Tage Voss

Født 12 juli 1918. Student i 1937, medicinsk eksamen i 1946. Var 1947-67 læge på Christiansø og har senere behandlet alkoholikere, narkomaner og indsatte samt arbejdet som lægevagt og skolelæge.

Udgav i 1954 de to essaysamlinger ’Tidens ultimatum’ og ’Status på Skæret’ og har siden udgivet henved 40 bøger heraf flere romaner, novellesamlingen ’De Fremmede’ samt børnebøger og en lang række fag- og debatbøger især om lægelige og sociale emner.

Har bidraget til radio, tv og dagblade med kronikker og indlæg og var i en årrække rygernes mest fremtrædende talsmand.

Har netop udgivet ’Stemmen i ørkenen’ med tekster fra 1940 til i dag. Og ’At visne – lige glad’ om at blive gammel. Han har fire børn fra to ægteskaber og danner i dag par med den 21 år yngre svenske kulturjournalist Gunilla Lidbäck.

Læge, forfatter og debattør Tage Voss fotograferet i sit hjem på Falster.

1921. »Se Far; fin Pyh!« En ung Tage Voss viser stolt sin potte frem.

»Min første offentlige præstation«, kalder han det.

På gaden var han knap så kry. For Vesterbro var en jungle, og Tage gik i store buer uden om bisserne og forføjede sig ned i en kældergang ved synet af de store drenge, som jagtede de mindre for at tæve dem, spærre dem inde eller tisse på dem.

Ungerne tilbragte dagen på gaden, mange med bare fødder i træsko om vinteren og kronisk ørebetændelse, vat stående ud af ørerne og to evige snotstriber løbende fra næsen.

Legene var simple. Især var det populært at ligge på maven til cykelkælderens trappe, spytte på slisken og se, hvis klat der først nåede ned.

---- ---- ----

Ny serie: OM VEJE
Livet er en gave, ingen har ønsket sig. Og byttes kan den ikke. Kun kastes bort eller tages i brug. Men hvordan? Det halve liv går med at forstå, hvem man er. Resten med at lære at leve et liv, der passer til en.

I denne interviewserie spørger Nils Thorsen en række mennesker, hvordan deres liv har formet deres væsen. Og hvordan deres væsen har formet deres liv. Hvad det var for en gave, de fik. Og hvordan de bruger den.

Det er søndag morgen. Året er 1928.

Og familien Voss sidder samlet om morgenbordet i den store råkolde stue i lejligheden på Vesterbro, hvor lyset falder blegt ind fra ateliervinduet i loftet, og kondensvandet driver ned ad ruderne.

Tage er ti år gammel, hans søster fire.

Deres mor en intelligent og nådesløst skarp klaverlærerinde. Deres far en elskelig umulius, som er gået ned med sin kunsthandel og nu ernærer sig som cyklende chokoladesælger.

Men i dag er det søndag, så der er smør på rundstykkerne. Og Tages far sidder og tygger.

Og tygger. Og tygger.

»36 gange tyggede han hver mundfuld. For det var sundt«, brummer Tage Voss.

»Det var det eneste rigtige, sagde han. Indtil noget andet var det eneste rigtige«.

I en periode travede Tages far byen rundt i bare fødder, fordi han mente, at jordens magnetisme forplantede sig op gennem fodsålerne.

Han havde forskellige frø liggende i blød til grød. Og stod på hovedet i halve timer i et hjørne af stuen.

En tid var hvidløg det eneste rigtige, men så nægtede hans kone ham adgang til ægtesengen. I stedet fyldte han lejligheden med 200 liters glasballoner med svovlholdigt drikkevand fra ungarske kilder.

Og en lugt, hans søn stadig husker i dag otte årtier senere:

»Det stank ad helvede til«.

Og der i Matthæusgade 44, hvor hans far gik armgang fra den ene mirakelkur til den næste, voksede en dreng op, som siden skulle blive kommunist, sætte tanke over følelse, videnskab over tro, og i et halvt århundrede markere sig som sundhedsapostlenes fjende nummer et.

En mand, der bogstavelig talt i en menneskealder utrætteligt har indviet verden i sine synspunkter om alt fra abort til tobak.

Og hvad kan man så lære af det?

»Ingen verdens ting«, siger Tage Voss.

Hele sit liv har han forsøgt at distancere sig fra sin egen person, forklarer han. Gøre sig gennemsigtig så at sige. For i stedet at se verden klart.

Og det laver man ikke om på, bare fordi der stiller en journalist og insisterer på at dreje på linsen, så det pludselig er en selv, der står skarpt i billedet.

»Jeg har altid været optaget af opgaver. Ikke af mig selv. Det har også gjort mig behageligt kold i røven. Jeg reagerer ikke særlig følelsesmæssigt. Hverken professionelt eller personligt«, siger Tage Voss.

Og dog.

Han begyndte livet i strid medvind. Når Tage åbnede munden, blev der lyttet, og senere, når han skrev, blev det trykt og læst. Med sig hjemmefra fik han en ubrydelig tiltro til sig selv og sin egen tankevirksomhed.

Grundlagt af hans mors grænseløse beundring, senere vekslet til en førerposition i skoleklassen.

Og måske var det derfor, han trådte ind i voksenlivet med en solid fornemmelse af, at hvad Tage gør, som regel er det rigtige.

»Jeg har aldrig været rokket i min overbevisning om, at jeg havde ret i det, jeg sagde og gjorde«, siger han.

»Det må jeg tilstå«.

Sagt af en mand, der aldrig har meldt sig ud af DKP, og den dag i dag bedyrer, at læger og sundhedsapostle stadig skylder bevis for, at rygning er skadeligt.

Det  er noget sentimentalt vås, at man bliver klog med alderen. De fleste bliver stivnede og afstumpede, mener Tage Voss. Foto: Miriam Dalsgaard

Medvinden er løjet af. Og det svier.

Den slags psykologiske forklaringer giver hovedpersonen selv nu ikke meget for.

Hvordan et liv og et menneske tager form, er et regnestykke med alt for mange ubekendte til, at det kan løses ved at plukke i det skete og lægge det i sirlige rækker af årsag og virkning, mener han.

»Jeg opfatter ikke mit liv som en historie. Mere som løse kapitler, der kan læses i alle mulige rækkefølger. Uden sammenhæng og noget samlet mål«, siger han.

»Og hvilken værdi har det at tage et skibs historie, fra det bliver søsat, og til det strander? En tid bragte det kartofler herfra og hertil. Så sejlede det på den rute. Jeg tvivler på, at der er nogen logik, der kan sammenskrives til noget«.

Dybest set har Tage Voss bare tænkt sig om, mener han.

Siet det væsentlige fra det uvæsentlige med sit intellekt. Og sådan er han nået frem til sit syn på verden.

»Derfor er jeg også lidt skeptisk over for dit projekt«, siger han og smiler:

»Men jeg strækker mig langt for pr«.

Fælden klapper
Det begynder som en bange anelse, allerede på motorvejen, da Sjælland strømmer forbi i et flimmer af brunt og grønt. Kursen er stik syd, målet landsbyen Sdr. Kirkeby på Falster, og noget siger mig, at jeg er på vej ind i en fælde. Med 110 kilometer i timen.

På det ledige forsæde ligger en stak breve, jeg har modtaget fra Tage Voss, banket ind på hans Continental skrivemaskine, købt brugt i 1936.

Med små håndskrevne tilføjelser og understregninger.

Hans første svar på min invitation til et personligt interview er for så vidt et »ja«, men kun modstræbende og først efter nogen parlamenteren indvilger i at fortælle om sit liv.

Først vil han dog gerne se prøver på mit arbejde.

Hans svar kommer en uge senere:

»Tak for de 10 personportrætter«, står der, »som bevidner, hvorledes selvoptagetheden blokerer for enhver erkendelse – derfor er det hele ubrugeligt for andre«.

Midt i brevet svigter n’et på hans Continental, efter 72 års upåklagelig tjeneste.

Og lidt længere nede skifter den ranke, slagfærdige skrift til en anderledes krybende typografi:

»Åh nej, der bröd min gode maskine sammen! Skal jeg nu klare mig den sidste tid med denne her lille skide Hermes Baby?«.

Egentlig havde Tage Voss en aftale med en naturkonservator ved navn Bjarne om, at denne skulle udstoppe ham, når han døde, fortæller han, da bilen står parkeret i perlegruset, og han tager imod i døren til den gamle rødstensvilla.

»Men så døde Bjarne sgu selv«.

Bjarne blev kørt i rustvogn de seks kilometer til krematoriet. Det kostede 5.000 kroner. Og som Tage Voss siger:

»Det vil jeg fandeme ikke betale«.

I stedet må hans familie slæbe ham de 50 meter over landevejen til kirkegården. Og så skal han have lavet sig en kiste. For:

»Jeg vil sgu ikke betale 6.000 kroner for en sprøjtelakeret kasse af billigt fyrretræ«.

Tage Voss er lidt af en overraskelse.

Også ansigt til ansigt giver han den ganske vist som »iskold kyniker«, men anderledes mildt og gemytligt.

Bag begavelsens parader gemmer sig tydeligvis en mand, der forstår at vikle sit liv ind i andres. Straks man træder ind i hans synsfelt, tæller man og bliver lunt og gemytligt taget med på råd.

Om akvariefiskene, frokosten og tilværelsens generelle beskaffenhed. Hvilket måske forklarer, hvorfor telefonen ringer flittigt, og døren går.

Fjernsyn har han ikke, viser det sig.

Radio hører han aldrig. For det er noget lort, de sender.

Og den eneste avis, han læser, er svensk. Men i entréen har han bygget et akvarium ind i væggen, og i et hjørne af stuen en voliere, hvor en flok kanariefugle slår deres lyse, punkterede triller, mens de med lydløs lethed springer fra gren til gren i et afpillet juletræ.

Vi tager plads i hver sin magelige sorte lædersofa. Han i en sort lynet fleecetrøje.

Lænet tilbage i hjørnet med en død cigar anbragt mellem pegefinger og langemand, mens han med den anden hånd nulrer de lange, mørke uldtotter på en plaid.

Der er skilning i den svungne hvide frisure, øjenbryn, der pjusker i alle retninger, og et udtryk, der stadig er hans eget lige så meget, som det er alderens.

Eksistentielt fis
En stue bliver som ansigtet af det menneske, der lever i den, har Tage Voss skrevet. Og hvis stuen omkring os har taget form af sin ejer, er Tage Voss lidt af en sammenplantning.

Lige dele åndfuldt selskabsmenneske og skødesløs eneboer.

Bøgerne strækker sig i lange falmede rækker af brune læderbind på reolen. På de lyserøde vægge hænger malerier i gyldne rammer.

Rundt omkring mellem de fornemt udskårne møbler fra hans barndomshjem hænger lamper, der var moderne for få årtier siden. Og hist og her stikker små lavpraktiske løsninger på hverdagens udfordringer ud.

Som den omgang tape, der holder tværstangen på en standerlampe. Og de to kuglepenne stukket ned i hver sin knude i ledningen for at holde lampen hævet over sofabordet.

Overalt er der rester af interesser, som i tidens løb har grebet ham, nu størknet i et mylder af genstande. Hvide buster, antikke ure og en vrimmel af nips. Fyrtårne især, men også små skibe. Og på dørkarmen til arbejdsværelset en spilledåse, der kan spille ’Internationale’.

Rundt omkring i møblerne og på det praktiske lysebrune gulvtæppe rejser arkivalier og udklip sig i skæve stakke. Aflejringer af årtiers meningsdannelse.

I toppen af en stak i sofaen ved hans side får jeg øje på min interviewbog og spørger, hvad han tænkte om den.

»Det er meget filosofisk«, siger han.

»Og ... meget ubehjælpsomt«.

»Det er sådan nogle stakler, der spræller i et forsøg på at finde svar på livets gåder. Men de kommer jo ingen vegne. Det er bare religiøse floskler og ... eksistentielt fis«

Det griner vi lidt af. På hver vores måde.

»Livets mening og hvad fanden! Deres løsninger er personlige. Og så kan det være så klogt, som det vil, men ingen kan jo bruge det til noget i deres eget liv«.

Vi sidder lidt uden at komme hinanden til undsætning. Så fører han kniven ind.

»Og det gør, at selve projektet virker tabt på gulvet«.

Burgøjserdrengen
Der sidder vi så.

Til lyden af et usynligt urs sagte taktslag. Underligt boltet til jorden, som en bybo kan føle det i et hus langt ude på landet, hvor Jordens rotation pludselig er den eneste bevægelse.

Bort set fra de få biler, som med mellemrum glider lydløst hen over vinduet.

Så tager vi fat. Jeg på mine spørgsmål om hans person. Han på sine svar om samfundet.

»Man fødes klog, åben og venlig. Og dør forstokket, selvtilstrækkelig og forbitret«.

Siger han. Og det er der åbenbart ikke noget, man kan gøre ved.

»Jo, man kan dø tidligt«.

Da Tage Voss selv kom til verden – klog, åben og venlig – havde han god grund til at være det. De første fire år var han »en lille forkælet burgøjserdreng« i fine vinterfrakker.

Så gik hans far fallit med sin kunsthandel, og pludselig kom tøjet ikke længere fra byens fineste butikker, men fra fætter Sten i Jylland.

Tages mor kradsede penge hjem ved at undervise elever ved flygelet i lejligheden i Matthæusgade på Vesterbro. Hun var intelligent. Og meget spydig.

»Mine kammerater var bange for hende, for hun jordede dem. Hun syntes tit, at folk var lidt dumme og naive, og hun var altså ikke stor nok til ikke at afsløre det«.

Men Tage var enestående, syntes hans mor. Begavet, kærlig og smuk. En arv fra hendes familie, som hun ofte forklarede.

»Det kedelige var så bare, at vi vidste det. Ellers havde vi været nemmere at omgås. Min mor var meget besværlig. Det har jeg også været hele mit liv, fordi jeg altid vidste, hvor udmærket jeg var«.

Og hvad med »tvivlens nådegave«?

»Ja, hvad skal jeg tvivle om?«.

Om du nu også havde ret?

»Nej, det gør jeg faktisk ikke, fordi ... «, griner han. »Jeg skriver ikke noget, med mindre jeg ved, at jeg har ret«.

En brøkdel af et menneske
Lige så skarp Tages mor var, lige så mild og elskelig var hans far. Gav den som Alexander den Stores hest Bukefalos med Tage på skuldrene og læste hver aften højt af ’Junglebogen’ og ’Odysseen’.

Nede om hjørnet kom proletarungerne i bare ben i vinterkulden med deres spande for at hente koks, mens Tage sad under bordet i lejligheden og lyttede, når hans far holdt selskab for skuespillere, forfattere og kunstnere, eller hans mor spillede kammermusik med sine venner.

Flere af Tages kammerater i gaden døde af tuberkulose og kronisk ørebetændelse.

Men fattigdom var ikke noget, man spekulerede over i familien, og når når arbejdsløse bankede på døren for at tigge, blev der ikke lukket op.

På en reol i stuens fjerneste hjørne står en gulnet gipsbuste af et drengehoved, Tage Voss som treårig, og stirrer med tomme hvide øjne på os.

Både den unge og den gamle har hvidt hår, og skilningen sidder stadig, hvor den har siddet i det meste af et århundrede.

Men ellers har de ikke meget til fælles.

»Det, som dør i en høj alder, er ikke et menneske«, skriver Tage Voss i bogen ’At visne – lige glad’. »Det er en sølle brøkdel af det, som var, og som er gået tabt på vejen«.

Den brøkdel af Tage Voss, der sidder over for mig i sofaen, kan således ikke høre kanariefuglene i volieren, og når han sætter Beethovens violinkoncert på, er violinen væk.

Han hører kun orkesteret.

»Jeg har sejlet hele mit liv. Nu kan jeg sgu dårligt færdes på en båd«, siger han.

»Jeg har mine dejlige kunstløberskøjter på loftet, og om natten kan jeg ligge og lave norsk kæde og løbe baglæns, men ...«.

Sådan er det at blive gammel. Døden indtræder hver dag. I små portioner. Man sidder tilbage i livet som i et alt for stort hus, hvor man ét for ét måtte lukke værelserne af for til sidst at krybe sammen i entréen.

Eller, som Tage Voss udtrykker det:

»Hvis man ikke selv forlader verden, forlader verden en«.

Det lyder måske som en klagesang, men Tage Voss fortæller muntert, hvordan sansernes brøl svinder ind til en hvisken, hvordan vennerne falder bort, hukommelsen svigter, og verden bliver fremmed og fjern.

»Hver gang du mister en evne, taber du en del af dig selv. Verden bliver mindre og mindre, og til sidst har du svært ved at opretholde din identitet«, siger han.

»Man siger: Sådan gør Tage. Men pludselig gør han det ikke mere, for han kan sgu ikke«.

Han rejser sig i et ærinde, men går i stå bag sofaen, hvor han tager opstilling med begge hænder hvilende på dens ryg.

»Jeg kan ikke rejse mere. For der er ingen steder, jeg må ryge«, siger han.

»Nu har jeg røget cigarer i hele mit liv, og så skal jeg finde mig i, at mine børnebørn siger: Her i huset ryger vi ikke«.

Han fortsætter turen hen til reolen.

»Så siger jeg: I kan sgu rende mig. Jeg kommer aldrig mere«, lyder det derhennefra.

»Jeg ville gerne dø for at undgå at komme på plejehjem, men lige meget, hvor meget jeg ryger, så hjælper det ikke!«.

»Så hvis det er farligt at ryge, virker det altså meget langsomt«.

Han vender tilbage med en kasse cigarer i hånden.

»Jeg ved ikke, om der er noget lugt tilbage i den, for jeg kan ikke lugte mere«, siger han og rækker mig kassen, så jeg kan undersøge sagen.

»Ja!«, sukker han.

»Det var fandeme en oplevelse at stikke snuden ned i sådan en der«.

Sild og rødvin
I 1928 var rygning ikke usundt.

»Det er noget, man har fundet på siden. Min familie røg som skorstene. Far, bedstefar og mine tanter. Og vi har aldrig haft et hjerteanfald eller en cancer«.

Hver søndag, når morgenmaden var overstået, blev Tage sendt ned i automaten efter en cigar.

Så tog hans far plads i lænestolen og røg, mens moderen sad ved siden af og viftede røgen ind til sig.

»For at dele fryden med ham«.

Tages mor frygtede, at det kunne skade drengens karriere, hvis han tillagde sig et proletarsprog, så Tage kom i en fin betalingsskole på Frederiksberg, hvor han som den ældste og kvikkeste satte sig på grosserernes forkælede sønner.

»Jeg dominerede dem«, siger han, mens han prøver at få ild i cigaren.

»Selv om jeg var en fattigrøv og kom i mine flade sko om morgenen, mens de ankom i biler med chauffør«, kommer det ud mellem de røgfyldte puf.

»De gjorde, hvad jeg sagde«.

Tage behøvede aldrig at læse lektier. Han kunne tingene, når han havde hørt dem, og diskuterede livligt med lærerne.

»På deres niveau«, siger han.

»Jeg vil ikke sige, at jeg blev dyrket. Men de tog mig højtideligt. Jeg blev lyttet til«.

Hjemme blev hans stile beundret som små mesterværker. Begge hans forældre skrev.

Hans far »førte en morsom dagbog«, som han siger, og hans mor fik flere historier optaget i tidens dameblade.

Selv sad Tage på gulvet i stuen og læste Dickens samlede værker og Friedels kulturhistorie og fortabte sig i halve dage i familiens leksikon eller i artikler om dampmaskiner og jernbaner i Sahara.

»Du, jeg skal lige spørge dig«, siger han.

»Du får æg og sild og leverpostej og en lille bøf til frokost. Men får vi snaps og øl, bliver vi jo søvnige«.

»Kan man drikke rødvin til sild?«.

Stakkels onkel Aage
Vi tager plads ved en overdådig frokost i den lille spisestue, som to adelsmænd for hver sin ende af det mørke ovale træbord, i polstrede stole med rygge af buede træsløjfer.

Ved siden af bordet står den gamle slagbænk, Tage sov i som dreng, læsset med stakke af papir.

Og mens hønsene render frem og tilbage gennem hækken uden for vinduet, tæller et gammelt ur tålmodigt sine egne tiktak herinde.

En dag i mellemskolen kom Tages yndlingslærer, marxisten Harald Rue, med en roman om en »negerfamilie i Amerika«.

»Der var en forfærdelig fortælling om en gravid mor, som blev hængt op i benene, hvorefter nogen skar vommen op på hende, så ungen væltede ud«, siger han.

»Det gjorde stort indtryk på mig«.

»De sorte måtte hverken køre med busserne, gå i biografen eller bade på de hvides strande. De var et proletariat, der blev chikaneret, og jeg projicerede det ud på vores eget samfund og på andre«.

På den spanske borgerkrig for eksempel. Fascismen. Og kapitalismen.

Tage ville skrive en bog, men først skulle han lige i gymnasiet, og da han ikke vidste, hvordan man læser lektier, opgav han ganske enkelt visse fag og var, som han siger, »skide avanceret« i andre.

»Jeg var jo fræk«, siger han, da vi mætte synker ned i stuens bløde sofaer.

»For jeg var ikke bange for lærerne. Når vores åndssvage fransklærer sagde: »Kan du oversætte?«, sagde jeg bare: »Nej!««.

Medvinden fortsatte. I 2. g mødte Tage sin kone. Hans første kronik stod i Politiken, da han var 22, og da havde han allerede fået artikler trykt og indslag bragt i radioen.

Tage ville være journalist, men det måtte han ikke for sin mor. Han skulle være læge.

»Det går dig ligesom onkel Aage, sagde hun. Onkel Aafe skrev i et eftermiddagsblad, lavede revyviser og salmer og alt muligt, men alt, hvad han skrev i hele sit liv, var på andres vilkår«.

Altså indskrev Tage sig på lægestudiet.

»Menneskets anatomi«, sukker han.

»Og man skulle lære det udenad. Det var en ørkenvandring på fire år«.

»Nej, kraftedeme!«
Tage var bange for at dø, før han nåede at få skrevet noget.

Det var hans største bekymring, da krigen brød ud, fortæller han, da vi næste dag genindtager vores pladser i sofaerne, han med en utændt cigar, der længe bare sidder mellem to fingre, som om den hørte til der.

Til at begynde med var risikoen nu ikke så stor. For Tage var pacifist og betragtede modstandsfolkene som naive amatører.

»Det var formålsløst, syntes jeg«.

Tage  Voss fotografet i hjemmet på Falster af Miriam Dalsgaard

Så blev han vred og tænkte: »Nej, kraftedeme!«

Han skjulte jøder hos venner og familie, fragtede dem med toget til Nærum, og så var det videre til fods i mørket gennem skoven, over Strandvejen med kufferter, børn og gamle, og ned til en ventende båd.

»Tyskerne patruljerede i lastbiler med sporhunde, så vi lagde størknet blod blandet med kokain ud, som bedøvede deres lugtesans«.

Da Tage til sidst kun havde »individuelle rejsende«, som han siger, aftalte han med dansk søpoliti, at de hver aften tog en flygtning ombord ved Christianshavn og sejlede vedkommende til Saltholm, hvor en svensk militærbåd ventede.

»Christianshavns Torv var her«, viser han med to fingre i sofabordet.

Tage og flygtningen kom gående fra torvet og skulle ankomme på sekundet, for når søpolitiets båd lavede et sving, strejfede den i et øjeblik op ad bolværket.

Så skulle flygtningen puffes i båden, hvor en betjent dækkede ham med en presenning. Og to sekunder senere var båden atter inden for tysk søpolitis synsfelt.

I ugevis havde Tage glædet sig til at se en russisk film om Don Quixote, og en aften var det pludselig sidste chance. Derfor bad han en studerende overtage tjansen med at få flygtningen afsted.

»Så der sad jeg på de billige rækker i Metropol og så Don Quixote«, siger han.

»Men ruten var blevet stukket«.

Tages afløser blev skudt.

Og hvad kan vi så lære af det?

Ja, ifølge Tage Voss: ikke ret meget.

Ud over måske, at hvis livet partout skal fortælles som en historie, bør tilfældet ikke tildeles den mindste rolle.

Tage Voss overlevede krigen. Og meldte sig i 1945 ind i DKP.

»I den tyske nationalsang hed det: Deutchland über alles. Den russiske hed: ’Internationale’. Altså, det var sådan set nok for mig«, forklarer han.

»Hvis man mente, at det var rigtigt med lige løn for lige arbejde, var socialisme svaret. Og hvis man mente, at pengene skulle bruges på uddannelse og lægehjælp, var socialisme svaret«.

Føler du i dag som livslangt medlem af DKP et medansvar for sovjetregimets ofre?

»Det kan jeg ikke sige, at jeg gør. Jeg er meget åben for de forbrydelser, der er begået af socialistiske regimer, men Cuba er et udmærket eksempel på, hvordan man under vanskelige forhold kan skabe fornuftige levebetingelser for mennesker«.

Så du støtter et styre, hvor folk fængsles for at sige deres mening, men forsvarer retten til at ryge, hvor det passer dig?

»Ja, den sammenstilling har jeg sgu aldrig lavet«, griner han.

»Jeg savner socialismen som modvægt til den vilde kapitalisme. Om det så er omkostningerne værd, er op til den enkelte«.

Flugten til øen
Tage Voss fik ikke meget tid til at skrive som ung læge.

Men det var der råd for. Før en operation skulle lægerne skure hænderne med neglebørste og sæbeskum i et kvarter. Og derefter dyppe dem i sprit i fem minutter.

Og det kunne hans hud ikke tåle.

»Så var der en annonce i Ugeskrift for Læger, hvor man søgte en læge til en praksis på Christiansø. Og jeg havde sådan set skrevet siden starten af studiet. I protest mod min mor. Så hænderne var bare anledningen«, siger han.

En dør går.

Det er Birgit, hushjælpen, som gør os selskab med smøg i munden og solid falstersk dialekt. Tage Voss rejser sig og »går ud i hækken«.

For toilettet på første sal har skråvæg, forklarer han. Så det er svært at ramme.

Lidt efter lyder en gokken fra entreen. Tage Voss er tilbage. I selskab med en hane, som dog tøver lidt ved synet af Birgit og hovedstadspressen og med hastige rykvise skridt vender tilbage til naturen.

På Christiansø skrev Tage Voss essaysamlingerne ’Tidens ultimatum’ og den roste ’Status på skæret’ og blev snart en prominent deltager i dagens debat.

»Hvis du ser Politiken fra dengang, kan du se, hvor central en figur jeg var«, siger han, da vi igen er alene i stuen.

»Der blev refereret til mig ustandseligt, og jeg blev citeret og dækket. Når jeg kom til København, stod det i avisen«.

På Christiansø levede han et enkelt, praktisk liv med sin kone og deres tre børn. Passede sine patienter, fiskede og sejlede.

Og sad og læste historier for flokke af børn, der kom løbende til.

»Det var den gamle storfamilie, hvor vi involverede hinanden i alle mulige gøremål. Når noget gik i stykker, sagde mine børn: Far lave! Så gik vi ud i værkstedet og bandede og slog søm i. Kom lige og hold, sagde jeg. Og i samarbejdet viste vi os ved vores mangler eller færdigheder«.

Han ser på mig.

»Det er sådan, man får identitet. Det er ligesom, når man ser gode venner efter ikke at have set hinanden i årevis. Pludselig, når man laver noget sammen, er man jo intenst sammen hver dag. Ens børn og børnebørn betyder jo også kun noget for en, hvis man betyder noget for dem«.

Pesten ødelagde os
Det er det moderne menneskes forbandelse, mener Tage Voss.

Vi sidder alene i vores lejligheder og føler os betydningsfulde, mens vi gradvist mister fornemmelsen af, hvem vi selv er. Fordi vi er det alene og for vores egen skyld.

»Når man bor alene i en lejlighed i byen, bliver man verdens vigtigste person og centrum i universet i en sådan grad, at selv vejret bliver en forulempelse«.

Telefonen ringer. Det er hans yngste søn, Peter, som er på vej for at sætte en tilbygning til huset i stand til sig selv.

»Fik du noget twist?«, spørger faderen.

Til kanariefuglenenes reder, forstår jeg.

Førhen levede man i Europa, som naturfolk stadig lever, i små sociale enheder, typisk en landsby med nogle hundrede indbyggere, forklarer Tage Voss.

Klokken kimede, køerne drev mellem marken og stalden, det hamrede fra smedjen, og møllehjulene kørte.

»Og var det ikke den ene, der drev dem, var det den anden«, siger han.

Indtil pesten kom og slog syv ud af ti ihjel. Så gik møllen i stå, for mølleren var død. Og naboen kunne ikke tage over, for det var han også. Samfundene faldt sammen, og én for én forlod folk landsbyerne og begav sig ud på landevejene, hvor enhver blev sin egen lykkes smed.

Efter 20 år forlod Tage og hans hustru Christiansø. Og snart også hinanden. Efter 32 år. Selv om et samliv i følge Tage Voss egentlig kun kan holde i syv år.

»Det har vi statistik for«, siger han.

»Ellers skal man være meget tolerant og overbærende. Man starter jo skide forelsket i hinanden og overser alle fejl og mangler, og så efter nogen tid bliver det vidunderlige en selvfølge, og det negative mere og mere irriterende og til sidst ikke til at holde ud. Man sidder og spiser og snorker og piller næse«.

»Sådan er det! Og hvis man er konsekvent, bryder man ud«.

Senere fik Tage Voss nu endnu en søn, Peter, som i mellemtiden er dukket op med twist til fuglene og gået i gang med frokosten ude i køkkenet.

Og i de seneste 18 år har han dannet par, denne gang dog med en svensk kvinde, bosat i Sverige, så prøvelserne indskrænker sig til visitter.

Illusionens nødvendighed
Efter ølivet blev Tage Voss en forjaget læge. Var skolelæge om formiddagen, kørte lægevagt om eftermiddagen og skrev klummer til Ekstra Bladet om aftenen.

50’erne var hans store årti. Nogle år havde han 10 kronikker i Politiken og blev ligefrem opfordret til at skrive flere.

»Det var vidunderligt at kunne sige: Det der må vi have noget frem om«, siger han.

»De åd af min hånd«.

I dag kan Tage Voss sende 10 kronikker ind, og hvis han er heldig få en enkelt trykt. Kanalerne er frosset til, som han siger.

Og det er lidt tungt. I kælderen har han kasser fulde af restoplagene af sine bøger, som han selv har købt op. Af ren og skær stædighed, siger han. For at redde dem fra papirmøllen.

Og han må selv dække et eventuelt underskud, hvis han vil have et forlag til at udgive sine bøger.

Medvinden er omsider løjet af. Også i den forstand har verden forladt ham.

»Jeg har jo skrevet ting i 40’erne og 50’erne, som jeg selv synes er vanvittigt gode, men de er jo fuldstændig væk i tidens strøm. Der er ingen, der refererer til dem mere. Forleden slog jeg op i en gammel novellesamling og syntes sgu, at det var så godt«, griner han.

»Men det ligger dødt«.

Tage Voss har let ved at regne sammen, hvor meget hans bøger, kronikker og læserbreve har forandret verden.

»Ikke en skid«.

Men intet menneske kan leve uden illusioner. Og i de luftkasteller, Tage Voss har bygget på, står og falder verden med, at han siger sin mening om den.

Og at der bliver lyttet.

»Med min forstand ved jeg, at ingen falder sammen i krampegråd over, at jeg ikke får skrevet den næste bog. Men det føles jo lidt anderledes«, siger han.

»For jeg synes, at jeg kan se en masse ting, som ødelægger folks tilværelse og nattesøvn, som jeg mener er fiktive og hviler på vrangforestillinger. Der vil jeg gerne kaste nogle forslag til forbedring af tilværelsen ind«.

At illusioner holder os i live, ser man tydeligt hos skibbrudne, der driver rundt i en redningsbåd på åbent hav, forklarer Tage Voss.

Det er dem, der bevarer håbet og udretter noget, der overlever.

»Når de bliver reddet, og man smider en line ud til dem, er det altid den officer, der har ansvaret, som står i stævnen og tager imod den. Resten ligger i bunden af af båden og kan hverken gø eller gave«.

»Passagererne dør først. For de har ingen opgaver«.

Så dine skriverier – det er officersopførsel?

»Det kan du godt sige«, griner han.

»Men det er også, fordi jeg er opdraget med, at jeg er bedre end andre«.

Verdens undergang
Når illusionerne forsvinder, er angsten for døden det eneste, der holder folk i live, siger Tage Voss. Og mange fortsætter kun, fordi de ikke tør dø.

»Det er den definitive afslutning, de ikke kan affinde sig med. Fordi folk går så højt op i sig selv. Hvis hele ens tilværelse går ud på at opretholde sig selv, bliver man uvægerligt det vigtigste i universet. Så hvis jeg dør, går hele verden under. For den består ikke af andet«.

Sådan har Tage Voss det ikke, bedyrer han. Men derfor kan det nu godt være, at verden går under med ham.

»Vores kultur er færdig. Det kan ikke betale sig økonomisk at passe på verden. Og det kommer til at koste os livet. Vi kommer ikke til at eksistere længe«.

Hvor længe? 100-200 år?

»Jeg tror, det går hurtigere. Det accelererer jo voldsomt. Mine forældre levede i en verden, hvor jernbaner og dampskibe lige havde overtaget, og i min levetid er Jordens befolkning tredobbelt«.

Vi spiser frokost, mens støvsugeren summer et sted i huset.

Bagefter tager Tage Voss plads på en taburet midt ude på køkkengulvet, så Birgit kan give ham en klipning, og der sidder han så som et lydigt barn med et klæde slået om skuldrene, mens de hvide lokker daler ned på køkkengulvet.

»Jeg ved ikke, hvad vi er ude på, vi to«, siger han, da han nyklippet og iført en stribet slåbrok træder ind i et lille værelse på første sal, hvor vi tænder to store cigarer.

»Vi er ikke ude på det samme«.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad dit liv har handlet om?

»Jamen, det har sgu ikke handlet om noget. Det er jo bare en masse øjeblikke. Hvis jeg er sulten, går det ud på at spise. Hvis jeg skal tisse, går det ud på at komme af med det på en anstændig måde. Mit liv består af en masse delproblemer, som jeg løser hen ad vejen«.

»Nu skal vi ryge!«
Og så er vi ved at være der, hvor et mere almindeligt portrætinterview kunne ende. Ved lykken. Men den tør man næsten ikke spørge Tage Voss om.

»Lykkebegrebet er noget, der eksisterer i litteratur og i fantasien. Ikke i vores liv«, siger han og puster røg ud. »Hvornår fanden er man lykkelig?«.

Hvornår har DU været lykkelig?

»Jamen, hvad skal andre bruge det til?«, slår han sig i tøjret.

Vi sidder lidt i røgen, der bugter sig under skråvæggene.

»Jeg ved fandeme ikke«, kommer det så.

»Når jeg lægger til et skær og får båden fortøjet og lægger mig i solen måske. Eller jeg er tørstig og laver mig en kop te. Når man i et øjeblik er tilfreds, og der ikke er nogen behov eller noget begær«.

Han vifter med sin cigar. Den er gået ud.

»Jeg kan ikke ryge og tale på samme tid«, siger han og gør mine til at rejse sig.

»Så! Nu skal vi ryge«.

»Og så skal vi ned i hækken«, siger han.

»Det er i hvert fald et projekt, vi kan være sammen om«.

Lidt efter står vi og stirrer ind i hækken, mens vi lader naturen gå sin gang.

Opstår lykken, når man er fri af behov?

»Ja, men det haster jo altid videre. For så får man nye ønsker. Hvis det er liv, er der altid bevægelse. Hvis du går i stå, selv på lykkens højdepunkt, er du død«.

Vi lyner op.

»Livet består i, at man går videre«, siger han, da han følger mig til bilen.

»Og hvad går man videre imod?«, spørger han og svarer selv:

»Døden«.

Foto:  Miriam Dalsgaard