Det er i 1996.

To år efter folkedrabet i Rwanda. Jørn Stjerneklar går rundt i den forladte flygtningelejr Mungunga i nabolandet Zaire, da han pludselig får øje på noget i en bunke lig.

Noget, der bevæger sig.

Under folkedrabet havde hutuer slået tutsier ihjel i Rwanda. Men derefter tabt krigen. En million hutuer var derfor flygtet og levede nu i lejre i nabolandene. Ikke fordi de ikke ville vende hjem. Men fordi de ikke måtte. De slagne ledere havde brug for dem. Som skjold mod tutsiernes hær. Og som indtægtskilde. Og hvis nogen så meget som luftede tanken om at vende hjem, blev de slået ihjel.

Men en dag begav en halv million flygtninge sig alligevel hjemad til fods.

Det er den dag, Jørn Stjerneklar træder ind i lejren. Han ser en dreng, der sidder på en sten, og tror, at han er død. Så forstår han, hvorfor drengen sidder så stille. Hans ene arm er hugget af.

Lidt borte fra drengen ligger en snes lig i en dynge. Hutuer, der blev hakket ihjel af deres egne aftenen før, fordi de ville hjem. Og pludselig registrerer Jørn en bevægelse et sted mellem de døde kroppe. En baby, der rører på sig. En pige. Han samler hende op. Hun er dehydreret og har et gabende sår i hovedet. Men lever.

»Hvis der havde ligget 20 mennesker, kunne jeg ikke have gjort noget. Nu lå der kun én baby. Og da var jeg nået til et punkt, hvor jeg var nødt til at gøre noget«, siger Jørn Stjerneklar, der bærer barnet op til landevejen, hvor han får et lift.

Der er 16 kilometer til hospitalet i Goma. Og en halv million mennesker på vandring. Så turen tager en time. Og som den danske fotograf siger: »Man kan nå at tænke meget i løbet af en time«.

Hvis pigen overlever, vil han tage hende med hjem, tænker han. Og give hende et liv.

»Så havde jeg da gjort noget konkret. Og så er der det ... at hun er hutu«.

Det er skæbnens ironi, at han pludselig sidder med et hutu-barns liv i sine arme. Men det er også en chance. To år efter folkedrabet i Rwanda er Jørn Stjerneklars følelser for hutuerne nemlig mildt sagt kølige. Han har set, hvordan de først myrdede 800.000 tutsier i Rwanda. Og hvordan folkemorderne siden skjulte sig blandt de flygtede hutuer og foretog angreb ind i Rwanda og dræbte vidner til folkedrabet.

Endnu i dag har han svært ved at slippe tanken, når han går på markedet i Rwanda. At de er folkemordere alle sammen. Og han ved om nogen, at den slags generaliseringer kan være farlige.

Historien fortæller Jørn Stjerneklar i sin dokumentarfilm ’Tom, Gud og Harry’, som sendes på DR 2 i næste måned. Filmen viser hans rejse tilbage til Rwanda i et forsøg på at begribe folkemordet. Og at slutte en slags fred med det skete.

I dag bor han i Sydafrika, og interviewet finder sted under et kort besøg i Danmark, i journalistens køkken, hvor han sidder og stirrer ud i gråvejret, mens han mørkt og lavmælt arbejder sig igennem historien.

I helvede
To år tidligere, i april 1994, sidder han med sin kæreste i køkkenet i deres hjem i Kenya og hører radio. De har lige fået en søn, Jørn har holdt fri i to måneder, og der er lavvande i kassen. Alligevel lover han sin kæreste ikke at tage af sted, da de hører i radioen, at Rwandas præsident er blevet skudt ned i sit fly. For de ved, at nu bliver det grimt.

Men to dage senere ringer telefonen. Den amerikanske TV-station ABC har en flyver klar til at fragte Jørn til Burundi. Derfra må han selv finde en vej. »Men du er jo en stor dreng«, som stemmen siger. Smigrende. Ligesom honoraret: 10.000 kroner om dagen.

Jørn Stjerneklar har dækket kontinentets konflikter i årevis og er kendt blandt kolleger for sin knusende ro. I Burundi slår han sig sammen med tre andre pressefolk, køber en bil og begiver sig ind i Rwanda. Ud på formiddagen når de hovedstaden Kigali.

»Og fem-seks kilometer uden for byen kan vi se, at hele befolkningen er på vej ud. Og bunkerne af lig begynder at vokse ved de vejspærringer, der er sat op«.

Inde i Kigali er der vejspærringer for hver 100 meter, fortæller han. Og når bilen standser, sidder det lille selskab og stirrer ud i den rene rædsel.

»Det er ligesom at komme i helvede. De går og skyder folk langs vejsiden. Ligene ligger oppe i vindueshøjde, og blodet flyder ned over asfalten«.

Lobbyen i Hotel Des Milles Collines er fyldt med tutsier på flugt. Andre pressefolk forklarer de nyankomne, at byen er livsfarlig, og at der kun er én måde at dække historien på. Om bord på de belgiske soldaters køretøjer. Men nej, siger den franske fotograf Jean Mark og Jørn Stjerneklar til hinanden.

»Vi har købt den bil for at bruge den«.

Idioten fra Kigali
Første vejspærring klarer de. Ved den anden stiger Jean Mark ud og spørger i klyngen af militsfolk, om de må filme. I vejsiden ligger en ordentlig bunke lig. Svaret er: Nej. Men Jørn er allerede ude. Med kørende kamera.

»De begynder at hive knivene frem og træder helt op i hovedet på mig og råber og skriger på fransk. Jean Mark oversætter ud ad mundvigene. Jeg filmer sgu ikke, siger jeg. Så er det, at de vil slå mig ihjel«.

En franskmand kan være nyttig under et folkedrab. Især hvis morderne taler fransk og betragter Frankrig som en venligtsindet magt. Den dag redder Jean Mark sin danske kollegas liv. Han forklarer, at man slet ikke kan filme uden blitz. Og trykker sin blitz af for at understrege sin pointe.

»Det tror de så på. Halvdelen af dem«, siger Jørn Stjerneklar.

»Der er 14-15 stykker. De deler sig i to grupper. Den ene flok vil skære mig i småstykker. Den anden vil lade mig gå. Det er ligesom at se en tenniskamp«.

»Gå ind i jeres bil«, siger en mand pludselig. Det gør de. Og som Jørn Stjerneklar siger: Ethvert fornuftigt menneske ville vende bilen og køre tilbage til hotellet.

»Men vi kører videre. Det er derfor, at én senere kaldte mig ’Idioten fra Kigali’«.

For hver vejspærring bliver militsfolkene mere og mere fulde. Uden for bilens ruder bliver folk slået ihjel.

»Det er også en folkefest. Det er bizart. Folk er pissefulde og skæve og klædt ud og har parykker og damefrakker og kjoler på. De har plyndret bryggeriet, alle forretningerne og al sprut. Byen befinder sig i en rus«.

Jørn og hans kollega når et par kilometer væk fra hotellet. Så har de fået nok. Og vender om.

»Jeg tror, et folkemord er det værste, du kan opleve. Fordi alt er tilladt. I en krig er der visse spilleregler. Du ved, hvor fronten er. I et folkedrab er der ingen regler. Det foregår over det hele. De voldtager, de skærer i stykker. Og det er fuldstændig uforudsigeligt, hvad der sker. Er de pissefulde? Kan du snakke med dem? Du ved det ikke, før du stopper«.

Folkedrab i Danmark?
I 400 år har hutuer og tutsier levet sammen i Rwanda. Tutsierne kommer nordfra, hedder det sig. De er højere, lysere og rigere, siger man. Men intet af det passer, siger Jørn Stjerneklar.

»Rwanda var et meget feudalt samfund med en herskende klasse. Og præsidentens kone var toppen. Nærmest af royal familie. Og da de ikke kunne nedkæmpe tutsiernes oprørsbevægelse, RFP, besluttede hun og hendes brødre at slippe af med tutsierne én gang for alle«.

De optrænede militser, importerede macheter og gav sig til at gøde jorden.

Det er ikke svært at organisere et folkedrab. Man skal bare fortælle folk, at de andre er skadedyr. Og når først bølgen ruller, går resten af sig selv. I Rwanda var det radioen, der tegnede fjendebilledet op. Tutsierne var kakerlakker, der var kommet for at overtage landet. Og budskabet blev gentaget i vittigheder, tegninger og popsange.

»Det bliver langsomt bygget op. Nogen skal orkestrere det. Nogen skal sætte sig ned og beslutte: Lad os nakke dem. Men det er helt almindelige mennesker, der udfører folkedrabet«, siger Jørn Stjerneklar.

»Et holocaust kræver bare de rigtige betingelser. Og allervigtigst: En følelse af os mod dem«.

Kunne vi alle begå folkedrab?

»Det er det, der virkelig skræmmer mig. Det ligger i os alle sammen. Det er virkelig din nabo. Eller dig selv. Det her foregik tilfældigvis i Afrika, men det kunne lige så godt være Sverige. Vi tror, der er en hel masse ting, der holder os tilbage. Men det tror jeg ikke. Der er ikke noget, der forhindrer os i at gå ned ad den vej. Andet end os selv. Vi skal bare have en anledning«.

Mener du virkelig det?

»Jeg ser det jo også, når jeg er i Danmark. Den kløft, der er skabt mellem indvandrerne og os. I dag må man sige, hvad der passer en, om indvandrerne. Det er sådan, det starter. Og pludselig er der ikke ret langt til at skære halsen over på dem«.

Men folkedrab i Danmark?

»Jeg siger ikke: i morgen. Men forestil dig massearbejdsløshed i Danmark, endnu flere indvandrere og en terroraktion udført af muslimer i København, hvor 200 bliver slået ihjel«.

Guds vidne
Rose Burizihza er tutsi. En smuk kvinde sidst i 30’erne. Hendes hår er kort, og i ørerne vugger et par ørenringe med glaskrystaller, mens hun lavmælt og fattet fortæller en historie i Jørn Stjerneklars film. En historie, der skiller sig ud selv i Rwandas malstrøm af tragedier.

Den lokale viceborgmester, en hutu, havde forelsket sig i den 24-årige Rose og besnakket hutu-militsen til indtil videre at skåne hendes liv, så hun kunne være deres vidne over for Gud. I over to måneder drev de hende med rundt. Og de første drab, hun skulle bevidne, var på hendes egen familie.

De anbragte hendes mor på asfalten og klædte hende af. Så stak de en dolk op i skeden på hende og kørte den ind og ud, fortæller Rose i filmen. »Se igen«, sagde de til hende. »Jeg så på hende, og så kørte de dolken ind og ud af mor igen, ind og ud, indtil hun døde«.

Hendes mand kastede de i et latrin og tvang hende til hver morgen høfligt spørge til hans velbefindende. Hendes brødre savede de i og tvang hende til at drikke deres blod. Og hendes højgravide tante lagde de ned og bandt hendes hænder på ryggen.

»Så tog de en kartoffelkniv. Og skar hende åben, for at jeg skulle se babyen inde i hende. De spurgte: »Kan du se, hvordan en tutsi-baby ser ud?«.

De skilte spædbørn fra deres mødre, slog mødrene ihjel og gav børnene til grisene.

»De pegede, når en gris tyggede en baby. Så ville de sige: Det er, hvad I er værd. Og du er vores vidne«.

»Jeg har glemt at fortælle det her«, siger hun pludselig i filmen. Som om der var tale om en detalje, hun havde overset.

»Han smed mine børn ud til hundene«.

Gedens skrig
Jørn Stjerneklar opholder sig i Kigali i en uge. Hver dag fortæller han over telefonen BBC, Politiken, TV-avisen og Ritzau, hvad han ser på sine ture med de belgiske tropper.

Uden for byerne gemmer de overlevende tutsier sig. På afstand kan de følge festen i gaderne og håber bare, at den bliver ved. For når musikken lægger sig, kommer de med macheterne. Efter 100 dage var godt en million mennesker slået ihjel.

En video optaget fra den franske skole viser en lille flok mænd, der står langt væk på en rød jordvej i telelinsens hvide dis.

En skikkelse i hvid T-shirt og shorts svinger dovent macheten her og der i en bunke halvdøde kroppe. En mand sidder på vejen. Han får et hug. Og falder forover. Flere skikkelser traver rastløst frem og tilbage mellem ligene og anbringer fra tid til anden et slag. Som brandfolk i gang med efterslukningen.

I filmen ser man Jørn Stjerneklar gå på markedet og studere mordernes foretrukne våben. Macheter, hammere og skruetrækkere. Han køber en machete. Og en ged, som han binder til et træ. Efter det første slag falder geden sammen med en hæslig, hjerteskærende brægen. Han trækker den ud i bagbenet. Og slår igen.

»Jeg ville vide, hvor svært det er at tage et liv med en machete«, siger han. »For det må have været svært. Jeg ville hakke den i haserne først, for det gjorde man med tutsierne. Så de ikke kunne løbe deres vej. Men så skreg den …«, siger han.

» ...som et menneske«.

Jørn Stjerneklar tager det sidste fly ud fra Kigali. I lufthavnen i Nairobi venter ti mand fra tv-stationen ABC på ham. Eller rettere: På hans billeder. De første fra Rwanda. Endelig har han gjort en forskel, tænker han. Og er »helt høj«. Og så bliver han fanget af historien.

»Jeg er nødt til at tage tilbage«.

Fire ture bliver det til. Han fotograferer sejren for tutsiernes oprørsbevægelse. De flygtede hutuer. Og massegravene. Alt sammen trak spor i hans liv. I årevis led han af angstanfald. Turde pludselig ikke flyve. Var bange for lukkede rum. Og for åbne pladser. Kunne ikke være sammen med andre mennesker. Og heller ikke alene.

»Jeg havde mareridt og blev ekstremt irritabel. Gik og snerrede af alting. Jeg var fuldstændig snottet i hovedet«, siger han og tilføjer lavt hen for sig selv:

»Det er væk«.

»Det er væk, det er væk«.

I angstens sted trådte vreden. Indignationen over, at FN tøvede så længe med at anerkende, at der var tale om et folkedrab for ikke at skulle gribe ind. At nødhjælpsorganisationerne glemte de overlevende i Rwanda for i stedet at poste penge i de flygtede hutuer. Men nedenunder løber en understrøm. Af selvbebrejdelser.

»Jeg svigtede«, siger han.

Og som svar på mit forundrede blik:

»Jeg var der. Jeg stod lige midt i det. Jeg så, hvad der skete. Gør dog noget! Det gjorde jeg ikke. Jeg fortalte bare historien. Jeg burde have ringet til udenrigsministeren og sagt: I bliver kraftedeme nødt til at tage det op i FN’s sikkerhedsråd. Og det vil altid nage mig«.

Hospitalet i Goma
På hospitalet i Goma forlanger en sekretær at få den lille piges navn oplyst, før han vil tilkalde en læge.

»Hallo, mand! siger jeg. Hun er ved at dø! Kan jeg få fat i en læge?«

Jørn må vente med pigen på skødet. Efter fem-ti minutter kommer en læge og konstaterer, at den er helt gal.

»Men så kan de kraftedeme ikke finde nøglen til medicinskabet«.

Nogen bliver sendt ud for at lede efter en sygeplejerske med nøglen.

»Det tager en halv times tid. Hvor hun så dør på mit knæ«.

Vagthavende på TV-avisen kender godt til spædbarnet, fortæller han Jørn i telefonen. Nyhedsbureauet AP har nemlig sendt video af et levende spædbarn i en bunke lig.

»Det er en sydafrikansk fotograf, der forlader lejren, netop da jeg kommer. Jeg ser ham godt. Han har enormt travlt«.

Vi ser på hinanden.

Vil det sige ... ?

»Han har set hende. Og bare ladet hende ligge. Hvis han havde samlet hende op, var hun kommet til hospitalet halvanden time tidligere. Så havde hun overlevet«.

Jørn Stjerneklar er holdt op med at dække krig. Og han ville ønske, at han aldrig var taget til Rwanda.

»Jeg har fået en indsigt i mennesket, som jeg gerne ville have været foruden. Hvordan vi egentlig er skruet sammen«.

Og nu vil du så dele den med os andre?

Han smiler.

»Jeg bliver nødt til at bruge resten af mit liv på at fortælle den her historie og forklare, at vi alle sammen kan gøre det. For det skal vi vide«, siger han.

»Så kan det være, at vi lader være«.