Der er noget ved Ole Bornedal, der gør folk arrige. Mange folk i hvert fald. Og især mænd.

Måske er det kontrasten mellem den uundskyldte jyske stemmeføring og en selvhævdelse og manglende frygt for at beskue sit værk, som man sjældent ser uden for visse indrekøbenhavnske kunstnermiljøer.

Måske er det, fordi Bornedal ikke ejer falsk beskedenhed, den mest gennemsnitlige af alle gennemsnitlige danske dyder. Hvis han synes, han har lavet noget godt, er han gerne den første til at fremhæve det – også selv om han ved, det er inde og pirre ved janteloven.

Rundtur i et proletarmiljø
Hans nye film, ’Fri os fra det onde’, der har premiere i morgen, demonstrerer det hele.

Det rumlende, det danske og det internationale. Det brovtende og det stilsikkert blærede. Den er en hvirvlende rundtur i et vestjysk proletarmiljø, der snerrer, hvisler og harker og siger »neger« så højt og fyndigt, som ingen film siden ’Festen’.

Og dens jyder har flere sølvkæder om halsen, flere rådne tænder i munden og endnu mere underskud at bryste sig af end bodegaflokken i ’Frygtelig lykkelig’. ’Negeren’ er en traumatiseret og olivenhudet bosnisk krigsflygtning, der er endt i en lille landsby ud mod Vesterhavet, hvor alle fingre peger på ham en dag, en missionsk kvinde findes død i vejkanten.

Bosnieren jages i forlængelse af en våd byfest af en fuld hoben af borgere, der vil klynge ham op, og han bliver taget ind hos et yngre middelklassepar, der barrikaderer sig i huset, mens stemningen stiger udenfor.

Os og dem
Så her sidder vi igen, to danskere, hver med sit på det tørre. Og taler om ’dem’. Nogle andre ’dem’, end vi plejer at tale om i disse 2. g-tider, men immervæk et ’dem’, der ikke hører hjemme i det gode selskab:

»Jeg omfavner proletaren med en vis kærlighed«, insisterer Bornedal en fredag eftermiddag i Valby, »for jeg kan godt lide noget af den stil, der ligger i det. Jeg vil gerne sidde sammen med dem i et øltelt til en byfest og høre ’Rabalderstræde’ spillet af Fede Finn & Funny Boyz, for det har jeg gjort så mange gange før. Der er nogle, der mener, at man skal bortcensurere tilstedeværelsen af de her mennesker, men i min film vinder overklassen over proletariatet. »Fuck dig og din førtidspension«, siger de. Og i det hele taget ønsker jeg at se nogle flere film, hvor proletariatet hives ned i skidtet«.

»Og«, siger han og kigger op, »jeg synes, Erik Clausen skal lave den næste«. Bornedal griner næsvist.

»Ingen taler om klasser mere i det her land, men underklassen findes altså stadig. Lad os gå ned i bilen, du og jeg, og køre til Jylland, og så lad os sætte os ind på et lokalt værtshus og snakke om Ibsen til kl. 3 i nat. Og lad os bede dem skrue ned for musikken, for hey, vi er i gang med at diskutere Ibsen! »Gider I lige holde jeres kæft og skrue ned, vi snakker Ibsen her!«. Kan du se det for dig?«.

Skønhed i enfolden
Lars og Johannes er filmens hovedpersoner. Johannes (Lasse Rimmer) er den pæne dreng, der er vendt hjem til fødeegnen med kone (Lene Nystrøm), børn og gode kulturradikale viljer.

Lars (Jens Andersen) er hans bror, langturschauffør og voldelig kæreste til Scarlett (Pernille Vallentin). Det er mellem de to umage par, spændingerne slår gnister. Jens Andersen i rollen som den ubarberede, mislykkede bror kender vi fra Sonofon-reklamerne om Polle fra Snave, hvor han på uhjælpeligt bistandshjælpsfynsk fik en hel nation til at grine overbærende.

»En journalist spurgte mig: Hvorfor er alle mennesker i Jylland så onde? Og så grimme? Og så racistiske? Men jeg synes ærligt, at der er en skønhed i de her mennesker«.

Hvor, i enfolden …?

»I den der ekstremt firkantede 1:1-model, hvor der ikke bliver reflekteret over noget som helst. Det er bare sådan«, og Bornedal læner sig rank frem i stolen over for mig: »Ska’ wi fest’ eller wa’? Er do dum? Ska’ do ha’ no’en på siden af ho’det?«.

Bornedal må godt
Ole Bornedal lever jovialt. Han har jo på sæt og vis optjent retten til at lave den her film, fordi han tilbragte sin barndom og tidlige ungdom i ikke alene Aalborg, men Nørresundby. Hvis nogen må, er det Bornedal, der må.

»I det univers, du og jeg bevæger os i, er der jo … er du sindssyg! … en dannelse, en måde at kommunikere i flertydigheder, undertekster, bisætninger, henvisninger …«.

Og konjunktiver.

»Og konjunktiver, ja. Det er jo et fabelagtigt dannet sprog, vi gør os i her i Kulturdanmark. Det er et sprog, jeg prøver at uddanne mig selv og mine børn til, men der er et andet sted, hvor man taler et andet sprog, et, som ikke tænker ud i fremtiden eller bekymrer sig om, hvordan man har det, fordi ens mor engang slog en, da man var fire, og i øvrigt skal jeg over til min terapeut bagefter. Semiotikken derovre er måske firkantet og brutal og usofistikeret og banal, men det var en grænsende til det hysterisk befriende oplevelse at få lov at arbejde med det stof«.

Slamjysk
I alle årene, hvor Ole Bornedals nordjyske dialekt har blandet sig i de pæne tv-aftenflader med rigsdansk og nydannet, har han aldrig beskæftiget sig med noget, som han kalder det, »virkelig slamjysk«.

»Tingene er altid blevet til noget andet. Noir i ’Kærlighed på film’, sjov science fiction-adventure som ’Vikaren’, ’Nattevagten’ om det urbane studenterliv i København, den klassiske David Lean-exploitation i ’Jeg er Dina’. I ’Charlot og Charlotte’ var der jyske elementer, men nu skulle de have fuld gas. Du har jo selv haft din gade som ung, som du gik op og ned ad kl. 2 om natten i en brandert, og hvor folk væltede ud af værtshusene og kun var ude på én ting, nemlig at reagere på den første provokation«.

»Sådan havde jeg det alle årene i Jylland. Turen op ad Jomfru Ane Gade var et vidunderligt tivoli, fyldt med drifter, kvinder, der skal forføres, bajere, der skal drikkes. Der er fest, men der er også vold lige om hjørnet. Alt det brugte jeg i ’Fri os fra det onde’, hvor vi skildrer festen, der går galt og bliver for meget. Underskuddet, der får lov at vokse på grund af alt for meget vodka. Hjallerup Marked, der går amok, og hvor man sidder ved et langbord i et øltelt og drikker hele dagen, og skal man pisse, gør man det under bordet. Der er jo græs på gulvet, så hvorfor skulle man rejse sig?«.

Det er kun et eventyr
Ole Bornedal kan godt forstå, hvis folk får et sug i maven af ubehag over hans film, men ser selv helst »den faretruende poesi«. Han er ikke ubetinget vild med, at tilskuerne ser hans film som et udsagn om noget som helst:

»Det er jo ikke nogen socialrealistisk film eller et naturalistisk værk, der viser, hvordan mennesker er i den eller den situation. Jeg blev stillet spørgsmålet: »Nå, så du mener åbenbart, at vi er blevet racister i Danmark?«, og i 1978, da jeg selv var journalist, kunne jeg have fundet på at stille den slags spørgsmål, men hold nu op! Det er et eventyr, en allegori måske. Og den rummer nogle af de størrelser, vi kender fra vore dages million trættende debatter om racisme og fremmedhad«.

Kunsten lapper
»I Kulturdanmark«, Bornedals ord for det Danmark, der lader sig styre af god borgerlig moral og et lovligt styrende overego, »hersker der en forestilling om, at kunsten hele tiden har et formål, en undertekst eller et hemmeligt udsagn. Kunsten skal rette op på noget. Der er et hul i vejen, og nu kommer dette stykke kunst og reparerer det. Der er en mangel i det danske samfund, og nu kommer et stykke kunst og belyser det. Kunsten skal ind og hele eller lægge plaster på, og i mit hoved er det en kunstopfattelse, der mest virker stalinistisk: den opbyggelige kunst«.

Jeg har et yndlingsøjeblik i filmen, et helt afgørende, svimmelt moment, hvor Lars, den onde bror, under byfesten i ølteltet siger til sin kæreste: Gid du og jeg var nogle helt andre mennesker …!

»Dét er jo filmens bedste scene«, medgiver Ole Bornedal hellere end gerne. »Vi lavede den live med musik i baggrunden, og den var ekstrem, den energi, der kom fra bandet Fede Finn & Funny Boyz. Lars’ guddommelige sætning, »Jeg ville sådan ønske, at vi var nogle andre end os to«, rummer alt, den er filmens stærkeste dialektiske clash, det mest emotionelle, og han griner og græder på samme tid midt i denne latterlige, glade folkelighed, som han på et eller andet niveau afskyr«.

»Den scene er det stærkeste filmkunst, jeg har været med til at lave. Alt ligger i den scene: fortvivlelsen, kærligheden, udsigtsløsheden, glæden, den forstilte folkelighed, fortabelsen … Vi skød den, vi cuttede scenen. Og så græd vi alle sammen. Vi stod og græd på settet over for de der 300 statister fra Fyn. En sjælden gang kan man ramme det der punkt, hvor man har sat alle ingredienserne sammen i en ramme, givet det en farve, noget lys, en musik, nogle karakterer og så noget, du udsiger. Så pladrer man det hele sammen, og så går det fandeme op i en fuldkommen højere enhed. Vi var bare færdige bagefter!«.