Walsh anbefaler

Tegneserier: Calvin and Hobbes (Steen og Stoffer) Savage Chickens The Perry Bible Fellowship Nedroid and thingpart Tv: Flight of the Conchords The Mighty Boosh The IT Crowd Family Guy Spaced

www Se mere på garfieldminusgarfield.net og på Dan Walsh egen blog: travors.com

Billede et: Opbygning.

Billede to: Opbygning.

Billede tre: pointe! Haha.

Sådan ser enhver traditionel tegneseriestribe ud, men det er ikke nødvendigvis den sjoveste udformning. Gennem tre årtier har verdens mest populære tegneseriekat gemt på en hemmelighed under laget af stribet pels og trætte jokes.

Desperation og ensomhed
Striben handler slet ikke om en orange kat, der hader mandage og elsker pasta i lag.

Den handler heller ikke om en storsavlende hund eller om små, pudsige og helt ufarlige situationer mellem klodsede husdyr og eftergivende ejere.

Der findes endda folk, der vil påstå, at den overhovedet ikke er morsom.

Nej, striben om Garfield fortæller en pinagtig historie om manglende kærlighed, desperation og dyb ensomhed. Kattens trofaste ejer Harald (på engelsk Jon Arbuckle) har ikke nogen kæreste.

Han har ikke noget socialt liv, og han kommer aldrig i kitlen på den smækre mørkhårede dyrlæge. Han er trist og ensom – og så hjælper en sarkastisk kat ikke ret meget.

Comic relief
Sådan har det altid været, men der har også altid været en blød buffer i form af den tykke kat.

Garfield giver de triste historier comic relief.

Uden ham er det dystert og absurd. Og det er afsindig morsomt. På samme måde, som Seinfeld altid har været blandt verdens bedste tv-sitcoms uden til dato at have præsteret en reel pointe.

Ligesom Frank Hvam og Casper Christensens tv-serie ’Klovn’ kan være sjov, selv om det er svært at genfortælle – i øvrigt som Klovns inspirationskilde ’Curb’ også er.

Skrabelod
Ideen om Garfield uden kat er opstået på diverse tegneseriefora på internettet, men det var først, da den irske musiker og blogger Dan Walsh i januar sidste år gjorde alvor af tankespindet og fandt viskelæderet frem, at fænomenet fandt sin form.

Walsh lagde et par katteløse striber på sin blog og fik så meget respons, at Garfield uden Garfield kort tid efter fik sin egen hjemmeside med (stort set) daglige striber.

»Den eksistentielle desperation har altid været en del af striben, men Garfield har hver gang drejet opmærksomheden væk fra tristessen med en kommentar eller en punchline«, siger Dan Walsh til Politiken.

Han er selv overrasket over, hvor dyb desperation serien indeholder, når lagene skrælles af.

Han sammenligner sit arbejde med at vinde på et skrabelod. Walsh vil ikke citeres for, at hans stribe er sjovere end originalen, men understreger, at humor er individuelt, og at han personligt foretrækker den depressive og katteløse udgave.

»Jeg fjerner det hyggelige lag. Garfield minus Garfield er sjov, fordi den viser, hvor trist og deprimeret Harald er«.

Illustration:  Dan Walsh på baggrund af Jim Davis' originale striberHvorfor det er sjovt?

»Det kan jeg ikke forklare. Du kan sammenligne det med grunden til, at man elsker sin yndlingssang. Det kan være på grund af kærlighed, og det er ofte på grund af mistet kærlighed. Måske har du mistet en kæreste og derefter hørt en sang, som præcis beskrev din sorg. Folk kan på samme måde identificere sig med den ensomme Harald. Han minder dem om deres egen tristhed, og han får dem måske vigtigst til at grine ad det«.

Hvad synes du selv om originalen?

»Jeg synes måske overraskende, at Garfield er meget, meget sjov. Når jeg leder efter egnede originaler, ender jeg tit med at bruge timer på at grine af dem. Men Garfield er kommerciel og børneegnet, og det er der mange mennesker, der ikke synes er ’cool’. Jeg vil dog vædde på, at mange af dem har grinet af Garfield, da de selv var børn«.

Ideen med at omforme tegneserier er selvsagt ikke ny.

Enhver popkunstner har mindst et tegneserierelateret værk under bæltet, og især på internettet lever fænomenet sit eget liv. For eksempel på coveredblog.blogspot.com, hvor forskellige tegnere skaber nye versioner af kendte tegneserieforsider.

Helt genialt bliver det på superdickery.com, hvor der ikke er gjort noget som helst for at ændre billederne. Her vises bare en lang række forsider fra de billige amerikanske superman-hæfter. Fælles for dem alle er, at manden af stål viser sig fra sine mindre heldige sider – indimellem suppleret med en lille skarp kommentar fra folkene bag siden. Superman er en dick: superdickery.

Besøg coveredblog.blogspot.com

Besøg superdickery.com

Illustration:  Dan Walsh på baggrund af Jim Davis' originale striber I 2007 kom Garfield (med kat) i Guinness Rekordbog som den mest udbredte avisstribe i verden. Den bliver trykt i ikke mindre end 2.580 aviser verden rundt, og alene merchandise anslås at omsætte for næsten en milliard dollar årligt. I Danmark er det halvtredsindstyvende album ’Garfield Femti, Nemli’ netop udkommet.

Katten kom til verden i 1978, hvor tegneren Jim Davis (der tilfældigvis har fødselsdag samme dag som Harald) havde til opgave at opfinde en god, markedsføringsvenlig figur. Prøv at spørge, om det lykkedes?

Amerikanske mediegiganter har ikke ligefrem ry for at være large over for den slags kreative friheder. Det mærkede rockgruppen Disneyland After Dark, da de blev tvunget til at ændre navn til D.A.D. Ligesom popfænomenet Aqua fik store problemer med sangen om en vis langbenet, storbarmet dukke.

Tak fra tegneren
Men på trods af det kreative angreb på striben har Jim Davis ikke reageret negativt.

Tværtimod takkede tegneren for nylig Walsh i et interview med Washington Post, der citerede ham for at sige, at Walshs striber indimellem havde gjort ham opmærksom på steder, hvor han selv kunne stramme op.

Jim Davis har desuden selv udgivet en Garfield-bog uden Garfield med forord af Dan Walsh. Og den udgave har man netop fået ind ad døren på det danske tegneserieforlag Cobolt, som udgiver Garfield herhjemme.

»Jeg synes, det er afsindig morsomt og meget tankevækkende«, siger forlagschef Carsten Søndergaard, som bestemt ikke vil afvise at udgive bogen som en særudgave i Danmark.

»Det er dobbelt op. Læserne får nye oplevelser med gamle striber. Det giver anledning til refleksioner, som det ikke gjorde i første omgang«.

Bassernes redaktør: Lidt for underligt
På månedsbladet Basserne, som traditionelt har afsat en lille håndfuld striber til den orange kat, er redaktør Michael G. Nielsen mere afdæmpet.

»Jeg tror ikke, vi kommer til at køre den i Basserne. Det er en sjov ide, men nok lidt for underlig. Man tager heller ikke Splint ud af Splint og Co«, siger overbassen, der dog personligt sagtens kan se det sjove i fænomenet.

I Dan Walshs egen katteløse favorit ser man en åben dør på det første billede. Det har regnet gennem døren ind på gulvtæppet. Det næste billede viser Harald gå gennem stuen for på det sidste at tage sig til hovedet.

»Den er sjov, fordi den fuldstændig ændrer meningen med striben. Originalen handler stille og roligt om et vådt gulvtæppe, men den ændrer sig til en slags absurd, fransk film«, siger manden, der med et viskelæder og et skarpt øje for det absurde har sparket liv i en tredive år gammel vittighed.

Er det en tarvelig sammenligning? Måske, men det er oplagt at påpege, at underholdningsværdien i partiprojekt Liberal Alliance steg proportionelt med, at medlemstallet faldt.