Tanken var oplagt: en fræk aftale. Vi skulle mødes på hjørnet af Skelbækgade og Sønder Boulevard.

Det er jo dér, man trækker.

Men det ville hun ikke være med til. Og hun – det er hende, der er en af de syv-otte ludere, der har lagt liv og erfaringer til forestillingen ’Kødkarrusellen’, som i disse uger snurrer rundt på Aarhus Teater.

»Hvad fanden havde du forestillet dig? At jeg skulle stå og fjumre rundt på Skelbækgade og stikke hovedet ind i en bil til en eller anden fremmed mand, bare for at du kunne få et godt billede? Den holder ikke«.

Virkelige ludere i 'Pretty Woman'
Hun – og hun forbeholder sig retten til at være anonym – bestemmer i stedet for, at vi skal mødes på Café Mandela.

Den ligger på Halmtorvet. Det var her, en anden af sæsonens luderforestillinger blev opført i efteråret.

Til forskel fra ’Kødkarrusellen’ i Århus, hvor det er skuespillere, der spiller de fem ludere, spillede virkelige prostituerede med i teaterversionen af ’Pretty Woman’.

Hver aften gik den mandlige skuespiller, fulgt af et kamera, ud på gaden for at opsøge en luder og spørge, om hun for penge ville spille med.

'Det var for meget'
Nogle mente, det var stærkt virkelighedsteater. Andre talte om et overgreb.

»Jamen, det var da for meget, dét, de lavede med ’Pretty Woman’. Jeg var inde og true dem faktisk. Jeg kom forbi en dag for at se de containere, hvor de spillede, og så var det så heldigt, at der var en af de der teatergutter, der stod udenfor: »Er det dig, der er ansvarlig for det her lort? Det kommer fandeme ikke til at gå stille af. Der bliver ballade!«, skreg jeg. Han blev rigtig bange«.

Til daglig lever hun af at give andre tæsk – mod betaling.

Den svenske slavetøs
Hvad skal jeg kalde dig?

»Du kan kalde mig ’SexarbejderenFeministen’ – i ét ord. Ellers plejer jeg at kalde mig selv for en feministisk SM-luder. Hvad siger du så! Gad vide, om din chefredaktør kan få den kombination til at gå op?«.

Hun skralder af grin.

Det er et princip, de har: ikke at stå offentligt frem.

»Du må tænke på, at 70 procent af de kvinder, der er sexarbejdere, har børn, og hvad er de værste skældsord, der findes i dag? Det er da bl.a., når folk siger: »din klamme luder«. Der er ikke noget barn, der skal stå og tude, fordi omgivelserne har fundet ud af, at du er sexarbejder. Indtil der er respekt om vores job, fastholder vi retten til anonymitet. Til gengæld kræver vi retten til at blive hørt!«.

Elskere af begge køn
Har du selv børn?

»Jeg er hverken gift eller har børn. Jeg har mange gode venner, og så har jeg elskere af begge køn. Jeg skal til Berlin om tre dage, hvor jeg skal deltage i en forrygende SM-aften. Jeg har lige kysset min svenske slavetøs farvel. Hun er netop taget af sted. Hun arbejder til daglig på et kontor på Vesterbrogade«.

Selv har hun nu i tyve år, siden hun var 29, arbejdet på et bordel. Ikke hver dag, men mindst en gang om ugen tager hun imod – med sig selv i den dominerende rolle. Det kan være med pisk eller nåle.

Hvad koster egentlig en gang tæsk i vore dage?

»For en halv time? Cirka 1.400 kroner. Det koster mere, hvis man vil lade sig bruge som toilet – så er det oveni«.

Det forstås.

'Det er ikke synd for alle'
Sværere er det måske at forstå det synspunkt, at det ikke er synd for alle dem, der lever af at sælge deres krop.

»Jeg har lige fået et takkebrev her i morges fra en af mine faste kunder. Han skrev, at det havde været dejligt at få ryddet lidt op i sit hoved. Når man er til tæsk og ydmygelser, kan det være en stor befrielse bare at aflevere en portion penge og så få en god behandling. Jeg har rigtig mange faste kunder. De fleste af dem er jo helt almindelige mennesker fra alle sociale lag«.

Det var idéen bag ’Pretty Woman’: at vise den rå virkelighed i stedet for, som i filmen, at romantisere prostitution.

Bog: Kun få overlever
Og det var helt sikkert moralen i Ulrikke Moustgaards bog ’Absolut Allerdejligste Solskinspiger’, der udkom i efteråret og skildrede en række prostituerede i Danmark. Ifølge vores anmelder slog bogen mere end fast, at livet som luder er noget, de færreste overlever.

Prostitution – med eller uden kvindehandel og narko som et ekstra forstemmende perspektiv – er og bliver noget skidt.

Eller?

Et mere nuanceret syn
Dramatikeren Christian Lollike viser med sin forestilling på Aarhus Teater et langt mere nuanceret syn på, hvem de prostituerede er. Hvad de tænker og føler, og hvordan de har det. Indtrykket er et lidt andet.

Han har som sagt interviewet otte sexarbejdere, deriblandt hende, der lige nu sidder foran mig.

Jeg kunne godt tænke mig, at du gav din anmeldelse af forestillingen?

»Det kan jeg ikke! Jeg har sgu da ingen forstand på teater«.

Selvfølgelig kan du det!

»Jeg skal ikke noget som helst!«.

»Det er virkelig unfair at bede en person, der hader teater – ja, det gør jeg bare, det er slet ikke min smag med den forfærdeligt teateragtige måde, man taler på. Men okay, jeg synes da, han kommer godt rundt om det hele og er nuanceret. Og jeg synes, at musikken er god«.

'Hader det begreb'
Er du historien om den lykkelige luder?

Hun sætter koppen med cappuccino med et brag.

Så stirrer hun den stakkels interviewer lige ind i øjnene:

»Jeg hader det begreb! Og jeg har lyst til at kvæle folk, der bruger det udtryk. Er du en lykkelig teateranmelder?«.

Lige nu er jeg – sådan da!

»For mig er det ubegribeligt, at nogen kan drømme om og koble et begreb som lykke sammen med en beskæftigelse. Lykke er fortrinsvis en tilstand, som man befinder sig i – i kortere eller længere tid ad gangen. Det er noget, som udelukkende siges af alle dem, der går ind for et forbud af sexkøb: De bruger det til at håne os, fordi vi rent faktisk har valgt en beskæftigelse, som vi trives med«.

Man forbyder heller ikke parforhold
Den glade luder?

»Hør, der er ikke nogen af os sexarbejdere, der har lyst til at glorificere noget som helst! Der finder også overfald sted i vores branche. Men hvis du tænker på, at 60.000 kvinder i Danmark hvert år udsættes for vold, og de ca. 40.000 er udsat for vold fra deres tidligere eller nuværende partner: Forbyder man parforholdet af den grund? Nej! Men det er bl.a. argumentet for at ville kriminalisere sexarbejde«.

Så er der kaffepause. ’SexarbejderenFeministen’ vil gerne have en kop cappuccino til. På Café Mandela kommer der stadig flere mennesker ind. Nogle er begyndt at skæve uroligt over til vores bord.

Måske er de bare uvante med hårdtslående samtaler.

Fik hjertebanken ved første bordelbesøg
Hvordan blev du i grunden luder?

Hun smiler nu.

»Det var fantastisk. En ven insisterede på, at jeg skulle møde en af hans veninder. Han mente, at vi mindede meget om hinanden. Det viste sig da også, at hun var lige så dominerende og højrøstet som mig selv«.

»Så spurgte hun mig, om jeg ikke havde lyst til at besøge hende på hendes arbejde. Hun sagde det med et smørret grin. Det viste sig, hun arbejdede på et bordel. Jeg røg fuldstændig bagover. Første gang, jeg besøgte hende, modtog hun mig i lårlange sorte støvler, sort tøj og en pisk i hånden. Jeg fik hjertebanken og skulle tisse. Ude på toilettet fandt jeg så ud af, at jeg havde fået menstruation«.

Et par trusser i kæften
Fra toilettet råbte hun nu ud til veninden, at hun var nødt til komme med et håndklæde og et bind. Da veninden så de blodrøde trusser, spurgte hun, om hun ikke lige måtte låne dem. Det var ikke noget problem.

»Jeg smed bukserne og gav hende trusserne. I det andet lokale sad hendes kollega. De drak kaffe, der var pænt overalt med billeder på væggene og rigtig hyggeligt. Bortset lige fra, at der i det ene hjørne sad en nøgen mand på gulvet, kun iført et lille hvidt forklæde. »Nu skal du bare se«, sagde min veninde«.

»Så proppede hun trusserne ind i kæften på ham og bad ham om at kravle ind i spankingrummet og vente der …«.

'Jeg er rimelig træfsikker'
Hold da op!

»Jeg sad da også selv med åben mund og polypper. Men jeg var helt med på at blive inviteret med ind i spankingrummet og lege lidt med ham. Jeg har jo lyst til det og elsker at dominere. Der er aldrig nogen, der har rykket rundt på mig i en seng, det kan du godt stole på. Så tog jeg en pisk – jeg er rimeligt træfsikker, for da jeg var yngre, gik jeg med min mor til skydning – og det var helt forrygende«.

Efter en måneds tid sprang ’SexarbejderenFeministen’ ud. Men kun en eller to aftener om ugen. Det er det fortsat med, for det skal være en lystfuld beskæftigelse. Ved siden af har hun også et andet arbejde.

'Vi er ikke mange ofre'
Ja, du lyder i hvert fald ikke som et offer?

»Det er der ikke mange af os, der er. Selv om staten og diverse politiske partier vil gøre os til det. De mener, vi er et socialt problem. Hver gang en af os udtaler sig, så er der rigtig mange, der vender det hvide ud af øjnene og siger, de der stakkels kvinder ved jo ikke, hvad de taler om«.

Klimaet herhjemme er efter hendes mening blevet utåleligt i forhold til prostitution. Med eller uden den påvirkning fra Sverige, der i 1999 kriminaliserede kunderne, det vil sige: gjorde det strafbart ikke at sælge, men at opsøge og købe en seksuel ydelse.

Dobbeltmoral omkring sexarbejde
»Vi har jo også stadig noget, der hedder rufferiparagraffen, som siger, at ingen må tjene penge på sexarbejderes arbejde, dvs. alle bordeller, der eksisterer i hele Danmark, er mere eller mindre ulovlige, med mindre det kun er hende/ham, der ejer det, der arbejder der. Og det har jeg sgu aldrig set …«.

Hun slår en latter op:

»Ved du, hvad der står i den paragraf? Der står stadig ord som »kønslig usædelighed« og »utugt« – utugt!«.

Hun kalder holdningen til sexarbejde for dobbeltmoralsk. Man skal betale skat, men man har ikke samme ret som alle andre ansatte eller selvstændige – nemlig muligheden for at forsikre sig mod sygdom eller organisere sig i en a-kasse.

'Giv os anstændige forhold'
»Vi har Sexarbejdernes Interesseorganisation, men det er jo ikke en faglig organisation. Her kan vi bare prøve at komme igennem med vores synspunkter og kæmpe mod kriminaliseringen af vores erhverv«.

Hvis du kunne bestemme, hvad skal der så ske?

»Politikerne skal give os anstændige forhold, glemme alt om kriminalisering og revidere den rufferiparagraf. Hvis vi har ordentlige forhold, bliver der også mere gennemsigtighed, og så vil vi kunne være allierede i kampen mod trafficking. Sådan som det er i dag, kan hverken jeg eller en kunde, hvis der er mistanke om noget snavs, anmelde det til politiet, eftersom sexarbejde er ulovligt …«.

'Du skal måske med?'
Pludselig står der en fremmed mand ved vores bord.

»Hvem fanden er du?«, spørger hun.

Det er nu bare fotografen.

Vi skulle jo gerne have taget et godt billede?

»Ja, det bliver ikke med mig i Skelbækgade!«.

Nej, den er ligesom feset ind. Men så må vi jo finde på noget andet frækt. Fotografen foreslår et hotelværelse.

Hun har dog en langt bedre idé. Hun kender en veninde, der har en listig kælder et sted ude i Søborg.

»Du skal måske med?«, griner hun.

Ellers tak for kaffe! Intervieweren har fået de bank – helt gratis – han skal have for i dag.

Til gengæld er fotografen blevet rimeligt tændt ...

Læs Per Theils anmeldelse af 'Kød-karrussellen' på Århus Teater