Enhver fransk præsident med respekt for sig selv sætter sig et arkitektonisk mindesmærke.

François Mitterrand satte f.eks. I.M. Peis glaspyramide i Louvres gård og Johan Otto von Spreckelsens kubiske ’Menneskehedens triumfbue’ i La Defense.

Men Nicolas Sarkozy, der allerede har indset, at arkitektur er den kunstart, alle kan nyde uden at indløse billet, tænker ud af boksen.

Hvorfor nøjes med en enkelt bygning eller to, hvis man kan genskabe hele Paris?

Kan få Napoleon til at blegne
I sidste uge og på præsidentens opfordring afleverede ti – og deriblandt nogle af verdens fremmeste arkitekter – så hver sit bud på et gennemgribende redesign af Frankrigs hovedstad.

Hvis Sarkozy gennemtrumfer nogle af planerne, vil det ikke blot være en gevaldig hjælpepakke til den franske byggesektor, det vil også få Napoleon III’s modernisering af Paris for 150 år siden til at blegne i sit omfang.

Det var dengang, han fik baron Hausmann til at gennemskære den tæt forvoksede middelalderby med brede boulevarder og store pladser og dermed skabte det billede af det historiske Paris, vi kender i dag.

Paris er et spejlæg
Vi taler om verdens mest besøgte by, et forbillede for utallige andre byer, og ofte kaldet Byernes By, så hvorfor dog krumme et eneste hår på dens hoved, hvorfor ændre noget, der øjensynlig ikke er gået i stykker?

Svaret er, at Paris er et spejlæg.

Det er en af de deltagende franske arkitekter, Antoine Grumbach, der giver den beskrivelse af byen.

Forstæderne har spredt sig fuldstændig ukontrolleret som hviden uden om den velordnede historiske blomme. Det er kun blommen, som turisterne ser, men langt hovedparten af Paris’ befolkning bor i forstæderne, der er afgrænset af ringvejen ’le périphérique’.

Integration af forstæderne
Og det er denne ’æggehvide’, som Sarkozy med en stor fælles plan har ønsket at få integreret i byen.

Storparis udgøres af 400 selvstyrende enheder lige fra de fornemme Neuilly og Versailles til de udslidte betonørkner Clichy-sous-bois og Courneuve, hvor voldsomme optøjer brød ud i 2005.

Så det er noget af en administrativ opgave overhovedet at få dem til at gøre fælles sag. Men drømmen er der, og hvor ellers i Europa end i netop Frankrig har man modet til at drømme med store bogstaver?

Mere grønt, mere by
Det lå i oplægget, at projekterne skulle give bud på en grøn og bæredygtig udvikling og bryde barriererne mellem forstæderne og det historiske centrum.

Så alle ti forslag går ud på at fortætte byen og knytte de forskellige bydele sammen med en stærkt udvidet offentlig transport og nye parkbælter, der kan forøge værdien af de mere triste områder.

Den franske arkitekt Christian de Portzamparc foreslår, at de to hovedbanegårde Gare du Nord og Gare du l’Est bliver sløjfet og erstattet af en ny europæisk superbanegård lige uden for centrum.

Den skulle både betjene højhastighedstog til London og Bruxelles og et magnetisk højhastighedstog oven på ringvejen. Ved den ny banegård foreslår han samtidig, at man lægger et nyt erhvervsområde, der kan tage konkurrencen op med La Defense.

Den engelske arkitekt Richard Rogers har bemærket, at byens mange jernbaner skærer Paris op som en pizza, og foreslår, at man graver dem ned og trækker et lag af offentlige parker hen over sporene.

Nouvels grønne ring
Jean Nouvel foreslår, at man laver en grøn ring uden om Paris og bestemmer, at al fremtidig udvikling skal foregå inden for ringen, for at modvirke at byen breder sig yderligere.

Det vil betyde, at de i dag mange isolerede samfund over tid vil blive knyttet tættere sammen. Den ydre parkering vil give en stærkere identitet til byens mest anonyme områder.

Hollandske Winy Maas fra MVRDV foreslår at gøre Paris mindre.

For at byen kan blive bæredygtig, gælder det om at samle den, vende spredningen tilbage mod centrum.

Det skal først og fremmest ske ved at grave infrastrukturen ned under jorden: metro under ringvejen, underjordiske motorveje, et bånd af infrastruktur under Seinen og en stor station under Hallerne. Ideen er at frigøre plads over jorden til beboelse i grønne omgivelser.

Flyt præsidentens palads
Arkitekten Roland Castro, der engang stillede op som kandidat til præsidentposten, foreslår, at man river det socialt udhungrede Corneuve ned og opfører en ’Central Park’ på området.

Provokatøren foreslår ligeledes, at man flytter præsidentens bolig, Élyséepaladset, derud.

Hvad Castro og alle de øvrige ser, er, at Paris er en af de mest socialt opdelte storbyer i verden, og at en af de væsentligste opgaver at få løst for byens fremtid er at nedbryde de fysiske barrierer mellem de sociale og etniske monokulturer.

På den måde peger de alle på, at miljø- og socialpolitik skal være to sider af samme sag.