En gud er død.

Ja: Med tegneseriestriben i morgendagens Politiken er det slut med den trivelige lille herre, der ganske vist for flere år siden holdt op med at gå med glorie – den blev i stedet udstillet på Vittighedsmuseet – men som immervæk med rette og værdighed har båret navnet Divus (= gud) Madsen, og som på én gang er skaber af og offer for sin helt egen verden: Egoland.

Tanken om hans død har vi haft nogen tid til at vænne os til, for teknisk set indtraf døden allerede langfredag. Når Divus alligevel har vist sig i nogle af de følgende ugers striber, har det været på samme måde, som hans kollega Jesus viste sig for sine disciple efter korsfæstelsen og før Helligåndens nedstigen pinsedag.

Men nu er det slut. Efter 25 år trænger skaberskikkelsens eget ophav, tegneren Ivar Gjørup, til at tænke på noget andet end sin selvskabte verden. Ligesom kollegaens menighed vil vi fra og med denne pinse være overladt til os selv, uden guddommelig vejledning.

Gud bevares
Visse læsere vil måske mene, at jeg tager tonen lovlig skingert, bare i anledning af afslutningen af en dagsstrip. Gud bevares: Divus Madsens død vil da nok ikke sende helt de samme rystelser gennem verden, som det gjorde, da Nietzsche omkring forrige århundredeskifte omsider på alles vegne konstaterede, at »Gud er død«. Og når et tegneseriehold nu ikke er noget rigtig imponerende fodboldhold, er en tegneseriegud måske heller ikke helt så fin som en gud?

Men Egoland er på den anden side heller ikke ’bare en tegneserie’. I form og indhold er den bogstaveligt talt enestående. I 25 år har den foldet sig ud som på én og samme tid en komisk familieserie med stort figurgalleri og daglig pointe, en politisk satirisk stribe med dagsaktuelle hib, en selvkommenterende metaserie og et livekursus i anvendt semiologi – dvs. læren om tegn og deres betydning:

»Ordkloden er det eneste sted i mio. af lysårs omkreds, hvor betydning findes!«, forklarede overlægen for et par uger siden, da han havde haft sin åbenbaring.

Kopuleringen på museum
At leve uden overlæge er svært for mange – også uden for tegneseriens rammer. Men også resten af figurgalleriet vil vi trofaste læsere kun kunne undvære med abstinenser:

Super-Egon med det knivskarpe underbid, hvis tordnende mangel på indføling med andre kun overgås af hans stålsat målbevidste hersen med de samme andre. Eller hans modsætning, Kurt, der døde af skræk over de daglige avisoverskrifter for mange år siden, men som Divus netop nåede at møde som purser på krydstogtskibet i det hinsidige for et par uger siden. Eller den lille fessortype Darvin med den lille sorte, hornede dobbeltgænger som repræsentant for videnskaben, senere afløst af Bingo, der begyndte som det rene ingenting, men siden fik så megen krop, at han blev synlig for andre end den forelskede Gaia.

Gaia, datteren i huset, er ikke uden lighed med Poeten og Lillemors Lotte, men har udviklet sig til voksent liv og samliv, samtidig med at seriens rørende hovedpar, den muligvis megalomane Divus (han tror jo, han er Gud!) og hans nok så klarsynede Sandra (opkaldt efter den trojanske prinsesse Kassandra med sortsynet) med årene har måttet se deres egen livsform komme på museum. Det kulminerede med, at de to demonstrerede »den gammeldags kønnede formering« for en undrende eftertids reagensglasvante museumspublikum!

En familie-tegneserie
Samlejer for åben rude? Det guddommelige skaberorgan i fuldt erigeret tilstand – i en familie-tegneserie! Læserreaktionerne udeblev ikke, selv om antallet af abonnementsopsigelser i anledning af Egoland vist aldrig har kunnet konkurrere med dem, der angav Nikoline Werdelins incestfamilier eller Strids bombeattentater som påskud for at undvære en avis, der ikke har sine fortrængninger placeret samme sted som læseren.

Der gives andre sejlivede familieserier, som Jørgen Mogensens Poeten og Lillemor, der havde rundet 50-års dagen, før den sluttede her i avisen for nogle år siden – og blev hyldet i Egolands ruder. Der findes også andre politisk aktuelle satirestriber; Jakob Martin Strids Strid for nogle år siden var den seneste her i avisen – og den vekslede streg og striber med Egoland, da Gaia kastede sin kærlighed på Strid og hans kloner.

Der findes også enkelte andre semiologisk selvkommenterende metaserier, altså striber, der gør opmærksom på, hvordan de selv virker som striber – som når Divus i Egoland beklager sig over, at en rude er ufærdig, samtidig med at vi ser tegnerens tuschpen i færd med at afslutte stregerne. Grundlæggende samme trick legede Jørgen Mogensen med i serien Den tossede tegner – og verdensnavnene i dén disciplin er George Herriman med Krazy Kat og Walt Kelly med Pogo. Tankeakrobatikken er også beslægtet med Bill Wattersons Steen og Stoffer, hvor stoftigeren kun har liv, når den er alene i ruden med Steen(s fantasi).

Det er den selv samme semiologiske bevidsthed, der nu præger hele den ny amerikanske bølge af graphic novels, fra Art Spiegelmans ’Maus’ til Cris Wares ’Jimmy Corrigan – the smartest kid on earth’ og alle de andre serier, der anskueliggør seriekunstens ny selvbevidsthed siden Scott McClouds banebrydende værk ’Understanding Comics’ fra 1993.

Gid Gud gad
Den kunst har Egoland imidlertid kunnet lige fra begyndelsen, som foregik allerede i 1984 i Dagbladet Information, hvor græsk- og latinlæreren Ivar Gjørup fra dag ét udfoldede sin nyskabte verden, let at forveksle med en psykiatrisk anstalt, og over nogle måneder fandt formen for hele familien og dens øvrige bekendte. I december 1986 flyttede en lidt rundere og mere afsleben Divus plus et større figurgalleri til Politiken, hvor serien i øvrigt afløste svenske Jan Lööfs dengang berømte serie Felix.

Siden da har Egoland kommenteret sig selv og verdens vanvid her i avisen – med særligt spidst blik for det religiøse vanvid – og samtidig udfoldet særlige ’historier i historien’, som f.eks. Sandras erindringsglimt i form af en hesteroman for unge piger eller Gaias fund af kærligheden og tab af uskylden under en vandring ’To the Lighthouse’, som både Virginia Woolf og Sigmund Freud uden besvær havde kunnet følge.

Egoland er formentlig verdens mest intertekstuelle tegneserie. Den strør om sig med åbenlyse referencer og skjulte citater, ofte kun visuelle, fra Bibelen og Koranen, Radiserne og Anders And. Ikke for intet udgav tegneren selv i 2000 det lærde værk ’Den sjette sans’ om ’sprog, skrift og liv gennem tre årtusinder’, som undertitlen lød.

25-års fødselsdag
De fleste af alle årenes ruder er i tidens løb samlet i albumudgivelser, der kulminerer med det 19. binds opsamling af disse sidste dages hellige striber i en udgivelse omkring seriens 25-års fødselsdag i august i år. Et lille restoplag af tidligere bind sælges fra Forlaget Ydun eller hjemmesiden egoland.dk under underfundige titler som ’Menighed gør stærk’ (bd. 18, efter karikaturkrisen), ’Nåde for noget’ (bd. 15, efter Foghs tiltræden) eller ’Gid Gud gad’.

Gjørup gider ikke mere. Den lille fede guddommeligheds ophav vil ikke længere være alstyrende kraft bag en hel verden af striber og bobler. Han stopper verden, han vil af!

Sammen med sin kone, Gunvor Øye – som i serien skiftevis kan spejle sig i Sandras snusfornuft og ungdomskæresten Prima Veras skønhed – vil 63-årige Gjørup holde et tiltrængt sabbatår med løs bagkant.

Nekrologen behøver vi andre heller ikke skrive. Den stod i striben allerede 23. april i år, hvor Gaia læste højt for Sandra af ’Agurketidende’:

»Alt for sent indså de store skriftreligioners præsteskaber, at troen på denne tegneseriegud havde bredt sig på deres bekostning. Divus Madsen var det enkle & indlysende svar på det såkaldte theodicéproblem: Gud er et fjummerhoved & verden er en betaversion.

De forsøgte at hyre ham med tilbud om et martyrium, men Madsen stod fast på sin egen lille dumme død. Hans middelmådighed var en bedre sag værdig, udtaler Klodens Forenede Præsteskaber i et Mindeord«.