En kold fredag eftermiddag sidst i februar lykkedes det endelig.

Uden for Københavns Bymuseum stod syv teenagedrenge i en tæt klump, så iøjne- og iørefaldende, at det fik ældre stamgæster til at skele lidt nervøst, inden de vovede sig forbi.

»Det er jo ikke hver dag, der herude står syv rappere fra Mjølnerparken af anden etnisk herkomst end dansk, sådan iført Northface-jakker og det hele«, som museets projektleder Gülay Sahin pointerer med et skævt smil.

De syv 'fætre'
For hende var dagen et vendepunkt.

Det havde taget måneder at nå hertil, og hun var endt med at måtte trække det personlige kort og bruge »egne fætre«.

Nu kunne hun konstatere, at hun også måtte æde, at den museumsmedarbejder, hun manglede til en folkelig udstilling om dagligliv på Nørrebro anno 2009, ikke var én fyr, som hun havde søgt om, men et fuldtalligt band på syv.

»Jeg accepterede på stedet, og sådan er det bare: Man må tage udfordringen op og tænke i nye baner, ellers kan man glemme alt om det her«, siger Gülay Sahin om et fænomen, som britiske museer er langt fremme med, mens danske museer kun lige er på vej:

Outreach, som det kaldes, når museerne rækker ud efter de befolkningsgrupper, der normalt ikke sætter deres ben i en udstillingssal.

Rammer snævert segment
Som demokratiske institutioner er museerne forpligtet til at levere folkelig oplysning for alle, men de har en tendens til groft sagt at ramme et snævert segment af kulturforbrugende kvinder over 35 og enkelte distingverede herrer over 60.

Resten – for eksempel teenagere, straffefanger, prostituerede, lavt uddannede, flygtninge- og indvandrerfamilier og mange af de yngre mænd – kommer stort set ikke og føler sig heller ikke specielt velkomne.

Derfor eksperimenterer museer som Københavns Bymuseum med outreach, enten ved at sende udstillinger og genstande ud, hvor folk er – eller ved at trække bestemte befolkningsgrupper ind og gøre dem til en del af det sted, udstillingerne er.

Museerne vil ikke længere bare være dannelsesinstitutioner og lave gode udstillinger for dem, der vil ’dannes’.

De skal også påtage sig et socialt ansvar i forhold til de grupper, der lever på randen af samfundet.

Sådan lyder det rundt om på de danske kunst-, kultur- og naturhistoriske museer, i hvert fald bedømt efter stemmerne fra de over 250 museumsinspektører og formidlere, der i den forløbne uge har været til konference i Nyborg netop for at høre om outreach.

Dem museer ikke leger med
Outreach er ikke ukendt på museernes dagsorden.

Siden det 19. århundrede har det været gængs praksis at sende samlinger af for eksempel fossiler og udstoppede dyr i udlån til skoler og læreanstalter.

Museerne har forstået sig selv som vidensmæssige kraftfelter, der skulle sprede dannelse – også geografisk til mennesker uden for de store museumsbyer.

Når de danske museer nu vil række ud over egne mure igen, men denne gang til sociale udkantsområder, hænger det sammen med, at sådan blæser vindene i udlandet.

Og så er der regeringens formidlingsplan fra 2006 at rette ind efter. Her bliver museerne direkte bedt om at nå bredere ud:

»Museerne har ikke alene ansvaret for de mennesker, der besøger museet, men også for dem, der ikke gør det«, lyder det grundstof, planen er gjort af, og som har fået danske museer til at vende montrerne mod Storbritannien for at se, hvordan man gør i et land, hvor museerne er godt i gang.

Brobygning
En, der har strakt sig for at finde det publikum, der ikke kommer uopfordret, er grundlæggeren af Stretch-organisationen, Carlotta Goulden-Allum fra York.

Med Stretch tilbyder hun brobygning mellem museerne og en målgruppe »uden skoleuddannelse og forældrestøtte«.

»Mit mål er at give de mennesker en oplevelse af, at kunst kan gøre noget ved dem, og at de kan gøre noget for kunsten«, forklarer Carlotta Goulden-Allum.

Midlet er kunstudstillinger og workshops for hjemløse, indsatte i fængsler, adfærdsvanskelige teenagere eller psykisk syge.

Succes for indsatte i kvindefængsel
Blandt andet har Stretch haft succes med et samarbejde mellem kvindefængslet Askham Grange i Yorkshire og Victoria & Albert-museerne:

Stretch sørgede for en film fra museet, så de indsatte kvinder kunne komme på virtuelt museumsbesøg og bl.a. se en aktuel fotoudstilling.

Organisationen sendte også kunstnere ud i fængslet ad flere omgange for at afholde foto- og kunst-workshops for de indsatte, der ville være med.

Endelig fik de indsatte mulighed for selv at skabe en udstilling til museet, som dermed for første gang kunne holde fernisering af kunst både med og om og lavet af straffefanger.

Evalueringen taler for sig selv: En fængselsvagt har bemærket, hvor meget folk »blomstrer, når de bliver behandlet som ligemænd«.

Museet glæder sig over at komme i kontakt med et ellers utilgængeligt publikum og få en udstilling fra en del af virkeligheden, der kun er kendt af få.

Meningsfuldt
Nogle indsatte har senere fundet arbejde i kraft af projektet, men især fremhæver de følelsen af at gøre noget meningsfuldt og have noget at se frem til.

»Det har givet os noget andet at snakke om end løsladelsesdatoer«, som en af de indsatte pointerer i sin evaluering.

Herhjemme eksperimenterer Københavns Bymuseum med sit bud på outreach.

Museet forbereder en række udstillinger om nutidslivet på Nørrebro og har til formålet samlet en gruppe lokale, der igen skal ud i kvartererne og kontakte endnu flere lokale for at få samlet et bredt kor af forskellige røster fra Nørrebro.

Udstillingerne vil senere kunne opleves både i det københavnske bybillede og i bymuseets egne sale.

Det er undervejs i arbejdet med at finde de første ti lokale, at Gülay Sahin opgav de officielle kanaler og bad et par af sine fætre om hjælp til også at få en teenagedreng med i gruppen – eller syv i alt, som det blev til.

Om slutudstillingerne kommer til at udtrykke sig i rap, film eller acrylmaling, er der ingen, der aner endnu. Det afhænger af dem, der er med, understreger Gülay Sahin.

For hvis skyld?
Men hvorfor i al verden skal museer have en ansvarlig for ’social integration’ og bukke alle ender og kanter på sig selv for at være demokratiske?

Hvorfor kroge prostituerede, fanger og unge drenge, der ikke engang tror, de er interesserede i museer – og for hvis skyld?

Fordi alle har fordel af det, mener professor Vicky Wollard fra City University of London. Hun har en fortid som formidler på tre af de større britiske museer og mener, at de mennesker, museerne har svært ved at nå, kan stille museerne nogle spørgsmål, »som ingen andre kan stille«.

»Outreach er ikke noget, velmenende museumsfolk skal dyrke for at være gode. I et demokratisk samfund har oplysnings-institutioner som museer pligt til at nå ud til alle, men ikke bare ud fra et socialt ansvar. Museerne skal også gøre det, fordi de bliver rigere af at få flere stemmer indenfor. Kuratoren ser ikke skraldet, men det gør skraldemanden. Der er sådan en historisk blindhed på museerne, som outreach kan være med til at nedbryde«, vurderer formidlingsprofessoren.

Vitalt at deltage
Også dem, museerne rækker ud efter, får en gevinst, lyder hendes erfaring fra britiske museer:

»Når folk er med i en udstilling om deres eget liv, får de chancen for at se deres eget samfund. Det er den helt store sociale gevinst«, mener hun.

De konkrete fordele derudover afhænger af, hvem der er med.

For indvandrere og flygtninge kan der ligge en sprogtræning i at være med på et projekt eller en jobmulighed i at få det på CV’et. For en indsat er interessen måske i første omgang bare at få nedsat straf for at være medgørlig.

»Det er overhovedet ikke sikkert, at de her mennesker kommer tilbage til museerne, når samarbejdet er ovre. Det skal ikke være den eneste grund til at gøre det. I et samfund, der gerne vil kalde sig demokratisk, er det i sig selv værdifuldt, at alle mennesker kan få oplevelsen af at være deltagere. Næste gang de her mennesker går forbi det lokale museum, tænker de måske, at det også er deres museum«, siger Vicky Woolard.

Guldtallerkner i vejen
Men et er pæne, politisk korrekte holdninger om at ville række folk en hånd og hjælpe med, hvor der er brug for det.

Et andet er rent praktisk at række ud over et fastgroet støvlag af et image om »udstillinger for borgerskabet af deres egne guldtallerkner«, som Gülay Sahin fra Københavns Bymuseum så venligt udtrykker det.

Formidlere, der allerede har prøvet at række ud, har oplevet, at de grupper, de vil nå, ikke kommer alligevel. Man må erkende, som Vicky Woolard siger, at det er meget, meget vanskeligt at komme i kontakt med mennesker, som »gennem generationer har lært, at museer ikke er til for dem«.

Vil museerne have det til at lykkes, skal de stille antennerne ind på åben modtagelse uden forbehold og fordomme, understreger hun.

Ligeværdige partnere
Forholdet skal bygge på respekt, så der bliver tale om et ægte samarbejde mellem to ligeværdige parter, understreger den britiske professor. Og så skal museerne være parate til at løbe en vis risiko ved at invitere andre med i beslutningskredsen.

Det har kommunikationschef Lucie Amos fra Museum of London oplevet.

Via et samarbejde for to år siden med en gruppe unge utilpassede i London lærte hun og museet, at tingene kunne falde direkte anarkistisk ud, og at for eksempel tekster og skilte til udstillingen ikke nødvendigvis ville blive færdige til planlagt åbning.

Som Lucie Amos siger:

»Jeg indrømmer, at bag vores rygge krydsede vi fingre for, hvordan det skulle gå«.

Ikke socialhjælp
Trods startvanskeligheder rundt om er de danske museer i gang. Da de blev indviet med fuld nationalromantik for godt 100 år siden, var museumsideen at fortælle Danmarks historie for at samle én nation og ét folk om én kultur.

»I dag består Danmark af mange forskellige folk og kulturer«, understreger museumsinspektør Hanne Schaumburg fra Kulturmuseum Randers.

For hende er museernes opgave derfor ikke længere kun en dannelsesopgave:

»Det, vi skal i dag, er at rykke ved fordommene«, mener museumsinspektøren.

Skulle hun så ikke have været socialrådgiver i stedet for historiker?

»Nej, det er ikke socialt arbejde, vi skal ud og lave. Vi skal have gang i en ligeværdig dialog med den del af det danske samfund, vi ikke rammer i dag. Hvis det lykkes, vil vi ikke alene få flere besøgende, men også et ægte samarbejde og en mere nuanceret kulturdebat. Dét er opgaven«.

Eller med Vicky Woolards ord:

Museerne åbnede for et par hundrede år siden i et samfund med helt andre behov. Det er på tide, at de gentænker sig selv.