I Sverige kræver loven, at kunstnere får løn, når de udstiller deres malerier.

Men i Danmark er det omvendt langtfra sikkert, at man får betaling for at udstille på nogle af landets største museer.

En stikprøveundersøgelse, som Billedkunstnernes Forbund har foretaget blandt 20 større danske museer og kunsthaller, viser, at to tredjedele af de adspurgte undgår at betale et udstillingshonorar.

»Fuldstændig uacceptabelt«
Formanden for Billedkunstnernes Forbund, Nanna Gro Henningsen, mener, at det er uholdbart.

»Vi finder det fuldstændig uacceptabelt. Hvor alle ansatte på museerne – fra direktør til de teknikere, der sætter udstillingen op – får løn for deres arbejde, står kunstnerne tilbage som de eneste, der arbejder gratis«, siger hun.

Det gælder store museer som ARoS og Arken, som bekræfter over for Politiken, at det er fast praksis, at de ikke honorerer kunstnerne. Museumsdirektør for Arken Christian Gether forklarer:

»Vi som museum er sat i verden for at vise kunst til offentligheden. Alle kunstnerne kender betingelserne. Og museerne har simpelthen ikke mulighed for at forhandle priser. Sådan foregår det«.

Direktør: Kunstnere glade for at få værkerne vist
Imidlertid betaler museet for omkostninger i forbindelse med udstillingen – katalog, transport, opsætning af malerier og markedsføring.

Desuden får kunstneren et såkaldt udstillingsvederlag, som svarer til musikernes Kodaafgifter. Det beløb får museerne refunderet af staten.

Og det mener museumsdirektøren, at kunstnerne bør være tilfredse med.

»I den store sammenhæng er kunstnerne meget glade for at udstille på museer. De er glade for at få deres værker vist for et stort publikum. Her på Arken kommer 200.000 besøgende om året. De kunstnere, der ikke er interesserede i det, står det frit for at sige nej tak«, siger han.

Kunstner: En vare som alt muligt andet
Den indstilling er billedkunstner Kristian Devantier dog ikke tilfreds med. Han er en af de kunstnere, der har udstillet på Arken.

I 2006 deltog han i udstillingen ’Malerhjerne’ på museet i Ishøj uden at få honorar. Heller ikke på Esbjerg Kunstmuseum, hvor han udstillede samme år, blev han honoreret.

Han oplever, at det er svært at forhandle med museerne, og at den nuværende betalingspolitik ikke tager højde for kunstnerens udgifter.

»Jeg synes, der burde være en højere betaling for at præsentere sine værker. Kunst er jo en vare ligesom alt muligt andet. Hvis man lejer en bil, skal man jo også betale for den. Det er jo et håndværk, vi præsenterer«, siger han.

Risiko for at blive opfattet som 'besværlig'
Hans kunstnerkollega Kaspar Bonnén har også oplevet, at de museer, hvor han har udstillet, ikke har betalt honorar. Men næsten lige så ofte har han oplevet det modsatte – at et honorar er blevet udbetalt:

»Det er meget forskelligt, hvad man får, og om man overhovedet får noget. Det afhænger af museet og den udstilling, man er med i. Der er ikke ret mange kunstnere, der gider råbe op om, at man også skal have penge for det. Så bliver man bare opfattet som besværlig«.

Derfor efterlyser formand for Billedkunstnernes Forbund Nanna Gro Henningsen nu en mere ensartet politik på området:

»Når en kunstner har fået tilbudt en udstilling, er de bange for at miste den ved at stille krav. Derfor så vi gerne, at der blev formuleret en professionel honorarpolitik hos museerne, og at der i sidste ende fra Kulturministeriets side blev lavet en landsdækkende politik, så udbetaling af kunstnerhonorar blev ensartet og mere professionaliseret«.

Den svenske model
Men er det ikke også jeres egne kunstnere, der skal sige nej til at være med til at udstille uden betaling?

»Vi skal som forbund også gribe i egen barm. Mange billedkunstnere accepterer at arbejde under urimelige vilkår, og det er ukollegialt. Det er ikke alle, der er lige gode til at forhandle eller har lige gode betingelser for forhandling«.

Grundlæggende mener Nanna Gro Henningsen, at man skal gøre op med den danske udstillingskultur, og at man bør se over på den anden side af Sundet og finde inspiration i en svensk model.

»I Sverige har de en fremragende ordning, hvor museerne er forpligtede til at tegne kontrakter med kunstnerne, og hvor man definerer produktionsudgifter, arbejdstid etc. Desuden har den svenske stat afsat en pulje, som skal understøtte museerne i at udbetale honorarer«.