Man kunne godt tro, det ville ryste en mand at blive angrebet af en af danmarkshistoriens mest hårdkogte forbryderbander.

Også selv om det kun foregår på skrift. Men Peter Øvig Knudsen tager det knusende roligt.

I går havde tre medlemmer af Blekingegadebanden en meget, meget lang artikel i bladet Social Kritik, som i høj grad handlede om at generobre historien om deres egne forbrydelser.

En historie, som Peter Øvig Knudsen med sit storsælgende tobindsværk om banden har sat sig tungt på.

»Forkerte påstande og fordrejninger«
Øvigs bøger er fyldt med »forkerte påstande og fordrejninger«, mener bandemedlemmerne Torkil Lauesen, Jan Weimann og Niels Jørgensen.

Sidstnævnte døde i september sidste år, da artiklen var ved at være færdig.

De tre artikelforfattere er især utilfredse med, at Peter Øvig ved hjælp af »meget få facts og stor fantasi« forbinder Blekingegadebanden med Rote Armee Fraktion, De Røde Brigader og superterroristen Carlos, også kendt som Sjakalen.

De mener også, at Øvig giver dem skylden for forbrydelser, de ikke har begået, ligesom de nævner en stribe eksempler på, at der er »en utroværdighed i Peter Øvig Knudsens detaljer«.

Intet at rette
Og så er det jo oplagt at spørge forfatteren, om kritikken vil få ham til at rette noget i kommende oplag af værket.

»Nej«, svarer Peter Øvig.

»De store væsentlige kritikpunkter – om forholdet til andre terrorgrupper i Europa – har jeg diskuteret i årevis med det medlem af Blekingegadebanden, som jeg kalder ’Stemmen’. Vi har lange aftener og nætter diskuteret og været meget uenige om bandens relation til PFLP (den palæstinensiske befrielsesfront, red.). Så indvendingerne kommer ikke bag på mig. Det har jeg forholdt mig til allerede inden, jeg skrev min bog«.

De siger, du bare har brugt politiet som kilde og ikke har læst alle dokumenter og bilag. Passer det?

»Det må jeg venligt, men indtrængende afvise. Jeg har selvfølgelig været nede i alle de relevante bilag. Hvad det europæiske netværk angår, så har Politiets Efterretningstjeneste efterforsket noget, men jeg er selv gået videre og har læst international litteratur om både Rote Armee Fraktion og især om Carlos«.

»Intet nyt i kritikken«
Så du har ikke bare siddet nede i politiets arkiv?

»Nej, men i kriminaldelen har jeg selvfølgelig i høj grad støttet mig til politiets enorme og grundige og dygtige efterforskning. Ikke på, hvad politifolk har prøvet at binde mig på ærmet, men på de rapporter, der ligger om sagen«.

Har politiet prøvet at binde dig meget på ærmet?

»Nej, overhovedet ikke, det var bare, fordi de tre antyder, at jeg har løbet med halve vinde. At jeg ligesom bare har skrevet af efter politiet, og det er selvfølgelig ikke rigtigt. Der er ikke noget nyt i de væsentlige ting, de kritiserer mig for. Så det giver mig ikke anledning til at overveje at lave noget om i min bog«.

»Retorisk kneb«
Der er ikke noget at komme efter?

»Jeg synes, de bruger det retoriske kneb at sige: ’Peter Øvig påstår, at vi samarbejdede med Rote Armee Fraktion (RAF). Det passer ikke’. Jeg siger, at Blekingegadebanden var en del af et netværk under PFLP’s ledelse, hvori også RAF, Carlos, De Røde Brigader, Den Røde Hær i Japan og et par stykker mere indgik. Men jeg har ikke påstået, at Blekingegadebanden havde et direkte samarbejde med RAF. Og det har jeg ikke nogen dokumentation for«, siger Peter Øvig Knudsen.

Peter Øvig Knudsen kan ikke få øje på en eneste faktuel indvending mod hans fremstilling af Blekingegadebandens tilknytning til det europæiske terrornetværk.

»De siger bare, det er en fantasi inde i mit hoved. Men så nemt slipper de altså ikke, hvis man kan dokumentere, at det netværk har eksisteret ... Og de benægter jo ikke, at de har arbejdet for PFLP ...«.

Men Torkil Lauesen, Jan Weimann og Niels Jørgensen argumenterer for, at den rabiate Wadi Haddad, PFLP’s operative chef, var ude af organisationen i 1970, da Blekingegadebanden begyndte at samarbejde med den.

Øvig mener derimod, at Haddad udførte PFLP’s beskidte arbejde, lige indtil han døde i 1978.

»Og jeg synes ikke, de på nogen måde imødegår det med fakta ... Gotfred Appel (gruppens ’chefideolog’, red.) er nede og lave samarbejdsaftalen med PFLP i september 1970, midt under deres tredobbelte flykapring. Appel er ude og besøge flyene og synes, det er alle tiders aktionsform ... Så det forekommer mig, at det lidt er at pudse fjerene, når man siger, at det ikke var en terrororganisation, man samarbejdede med«.

Ikke nødvendigvis sandt
De tre medlemmer af Blekingegadebanden er mere konkrete i deres kritik, når det gælder Peter Øvigs skriverier om deres kriminelle aktiviteter.

For eksempel nægter de at stå bag bortførelsen af en bankdirektør i Glostrup, som de blev sigtet, men ikke dømt for.

»Jeg skriver ikke noget sted i min bog, at den kidnapning blev foretaget at Blekingegadebanden. Jeg fortæller bare, hvilke fakta der er i sagen. De skriver, at de ikke lavede forbrydelser, hvor de gik ud og bad folk om penge. De tog penge. Jamen kammerater, fire år senere planlægger I en kidnapning mod forretningsmanden Jørn Rausing i Sverige. De udfører den ikke, men planlægger den gennem to år. Og det er da lige præcis en kidnapning, hvor man beder folk om penge. Man tager dem ikke selv. Så det er simpelthen forkert, når de siger, de ikke laver den type aktioner ...«.

Hvad siger du til alle de fejlagtige detaljer, de mener at have fundet, for eksempel i kapitlet om Jan Weimanns anholdelse?

»Ja, nogle af de der syv fejl, de påpeger, er jo ikke fejl. Altså nogen har sagt til mig, at Jan Weimann var en slagsbror som dreng. De siger, at det ikke passer. Jan Weimann opfatter ikke sig selv som en slagsbror som dreng. Men det er der andre, der gør. Det er jo ikke en fejl. Det er en vurderingssag ...«.

Vil rette svømmehalsdetalje
Men der er mindst én detalje, som Peter Øvig tror, han vil rette.

»De påpeger, at Holger Jensen bliver bortvist fra gymnasiet et par dage, fordi han bader nøgen med en veninde i skolens svømmehal. Og så siger de: ’Nej, det var ikke et par dage, han blev bortvist i flere måneder’. Og fordi Jan Weimann gik i klasse med Holger, så må man formode, at det er mere rigtigt. Det gør jo kun historien bedre, kan man sige. Så jeg kunne da godt finde på at rette et par dage til flere måneder ...«.

Så hvis du vil korrigere noget, er vi nede i sådan nogle småting?

»Ja, så er vi nede i nogle detaljer, som jeg – som den nørd, jeg er – synes skal rettes, men som jeg ikke synes har betydning for den store sammenhæng i historien«.

Men de hævder, det er linjen i bogen med alle de småfejl?

»Hvis de havde fundet vigtigere fejl på de her tusind sider, så kan jeg ikke forstå, at det ikke er dem, de påpeger. Det forekommer mig at være nogle fejl meget langt nede i detaljen«, siger Peter Øvig.

»Ikke én sætnings digterværk«
Han minder om, at han i forordet til bogen skriver, at den er baseret på kilder og ikke på hans fantasi.

»Men det er vigtigt at tilføje, at selv om det er baseret på kilder, så er det ikke det samme, som at det er sandt. Fordi kilder er jo bare papirstumper og rapporter og interview og den slags, og de kan selvfølgelig lyve. Men jeg har altså haft et dogme for mig selv i mit arbejde: at det aldrig er noget, jeg finder på. Der er ikke én sætnings digterværk i det«.