sig et billede af en storgård med flere tilhørende kultpladser. Det blev mere og mere spændende«.

Da der også blev fundet menneskeknogler, bl.a. en barnekæbe, tæt ved storgårdens kultbygning – og under et andet byggeri, så der ikke kunne være tale om begravelse – stod det klart, at der måtte have været tale om menneskeofringer.

Fra en udgravning i Skåne kendte arkæologerne til lignende placeringer af menneskeknogler, og her havde retsmedicinerne vist, at menneskene var anbragt indenfor i en bygning på gulvet i død tilstand.

»Stormænd sad på flæsket«
Nu begyndte arkæologerne også at se på de gamle udgravninger af vikingeborgen Trelleborg fra 980.

Her havde man fundet en kultplads med menneskeofre allerede i 1937.

»Det var nærmest gået i glemmebogen, men efterhånden kunne vi se et mønster for de hedenske skikke og ofringer, hvor stormændene har spillet en større rolle, end vi var klar over: Ud over at have den militære kontrol og kontrollen over handlen stod de også for de religiøse ritualer og for de hedenske menneske- og dyreofringer. Stormændene sad virkelig på flæsket. Først da Danmark blev kristent, blev kontrollen med religionen skilt fra«, fortæller Lars Jørgensen.

Han må erkende, at forskerne stadig ikke helt forstår, hvad der ligger bag ritualerne, og hvordan det er gået til på kultpladserne.

»Vi kan bare konstatere, at det har været et meget, meget barsk samfund«, som han siger.