Annonce
Annonce
Annonce
Kultur

De overlevede Antikrist - og von Trier

Stort interview med Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe, der spiller hovedrollerne i Cannes' skandalehit ’Antichrist’.

Gem til liste

Modvind kan også være medvind.

Lars von Triers ’Antichrist’ er uden sammenligning blevet Cannesfestivalens mest omtalte, mest hadede og mest slagkraftige film. Og suverænt den mest fortolkede og gennemtyggede få dage efter urpremieren.

Er det den mest kvindefjendske og -forskrækkede film i filmhistorien indtil nu? Levner den overhovedet noget håb for menneskeheden?

Og: Er den en joke? Eller den skinbarligste, ondeste virkelighed?

Møde med Gainsbourg og Dafoe
I små afskærmede hytter ved et af Europas mest luksuriøse hoteller, Hotel du Cap midtvejs mellem Cannes og Nice, sidder filmens to stjerner, franske Charlotte Gainsbourg og amerikanske Willem Dafoe.

I små afskærmede hytter helt ned til Middelhavets blå, glitrende vand på en sommerdag, der turde være løgn. Hvis der er en Antikrist, har han – hun? – pakket sig ind i forførende gevandter en dag som i dag, et sted som dette.

Og hvor man end kigger hen, er det svært at få øje på diabolske, rabiesbefængte ræve, hvis kroppe går i forrådnelse, mens de snerrer: »Kaos hersker!«.


Og hvis her er dådyr, vil det være af Bambi-typen, ikke den slags, der slæber sig besværet hen over jorden med halvdelen af et slimet foster hængende ud bagtil. Ved højlys dag og i hvert fald ved Rivieraen er det betryggende at forsikre sig om, at ’Antichrist’ blot var et virkelig modbydeligt mareridt.

'En skidegod titel'
»Hvad Antikrist betyder for mig personligt ...?«.

Willem Dafoe har været i sit es hele ugen, lige siden vi så ham sidde så lykkelig som en missekat og ae Lars von Trier over maven ved pressefotograferingen mandag. Han tager filmens plakat frem, peger på titlen:

»Det, det er, er en skidegod titel på denne film. Det er alt«. Han griner.

»Lars er også en showman, det ser man på titlen. Jeg ved ikke, nøjagtig hvad titlen betyder for ham, men se, hvor pæn grafikken er, og hvor nydeligt kvindesymbolet springer ud af det sidste ’T’. Hvem Antikrist er? Jeg ved det ikke, jeg er heller ikke sikker på, at filmen handler om det«.

Hvad handler den så om?
Her falder bukkene fra. Eller fårene. Hvad handler ’Antichrist’ om?!

Ugens 40.000 dollar-spørgsmål. I ugens løb stødte jeg ind i skuespilleren Dar Salim, der spillede hovedrollen i ’Gå med fred Jamil’ sidste år, og hans tolkning var ordrig, stringent og altomfattende.

Flere kolleger synes at have fået styr på alle jungianske referencer og mytologiske tilløb i filmen i de dage, der er gået. Andre replicerer kækt: Hvad synes du selv, den handler om?

Trier selv synes egentlig knap, det rager os. Hvad den egentlig handler om? Måske handler den bare om at findes. Måske skulle den bare laves for at findes.

»Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad han vil sige med filmen«, siger Charlotte Gainsbourg denne solrige eftermiddag i en hytte ved Middelhavets bred, »eller hvad budskabet er. Men det forlanger jeg aldrig som skuespiller«.

Favnede Lars' metode
»Jeg favnede Lars’ metode som instruktør, hans behov for at undersøge ting i dybden. Det var en oplevelse, der blandede regulær lidelse med masser af nydelse og opstemthed. Og hysteri. Det var et manuskript, som kun en mand kunne have skrevet, og jeg var tiltrukket af Lars’ vision om kvinder, selv om den ikke er min vision overhovedet«.


»Det interessante er dog, at mens vi filmede, fik jeg en ret klar fornemmelse af, at min figur i filmen, kvinden, var den, som Lars personligt identificerede sig med. Han var så tæt inde på livet af min rolle og mine følelser, min sårbarhed, og mine angstanfald var hans angstanfald. Det var ham, der var hende«.

Hvilket jo unægtelig bringer en ny vinkel ind over den misogyni, den kvindeforagt, Trier alle dage er blevet anklaget for.

'Jeg er ikke fortolker'
Willem Dafoe, der først arbejdede sammen med Trier på ’Manderlay’, er mildt sagt heller ikke besat af at lege Fortolker-Holger:

»Vi fortæller en historie, så langt vil jeg godt gå. Ud over det ved jeg ikke ... Jeg spørger sjældent mig selv om, hvad tingene betyder, fordi jeg går ud fra, at de vil afsløre deres sande natur, mens vi arbejder med dem, langsomt vil de antage deres helt egen logik og præsentere sig forskelligt fra person til person«.

»Jeg er ingen fortolker eller oversætter, jeg er en person, der laver ting, og hvad de betyder, beskæftiger jeg mig ikke med. Hvis jeg er alt for ivrig efter at finde ud af, hvad de betyder, vil jeg komme til at dræbe det, de er helt konkret, inde i filmens virkelighed«.

Trier som Dylan
Dafoe var rystet over pressemødet i mandags, hvor en overordentlig opbragt journalist fra britiske Daily Mail afkræver Lars von Trier en forklaring og en retfærdiggørelse for ’Antichrist’.

Og han sammenligner med rockpoeten Bob Dylan, der også igennem snart et halvt århundrede er blevet afæsket fyldestgørende forklaringer og facitlister på sine tekster.

»Jeg mener, han har jo bare skrevet sine sange, fordi de betyder noget for ham. Det er jo ikke faste størrelser som i matematik. Det er poesi! Jeg er overrasket over, at folk kan være så konservative, at de vil begrænse sig selv så meget. Lars prøver aldrig at forklare noget, heller ikke over for os, og det er blandt andet for at holde udtrykket friskt og levende. Jeg overlader det til folk, der producerer wc-rensemiddel, at forklare, hvad de laver. De ved, hvad deres produkt er godt for«.

Vold og nøgenhed trækker overskrifter
Det er ikke for meget sagt, at det er volden og nøgenheden i ’Antichrist’, der har trukket de største overskrifter.

Willem Dafoe er en terapeut, Charlotte Gainsbourg er hans kone. De mister deres lille barn og rejser op til deres sommerhus, Eden, midt i skoven, hvor han vil helbrede hende fra traumet. Hun mister forstanden og skiftevis mishandler ham og boller ham.


Mens hun afventer Antikrists komme. Mandlige og kvindelige genitalier, selvskamfering, hård, umisforståelig porno ...

»Jeg tror, at selv inden deres barns død var der ikke nogen rigtig forståelse mellem dem, og beslutningen om, at han skal være hendes terapeut, var«, og Charlotte Gainsbourg ler ad den underdrivelse, festivalens største, der ligger hende på læben, »en stor fejl«.

Vanvittigt hårdt
»Det var vanvittig hårdt at filme, men det var også det, der tiltrak mig ved projektet. Selvfølgelig var nøgenscenerne svære at gennemføre, men folk var søde og behandlede mig med stor respekt, så faktisk var det langt sværere at komme igennem scenerne med angstanfaldene, scenerne, hvor jeg skulle græde og lide«.

»Scenerne, hvor jeg skulle tage alt tøjet af, var jeg forberedt på, og Lars havde endog lavet et storyboard med præcise kameravinkler og præcise angivelser af, hvordan jeg ville tage mig ud. Han forklarede, at nogle pornomodeller var hyret til at filme nogle sekvenser, der ville blive klippet ind mellem vore scener, så der var igen overraskelser for os i det, og vi accepterede det bare. Han garanterede mig, at han ikke ville vise noget, jeg senere ville skamme mig over, og jeg stolede fuldt og helt på ham«, siger Charlotte Gainsbourg.

Inspiration fra dominatrix
At Lars von Trier er en stor fan af den sovjetiske instruktør Andrej Tarkovskij, er ingen hemmelighed, og Trierhadere hånlo i forbitrelse, da de så på lærredet, at filmen var dedikeret til Tarkovskij.

Både Gainsbourg og Dafoe fik besked på at se Tarkovskijfilmen ’Spejlet’ for at komme i den rette stemning – og i tilgift skulle Dafoe se Triers egen ’Idioterne’ for at se, hvordan han ville integrere den hårde porno i ’Antichrist’, og Gainsbourg fik ’Natportieren’, hvor Charlotte Rampling er dominatrixen, der torturerer – og elsker – Dirk Bogarde, der spiller hendes bøddel fra tilbage i kz-lejren.

»Jeg vidste fra begyndelsen«, siger Charlotte Gainsbourg, at ’Antichrist’ ville blive en helt unik oplevelse i min karriere, noget så ekstremt, at jeg næppe ville komme til at opleve det igen. Det var magisk for mig, men virkelig skrækkeligt for ham, han havde det frygteligt, mens optagelserne stod på«.

Trier var som et lille barn
»Det optog mig meget, fordi jeg på ingen måde kunne hjælpe ham, slet ikke. Han var som et lille barn, meget, meget sårbar og skrøbelig. Vi følte, at han fra det ene øjeblik til det andet kunne finde på at forlade settet og aldrig komme tilbage igen, hvilket yderligere gjorde det ekstremt skræmmende. Ingen af os ville have drømt om at fortsætte optagelserne uden ham, og det var så tydeligt, at han bare gerne ville væk«.


»Stemningen var meget fortættet. Han fortalte om, i hvilken forfærdelig forfatning han var, og at han drak alt, alt for meget, men når han instruerede, var han så ægte og havde så meget greb om sandheden og hvor han ville have én hen« fortæller Gainsbourg.

Skeptisk i starten
Charlotte Gainsbourg er datter af sangeren Serge Gainsbourg og skuespilleren Jane Birkin, men ikke det synlige resultat af parrets hidsige, orgastiske sexsingle ’Je t’aime ... moi non plus’, der blev indspillet, tre år før hun kom til verden.

Hun havde hørt »nogle få historier« om Triers højtråbende, dramatiske uoverensstemmelser med skuespillerinder som Björk og Nicole Kidman og om, hvordan hans kvinderoller var martyrer og sadomasochister.

»Og ja, jeg var en smule skeptisk i starten. Men han talte selv om det. Om hvordan han havde haft et stormfuldt arbejdsforhold til Björk, og hvor frygteligt det indimellem havde været. Han talte meget om det for at berolige mig, tror jeg. Og for at jeg kunne forstå, hvad der lå bag. At han ikke var noget monster. Men selvfølgelig var jeg oprindelig lidt skeptisk. Ville han være grusom? Ville han være unødigt brutal? Ville der ligge en sand ondskabsfuldhed og lure nedenunder? Og jeg må sige i dag, at hvis der ligger en perversion og lurer under Lars’ fundament, så er det en perversion, jeg deler«.

De mørke sager
»Det er de mørke sager nedenunder«, siger Willem Dafoe, der lægger krop og psyke til sin broderpart af filmens hårdhændede tumlen rundt med sine personer. »Det potente, magtfulde, forbudte. Alt det man ikke taler om. Som kunstner er det fantastisk at kunne applikere det, annamme det på en legende, kreativ måde«.

Kan du holde filmen ud i strakt arm og forholde dig til den som kritiker?

»Ja, det tror jeg faktisk godt. Normalt når jeg ser en af mine film, kan jeg ikke se filmen, fordi slutresultatet forsvinder bag ved mine minder om, hvordan det var at skyde filmen. Og når man er færdig med alle sine scener, så forsvinder disse mennesker ind i et mørkt rum, hvor de mikser al materialet færdigt og bagefter præsenterer det«.

»Og nogle gange er det bedre, end du troede, det ville blive – og nogle gange dårligere. Men typisk kan jeg ikke få øje på filmen bag mine erindringer. ’Antichrist’ er undtagelsen. På en eller anden måde er det, som om vi uforvarende havde ... hidkaldt en fremmed kraft«.

Stolt af filmen
Willem Dafoe så filmen for allerførste gang her i Cannes og understreger, at han er umådelig stolt af den:

»Og det var ikke, fordi Lars var særlig snakkesalig som instruktør. Han kommer ikke og udlægger hele konteksten, kulturelt, filosofisk, religiøst; han satte mig i kontakt med nogle kognitive terapeuter i New York, som fortalte mig om de behandlingsmetoder, de bruger over for fobiske og traumatiserede folk, hvornår man skal udsætte folk for det, de frygter mest – som min rolle gør det med sin kone i filmen«.

»Fordi det, du favner, giver dig magten over det. Når du skubber noget, du frygter, væk, giver du det en større styrke. Det er derfor, Lars insisterer på, at hans personlige dæmoner er hans venner, derved punkterer man forhåbentlig truslen fra dem«.

Sex og ultravold
Ved en Cannesfilmfestival, der i helt uset grad har stået i ultravoldens og den mere eller mindre eksplicitte sex’ navn, skiller ’Antichrist’ sig alligevel ud med et par alen, og den scene, der står stærkest i erindringen hos Dafoe, er en, hvor han skal strangulere sin kone.

»Det var ikke sjovt, for her flirtede vi med faren i den virkelige verden. Lars ville have lavet scenen i én optagelse, men det lod sig ikke gøre. Jeg klemte hænderne fast om Charlottes hals, og hun ville have, at jeg trykkede så hårdt, at hun havde noget smerte og nogle følelser at spille videre på, men selvfølgelig ikke så hårdt, at hun som sådan var i livsfare. Det var helt ekstremt«.

»I en anden scene er det min opgave at berolige hende, efter at hun er gået amok og er begyndt at banke hovedet ind i toiletkummen. Men Lars siger ikke, hvor længe scenen skal vare, eller præcis hvad der skal ske. Hun er meget voldsom i den scene og dybt involveret i den. Hun er som en stejlende hest ved et rodeoshow, og ingen ved, hvad der vil ske«.


»Om hun har tænkt sig at lade sig berolige hurtigt, om hun vil blive rolig for så at lade raseriet flamme op igen ... På den måde er Lars, der skam også kan instruere sådan helt klassisk og struktureret, vælge metode efter, hvad han vil have. Og han elsker at flirte med tilfældet og ulykken«.

Det internationale kneppetegn
Dafoe kommer i tanker om to eksempler på Triers instruktionsfacon, som han faldt totalt for selv:

»Han kom over til os en dag og pegede på først den ene og så den anden af os: Du, sagde han, 20 procent mere. Og du, 18 procent mindre! Det er da fantastisk. Og nogle gange er hans instruktion endnu mere enkel«, og mens han ler færdig, fører Dafoe begge hænder op i luften foran sig. Han former en cirkel med venstre hånds fingre, og højre hånds pegefinger lader han penetrere cirklen med samme fart som en hund, der boller et bordben: det internationale kneppetegn.

Negre på sort baggrund
Jeg spurgte ham engang, hvad der var det hårdeste ved at lave ’Dogville’, og han svarede: Det hårdeste var at filme negre på sort baggrund. Jeg mener ...

Willem Dafoe læner sig lidt tilbage i stolen og fører hånden op for munden, mens han griner. Den havde han ikke hørt før.

»Altså ...«, og han bryder ud i et nyt grin, henrykt. »Altså, han elsker at nævne det unævnelige, det er sandt, og nogle gange går han over stregen, men der er i ham en drillesyge og en glæde ved at lege, der bliver blandet med en djævelsk trang til at provokere. Det er det, der redder ham fra at blive en tør, stiv intellektuel. Han er en bad boy og kan være både hård i filten og ret pinlig at være sammen med, men han har en gave også. Det er meget bevægende at se, hvordan han angriber sit job«.

Gainsbourg er klar til endnu en tur
I løbet af ugen har Charlotte Gainsbourg virket mindre end begejstret for ’Antichrist’. Til pressemødet var hun decideret defensiv og blev udlagt for ikke at ville arbejde med Trier igen.

Det passer ikke, siger hun nu, tværtimod ser hun frem til, at samarbejdet en dag kan genoptages. Som hun sidder der i hytten ud mod havet, om det så nok så meget er komplet uden makeup, i poset grå T-shirt og et par forvaskede sorte jeans, er hun så sval og gallisk, som man kunne drømme om.

Hun har flirtet med faren, balanceret på nogle afgrunde som kunstner og opdaget sider af sig selv, hun inderst inde måske helst havde været foruden. I et par anmeldelser har man oven i købet spekuleret på, om hun og Dafoe har begået karrieremæssigt selvmord med ’Antichrist’.

At dømme efter deres udtryk denne eftermiddag: næppe.

PolitikenPlus
  • Merry Christmas, Baby DR Big Bandet afslutter 2014 for fuld julemusik. Solisterne Sinne Eeg og Mads Mathias, som efter hånden er blevet kære gengangere med bandet, vil føre os til tops på julehumørbarometret?

    Pluspris 220 kr. Alm. pris 295 kr. Køb
  • Mefisto Mefisto er en dramatisk fortælling om magt og menneskelig stræben efter både succes og værdighed.

    Pluspris fra 120 kr. Alm. pris fra 220 kr. Køb
  • Lulu Lulu er en grådig femme fatale, der begæres af alle mænd ? men dem, der møder hende, går til grunde: En læge forelsker sig i Lulu, overrasker hende sammen med en kunstner og dør af et hjerteslag.

    Pluspris fra 460 kr. Alm. pris fra 575 kr. Køb
  • Rasmus Lyberth Den grønlandske sanger, sangskriver og skuespiller har siden 1970'erne været et af landets mest populære ansigter.

    Pluspris fra 160 kr. Alm. pris fra 200 kr. Køb
  • Marie Carmen Koppel julekoncert Danmarks gospel- og souldiva Marie Carmen Koppel har tilbragt to år som gospelsanger i en kirke i Brooklyn.

    Pluspris fra 195 kr. Alm. pris fra 235 kr. Køb