Vandkunstens boliger har ofte et problem. De er for gode.

Tag nu tegnestuens gennembrud i den lave og tætte bebyggelse Tinggården i Køge.

Den er tænkt til at give brugerne maksimal frihed, at være så almen, at man kan ændre på boligen efter behov. Det skal ikke være fint, men animere til tilpasning.

Anerkendelse i vejen
Men bebyggelsen blev straks så berømmet et forbillede for de følgende års opgør med det industrialiserede etagehusbyggeri, at anerkendelsen kom til at stå i vejen.

Ingen tør jo ændre på et hus med en høj arkitektonisk identitet. Så Tinggården blev mere et billede på tegnestuens ideal om brugerfrihed frem for en praksis.

Dette problem, der kan følge i kølvandet på en anerkendelse af tegnestuens demokratiske arkitektur, omtalte Søren Nielsen, arkitekt og partner i Vandkunsten, for nylig i en artikel i en udgave af fagtidsskriftet Arkitektur DK, der helt var viet til at portrættere pionerfirmaets værker gennem 40 år.

En klasse op
Og det er et problem, der ikke vil blive mindre fremover. For nu har den kollektive tegnestue tilmed fået en meget fornem international udmærkelse for sit virke, Alvar Aalto Medaljen.

Det er ikke en medalje, der uddeles rutinemæssigt, men kun »hvert femte år eller deromkring«, når en jury bestående af finske og internationale arkitekter finder »signifikante bedrifter i kreativ arkitektur«.

I går på Alvar Aaltos fødselsdag modtog den danske tegnestue medaljen i Finland og kom dermed i klasse med internationale superstjerner som Alvar Aalto selv, Jørn Utzon, Tadao Ando og Steven Holl.

Dybt respekteret
Vandkunsten har ikke gjort sig i den fashionable og prangende ende af arkitekturstanden, hvor kulturhuse og offentlige institutioner kalder på spektakulære løsninger.

Kollektivet har koncentreret sig om at skabe meningsfuldt boligbyggeri, og det med en faglig succes, så andre arkitekter i dag omtaler dem med dyb respekt. Sådan var det ikke i begyndelsen.

Tegnestuen voksede ud af ånden fra 1968, som et opgør mod modernismen, med boligeksperimenter for de lavestlønnede og en forkærlighed for det rå og det sensuelle, »skide være med hvad det koster, bare det ser billigt ud«, hed tegnestuens mantra gennem mange år.

En af dens fire stiftere, Jens Thomas Arnfred, skriver i Arkitektur DK, at de var lige så begejstrede for kolonihaverne, stejlepladserne og lerskrænterne som for rækkehusene, men at de afskyede både kransporene og det fornemme.

Ingen overdreven luksus
Det bedste af ånden fra dengang er hængt ved i tegnestuens senere arbejder.

Man kan godt se en Vandkunsten-bebyggelse og tænke: Nej, helt ærligt, er det ikke for billigt?

Der er ingen overdreven luksus og heller ikke umiddelbart noget arkitektens vandmærke, selv om de ikke længere er bange for at anvende fint forarbejdede materialer, hvis det giver funktionel mening.

Fokus er ikke lagt på, at beboeren skal spejle sig i sin boligs pragt, men det handler om at få brugerne til at mødes og til at møde landskabet eller vandet, hvis det er der, man bygger.

Forkærlighed for sort
I den sorte etagebebyggelse Sømærk på Teglholmen har de f.eks. ladet husene stå på pæle ude i vandet med bådpladser og havnebad til beboerne i stedet for at opfylde området og gøre det tørskoet, som det lå i oplægget. Herligheden er enorm – og offentligt tilgængelig.

Der er en vis forkærlighed for farven sort på deres boliger, og det er ikke kun for at nedtone fladerne, men det ser jo også knaldgodt ud, hvad enten det ligger op ad grøn beplantning eller ses mod en grå himmel.

Æstetikken har de nemlig alle dage haft øje for i deres ærlige, jordbundne og sociale arkitektur.

Rebel med menneskeligt ansigt
Uden at forlade det funktionelle er deres bebyggelser som regel så tilstrækkelig rumligt komplicerede, at man ikke bare aflæser dem på én gang, men må bevæge sig rundt om og igennem for at få det hele med.

Derfor var det også ærgerligt, at deres byudviklingsplan til Kløvermarken, som de vandt sidste år, ikke bliver realiseret.

De har gang på gang vist, hvordan man kan bygge på kanten af et landskab, og med den langstrakte grønne flod havde de tilbudt en forbedring af det eksisterende, uden at det ville koste hverken fodboldbaner eller grønne oplevelser i byen, tværtimod.

På ’Det blå hjørne’ på Christianshavn har de i mindre størrelse vist, hvad mødet med omgivelserne betyder. Det er en forholdsvis dramatisk hjørnebebyggelse, der passer fint ind i stedets historiske stemning uden at underlægge sig det.

Vandkunsten er en rebel med menneskeligt ansigt.

Motortorpedohallen  på Holmen. Foto: Vandkunsten