Gad vide om det er fyringsgrund på Politiken at skamrose Melodi Grand Prix?

Mon jeg får alle Danmarks børnefamilier på nakken for at mene, at det er befriende, at dette års version af sangfesten var (næsten) forbudt for vore dages ellers hårdt plagede barneøjne med sin heftige flirt med sex?

Sandsynligvis underskriver jeg med disse ord den definitive udmelding af det såkaldt gode selskab. I så fald er der ikke rigtigt noget at gøre ved det.

For version nummer 54 af det, der på globalsk jo egentlig hedder Eurovision Song Contest, var ikke bare en labert produceret tv-fest for den dårlige smag eller en saftig satsning på den gamle sandhed om, at sex sælger.

Opdagelserejse
Nej, det var også en vedkommende og sine steder vellykket opdagelsesrejse ind i den eventuelle, europæiske folkesjæl med musikalske påmindelser om, hvor vi kommer fra og hvordan fortiden kan smelte sammen i en popsang på tre minutter og blive til noget i retning af et fælles europæisk hjerte.

Der banker med enorm glæde på trods af alle de dårligdomme, det bydes for tiden.

Blandt dem tæller naturligvis det triste faktum, at lørdagens glade homoparade i Moskva blev slået ned med hård hånd af politiet.

Den oplagte mulighed for at have demonstreret modvilje mod den fremfærd fra scenen blev desværre forbigået af alle deltagere.

Smuk produktion
Men bortset fra det var MGP, vi fastholder det danske navn som en spagfærdig protest mod det anglofile, den bedste underholdning en lørdag aften.

Fordi festen vedstod sin position som den frække tæve, der gerne vil lokke aristokrater, feinschmeckere og smagsdommere på afveje.

Bare for en aften er vi inviteret til at glemme det hele til fordel for det billige grin, den laveste fællesnævner, en forførende dans, de mest kulørte lamper og de bredeste omkvæd.

Alt det var der til overflod i Olympiisky-hallen, hvor de russiske værter stod for den flotteste tv-produktion af showet, jeg kan mindes at have set med skarpe kulører, en vellykket grafik, der lykkeligt befriede os seere for at glo på alverdens monumenter og turistattraktioner i farver, fart, timing, tempo og undervandssvømning i et gennemsigtigt bassin henover publikum.

Fortjent norsk sejr
Det mindede grangiveligt om det eventyrlige ’Fairytale’, Norges charmerende knøs, Alexander Rybak sang om i den historisk suveræne og fortjente vindersang.

En lille filmisk opvisning i, hvordan man forbinder violinsvingende romantik på sæteren med ’Sommer i Tyrol’, homoerotisk gymnastik og skønne skjoldmøer.

»I’m in love with a fairytale«, sang Alexander Rybak og lignede en flyvende alf, der netop var landet på torvet i den globale landsby og helst ville forenes sin høtyv hjemme på fjeldet hurtigst muligt.

Violin i MGP? Ja, da.

Meget mere end vulgært
For Alexander Rybak brugte instrumentet og truppen i sin ironisk kitschede fremføring af sangen som bro tilbage til det landlige Skandinavien i de gode gamle dage.

På samme måde som mange, især østeuropæiske lande på fornem vis fik forenet både etniske toner, intensitet og drama i deres sange og arrangementer.

Derfor blev Melodi Grand Prix meget mere end en vulgær, sexfikseret fest.

Der var personligheder, der ville os noget som Patricia Kaas med sin insisteren på at være fransk på den nostalgiske måde, koste hvad det ville.

Bosniens Bistra Voda og Regina med røde faner og en intensitet i sangen, der gjorde, at man havde lyst til at få den oversat, svenske Malena Ernman med den spændende, men ikke helt vellykkede blanding af opera og electronica.

Og Armeniens cool opdatering af folklore, Anastasia Prikhodkos nærværende drama for Rusland, tyrkiske Hadises fornemme mavedans, tyske Alex Swings, Ocars Sings med påklædt strip og en corny version af Aristocats i Pornoland og selvfølgelig Alexander Rybak.

Brinck blegnede
I det selskab blegnede feltets mest normale deltager, danske Niels Brinch med den lidt for gennemsnitlige powerballade ’Believe Again’, der med sine 74 point blev nummer 13.

»Måske ville vi have haft bedre chancer, hvis Anni Fønsby var kommet ind i dansk folkedragt/fangedragt for at strippe undervejs«, foreslog en af mine medkikkere.

Som dog endte med at fundere videre under Rumæniens brystparade med ’Balkan Girls’:

»Gad vide, hvor mange silikone-bryster, der kan være på en scene uden, at de kommer i karambolage?«

Sjovt og skørt
Så vidt vi kunne vurdere, skete der dog ingen arbejdsskader på scenen eller i kommentatorboksen hos den både vidende og underspillede danske kommentator, Nikolaj Molbech, som gjorde sit til at gøre aftenen vellykket med stilfærdige sandheder som denne efter Tysklands bidrag:

»Man må sige, at MGP tager nogle sjove drejninger ind i mellem«.

Denne aften tog Melodi Grand Prix i den grad flest heldige drejninger og mindede os om, hvor mangfoldigt, sjovt og skørt, gamle Europa også er. Eller som den førnævnte medkikker slog fast:

»Europa bliver altid større, når der er MGP«.