In The Wind hedder et amerikansk motorcykelblad, og navnet er velvalgt, for aldrig er en motorcykeltur skønnere end en høj, klar efterårsdag, hvor man skiftevis skærer sig igennem blæstens modstand, mærker dens rygstød og læner sig op imod sidevinden, mens man glider forbi de afhøstede marker og med opslået visir lader duften af olie og benzin hænge i næsen og en snert af årets første kulde nappe i kinderne.

Sådan en dag kom jeg kørende ad små, snoede sjællandske sideveje, da jeg ud af øjenkrogen registrerede et henslængt hæfte i grøftekanten og i farten lige anede de kødfarvede nøgenfotos mellem græsstrå og brændenælder.

Flere kilometer senere standsede jeg motorcyklen og vendte om, fordi jeg i mellemtiden var blevet grebet af en stigende seksuel ophidselse og nu bare måtte se nærmere på bladet i græsset.

Men hvorfor blev jeg overhovedet indfanget af dette syn, når pornobladene jo står opstillet på lange rækker i hver en kiosk, og hvorfor blev jeg skuffet, da det viste sig at være et nummer af Ugens Rapport?

Ophidselsen skyldtes, at fundet af bladet var en gentagelse af en oplevelse, jeg ofte havde haft som dreng, nemlig i det fri at finde pornoblade (som jeg formoder at unge, hjemmeboende mænd i forbifarten kastede fra knallerten, fordi de ikke anede, hvordan de ellers skulle skaffe sig af med det kompromitterende materiale).

Dengang blev jeg hurtigt skrap til på lang afstand at få øje på de karakteristiske, af solen let blegede farver mellem grøftens græsser, og dét, jeg havde set fra min motorcykel, var ikke blot et pornoblad, men et pornoblad i denne helt bestemte setting, og min interesse derfor heller ikke blot udslag af en voksen mands nysgerrighed over for et banalt nøgenfoto, men en ophidselse, der var ganget op med genklangen af min drengetids endnu mere intense ophidselse.

Stor var skuffelsen imidlertid, da jeg ikke stod med et nummer af tresserbladet Varieté i hånden, men derimod med Ugens Rapport, og selvom det sidste er langt mere explicit pornografisk end det første, fordampede min opstemthed øjeblikkelig, simpelthen fordi hele stemningen og æstetikken i Varieté på det afgørende tidspunkt, hvor den personlige seksualitet bliver grundlagt, havde boret sig ind i min bevidsthed og som på en fotografisk plade efterladt sig solfalmede billeder af voksne damer, som kun iført tækkeligt tørklæde og et strå mellem tænderne læner sig op ad høstakken eller i en farlig natklub med lys i gulvet holder et cocktailglas i den ene hånd, alt imens den anden løfter op i den prikkede nederdel, så man kan se »lige op til næste søndag« (som vi sagde på Stevns), hvad der i mine øjne åbenbart for altid vil være mere pirrende end alverdens udspekulerede orgier.

De seksuelle epoker
De ganske få år, som adskiller Varieté fra Ugens Rapport, hvis første nummer udkom i 1972, er for mig helt afgørende; det sidste trækker jeg blot på skulderen af, men falder jeg over et velholdt Varieté i antikvariatet, køber jeg det straks, og finder jeg et falmet eksemplar i en grøftekant, er det altså bare endnu mere ophidsende.

Seksualiteten er nemlig på én gang det mest almene og det mest individuelle, der findes, for nok er kopulerende mennesker til alle tider og overalt på kloden hjertegribende ens, men samtidig tændes lysten af så forskellige og idiosynkratisk specifikke ting, at hvad der gør ét menneske allermest elektrisk, på et andet virker komplet intetsigende.

Ikke desto mindre danner vi nogle fælles fortællinger om seksualitetens historie, og mon ikke der er nogenlunde konsensus om, at tiden fra 1950 til 1990 ser cirka således ud:

Halvtredserne var den stramtandede småborgerlighed og den undertrykte seksualitets epoke, hvor vandkæmmede drenge skulle sove med hænderne over dynen, mens pigerne blev bedt om at samle benene under de plisserede nederdele, årtiet, hvor den mindste fornøjelse udløste bølger af angst for moralsk fordømmelse, kønssygdomme og graviditet, eftersom seksualoplysningen indskrænkede sig til halvkvædede viser, hviskende advarsler og overlærerens lysbilledefremvisning af syfilissår og fordrevne fostre.

Men allerede da Elvis Presley midt i årtiet gav sig til at synge og danse som en neger, indvarsledes det opbrud, som skulle præge næste decennium, der med p-pillen, den fri abort og ophævelse af forbuddet imod billedpornografien blev den seksuelle frigørelses store fest, hvor der var frit slag såvel for lumre live-shows i skumrende sidegader som for hippier, der på bar mark og i hyldest til naturligheden lod det hele hænge ud.

Som en eftertanke fulgte så halvfjerdsernes indflydelsesrige kvindebevægelse, der i protest imod en pornografi, som var styret af et kvindeforagtende mandligt blik, kæmpede for, at kvinden skulle forlade rollen som hjælpeløst mæhlam og passivt seksualobjekt og i stedet indtage positionen som subjekt for sit eget liv.

Kampen for ligestilling kønnene imellem var både helt konkret og mere ideologisk; i de håndfaste krav om for eksempel lige løn for lige arbejde indvævedes forestillinger om en »omfordeling« af mandlige og kvindelige værdier, således at mænd opfordredes til at opdyrke deres følsomme sider, mens kvinderne skulle erobre træk som handlekraft og selvbevidsthed, der traditionelt blev tilskrevet mænd, og denne tankegang kunne så finde sit symbolske udtryk i, at kvinderne optrådte i kedeldragt, mens mændene figurerede i busseronner.

Men hermed var der midt i alle kvindebevægelsens landvindinger for den samfundsmæssige ligestilling samtidig sket en farlig udligning af de psykologiske kønsforskelle, der nu truede med at ophæve den seksuelle spænding kønnene imellem.

Mod årtiets slutning begyndte kvinderne at sukke efter maskuline mænd, mens de følsomme fyre i smug storm-onanerede til nyeste nummer af Colour Climax.

Også firserne kan ses som en korrektion til det foregående årti, idet man nok fastholdt og fortsatte kampen for faktisk ligestilling, men uden at sælge ud af kønsforskellen, som man nu tværtimod oprustede ved at potensere maskuliniteten og vrikke en ekstra gang med den feminine blondekant: For at understrege, hvad de duede til, var mændene pludselig korthårede og tilstræbte et »råt« halvtredserlook bestående af cowboybukser, skovmandsskjorte og skægstubbe, mens kvinderne under den yuppieagtige spadseredragt eller det sorte kunstnerkluns var iført frække corsager, netstrømper, gennemsigtige trusser og brandrød BH.

Omvendt fortolkning
Tilgiv at min hukommelse standser her! For selvom seksuallivet ikke går i stå ved det fyldte femogtredivte år, tror jeg, at man kun indtil en vis alder er i besiddelse af den radar, som fintmærkende registrerer de tidstypiske udviklinger i den seksuelle semantik, ligesom sensibiliteten over for mode, slang, musik, nye teoridannelser og efterårssæsonens litterære trends er ungdommens privilegium:

På et tidspunkt mister man simpelthen fornemmelsen for, hvad der sker, eller forfalder til en indbildsk illusion om, at man har set det hele før. Altså overlader jeg til yngre mennesker at karakterisere de seneste tyve års sexliv og vender atter blikket mod fortiden.

Pludselig slog det mig nemlig, at hele den historie, jeg netop har fortalt, kan tolkes lige omvendt.

Det  utrimmede kvindekøn, der ikke synes beregnet for det mandlige blik, er langt mere uforglemmeligt for Søren Ulrik Thomsen end vore dages tatoverede, piercede og glatbarberede kvinder. Foto fra Per Folkvers 'Begrundet begær', Tiderne Skifter Når jeg tænker tilbage på halvfjerdserne, som jeg for at det ikke skal være løgn blandt andet tilbragte på et seksualpolitisk så hyperkorrekt sted som Det Fri Gymnasium, husker jeg bestemt ikke stemningen som afseksualiseret, tværtimod.

Nu kan jeg selvfølgelig være vildledt af, at jeg selv var i den alder, hvor testosterontrykket er stærkest og libidoniveauet skraber mod loftet, og det kan så være den banale forklaring på, at jeg fandt kvinderne frygtelig tiltrækkende, også selvom de var iført Kansas-overalls stukket ned i et par vældige træskostøvler og aldrig kunne drømme om at gå til frisøren, men klippede hinanden efter en kasserolle.

Men hvad påklædning angår, er kønnene ikke ligestillede, for mister en mand på stedet sin maskulinitet, hvis han iklæder sig en kjole, gør herretøj sjældent en kvinde mindre feminin, tænk bare på delikate Diane Keaton i vest og slips, for slet ikke at tale om, hvor rystende sexet Charlotte Rampling tog sig ud i fuld uniform.

Man kan oven i købet argumentere for, at nedsætter feminine tegn, som f.eks. sminke, en mands maskulinitet, ja, så peger en kvindes jakkesæt mærkeligt nok på, at hun netop ikke er en mand, og fremhæver dermed paradoksalt hendes kvindelighed.

Desuden må man huske, at i en tid, hvor sex i en vis forstand var tabu (fordi den mindste kvindelige hengivelse var under mistanke for at være underkastelse og enhver mand ansås for potentiel voldtægtsforbryder), slap lysten som altid alligevel ind, hvor man mindst ventede den, nemlig i disse unge mænd og kvinders uophørlige kønspolitiske diskussioner, som alle reelle stridigheder til trods jo også samtidig var én lang seksualiseret knævren, der holdt liderligheden i kog.

Seksuel spænding
Med andre ord kan denne berygtede puritanske periode også ses som en tid, hvor kvinder udklædt som mænd dermed indirekte understregede deres kvindelighed, og hvor den megen problematisering af seksualiteten netop gjorde den allestedsnærværende.

Men ikke nok med dét: Kunne man ligefrem tænke sig, at kvindebevægelsens aggressive retorik ikke kun sigtede på at kritisere mændene, men nok så meget på at tiltrække dem?

Eftersom de seksuelle fantasier tilsyneladende altid kredser om tabuet, og lysten stiger med følelsen af at overskride en grænse, kan halvfjerdserkvindernes nyvictorianske knibskhed i stedet for som en afvisning meget vel ses som en forførelsesstrategi, hvor indstiftelsen af et forbud samtidig er en invitation til at krænke det.

At der på dette tidspunkt overhovedet var brug for et selvlysende kyskhedsbælte, tror jeg nemlig ikke kun skyldtes den nye kvindebevægelses bevidsthed om det mandlige begærs tyranniske sider (selvom jeg slet ikke er ude på at underkende dette aspekt), for måske var en medvirkende årsag, at kulminerede den seksuelle frihed i det foregående tiår, ja, så endte tresserne alligevel med at underminere begæret, thi når alt pludselig er tilladt, er intet mere rigtig spændende.

Så måske var det slet ikke de dystre halvfjerdsere, der havde truet seksualiteten, men derimod tresserne, og det er muligt at se i hvert fald én side af halvfjerdsernes militante kønspolitik som et forsøg på at genindføre spændingen mellem kønnene, efter at den var forduftet i frisprog, konebytning og knaldhård porno.

Heller ikke firserne husker jeg helt i overensstemmelse med den officielle historieskrivning. Naturligvis var det herligt, når det lykkedes at få bakset en pige med hjem fra Café Dan Turèll, og hun på sengekanten viste sig at være iført frække blonder, strømpebånd og hofteholder.

Men efter alle mine anstrengelser for at forføre hende indgav alt det feststemte tekstil mig alligevel en vis foruroligelse: Hun havde åbenbart klædt sig på for at blive klædt af, så måske var det slet ikke mig, som havde erobret hende, men omvendt?

Det skulle der vel ikke være noget galt i, og jeg indrømmer gerne, at min usikkerhed må skyldes noget så pinligt typisk, som at vampen havde udfordret mit mandlige jagtinstinkt ved selv at være på krigsstien og skræmt den lille Don Juan med sin egen appetit.

Men jeg tror, at også noget andet var på færde, for skuffelsen over, at det altså hele tiden havde været meningen, at jeg skulle se hendes intime hemmeligheder, kunne jo være begrundet i den ophidsede forventning om tværtimod at få noget at se, som var forbudt for mænd.

Firsernes mandsideal
Efterlod firsernes såkaldt sexede (og med nutidens øjne rørende uskyldige) dameundertøj mig i en vis perpleksitet, tænder tanken om vore dages tatoverede pigekød og piercede, glatbarberede skamlæber mig fuldstændig af; til gengæld ophidses jeg stadig ved mindet om halvfjerdsernes sørgmodige, smagløst lilla, orange eller ligefrem brune frottétrusser, hvorfra en uregerlig måtte væltede ud over alle bredder: et syn, jeg slet ikke kunne forestille mig var beregnet for det mandlige blik, og derfor så meget desto mere uforglemmeligt.

I opgøret med den afseksualiserede »bløde mand« bestod firsernes typiske mandsdragt af et par Levis 501, ternet skjorte samt sorte støvler og ditto læderjakke, der alt sammen stod godt til den ubarberede hage.

Når denne stil regnes for specielt maskulin og sexet, skyldes det for mig at se tre ting: For det første henviser dette look til halvtredserne og dermed til tiden, før der blev sat spørgsmålstegn ved kønsrollerne. For det andet er der tale om et klassisk arbejderklasseoutfit, og meget tyder jo på, at begæret af mange grunde har en tendens til socialt set at »vende den tunge ende nedad«, hvormed jeg mener, at kvinder ofte fantaserer om svedglinsende håndværkere, mens mænds tanker kredser om stuepiger og servitricer. Men for det tredje, og måske vigtigste, skal dette dress jo forestille at være arbejdstøj og dermed ikke noget, man ifører sig til ære for kvinder, ja, tøj, man slet ikke tænker over, men efter endt arbejdsdag blot smider fra sig i en krøllet bunke på gulvet, og samme signal sender den manglende barbering, der modsat et velplejet skæg eller et tætbarberet ansigt vidner om en mand, som knap har set sig i spejlet.

Overhovedet ikke at være bevidst om sin fremtræden forstærker åbenbart mandigheden, mens kvinden uden at tabe et gran femininitet jo inden for en særdeles bred margen kan udstaffere og sætte sig selv i scene, idet hun vender og drejer sig foran spejlet og på denne måde for så vidt tager sig selv som seksualobjekt, mens mandens frirum for fantasifuld påklædning er nærmest ikke-eksisterende, ligesom han dårligt kan kigge på sig selv »med en kvindes blik« uden at kompromittere sin maskulinitet (som derimod altid har kunnet hvile i den ansigtsløse konvention, der f.eks. påbyder habit + slips, men nb.: Aldrig brune sko til sort tøj!).

Og firsermanden klædte sig da også omhyggeligt ud, som om han ikke havde øje for sig selv, men uanset hvor »rå« de forvaskede klude skulle virke, var årtiets hundedyre mærkevarer aldeles ikke tilfældigt arbejdstøj, ligesom skægstubbene langt fra havde fået lov til at stå, fordi deres ejermand ikke havde haft tanke for spejlet, men tværtimod fordi de udgjorde et hypermoderne »unshaved look« pertentligt fremelsket af en såkaldt skægtrimmer, der indstillet på 1,5 mm kan få skæg til at se ud, som om man har glemt det.

Men fordi det sexede idenne måde at klæde sig på hidrører fra referencen til en oprindelig mangel på selvbevidsthed, undergraves maskuliniteten når den i anden omgang således netop indstuderes, og vurderer en mand sin seksuelle udstråling ved fra spejlet at tilkaste sig selv en fremmeds blik, er han altså allerede godt i gang med at relativere samme selvforglemmende mandsideal, han er så forhippet på.

Hvad der måske netop var det, som skete i firserne, hvor mænd igen ville være rigtige mænd, men i selvspejlingen samtidig blev forløbere for nutidens forskellige metro-, queer- og crossover-seksuelle, som jeg ikke skal gøre mig klog på.

Den drillesyge seksualitet
Jeg takker læseren for at have forsøgt at følge mine ræsonnementer og undskylder, hvis det ikke er lykkedes: Den mand, der er bare en anelse ældre eller yngre end forfatteren, har sikkert oplevet periodens sexliv på en helt anden måde – for slet ikke at tale om en kvinde, i hvis optik historien må tage sig ganske anderledes ud, ja, selv en mand på min egen alder og med nøjagtig samme baggrund kan på trods af de fælles vilkår og på grund af seksualitetens individuelle karakter være helt uenig i mine beskrivelser og tolkninger.

Ikke desto mindre er det mit håb, at jeg med disse iagttagelser i det prekære krydsfelt mellem det ultrapersonlige og det fælles i hvert fald har kunnet pege på, at det seksuelle er en ustyrlig størrelse, som altid har en troldsplint i øjet og aldrig er let at trænge op i det hjørne, hvor man p.t. gerne vil have den.

På trods af seksualpolitikkens fromme eller frække ønsker har den drillesyge seksualitet nemlig en næsten humoristisk tendens til at være på tværs af fællesmødets beslutninger: Når kvinderne klæder sig som ludere, er de pludselig ikke så spændende, når mændene beslutter sig for at være rigtig maskuline, virker de nærmest bøssede, når man fortrænger, udskammer og dæmoniserer det seksuelle, pibler liderligheden ud af alle knaphuller og stortrives paradoksalt med puritanismen, men når man omvendt idealiserer, skamrider og tilbeder drifterne ved sexmesser såvel som i seriøse tidsskrifter, er lysten dén, der er lusket af, for seksualiteten er et bundløst spejlkabinet, enhver er nødt til at fare vild i på sin helt egen måde.